onsdag den 18. marts 2009

Anno Domini 1972

Sommetider kan man næsten sammenligne livet med gengivelsen fra vores nye/tudsegamle JBL 3-vejs 4320 studie-monitor fra 1972. Hele perspektivet ændres nemlig ganske dramatisk, når man bliver ældre og da ikke mindst i forhold til opfattelsen af kærlighed. Eller måske snarere det, som man på forskellige stadier af livet sommetider noget fejlagtigt har opfattet som kærlighed. Det viser sig alt for ofte efterfølgende, at det, der engang forekom som absolutte højdepunkter i tilværelsen i virkeligheden var lokale lavpunkter. For eksempel kunne et tiulsyneladende fornuftigt parforhold efterfølgende sagtens vise sig at være langt værre end overhovedet ingenting.

Det er faktisk temmeligt foruroligende at opdage, at langt hovedparten af den tid, som i bagklogskabens klare lys har vist sig at være de allerlykkeligste i denne skribents liv, faktisk har vist sig at være år uden kærester. Ikke blot lidt uden, HELT uden. Sådan forekom det muligvis ikke dengang (nej, det gjorde det overhovedet ikke!), men det var det altså alligevel. Nu kan man bestemt med nogen ret indvende mod dette simplistiske livssyn, at undertegnede helt givet blot har fået, hvad han har fortjent. Det kan heller ikke afvises for store dele af livets vedkommende, men det er til gengæld heller ikke hele forklaringen. Det hele har nemlig alligevel haft en mening. Endelig og til allersidst. Hvor denne skribent har fået uendeligt mere mere end fortjent.

Det var der naturligvis ingen, der anede i det Herrens År 1972, hvor amerikanske ingeniører skruede vores nye/gamle JBL 4320 sammen ovre i Californien. Lidet anede de, at dette stolte firma senere skulle udvikle sig til storforbruger af plastic-materialer i et gigantisk omfang, som nærmede sig LEGO og i samme ombæring skrotte alle ambitioner om andet end kortsigtede gevinster. Som de allerfleste andre naturligvis. Over en tur til JBL-produktion i Frankrig og sågar Ringkøbing, Danmark gik dette nomadiske firmas vej som næsten alle andre til Kina til fortjent kommende glemsel. Snart vil det blive savnet på nogenlunde samme måde som man vil huske hende den leverpostej-hårfarvede pige i 8 klasse, altså ikke særligt. Nå, disse uhyre kompetente ingeniører er vel temmeligt ligeglade nu, fordi de jo allesammen er døde af alderdom. Det er bestemt også noget pudsigt at huske på, at chefdesigner hos JBL/UREI Ed Long faktisk dengang i 1972 allerede havde høreapparat. Som senere designeren af Apogee-båndhøjttalerne. Under alle omstændigheder var det alligevel helt udelukket for den i 1972 16-årige Poul M. overhovedet at drømme om de her sindsvagt åndsformørket kostbare JBL 4320 så det gjorde jeg naturligvis, perspektiv eller ej.

Der skete dog alligevel noget epokegørende dengang i 1972 udover produktionen af vores JBL. På en skjult lokalitet i hovedstadsområdet fødtes nemlig et pigebarn, som mange år efter skulle komme til afgørende at vende op og ned på denne skribents liv. Om det foregik i dølgsmål som ham der Jesus ved vi ikke noget om, men virkningen af denne vidunderlige kvinde for denne skribent skulle blive nogenlunde den samme. Desværre eller måske nærmere uundgåeligt gik der alt for mange år, inden det skete. Desværre, fordi det er meget, meget længe at vente på noget så godt og sikkert uundgåeligt, fordi jeg ellers aldrig ville have haft nogen chance. Denne vidunderlige kvinde drømte jeg til gengæld ikke engang det allermindste om. Ikke fordi der ikke var noget at drømme om, men fordi drømmen var ligeså umuligt fjern som at begive sig på kosmisk vandretur til fjerne stjernetåger. 

Denne chance kom først efter at livet tilstrækkeligt klart havde demonstreret, at parforholdet simpelthen ikke havde nogen chance overhovedet. Så indfandt roen sig og dermed miraklet. Andre ord dækker kun dårligt.

Livet bestod dengang indtil den 15. januar 2005 for denne skribent af et hyggeligt samliv med den dengang noget yngre og attraktive Folmer Hund og en hel bunke kasser Flensburger-pilsnere. Kvinderne var kommet og (måske især) gået igen og havde typisk eftertrykkeligt smækket med døren og det var helt fint for os. Livet var gået ind i en endelig fase af tilsyneladende lykkelig stabilitet og almindelig afklaring. Bagklogskaben viste sig faktisk her at være enig med vurderingen dengang, det var en fin tid. Som jo så alligevel kun varede indtil den kommende fru Olsen havde nået skelsår og alder og maste sig ind i vores liv dengang den skæbnesvangre 15. januar 2005. Dette ypperlige kvindelige top-produkt årgang 1972.

Efter den tid viste det sig, at selv perfektion med hund og øl alligevel kunne forbedres og det endda langt udover nogen forestilling. På denne vel ellers ret ubetydelige mærkedag som en fødselsdag er i min alder, kan man dog alligevel sagtens glæde sig over det utrolige gave, som denne vidunderlige kvinde er. På denne dag som på alle andre. Ikke engang i ungdommens fantasier havde man kunnet forestille sig noget sådant, men det skete altså alligevel. Som altså osse at få det sæt JBL 4320, som man heller aldrig overhovedet turde drømme om.
Så er der altså noget ved at have fødselsdag. Skål, allesammen!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start