onsdag den 4. februar 2009

Katja og Sussi.

Denne morgen genlæser denne forfatter et lille mesterværk om den engelske bilindustris sidste sejlads mod den endelige undergang, "Wheels of Misfortune" Ret beset er det en ganske genial sproglig finurlighed i denne bogs titel og da en del mere genial, end den inderligt idéforladte ledelse af British Leyland og alle de andre, som endegyldigt lukkede dette glorværdige kapitel i industrihistorien. Det gjorde de på forbløffende og næsten foruroligende kort tid med en vilkårlig blanding af dårlige produkter og elendig timing og markedsføringsmæssig inkompetence , vel ikke ikke den allerbedste cocktail for større success. Nok i virkeligheden en temmelig sikker garanti for det modsatte. Nå, det engelske "U-Lykkehjul" kørte ialtfald ad Helvede til og blev der som sådan noget naturnødvendigt gør. På samme måde som alle de mange tusind nye Rovere, som var opstaldet på nedlagte flyvepladser, sikkert allerede er blevet ædt af rust.

Nu er det så spørgsmålet, om man akademisk overhovedet kan tilegne sig de nødvendige evner til succesfuldt at drive en virksomhed som dengang det håbløse automobil-konglomerat British Leyland. Det lykkedes ikke dengang, måske Sir Donald Stokes og de andre bosser blot ikke havde gået på RUC, for der kan man lære sådan noget. Her tilbyder man et 2-årigt kursus i såkaldt "Oplevelsesledelse" og det lyder for os mest som endnu et derivat af en af undertegnedes egne absolutte yndlingsaversioner, de såkaldte "kaospiloter". Ledelsen af det hensygnende BLMC dengang havde nu sikkert oplevelser nok uden at de behøvede gå RUC og det var heldigt, fordi dette universitet dengang endnu lå nogle år ude i fremtiden. Ikke at det ville have ændret en smule. Om det så kan det i dag er så en anden sag, og det er dagens emne.

Ovre i Roskilde har de nemlig fået en ny studine ved navn Sussi la Cour, som er kendt af de allerfleste. Vi siger de allerfleste fordi det omfatter praktisk talt alle mænd og derudover en hel del kvinder. De første har antageligt været en hel del mere imponerede af damens "performance" (vi snakker jo ren "business" i dag) end de noget mindre næsegrus beundrende kvinder. Underligt som øjne, som ellers ser det samme, alligevel ser noget helt forskelligt! Vi taler om det nye (rigtige?) navn for den tidligere pornostjerne, som optrådte under pseudonymet Katja K(ean). Det forekommer en smule underligt, at altså netop denne nu 40-årige dame skal studere akkurat "Oplevelsesledelse", når hun i så mange år har "ledet" så mange mænds "oplevelser" så dygtigt og i en så entydig retning. Ja, hun har faktisk gjort det så godt, (vi HAR studeret ekstra på dagens emne), at massevis af kvinder har måttet sande, at deres ubetinget største rivalinde ikke har været hende deres mands lidt for opmalede og slesk smilende sekretær. Nej, det har helt ubetinget været Katja K., hvis navn deres mænd har mumlet i søvne, og sådan noget glemmer kvinder med deres medfødte hukommelse som elefanter naturligvis aldrig. Sådan noget kan forretningsmæssigt være noget uheldigt, for det er desværre ikke noget særligt positivt, disse med rette lidt frustrerede kvinder mindes.

Nu skulle man jo så tro, at denne tidligt pensionerede pornostjerne efterhånden havde akkumuleret en betydelig ledelseserfaring i sit professionelle virke, for hun er faktisk vældigt skarp, hende Katja/Sussi. Det har hendes rådgivere så til gengæld ikke været, de har måske allerede gået på RUC`s 2-årigere kursus, hvem ved? Nå, ihvertfald "søsatte" samme Sussi umiddelbart efter karrierens afslutning et projekt, som i ren dødfødthed fik skabelsen af British Leyland til at se helt fornuftig ud. Man må simpelthan have haft hovedet under armen eller alternativt altså have gået på en videregående uddannelse for at finde på noget så åndssvagt. Sussi/Katja, som ellers et sit tidligere virke kun havde haft uhyre perifer berøring med undertøj, lancerede nemlig sit eget "brand" under det vel i virkeligheden ikke vældigt inspirerede navn Brandbart Aps. Lige præcist i porno-branchen er det jo god professionel praksis at smøre, før man kan køre, så meget "brand" er der jo normalt ikke og det var der egentligt heller ikke i navnet "Brandbart" 

Og så var navnet selvfølgelig slet ikke det værste. Nej, vi taler vist nærmest om den hidtil mest åbenlyse fejlfortolkning af et muligt marked for nogetsomhelst produkt. Eller måske netop derfor et helt umuligt marked. INGEN kvinder kunne naturligvis drømme om ved at købe dette undertøj for at "trigge" deres mænds allerede velkendte tilbøjeligheder til i smug at studere Katja for fuld knald. Alligevel har tallet af kvinder sikkert alligevel været større end successraten for de mænd, som nok noget naivt stolt har hjembragt et stykke Brandbart-lingeri i det forfængelige håb, at deres ellers seksuelt efterhånden noget indifferente frue ville springe ud som atletisk pornostjerne med glubende sex-appetit. Vi kan naturligvis ikke fuldstændigt udelukke muligheden, men hyppigheden har tydeligvis ikke været nok til at holde liv i undertøjsimperiet.

Brandbart Aps. er nemlig fornyligt surprise-surprise gået konkurs. Mage til håbløst projekt skal man ganske vist også lede temmeligt længe efter. Når man med tilstrækkelig sikkerhed dom med Brandbart Aps. lancerer et produkt, som absolut ingen kvinder eller mænd vil eller kan slippe afsted med at købe uden at få tæv af konen, så har vi simpelthen den ultimative kommercielle dødssejler. Vi skal faktisk helt tilbage til British Leyland, som med en potent kombination af manglende kvalitet, høje priser (som så alligevel var lavere end produktionsprisen(!))) og arkaiske produkter på ingen tid ruinerede sig selv. Især det dér med et sende 10 pund med hver eneste Morris Mini var vældigt effektivt til at speede op mod den uundgåelige konkurs. Så galt håber vi ikke det er gået for Sussi, men det er det nok næppe. I det mindste må produktionsprisen for en mikroskopisk plastic-trekant med en snor i næppe været meget større den den aflange cylinder af sammenpresset vat ligeledes med en snor i, som de fleste kvinder jo ellers rutinemæssigt benytter. En latterligt lav produktionspris hjælper alligevel bare ikke, hvis salgsprovenuet er endnu mindre.

Nå, men nu skal Sussi så være akademiker, som aviserne skriver uden at det dog bliver helt klart, om det ligefrem med en uddannelse af 2 års varighed er tale om noget rigtig akademisk uddannelse. Udover "uddannelsen" som Sosu kender vi nemlig ellers absolut ingen så korte uddannelser og Sosuer benævnes kun sjældent som akademikere så vidt vi ved. Vi under dog Sussi en god og frugtbar tid på RUC, hun har også allerede lidt nok. Faktisk har de fleste af de replikker i hendes hidtidige filmkarriere haft et præg, som for nær-lyttende marsboere sagtens kunne forveksles med lidelse. Nu håber vi så bare ikke, at Sussi uddanner sig til at blive ligeså dum som de rådgivere, som hun havde under sin tid som boss for Brandbart Aps. Som nødvendigvis allesammen må have været mænd, for ingen kvinder kan da være så åndssvage at tro på, at nogen kvinder nogensinde vel gå i mandens gamle "kærestes" aflagte undertøj og så er det ligemeget hvor nyt det er og hvordan det ser ud. Det lugter alligevel af uopnåelig rivalinde, og den lugt er uantageligt ram.. Og det bliver selvfølgelig heller ikke bedre af, at manden sikkert endda undertiden i smug mere end flirter med hende der ex-en på fladskæmen . Det var vist bare et nødvendigt exit for Brandbart Aps.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start