onsdag den 18. februar 2009

Mere tipsfodbold

I forbindelse med gårsdagens dybsindige tekst om alskens sort/hvide fodbold-minder (som allerede er falmet til en slags brun/grå nuancer som fastbrændte billeder på et gammelt billedrør-det ER længe siden) vil vi forsætte lidt ad samme tangent. Det er faktisk noget underligt for en opvoksende ung mand at opdage, at den sport, som forekom som den mest interessante på denne jord og alle de nære og fjerne galakser over tid blev så fuldstændigt ligegyldig, som det viste sig. At det skulle ende så galt skal vi helt tilbage til Derby Countys hjemmebane dengang, Baseball Ground, for at indse. Eller alle de andre midtengelske mudderhuller: Portman Road i Ipswich, Molineux i Wolverhampton, St. Andrews i Birmingham m.m. fl. Det var alle steder med en historie med en lang og ubrudt fødekæde tilbage til denne essentielle arbejder-sport. Derfor var der småt med egentlig fodboldkunst i reportagerne fra kampene dengang i 1970 ville mange nok mene ved en genudsendelse i dag, men hvor ville de dog tage fejl. Som i David Lynch' film var der osse dengang meget mere end det, man måske lige så. Der var nemlig INTENSITET.

Lad os for eksemplets skyld tage et af datidens storhold Arsenal. Dengang i 1970-erne og endnu over et årti frem (og selvfølgelig knapt et århundrede tilbage), var der ingen farvede spillere på Arsenals særdeles uskønt, men aldeles effektivt spillende hold. Der var heller ingen østeuropæere, men da de jo allesammen sad permanent indespærret inde bag Jerntæppet var det selvfølgelig logisk nok. Det med negrene var lidt sværere at forstå, for osse dengang var der masser af dem, som lavede ballade nede i Brixton og andre slum-forstæder. Det var så inden islam tog over som markedsledere og trendsættere i den retning for hvem har dog hørt om neger-optøjer i de seneste årtier? Det mest eksotiske indslag på Arsenals hold var en enkelt skotte.

Liverpool var et andet storhold i 1970-erne, og der var heller ingen udlændinge udenfor De Britiske Øer med, ikke engang en eneste. Der var godt nok en, der hed Alan Hansen, men han var nu også bare skotte. Han var nu ellers høj nok til at være sådan en slags "æres-dansker", så ham holdt vi med når Liverpool altså ikke lige spillede mod Leeds. Liverpool med Hughes og Heighway og Toshack og Keegan og de andre spillede fodbold med en intensitet, som kvaste selv måske langt bedre teknisk funderede sydeuropæiske hold. Det var sikkert derfor, vi skidegodt kunne lide dem: Fordi de kunne vise de dér slikkede spaghettidrenge i deres designer-shorts, hvad fodbold virkelig gik ud på. De fleste ville selvfølgelig sige, at det gik ud på at vinde, men man ville have taget fejl dengang, for det gjorde det ikke nødvendigvis. Måske i virkeligheden slet ikke. Og da slet ikke for enhver pris!

Hele fodbold- og fankulturen dengang i England var simpelthen fundamentalt en helt anden end i dag. Som endnu i enkelte steder i skotske lavere rangerende provinsklubber var en sejr uden "fight" ingenting værd. Det var naturligvis derfor, at der i disse basalt set ligegyldige tipskampe på umulige baner virkeligt blev "knoklet igennem", for det var nemlig det, publikum var kommet for at se. Ikke nødvendigvis brilliante finter og da ikke overhovedet ikke angribere, som forsøgte at "filme" sig til straffespark og så var det iøvrigt helt ligemeget, om "filmstjernen" var fra ens eget favorithold. Når en spiller dengang lå ned kunne man være sikker på, at det var fordi han ikke kunne stå op, og derfor forekom det jo naturligt i publikums kollektive opfattelse fornuftigt nok. Samtidigt var der en tydelig kontinuitet i holdopstillingerne, som gjorde identifikationen med holdene let. Det skulle altsammen ændre sig.

I dag er Arsenal hver anden lørdag mindst et hold fuldstændigt uden englændere. Til gengæld er der bunker af franskmænd under den franske træner (bvadr!) (mon de æder frølår i pausen?) og sågar en dansker og adskillige østeuropæere og negre. Den gamle hjemmebane Highbury er selvfølgelig meget passende blevet forladt til fordel for et nyt stadion, som bærer det delvise sponsor-navn "Emirates" I denne nye form for fodbold er gammeldags "fight" erstattet af ren "show" udført af primadonnaer med multimillion-lønninger, som aldrig ville vige tilbage for ligesom skurken Maradona at lave det afgørende mål med hånden. Sådan et mål ville aldrig have været muligt dengang i 1970-erne og det vidste alle. En sådan synder mod selve fodboldens væsen ville nemlig øjeblikkeligt blive forvist af klubbens fans som en anden børnelokker uden mulighed for appel. Man ville gerne vinde, men sådan ville man altså IKKE vinde, aldrig nogensinde!

Det vidste alle vi, der sad og gloede på det, naturligvis godt. Hele fodboldens skønhed lå i kampen og så var det mindre væsentligt, hvem der vandt. Det var også mindre væsentligt, hvem der scorede, for det var alligevel for holdet og gav ikke nødvendigvis en mega-bonus, men mest udgifter til en omgang til holdkammeraterne i omklædningsrummet bagefter. Det må vi altsammen have fornemmet i disse uhyre intense og tit uskønt spillede kampe.
I dag er al intensitet så væk, og stjerne-spillerne hopper som kåde men sårede vårharer himmelhøjt op i luften og falder så ned med smertensskrig så forfærdelige, som var de blevet tacklet af næsehornet Brutalis. Er det underligt, at man aldrig gider se fodbold mere? Prøv for sjov om mandagen i avisen at se, hvem der har scoret i den engelske Premier League og ikke mindst hvor langt der er mellem engelsk-klingende navne. Det bliver en del bedre i den næstbedste række, League Championship og endnu bedre nedefter i rækkerne. Fodbolden bliver muligvis teknisk/ekvilibristisk dårligere, men til gengæld bliver det "rigtig" fodbold med fight og det hele igen. Det allersjoveste er så, at det har englænderne selv indset for mange år siden. Derfor er publikumsinteressen i de lavere rækker fuldstændigt ude af proportion med Premier League. Der kommer nemlig til en kamp i den 3. bedste engelske række tit op til halvdelen af, hvad der kan være på mægtige Manchester Uniteds hjemmebane. Fordi folk stadig gider se fodbold og ikke gider alle de udenlandske primadonnaer med deres designer-overtræksbukser og sågar handsker. Det forstår man, fordi man så tipsfodbold. Sikke kloge vi blev!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start