lørdag den 14. marts 2009

Hifi-antikviteter-OBS juryen arbejder endnu søndag!

Engang for længe siden kunne man blive verdensmester i sværvægtsboksning hvis man blot var stor nok. Indtil boksningens senste statusmæssige nedtur og de forskellige østeuropæiske misfostre var historiens største bokser som bekendt Primo Carnera. Det, der gjorde ham stor, var nu bestemt ikke hans boksemæssige kunnen, men mest en for en tid stabil backing fra den lokale mafia. Derfor vandt Carnera helt uforklarligt verdensmesterskabet på knock-out i en kamp mod Jack Sharkey og det endda ved et slag, som vel burde gå over i boksehistorien. Det er det muligvis også uden at vi dog ved det, men det er ellers så vidt vides det eneste afgørende slag i nogen VM-sværvægtskamp, som overhovedet ikke ramte. Alligevel tumlede Sharkey ned på canvassen og Carnera var verdensmester.

Carnera var stor som et (stort) hus men til gengæld blid som et (ganske lillebitte) lam, vel ikke akkurat nogen recept på en succesfuld bokser. Det var han så heller ikke og forsvandt snart derefter ud af historien. Det var vel ikke fordi han ligefrem fortjente det, men det viste sig nok efterhånden mere og mere umuligt at lade som om denne "Gentle Giant" overhovedet kunne bokse. Selv i en tid uden TV-slowmotion var det hurtigt blevet indlysende for alle, at enhver spastiker i rullestol med blot et brev-korrespondencekursus i boksning var mere end en match for Carnera efter første lektion. Størrelse var altså ikke alt udover en vis størrelse forstås. Siger denne temmeligt velvoksne skribent og vil i den anledning lige modificere det gamle ordsprog om rigtige mænd: Rigtige mænd vejer nemlig ikke som hyppigt antaget blandt ignoranter "mere end 100 kg.". Nej, de vejer mere end 110 kg. og det er endda ganske præcist siger vægten fra IKEA.

Nå, det bringer os jo naturligt videre til de evige betragtninger om, hvem der mon så da var den allerstørste sværvægter gennem tiderne. Det vil jo altid forblive et noget hypotetisk spørgsmål men vores eget bedste bud er vel den eneste ubesejrede af slagsen, nemlig Rocky Marciano. Selv om en vis støtte fra mafiaen nok ikke ligefrem har skadet hans karriere var han nu i modsætning til Carnera en rigtig bokser. Selv om han nu langtfra vejede 110 kg. Alene det, at han var klog nok til at trække sig tilbage i tide tyder vel osse på, at han var helt udenfor konkurrence i en verden af andre store mestre. Hverken Joe Louis, Cassius Clay, George Foreman , m.m. fl. fattede jo nogensinde, at deres tid forlængst var forbi men nu er det bestemt heller ikke risikofrit for hjernen at være sværvægtsbokser, som den rystende og mimrende gamling Cassius Clay i dag beviser det.

Nå, vi starter i sværvægt i dag, fordi der nemlig bliver mulighed (måske da) senere i dag at kåre den bedste af de store gamle studiemonitors. De hidtidige kandidater har været de fra Abbey Road-studierne så kendte Lockwood-boxe med Tannoy Monitor Gold i og de i de samme studier endnu mere anvendte Altec Duplex-højttalere. Når noget så stort og helt rigtigt er alles valg over tilstrækkelig lang tid er der naturligvis ligesom med Weller-lodekolber tale om en vis form for kvalitet. Dog fik disse oprindelige dominerende operatører indenfor studiemonitor-markedet hård konkurrence fra JBL fra engang sidst i 1960-erne og i store dele af verden blev JBL faktisk på et årti de allerstørste. Det skete samtidigt med, at Tannoy i 5 år faktisk var med i Harman-gruppen sammen med JBL og som skildret i et gammelt uge-emne dengang gik ad Helvede til. Man kan lige knapt sige, at de nogensinde kom op igen.

Det gjorde det stagnerende Altec heller ikke rigtigt, selv om de møjsommeligt kravlede videre og først lukkede og slukkede i 1995. Kvalitetshåndværk i Oklahoma City hos Altec havde som Tannoy Products i West Norwood, Syd-London, desværre en slags "sidste salgsdag" For Tannoy sluttede det så blot i 1973. Inden da kom der dog en måske værdig konkurrent til disse gamle kæmper fra JBL. Det drejer sig om JBL 4320, der som alle andre fra samme stald i denne periode mest mindede om en kæmpestor oversavet dybfryser. Med stor omhu var man i dette design sikret, at med anbefalet flacering spillede diskanten direkte ind i knæskallerne på folk. For meget små dværge og andre ånds-pygmæer har situationen naturligvis været noget mere gunstig, men en gulvplacering har nu næppe været særligt heldig. Ikke desto mindre var det altså sådan de dengang stod allesammen derude i parcelhusene med de karry-gule eller avocado-grønne nyopførte toiletter. For de få, der havde råd altså, for de kostede altså det meste af en disponibel årsløn. Derfor lød de naturligvis også osse ad Helvede til og det er sådan vi husker dem.

Om de overhovedet kunne spille har vi måske mulighed for at finde ud af i dag, hvor vi får et sæt 4320 ind. Det bliver sådan lidt "Rocky Marciano vs. Cassius Clay" over denne seance blot med den forskel, at de her altså faktisk var ganske samtidige. Måske det i dag vil vise sig, at grunden til JBL's i denne periode totale sejr over Tannoy faktisk var baseret på et bedre produkt. Der skulle nu heller ikke meget til dengang efter 1973 men lige præcist denne JBL er så faktisk fra 1972. Det bliver rigtigt interessant at se disse dengang direkte modstandere konkurrere på lige vilkår og vi skal nok rapportere om resultaterne. Vi er jo også en smule forudindtagede, fordi vi har mindst 10 sæt Lockwood-boxe med Tannoy Monitor Gold-enheder i. Derfor vil det være en kedelig overraskelse, hvis disse JBL vil vise sig at være overlegne, men spændende , det bliver det nu alligevel.

Det bliver en kamp fra dengang alle monitors var kæmpestore som sværvægtsboksere jo også nødvendigvis var. Og er.Kun uhyre få letsværvægts-boksere har jo forsøgt sig i sværvægt, og selv de bedste af dem har jo fået læsterlige klø af "naturlige" sværvægtere" uden særlige kvaliteter iøvrigt. Størrelsen betød ikke noget, den betød nemlig ALT!. Mærkeligt nok begyndte man så lige i denne periode i de tidlige 1970-ere at tage bittesmå prut-højttalere alvorligt. Nå, denne accept af det aldeles uacceptable er så heldigvis i dag midlertidigt suspenderet. I dag vil så lade disse rigtige "sværvægtere" udkæmpe den kamp, som de udkæmpede dengang. Hvis de altså havde været samme sted, disse monitor-monstre, men det var de nu næppe. De var nemlig så skidedyre, at de alene af den grund var og er uhyre lidt udbredte. Et google-opslag på den dengang mest udbredte amerikanske monitor, nemlig Altec 604, giver blot en lille håndfuld forkølede links. Giganternes kamp i dag kan sagtens vise sig at være en "first" i verdenshistorien.
Hvis Tannoy Gold ikke bliver vinder i denne giganternes kamp vil vi naturligvis ganske loyalt undlade at rapportere det, lidt ære har man vel altid.. Sandheden kan blive frygteligt ilde hørt, hvis der altså er en. Nå, der er nok næppe tvivl om, at alle modstandere i dag sagtens kan slå en "proper næve" JBL-en kan endda holde til ikke mindre end 60 watt. Musik forstås. Rigtig sværvægt!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start