fredag den 20. marts 2009

En uhyre arbejdsom mand

I dag var så dagen, hvor det blev endeligt bekræftet, at den tidligere mangeårige målmand i AGF og nuværende langtids-sygemeldte direktør i Århus Elite, Lars Windfeld ikke vender tilbage. Hans stress-relaterede sygdom forsvandt underligt nok ikke og det er nok kun overraskende for de allerfærreste fornuftige mennesker. Det omfatter tydeligvis ikke den øvrige ledelse af Århus Elite, som åbenbart slet ikke har forudset denne ellers ret indlysende mulighed. Indlysende fordi enhver, der nogensinde har haft blot perifer berøring med den nu afgåede direktør Windfeld ved, at han er og altid har været det, som forsikringsselskaberne engang noget politisk ukorrekt kaldte "et dårligt liv" Allerede som anfører for AGF i mange år demonstrerede Windfeld de vanvittigt og nærmest "opædende" koleriske sider af sin personlighed, men der var der der selvfølgelig ikke noget galt med det. Dengang var det givetvis en betydelig karrierefordel for Windfeld at være den person, som han var. Denne lille mand (som altså endda var målmand) kunne ved hjælp af sit noget ukontrollable temperament springe allerhøjst op i luften efter de høje bolde.Det gjorde ham naturligvis til en god målmand og fremragende fighter. Og "et dårligt liv"

Desværre og naturligvis temmeligt forventeligt kunne han så også simpelthen "springe i luften" uden at der var nogen bold og det er så det, som er sket nu. Tegnene har nu været ganske tydelige i de senere år for enhver, som blot har gidet se på selv dårligt reproducerede avis-fotos af Windfeld. Mandens øjne har simpelthen kronisk råbt til enhver, at her er der en mand på "ren efterbrænder", som man siger i flyversproget om den ekstra tænding af udstødningsgasserne, som ganske vist giver ekstra fart, men til gengæld brænder motoren op. Man tør slet ikke gætte på, hvor højt mandens blodtryk kan have været, men mon ikke vi nærmer os rekorden for pattedyr udenfor giraf-familien? Vi ved selvfølgelig ikke, om Windheld har nogen pensionsordning (det har han nu nok) men vi vil godt vædde på, at han i de seneste mange år ihvertfald ikke har kunnet tegne nogen. Dertil har han altså set (og altså også været) alt for syg. Det sygeste er så, at ingen andre har reageret på det.

Nu er der som Windfeld naturligvis personer, som er arveligt disponerede for stress og som i virkeligheden mest fortjener beskyttelse-mod dem selv!. Stress har nemlig ikke nødvendigvis noget at gøre med hverken arbejdsbyrde eller arbejdstidens længde. Det sidste gælder da tydeligvis ikke for den engang så fejrede formand og tidligere minister Bendt Bendtsen fra de konservative. Kendt som den populære "Bendt Betjent" fungerede Bendtsen som et velkomment alternativ til den fjumrende udenrigsminister Per Stig Møller og de gamle slidte (og vel også en smule anløbne) koryfæer Ninn-Hansen og Poul Schlüter. Alene navnet med sin ærkedanske understregning af slægtens betydning fortæller vel alt om denne kernedanske hædersmand. Efter den noget selektivt sandheds-søgende Schlüter var den fuldstændigt farve-og fantasiløse Bendt lige det, der skulle til. Og så måske alligevel ikke.

Efter fratrædelsen som minister er historierne om hans luksusrejser med (de samme om og om igen) kendte og ikke mindst velhavende erhversforbindelser jo eksploderet. Mindst 60 rejser over mange dage hver har veldædige forretningsmænd naturligvis helt uegennyttigt foræret denne nu heldigvis tidligere minister. Det ser Bendt noget overraskende ingen problemer i. Ja, han forstår vist nærmest slet ikke spørgsmålet. Se, her har vi en mand, som arveligt er bygget til aldeles overlegent at tackle stress af enhver art. Windfeld, kik nu efter! Bendtsen sidder nemlig fuldstændig uden blusel eller eftertanke i øvrigt i TV-primetime og siger noget med den største selvfølgelighed, som simpelthen er så hjernedødt tåbeligt, at vel i virkeligheden ingen danske politikere nogensinde har været helt deroppe. Han kalder det nemlig for "arbejde"

Ja, faktisk nydefinerer Bendtsen helt tydeligt alle hidtil anvendte begreber om "arbejde" Alene det er jo overraskende med denne mand, som ellers aldrig nogensinde i sin politiske (eller antageligt øvrige) karriere nogensinde har sagt noget, som ikke allerede utallige andre allerede har sagt langt bedre. Eller nogensinde har tænkt en tanke, som ikke allerede en blot gennemsnitligt begavet rundorm har tænkt bedre. Langt bedre ville være vores gæt. Bendtsen fortæller nemlig helt åbenlyst, at han i de seneste mange år har arbejdet "langt over 100 timer om ugen". Det er altså en del, Bendt, ja det er faktisk så meget, at han faktisk nødvendigvis må medregne den tid, han sidder på toilet og også den tid han ser frække film på diverse hotelværelser. Foruden al den øvrige tid hvor han ikke sover.

"Langt over 100 timer" om ugen betyder jo strengt matematisk, at hvis vi går ud fra, at den gudfrygtige Bendtsen "kommer hviledagen i hu og holder den hellig", så er der altså ialt i de andre seks dage blot 144 timer til rådighed. Hvis vi antager, at "langt over 100" f. eks. er 110, så er regnestykket således: Hvis Bendtsen kan klare sig med gennemsnitligt godt 5.5 times søvn hver nat, så arbejder han simpelthen HELE TIDEN og HELE DØGNET IGENNEM. ALTID, år ud og år ind. Hvis han skulle have behov for 8 timers søvn er situationen en hel del værre.Det kan han nemlig kun få ved osse at bruge søndagen. Regnestykket er nu følgende: Der er ialt 168 timer i en uge. Minus de 110 timers arbejde og 56 timers søvn er der så kun 2 timer tilbage til familiære sysler. Altså ialt OM UGEN år ud og år ind. En mands liv?

På basis af disse ret elementære kendsgerninger kan man da vist glæde sig over, at Bendtsen ikke længere er justitsminister. Mage til løgnehistorier skal man da vist ud i de fynske landpoliti-distrikter for at tage alvorligt men der virker de så tilsynelade fint og overbevisende. Tjah, det gør de vel oss overfor den tidligere ganske skrappe Jersild i TV, som heller ikke har hovedregning som sin kernekompetence. Ihvertfald forblev den simple matematik bag disse historier helt uafklaret. At det så er vanskeligt at forestille sig, at man andre steder i verden uden øjeblikkelige strafferetslige sanktioner ville kunne acceptere Bendtsens forklaringer om al hans såkaldte "arbejde" på de utallige (af alle mulige andre) dyrt betalte lyst-ture er så en helt anden sag. Fuldstændigt uden stress eller videre forståelse af implikationer af disse ellers ellers ret entydige handlinger fremturer Bendtsen blot med sine banaliteter. Se, her har vi en mand, som ingenting har forstået. Af nogetsomhelst, og allermindst af det ellers indlysende kritisable, som han altså har brugt en stor del af sit liv på. Det, som han på politisk noget "nydansk" kalder sit "arbejdsliv"
Om vi antyder, at Bendt Betjent har ladet sig bestikke? Ok nej, vi kan også tale "nydansk" Ligesom vi faktisk sagtens kan arbejde langt over 200 timer om ugen og det endda uden stress. Hvorfor er det lige at man i tilfældet Bendt kommer til at tænke på den gamle helt fra utallige "Sengekant-film", nemlig afdøde Ole Søltoft? Han forstod heller aldrig nogenting af nogensomhelst..
Hvor fuld af løgn af løgn kan man egentligt være? Det rigtige svar synes at være: Helt ubegribeligt meget. Altid. Hele døgnet rundt. År efter år efter år.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start