fredag den 6. februar 2009

Cowboy Junkies

I dag er det så "store palle-dag", hvor der kommer et større læs ATC. Nu er der ikke nogetsomhelst derovre fra de sparsomt ombyggede udhuse på gården udenfor Gloucester, som ligefrem er let at flytte rundt med, men en del skal så heldigvis heller ikke så langt. Det meste skal faktisk bare med fragtmanden til diverse institutioner og studier og lige en enkelt fabrik rundt omkring i landet. I modsætning til tidens konjunkturudsving er vores niche-marked overordentligt forudsigeligt og stabilt og vores egen konkurrencesituation forbedres naturligvis ikke mindst af, at store virksomheder i den professionelle branche nu for alvor begynde at falde som de forsinkede blade efter en efterårsstorm. Det er dog mest de virksomheder, som med en udygtig ledelse i "de gode tider" på trods af alle odds har præsteret dårligt allerede dengang det var let, der ryger i svinget. Et af de allerførste ofre var som bekendt det firma, som undertegnede arbejdede i i ganske mange år, og det var givetvis ikke spor tilfældigt. Den gode gamle københavnske "feel-good"-salgsform er forlængst blevet erstattet af krav om reel kompetence, og lige der tæller en betydelig begejstring for amerikansk "west-coast rock" heldigvis ikke længere. Der skal mere til, end der skulle dengang alting var før. Meget mere end meget før. 

Nå, men nu ved undertegnede heller ikke bare det allermindste om amerikansk rockmusik. Til gengæld ved familien så en del om det canadiske kult-orkester Cowboy Junkies, som fornyligt udgav en genindspilning af deres hifidemo-klassiker fra 1987, "The Trinity Session". denne plade var som enkelte måske vil huske optaget i en kirke i Toronto med en flerkanals såkaldt Soundfield-mikrofon. Denne optagelse af et lille PA-anlæg opstillet i en kirke gav forunderlige musikalske og akustiske resultater og ikke mindst det første nummer med acapella-sang blev hyppigt brugt som hifi-demo. Som også altid siden var det nu ikke det musikalske indhold, som var særskilt interessant, næh, det var fordi man i de stille passager såmænd kunne høre trafikken udenfor kirken (!!) Musikinteresse er tydeligvis en langt mere kompliceret hobby end man måske kunne tro.

Det værste var så næsten, at lige på dette nummer kunne alle datidens clock-radioer og bil-dittoer faktisk endnu bedre på grund af deres begrænsede båndbredde ud-analysere trafikstøjen, men det anfægtede naturligvis ikke alle de andægtigt lyttende entusiaster i deres intense lytning. Af overhovedet ingenting, som havde det mindste med musik at gøre. Denne gang skete optagelsen i kirken godt nok med i al væsentligt samme besætning som dengang, men nu er Cowboy Junkies jo også et sammentømret søskende-orkester med naboen på bas igennem altså mere end 20 år. Optagelsen er noget mere konventionel i sin multimikrofon-teknik, og selv om kirkerummet altså er noget fraværende på optagelsen, så er der altså alligevel basis for en betydelig oplevelse på et tilstrækkeligt bredbåndet musikanlæg med tilsvarende dynamisk formåen.


Her i huset har vi den såkaldte "hunde-test" Folmer kan sagtens ligge og snorke foran højttalerne selv under betydeligt lydtryk, men hvis impulserne er tilstrækkeligt over gennemsnitsniveauet i musikken, så lusker han af. Når hunden går er der altså tale om musik, som kun dårligt overhovedet kan gengives på mindre systemer. Et sådant nummer på den nye Cowboy Junkies er "Working on a Building", som også dengang i LP-tiden var fraværende på pladen. Dengang valgte man at droppe nummeret, fordi der er passager, som ville sende LP-ens skærenål ad Helvede til. Sådan er det ikke længere, men man bør nu alligevel lytte til den nye indspilning af denne gamle traver. Bandets idemand og guitarist, den lettere autistiske Michael Timmins, er virkeligt i sit es her. Aldrig har vist en så tilsyneladende tilbagetrukket sologuitar lydt så fræsende. Hør den og allerhelst lige med det samme.

Vi vil så give os i kast med pallerne og i samme ombæring glæde os over, at der kommer en ny dansk film til marts. Filmen er af den lokale instruktør af filmiske lang-gabere, Niels Malmros, og handler måske ikke helt uventet om den unge overklassedreng Malmros' tilsyneladende endeløse kærlighedssorger. Når sorgerne har varet mere end 30 år allerede er der nok ikke særligt berettiget håb om, at de nogensinde hører op desværre, de er som den globale opvarmning en kronisk truende realitet. Nu er vi ikke akkurat større yndere af den "evigt postulerende poseur" Klaus Rifbjerg, men må alligevel på forhånd erklære os enige i hans karakteristik af filmen og naturligvis især vi jo slet ikke har set den. Rifbjerg mener groft sagt, at Malmros skulle "give sig selv et spark i røven og se at komme videre" Vi kunne dårligt være mere enige efter i utallige år at have måttet henslæbe mange timer foran forskellige biograflærreder, hvor Malmros' nærmest "flæbende" og klæbrige billeder af ungdommelig smerte nærmest truede med at klistre sig fast deroppe. Det har været slemt altid og så er det endda slet ikke ovre endnu. Nu sagde vi "glæde os" i denne sammenhæng, men det var nu mest forbi denne film som andre kommende sandsynlige naturkatastrofer som dige-oversvømmelser altså slet ikke har haft premiere endnu. Man kan jo stadigvæk håbe på, at alle kopierne samt originalen samtidigt bliver væk i posten på vej til premieren. Man bliver næsten helt religiøs her til morgen: Bede, bede..

Nå, Malmros skal nu nok klare sig. Hans mangeårige yndlingscafe, det lokale "in sted" for de allerede kendte og alle de håbefulde knapt så kendte, det nyligt krakkede "Cafe Casablanca", genåbner nemlig. Der kan Malmros så sidde over sin langtrukne kop cappucino og atter engang fundere over, hvorfor hende der pigen på 13 år med rottehalerne og bøjlen på tænderne dengang i 1958 på trods af gentagen håndfodring med karameller alligevel ikke ville kysse på ham, som hun ellers udtrykkeligt havde lovet. Eller hende drømmepigen, som end ikke gad se på den unge Malmros dengang deroppe på Kommunehospitalets mareridtsagtigt lange snoede gange som vi allerede har set så frygteligt alt for mange gange. Pigerne dengang havde tydeligvis ret i deres urkvindelige instinkter i at reservere deres spirende seksuelle interesse til andre og mere interessante mennesker og værdige emner som sæd-donorer end den unge Malmros, det kan vi da ihvertfald tydeligt se nu. Det bliver det blot ikke bedre af for hverken Malmros eller undertegnede, et andet uendeligt miskendt geni (synes jeg da selv..) 

Kedsommelighed er sådant er sørgeligt utilstrækkeligt ord her og de piger, der så måske af medynk på trods af enhver fornuft valgte den unge Malmros, valgte tydeligvis helt forkert, men de har vel også fortrudt ca. ligeså længe som Malmros har lavet film. Eller vel strengt taget lidt længere.. Nu svarer undertegnedes erfaringer med piger dengang iøvrigt fint overens med Malmros' men mon ikke vi begge bare fik, hvad vi havde fortjent? Helt sikkert ikke mindre og det var allerede ikke meget. Det tror vi desværre, selv om det altsammen tilsammen var overhovedet ingenting. Det kan man så vælge at flæbe over eller altså lave film om. Eller som Malmros altså begge dele, ak ja.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start