søndag den 8. marts 2009

En komisk lille mandsling

Blandt de allermest grinagtige af de engelske såkaldte "hofpoeter" (poet laureates) var den lillebitte Alfred Austin. Austin var en af den slags mennesker, der som senere Inger Christensen førte poesien derud, hvor den simpelthen ikke kunne komme længere. Nu kunne man tro, at det måske kunne være positivt, men det betyder nu mere prosaisk, at hans fædrelandskærlige heltemods-digte blot blev fuldstændigt grinagtigt parodiske på samme måde som Inger Christensen. Hende var der blot ingen der grinede af, og det var vel det mest grinagtige ved dette digterliv. Nu blev Austin dengang i dronning Vicrorias sidste årti ved magten faktisk også kåret ved en administrativ fejl, men som premierminister Lord Salisbury ( iøvrigt den første cyklende engelske premierminister med speciale i cykling ned af bakke-opad stod der en mand bagpå til at skubbe) så rammende udtrykte det: "Han (Austin) ville så forfærdeligt gerne!" Salisbury forsvarede ikke sit valg overhovedet, det ville heller ikke have været nemt og derudover ligegyldigt for Salisbury. For ham var digterkunsten alligevel død med Tennyson og han så sig iøvrigt aldrig tilbage. Dengang var der osse kun uhyre få cykler..

Nå, men Austin blev med lige dele held og vedholdenhed og et ellers uhyre begrænset talent kendt udover enhver rimelighed og retfærdighed. Om det så betød, at denne lillebitte mand på størrelse med Tom Cruise høstede "frugterne" (de kvindelige altså) af denne berømmelse, ved vi absolut ingenting om. Det var jo trods alt også tiden med alle tiders mest restriktive dame-mode i den civiliserede verden (nutidens islamiske mode naturligvis undtaget af indlysende grunde). De victorianske kampvognslignende "heldragter" kan ikke have været helt nemme at få hul på og med en erfaringsverden hos den opvoksende mandlige ungdom, som udelukkende bestod af seksuelle erfaringer fra (drenge)-privatskolerne, kan vi jo nok regne med, at Alfred Austin ikke i noget synderligt omfang "kapitaliserede" sin berømmelse til tilsvarende success hos kvinderne. At tale om at være et forkert sted på det ellers helt rigtige tidspunkt!

Helt anderledes heldig i denne sidstnævnte "timing" er en gammel bekendt fra det århusianske musikmiljø. Der er ellers på mange måder tale om en fuldstændig parallel historie som indledningen med Austin og et glimrende eksempel på, at hvor der er en vilje, er der også hyppigt en vej. Og ikke så forfærdeligt meget andet, hverken gode digte eller god musik. I går havde stiften.dk et mini-interview med denne fyr, som hedder Tomas. Det har han forresten altid heddet og over de seneste mere end 20 år har denne nu 39-årige hundeøjede og uhyre langhårede fyr forfulgt en ikke-eksisterende musikalsk karriere med en indædthed, som næsten (men kun næsten) har kunnet kompensere for hans talentløshed. Som Austin før ham er han faktisk en lidt sølle skæbne i en stor og grum verden og så alligevel ikke helt. Tomas har nemlig fået success, måske ikke så meget musikalsk. Vi snakker naturligvis om kvinder, den klassiske "løn" for soldater og andre musikere.

Tomas forfulgte sin musikalske karriere i Danmark i mere end et årti og fik den success, som hans musikalske mainstream-blanding af sødsuppe og sirup tilsat sødemidler fortjente, nemlig absolut ingenting og heldigvis for det da. Aldrig har en dansk professionel musiker vel med så stor energi efterladt så lidt. af blivende musikalsk værdi og dette kan i fremtiden allerhøjst tangeres. Nå, Tomas må på et tidspunkt have erkendt denne for ham selv såre sørgelige situation og emigrerede derfor til Rusland. Det gjorde han i tryg forvisning om, at hans 2 børn derhjemme nok fortjente en bedre far end ham selv, han blev ihvertfald væk, og lige i den henseende var hans vurdering vel korrekt nok. Derovre har han så haft anderledes held "i sprøjten" kunne man måske udtrykke det. Han har nemlig ifølge egne udsagn solgt omkring en kvart million plader uden at det dog vist har kastet nogle penge af til andet end lidt tiltrængt vedligeholdelse af den efterhånden noget højpandede glitter-rock frisure. Og så ramte successen alligevel Tomas med fuld kraft.

Han er nemlig i skrivende stund med i det Russiske Melodi-grandprix hurra hurra. At tænke sig noget mere værdigt højdepunkt i en flere årtier lang musikalsk "karriere" end en "prime time"-optræden på ruski-snuski TV.. Vi aner ikke om han vandt, ja faktisk er vi aldeles indifferente. De andre deltagere er antageligt fjolser af nogenlunde samme kaliber. med en tilsvarende matchende musikalitet. Alligevel er der en betydelig forskel på Austin og vores ven Tomas her. I dette ellers uhyre korte interview lykkes det nemlig alligevel min gamle ven Tomas at understrege, at han altså derovre i Rusland bor sammen med sin såkaldte "model-kæreste". Jamen tillykke da, selv om vi ikke lige ved, hvilken model, det drejer sig om. Der findes jo også samlere af gamle modeller, men det begrænser sig måske mest til antikke bil-modeller som den klassiske Aston-Martin D(avid) B(rown) 5 m.m. Derude på Djursland sidder så muligvis den gamle ekskone og glæder sig sikkert over mandens nye "trofæ-model" Nå, man kan vel sige, at udvendigheden igennem et helt ligegyldigt musikalsk liv ganske glimrende matcher overfladiskheden i livet derovre i Rusland. "Timingen" er så blot bedre end for Austin. Hverken han selv eller Tomas havde eller har nogetsomhelst at byde på, som ikke utallige andre kan gøre 1000 gange bedre, men alligevel blev det altså min gamle ven, der scorede sin nye "model" Tillykke med den fortjente musikalske success! Det forbandede er så bare, at alle de her nye "modeller" kræver en forbandet masse vedligeholdelse for slet ikke at tale om den dyre forsikring. Nemlig mod, at de finder noget bedre end én selv. Nå risikoen med lige præcist denne model er måske blevet lidt mindre, da de har været kærester i 4 år, håbet har nok været lysegrønt engang som håb jo tit er. Ældre modeller er jo typisk en smule mindre attraktive i disse kredse. Som "trofæer" forstås og det må vist være det vi snakker om her.

Til allersidst vil vi lige citere lidt Alfred Austin fra et digt om det såkaldte "Jameson-Raid", et typisk forkludret engelsk amatør-angreb i det sydlige Afrika.
"There are girls in the gold-reef city.
There are mothers and children too!
And they cry, Hurry up! for pity!
So what could a brave man do?..."

Ak, ja, og så er det her endda gedigen klassisk kvalitet i forhold til vor ven Tomas og det her er da ellers temmeligt slemt. Det andet er blot værre, med eller uden "ny model" og tilsvarende "held i sprøjten"..Hvis det altså hænger så simpelt sammen.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start