mandag den 2. marts 2009

En skrigende kælling.

Nu kan man vel kun med ret ringe ret anklage denne side for at være synderligt morsom, selv om vi naturligvis kæmper bravt. Alligevel findes der folk og fæ derude, som er ganske afgjort mindre morsomme end selv os-MEGET. Nu skal ordet "fæ" ikke lige i dag bruges om umælende dyr men mere om fæ-hoveder af den slags, som endda undertiden har lystbåde. Det har vi ikke selv, ja ikke engang en snoldet robåd, så måske vi blot er misundelige på dem der har. Nej, når man som barn har været erhvervsfisker er det ganske vanskeligt at forlene nogensomhelst båd-lignende genstand med nogetsomhelst andet end arbejde. Pissekoldt og trælst og så søsygen, adr! At nogen så ligefrem dyrker lystbåde som hobby fatter undertegnede ikke. Nå, men det er jo heller ikke sikkert de nogensinde kommer ud at sejle. Det forklarer det i det mindste delvist.

Nå, men denne lidt famlende indledning idag er i anledning af, at JP bringer et sidelangt indlæg af en dyrlæge fra Brabrand. Dejligt at man således på god og saglig vis kan blive objektivt oplyst om, hvor man ALDRIG nogensinde skal sætte sine (eller måske nærmere) hundenes ben. Det er nemlig en rigtig god måde at blive klog at læse det her mageløse makværk. Med en skrivekunst, der er nogenlunde passende for en 5.klasses elev med betydelige sproglige vanskeligheder causeres der ellers om løst og fast og hunde og andre ellers umiddelbart spændende ting. Desværre er stien pinlig til det tåkrummende rædselsfulde og indholdet en del værre. Altsammen noget, der burde have kunnet blive mildt underholdende med selv begrænsede skribent-evner, evner som desværre her er aldeles fraværende. Denne dyrlæge er simpelthen så gennemført umorsom at det næsten er det allermorsomste. Hvis det altså ikke havde været fordi der alligevel lige var et lag mere i "umorsomhedens løg" her. Denne aldeles umorsomme mand fortæller nemlig en historie, som er endnu langt mindre sjov. Det værste i dette bund-ukomiske univers er selvfølgelig, at det skal forestille at være sjovt. Desværre giver "minus/minus" ikke nødvendigvis plus.

Hændelsen udspiller sig på Marselisborg Lystbådehavn. For udenbys er det et noget kvalmt sted og bestemt ikke mindst, fordi havnen er placeret lige ved siden at et større rensningsanlæg. Den tunge lugt af særdeles sparsomt vist kun mekanisk filtreret spildevand gør oplevelsen på havnen til en mindeværdig oplevelse. Hvordan i alverden dog nogen har kunnet forestille sig, at spildevand udelukkende "renset" for cykler og havelåger m.m. dog på nogensomhelst måde kan komme til at lugte af andet end spildevand er langt over vores lavt-flyvende fantasi her. Nå, her på en fast-forankret lystbåd sidder så vores relative helt i dag. Måske en smule politisk ukorrekt drejer det sig endda om en kvinde, som her hedder Gitte. Vores skribent-dyrlæge her svømmer i dag over af lovord om denne kvinde og i fin overenstemmelse med dagens ganske fladpandede tekstlige abstraktions-niveau får man mest lyst til at skrige. Sikke dog en uanstændigt kedsommelig person og så bliver det endda værre endnu.

Det bliver nemlig "morsomt" Vores heltinde Gitte har nemlig som så mange andre overført de almindelige danske parcellist-regler her til havnen. Derude i Brabrand Bakker betyder det for eksempel, at uvedkommende selvfølgelig ikke må parkere på selv offentlig vej i nærheden af parcellerne. Denne udfordrende lokallovgivning føres selvfølgelig med ned på havnen, og da vores heltinde i dag pludselig ser 2 snottede gravhunde uden snor er hendes festlige og forstadslige udbrud ikke til at tage fejl af: "Kan du da for helvede ikke tage dine hunde i snor?" I dette særlige alternative civilisations-billede har det tydeligvis været en voldsom. trussel mod Gitte som hun sad derude på båden og kikkede ind på kræene. Det forunderlige var, at hundelufteren faktisk tog hundene i snor. Det var ellers på et tidspunkt på dagen, hvor der ikke færdedes en sjæl dernede. Det var nok osse derfor han luftede hundene og der var osse andre grunde til ønsket om ikke at vække for meget opsigt. Ellers kunne han ikke være gået i fred.

Hundelufteren var nemlig ingen andre end prins Henrik uden at den hystrerisk skrigende kælling derude på båden dog åbenbart opdagede det. Hendes mund har nok været så vanvittigt opspillet at den har været i vejen for udsynet eller også har skyen af rasende spytklatter gjort synsfeltet tåget. Nå, kong Henrik gjorde altså alligevel lidt nytte for apanagen, måske var fruen ude at lufte hatte? Historien fortsætter endda lidt endnu, for dagen efter modtog denne skræppe-kælling noget, der åbenbart var en beklagelse fra hoffet over hændelsen. Det bestyrkede naturligvis kun vor tvivlsomme heltinde i sin selvretfærdighed og selv om det i dyrlægens fuldstændigt ubehjælpsomme tekst sås en vis tvivl om ægtheden er der ikke tvivl om, at Gitte alligevel her nød sin måske "største stund" Den største retfærdighed i denne verden var sket fyldest og det var hendes, hendes, hendes!

Nu kunne man jo måske anklage os for at kaste os over de allerførste måske spæde litterære forsøg fra åndeligt ellers aldeles ubemidlede og andre lallende amatører, men dyrlægen/forfatteren i dag er angiveligt en erfaren formidler i sit job som radiodyrlæge i DR's P4 og desuden tilknyttet Randers Regnskov. Endnu et program man ikke behøver spilde tiden med. Nå ja, og så er han vist også gift med denne Gitte (eller også er han ikke det er også pisse-ligegyldigt), som meget bekvemt også er veterinær-sygeplejerske. Og sikken dog en flink én, godt man ikke har båd dernede eller bor i Brabrand, tænk dog at møde sådan nogen fæpander. Heldigvis er der billede på, desværre kun af den formørkede forfatter...

Tak skal der dog alligevel lyde til JP for at give denne tydelige dyrlæge-forbrugeroplysning om små mænd og kvinder, som ved at råbe af de helt rigtige får ret. Og sikke de nyder det og sikke dog sjove de er synes de. Det synes vi ikke, faktisk er det noget af det allermest platnakkede jeg selv nogensinde har læst og selv ellers pålidelige åndelige bundskrabere som "Alt for Damernes" faste rubrik "Mig og mit klædeskab" bliver pludseligt uhyre relevant og indholdsrig. Den her tekst er simpelthen så hjernedød-åndssvag, at det er helt ubegribeligt hvordan den dog er sluppet igennem selv en uhyre beskeden redaktion. Der KAN simpelthen ikke have været tale om meget bedre "rensning" end gitteret derude på det stinkende renseanlæg. Det er naturligvis derfor vi takker JP for slet ingenting at have gjort. Det her ses jo ellers aldrig, men det findes tydeligvis alligevel derude.
Vi bruger nu faktisk selv en dyrlæge, som endda har båd i samme havn. Han hedder Jørgen og er en helt igennem fin fyr. Det er altså ikke kun den kemiske lugt dernede, som skaber inderligt åndeligt armod som i denne tekst, arveanlæggene skal også være i orden. Det er de i dyrlægens tekst, læs den inden den bliver brugt til at pakke fisk ind i. Om ikke andet så for at huske hvor Fido IKKE skal hen...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start