fredag den 20. februar 2009

Joe Jordan vs. David Beckham

Rekrutteringen af professionelle fodboldspillere er sandsynligvis nogenlunde ligesom den var dengang, der var noget der hed "Tips-Lørdag" helt tilbage i 1970-erne. Eller for sags skyld altid. Som med professionel boksning er det kun uhyre sjældent, at man ligefrem rekrutterer "the Brightest end the Best", som man sagde om præsident Kennedys administration. Om så boksere i gennemsnit er dummere end fodboldspillere er muligt, men da man jo for det meste først hører interviews med boksere på toppen af deres karriere, hvor deres hjerner med stor sandsynlighed minder noget om hvalrossen Skægs (ham fra "Rasmus Klump"), livret nemlig plukfisk, er jo svært at vide. Måske osse lidt ligemeget, alt for kloge er de næppe fra starten og meget bedre bliver det helt sikkert ikke. Til gengæld er der andre fysiske forskelle.

Ligegyldigt hvor meget lægetilsyn der er ved professionelle boksekampe er det ganske uundgåeligt, at selv den sejrende bokser efter en kamp med sine begyndende blomkåls-ører og ansigtstræk, der efter talrige flænger og efterfølgende syninger ligner en glat barnenumse, skiller sig noget ud fra andre. Man kan altid se, hvem der er bokser og hvem der ikke er og uanset om de senere som Hans Henrik Palm så skifter branche til business. Det kunne man også tidligere med fodboldspillere, nemlig dengang der var rigtige fodboldspillere til. Dengang der var "Tips-Lørdag" og dengang den berømte og berygtede centerforward Joe Jordan huserede hos Leeds United. Dengang var han med rette berømt, selv om af naturlige grunde blev tilsvarende berygtet, da han i 1978 skiftede til ærkerivalerne Manchester United adr, evig skam få ham, forræder-svin!

Nu var det selvfølgelig ikke fordi fodboldspillere nødvendigvis dengang heller så særlige "fodboldagtige" ud, men nogen af dem gjorde nu alligevel. Det gjorde Joe Jordan for eksempel, for han var nemlig det, som dengang og muligvis osse nu hedder "target man". Han var altså den, som man lossede lange bolde ind til og så skulle han med sine dengang imponerende 1.77 m. (englænderne var og er jo noget lavstammede, han ville nemlig stadig være langt over gennemsnitshøjde) heade bolden ned til de andre angribere. Det betød som med stregspillere i herrehåndbold i dag, at Jordan i hele kampen i alle kampene var i permanent nærkamp med særdeles håndfaste forsvarsspillere, som med næsten alle midler forsøgte at bremse ham. Alligevel var der naturligvis grænser for hårdheden, grænser der selvfølgelig senere forlængst er blevet afløst af psykopatisk kontinentalt inspireret vold, men det er en helt anden sag. Udlændinge, altid!

Joe Jordan gav og tog uden at kny og blandt de ting, som han ofrede på fodboldens alter, var tidligt i karrieren sine fortænder, som forsvandt i mudderet på en engelsk vinterbane et sted. Nu var Jordan heller ikke med fortænder særligt pæn at se på, så alle fansene kunne sagtens forstå, at den modspiller, som havde sparket dem ud, sagtens kunne have troet, at den runde ting dernede i æltet var en fodbold. Jordan var nu ligeglad og bar aldrig nag, selv om han anskaffede sig et sæt forlorne tænder. Dem var han til gengæld lidt øm over, så når han skulle spille, tog han dem altid ud igen. Han vidste jo af smertelig erfaring, hvor udsatte de var for en centerforward. Ingen brugte nogensinde Joe Jordan som foto-model for andet end et par lokale pubs og det kunne man godt forstå. Hans åndsevner var ganske gennemsnitlige for en fodboldspiller og det var godt nok, altså ikke altfor imponerende med klassiske akademiske standarder. Nå, i det mindste blev det ikke nødvendigt som den nok i dag glemte episode med Michael Laudrups studenter-eksamen at give ham 13 i sidste fag for at han overhovedet kunne få et gennemsnit over det dengang krævede minimum 5.5. Mærkeligt, det var ellers et pudsigt tilfælde, dumpekandidater brillierer ellers aldrig særskilt, det er vel derfor de er dumpekandidater.....Til gengæld var den nu 57-årige Jordan en rigtig mand, ihvertfald mens han spillede i Leeds.

Helt anderledes skulle det blive med en anden proletarknægt, som også blev stjerne i Manchester United, nemlig bøsse-ikonet David Beckham. Det sidste er iøvrigt en kendsgerning, ikke en værdidom herfra og det forstår man godt. Alt for forbandet godt. Nå, men den unge Beckham havde uomtvistelige talenter med en bold, ganske vist i en helt anden retning end Joe Jordan. Som tidligere Johnny Giles på verdens bedste hold nogensinde, Leeds United heja-heja!, var det Bechhams opgave at sende lange bolde ind mod modstanderens mål. DET var Beckham rigtigt god til, mens nærkampe og kropskontakt var ham inderligt imod. En noget underlig bøsse-dreng, ham Beckham og et endnu mere usandsynligt ikon. Ja, han blev endda et egentligt "brand"

Nu kan man måske sige, at verden lige i dette tilfælde har været noget nøjsom, for at høre eller læse et interview med denne faktisk med rette uhyre beskedne og stilfærdige mand virkeligt er noget af en øjenåbner. Beckham er nemlig ganske bevidst om sine evner, d.v.s. altså de aldeles manglende af slagsen. Han er simpelthen et af de allermest usandsynlige idoler, denne verden nogensinde har set, men til gengæld har han så de fortænder, som Jordan manglede. Selv med den ellers tilsyneladende uslåelige målestok for ubegrænset dumhed, som den tidligere danske fodboldspiller Mark Strudal demonstrerede som med-kommentator fornyligt, så er Beckham altså helt vildt meget mere enfoldig og helt usammenhængende at høre på. Nå, men det ved han godt og det er jo meget godt.

Hvilket så bringer os tilbage til det egentlige, nemlig sammenligningen mellem de 2 spillere. Det siger sig selv, at den noget uhygiejnisk udseende Joe Jordan trods sit fighterhjerte aldrig nogensinde ville kunne blive et stort idol i dag. Dertil ville han simpelthen være for grim. Det grimmeste man kan slippe af sted med at være i engelsk fodbold i dag, er vist at ligne stjernen Wayne Rooney. Hans udgave af maskulin skønhed er heller ikke noget, man nok kan eksportere ligeså lidt som man kunne med Jordan. Ville Beckham så have kunnet blive blive et fodbold-ikon som den højtbeundrede "target man" Joe Jordan i 1970-erne? Naturligvis ikke, selv en mester som altså hans elegantier-pendant Johnny Giles var kendt som en af de hårdeste spillere på Leeds' kontant kæmpende hold. Hvis Giles kun havde spillet bolde ville fansene aldrig have accepteret ham. De ville selvfølgelig med rette have råbt "bøsserøv" efter ham, hvis han som senere Beckham aldrig nogensinde tacklede igennem. Så var det iøvrigt ligemeget, om man tabte eller vandt.

Som sagt, vi ser kun uhyre sjældent fodbold mere og kun for at se, hvor meget verden er gået af lave siden de gode gamle dage. Når man så sammenligner "jernmanden" Jordan med "bløddyret" Beckham, hvordan kan så overhovedet være i tvivl. Nå, men det er vi jo så i øvrigt heller ikke.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start