tirsdag den 17. februar 2009

"A Capacity Crowd"

Denne morgen er atter en tid for tiltrængt tunge tanker. Efterhånden som tiltagende alder får de fleste begivenheder i ens liv til at forsvinde længere og længere bagud med lynets fart som et stykke slikpapir kastet ud fra en hurtigfærge til Sjællands Odde, bliver det sjældnere og sjældnere, at erindringen pludselig alligevel bliver helt håndgribelig igen. Dette sker ganske uden kontrol og udenfor enhver forudsigelighed og i dag har den egentlige katalysator i denne begivenhed været ordet "Pride Park", som var nævnt i dagens sportstillæg. Nu er der næppe mange danskere, som forbinder det her navn med noget som helst og det er ikke spor underligt, det gør jeg nemlig heller ikke selv. Ja, indtil i dag har jeg faktisk aldrig hørt navnet, som er både åndssvagt og misvisende. Enhver ved nemlig med den rette "guidning", hvad det burde have heddet. Hvis det altså havde været noget helt andet, nemlig det rigtige, det som alle midaldrende mænd kender. Det, der hed "Baseball Ground"

Vi taler i dag om den engang så kendte og forkætrede hjemmebane for den engelske fodboldklub Derby County. Den var kendt især i Danmark dengang i mine formative år i 1970-erne, fordi datidens eneste TV-fodboldtransmissioner om vinteren var de såkaldte "engelske tipskampe". Af kontraktlige grunde blev de normalt allesammen transmitteret fra det engelske Midland, altså Wolverhampton, Birmingham og altså Derby. De fleste klubber deroppe var præget af mange "fodbold--arbejdsmænd" og det bar banerne præg af og ingen steder var det værre end i det permanente mudderhul Baseball Ground. Allerede fra først på efteråret, som altså tydeligvis kom noget tidligere til Derby end andre lokaliteter i England, var den minimale Baseball Ground en permanent mudderpøl. Den eneste ændring der skete resten af sæsonen var de få gange, hvor mudder-Helvedet frøs til skyttegravslignende is-formationer. Nogle ville sikkert i dag kalde det kunst a la det kendte "Ishotel", vi andre kaldte det nu kun det mere passende "tips-fodbold", for det var lige det, det var.

Baseball Ground var som sagt så lille som en fodboldbane overhovedet må være og selv om det på trods af navnet næppe nogensinde har været spillet baseball der (englændere er altså underlige), så var det alligevel et minde, der vil forblive i erindringen længe efter, at andre uforglemmelige minder forlængst er ganske forglemt. Ikke mindst en af engelsk fodbolds allerbedste venstre-fløje, Leighton James var uhyre seværdig på sit lillebitte jordstykke derude helt ved sidelinien, hvor der endnu stod et par forhutlede græsstrå. Midtbanen befolket af arbejdsmænd som Colin Todd og Archie Gemmill og Kevin Hector mindede mest om 1. verdenskrigs belgiske måne-landskaber med ankeldybt mudder. Forrest huserede en af alle tiders allergrimmeste fodboldspillere, den tidligere Arsenal-spiller Charlie George. Føj hvor han dog var grim. Nå, han scorede heldigvis aldrig mod verdens allerbedste fodboldhold nogensinde, Leeds United. Han blev nemlig altid personligt dækket op af jernmanden Norman Hunter og et par ture gennem mudderet gjorde altid Charlie lidt mere tam. Og osse pænere, fordi alt mudderet jo skjulte hans usigelige grimhed.

Intet godt varer dog evigt og heller ikke det sagnomspundne Baseball Ground. Der var ellers altid trods lettere sen-feudale forhold på tilskuerpladserne altid "capacity crowd" til alle kampene, dvs "udsolgt til sidste plads" Det skyldtes selvfølgelig mest, at der ikke var ret mange pladser ved den diminutive bane, men det gav naturligvis en unik stemning, som forplantede sig igennem datidens sort/hvid TV-transmissioner. Hvad der noget vanskeligere lod sig transmittere var at se forskel på de 2 holds spillere. Ret hurtigt blev det for det meste ret umuligt at se forskel på nogetsomhelst uanset om det ene hold som mægtige Leeds jo spillede i hvidt mod Derbys mere latterlige klubfarver. I mudderet blev alle katte alligevel brune men det betød altsammen ingenting, spændende var det og da ikke mindst om der pludselig op af et uset mudderhul dukkede en mand med den afgørende lange tå. Det må være det, der gjorde det hele så elementært spændende. Det kan ikke have været sublimt fodboldspil, som aldrig nogensinde havde den mindste chance. Ligegyldigt hvor meget den danske kommentator Niels-Christian Niels-Christiansen (har nogen nogensinde hørt et latterligere navn til denne allerede dybt latterlige mand?) fablede om sine kontra-faktuelle fysiske teorier om bolde, der "sjuttede og fik mere fart", så blev alt hængende i mudderet. Altid og uden undtagelse. Det mudder, som var og blev attraktionen ved Baseball Ground. Det og så at der ikke var andre valgmuligheder dengang under DR's monopol. Og nu hedder det hele så Pride Park og verden er helt af lave, ak ja. Selv Leeds Uniteds rødhårede skotske indpisker fra dengang Billy Bremner jo for efterhånden en del år siden død og scenen blev overtaget af udenlandske primadonnaer med brilliantine-hår og designer-overtræksbukser, fordi det er åh så koldt om vinteren. Det var det også dengang før i tiden, dengang var der blot mænd til og de kom allesammen til Baseball Ground. Det gør de så ikke længere andet end i minderne. Dem kan selv nye navne ikke lave om på.

Indledningen i dag tjener udelukkende til at sige, at vi i dag og adskillige dage frem kommer til at køre vores ellers rummelige Omega-stationcar til fuld "capacity" som publikum på datidens Baseball Ground altid var der til sidste plads. Vi har næsten begravet os fuldstændigt i ordrer, som altså i de kommende dage skal leveres. Det bliver ganske hårdt men selvfølgelig også ganske sjovt. Det var så hvad vi havde valt at bringe og det altsammen forårsaget af den skide ligegyldige "Pride Park" Iøvrigt tabte Derby selvfølgelig, fjolser! Og udlændinge har de osse med og masser af dem. Bløddyr, som aldrig ville have klaret at spille på den rigtige bane, den, som hed Baseball Grund, og hvor der altid var en "capacity crowd" Dengang pigerne aldrig havde BH på. Sikke minder!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start