mandag den 9. februar 2009

Æbler og pærer og merkonomer og bank-aktiver

Dengang denne skribent var yngre var det tilsyneladende en nærmest våd drøm hos mange af mine (mest kvindelige, heldigvis) kolleger at uddanne sig. Nu vi her ganske vist ikke helt tilbage i ungdommen, men der er jo også med tiltagende alder flere og flere årtier at vælge imellem uden at man alligevel kommer helt tilbage til de første halv-forbudte kys. Sådan var det ihvertfald i mit professionelle liv i audiobranchen, det dér med tørsten efter videreuddannelse, det attråede såkaldte "merkonom-kursus" Det var sådan noget man gik til om aftenen et par gange om ugen og så fik man opgaver med hjem. Hvis man så kunne løse dem så blev man på efter et par år en rigtig "merkonom". Nu har vi mødt adskillige af disse ambitiøse stræbertyper, som byttede et aktivt ungdomsliv for et liv i glødelampens skær (det var jo længe inden sparepærernes epoke, det her og alligevel efter stearinlyset) sikkert med den plan senere at score lidt dividende på den opsamlede viden.

Nogle af dem blev, som Shu Bi Dua sang i deres udødelige vrøvlevise om Beatles, "Nappa og Nylon": "..senere meget gode". Denne sang indeholder det fine rim "..hvor er Georg?-nå, så går vi deovr", ganske genialt. I lighed med al anden uddannelse var en formel merkonom-kvalifikation naturligvis ikke ensbetydende med, at ens menneskelige eller blot faglige kvaliteter nødvendigvis var blevet hævet til højere niveauer. Det gjaldt tilsyneladende en tidligere god kvindelig bekendt, som da tydeligvis ikke lærte noget videre om forretningsdrift på trods af umådelig flid. Ikke blot gik hun selv konkurs med sit firma, næ det gjorde såmænd også de fleste af de firmaer, som hun havde blot en smule professionel berøring med. Det sidste er faktisk ganske godt gået. Videregående uddannelse kan tilsyneladende sagtens bruges som tillægs-vaccination mod almindelig sund fornuft, (som det her tilfælde af almindelig selv-overvurdering måske viste) men ekstra uddannelser kan til gengæld kun sjældent uden naturlige anlæg hos folk bruges til noget særligt positivt. Nå, de fleste af mine kolleger dengang fik da lidt ud af det, selv om de ikke lod sig mærke særligt meget med, hvor kloge de var blevet. De opførte sig da så vidt jeg husker akkurat ligeså åndssvagt når der var firmafester og hurra for det. "Bad news" for fotokopimaskinerne, altid en truet elektronik-gruppe under kvindebagdelenes umådelige tryk til julefrokosterne.

Nu starter vi i dag med denne aftenskole-uddannelse for at sige, at den trods alt alligevel vel har givet de fleste en smule indsigt i visse mikroøkonomiske sammenhænge. Man øvede da ihvertfald dengang hyppigt procentregning så ihærdigt, at de fleste elever vel trods alt forstod, at hvis man i sin forretning fordoblede indkøbsprisen på en vare uden moms (og dermed så fik salgsprisen INCL. moms), så betød det IKKE, at man tjente 100%. Det korrekte svar kan evt. mailes personligt hvis enkelte skulle være i tvivl. Disse sammenhænge var dermed ganske selvfølgelige for selv de dummeste af aftenskoleleverne. Nu er undertegnede bestemt ikke et certificeret matematisk geni, men sådan mere en slags famlende amatør indenfor den økonomiske analyse. Som Darwin jo heller ikke var faguddannet som anden end kommende præst. Alligevel kan man nu ind imellem få det indtryk, at der derude på trods af forskellige langvarige uddannelser findes en del mennesker, som nok lige skulle friske op på det her merkonom-kursus i "lidt videregående købmandsregning" Det kan iøvrigt trækkes fra i skat, hr. redaktør!

Vi taler nemlig om lederen i går i JP, som vi egentligt overvejede at springe over, fordi vi umuligt kunne forudse, at ingen andre tilsyneladende bemærkede, hvor dum den var. Tværtimod forudså vi et ramaskrig i dagens avis, men vi har nu intet kunnet se, så vi må vel påtage os den sure pligt at gå lidt i kødet på denne klassiske tekst. Klassisk, fordi den så åbenlyst sammenblander æbler og pærer. Overskriften på lederen var "Alarmisme" og manede til ro i forhold til uroen om bankernes nyligt offentliggjorte regnskaber. Det sjoveste citat var næsten, at "Tilsyneladende formår alt for få at læse regnskaber eller budgetter" mest fordi lige denne sætning da i enestående karakteriserer denne JP-leder. På den anden side, redaktøren her ved det helt tydeligt bedre end de fleste og burde måske derfor have en ladet en kollega skrive det her. Lige her rammer han virkelig plet, resten er til gengæld mere sådan plat.

Den "gode nyhed" er ifølge denne leder, at Danske Bank trods alt kun har tabt 0.5 % på udlån, og denne ultra-beroligende "kendsgerning" bruger man så til at lave den nærliggende analogi, at det nok må svare til, at familien Danmark for en indtægt på 10.000,- blot mister en flad 50-er. Det betyder naturligvis ingenting og dermed er krisen tydeligvis afblæst. Ja, man kunne vel i virkeligheden indenfor et familiebudget godt overleve en mindre tocifret procent i indtægtsnedgang og så er de 0.5% jo nærmest mindre end ingenting. Mener lederskribenten altså og det har han desværre ikke ret i og det ikke engang ganske lidt. 

For at forklare hvorfor må vi væk fra denne æble/pære økonomiske frugtsalats-tænkning. Procenterne er nemlig af noget helt, helt andet og noget langt, langt større. Det drejer sig nemlig om bankens totale "produktionapparat", penge, som desværre slet ikke tilhører banken. Heja for merkonom-uddannelsen. Lad os tage Danske Bank med en egenkapital på vel efterhånden en del under de tidligere 100 mia. kr. Vi taler om en dygtigt drevet bank med en synlig og tydelig ledelsesprofil, som altså alligevel har tabt op imod 14 mia. kroner i sidste kvartal af 2008 til det nuværende næsten-0-resultat. Det har de så gjort på blot at tabe de dér tilsyneladende "kun" 0.5% på debitorer og det har de selvfølgelig, fordi 0.5% desværre er af et HELT, HELT, HELT ANDET BELØB. Det er nemlig ef det samlede udlån, som jo beløber sig til over en BILLION kroner. Sammenligningen med et husholdningsbudget giver nogenlunde samme mening, som hvis man beregnede en prisstigning på en bagatel af 0.5% for en liter letmælk ud fra vurderingsprisen for ens eget hus og ikke af den oprindelige mælkepris. Procenterne er ca. lige sammenlignelige. Hver gang bankerne taber en eneste %, så drejer det sig på bundlinien om tocifrede milliardbeløb og ikke om en pose Malaco-lakrids mindre til Disney-sjov om fredagen til ungerne, hr. redaktør. Det drejer sig faktisk om ganske mange slik-imperier med fabrikker og det hele i stedet for. 

Regnskabskyndighed? Ikke særligt vil vi sige og mon ikke enhver merkonom kan se det? Det vil vi da håbe, blot mærkeligt at ingen tilsyneladende ser noget, men alle er måske bare trætte efter de intellektuelle strabadser, som de oplevede ved at se dumme-programmet "X-Factor" i fredags. Man kan vel håbe for så kan det måske gå over i løbet af ugen.

Nu har vi i den forløbne uge været på markedet for lidt ekstra tilbehør til vores samling af SME 30-pladespillere og der oplevede vi noget, som ikke adskiller sig afgørende fra denne JP-leder. Nu sælger vi jo ikke SME, som ellers er verdens for os selv absolutte højdepunkt både æstetisk og teknisk indenfor analog-teknik. Det er nu irrelevant i denne sag. Da vi kikkede os omkring i vores fædreland blev vi nemlig opmærksomme på, at SME-produkterne fornyligt var steget i pris med ikke mindre end 25%. Det forundrede os da noget, for når pundet i den seneste tid er styrtdykket med nærmest 30%, så er der altså tale om en reel prisstigning på over 50% og det altså blot indefor et år. Nu sælger vi professionelt andre engelske produkter, og de er da på trods af visse prisstigninger i pund trods alt FALDET en del på det danske marked i den samme periode. Ja faktisk kender vi slet ikke nogen eksempler på, at engelske varer ikke i det mindste har stabiliseret prisen, ingen er da vist ellers steget. Andet er vel også uundgåeligt da vi trods alt er medlem af EU. Heldigvis er det ud fra kommercielle betragtninger jo så uhyre heldigt, at vores højttalere er skidetunge og ikke kan tages med som bagage hos Ryanair. Men det kan en ny SME-arm til gengæld sagtens, så afsted det går til London. Det er ikke nødvendigvis dumt at betale (lidt) for meget, selv om man jo ellers hører det konstant i reklamerne, men det er altså skidedumt at betale ALT for meget for noget, man have med i en lomme og sådan én har undertegnede tilfældigvis. Dog var det dejligt at få at vide, at vores betydelige bestand af SME 30-ere på denne måde slet ikke var blevet devalueret med de forventede 30% men tværtimod "opskrevet" med nogenlunde samme beløb. Mærkeligt det her men altid dejligt at få et ekstra skud "ejerglæde" i denne mørke tid. Blot trist at denne på sælsom vis forøgede brugtpris nok næppe slår igennem derude på verdensmarkedet...Der falder den med statsgaranti, æv!

Nå, men mon ikke bare det hele beror på en misforståelse. Man har jo nok bare villet sige, at prisstigningerne på et tidspunkt vil indhente kursfaldet, som det jo oftest sker. Blot underligt, at det kan regnes ud på den her måde, når der trods alt drejer sig om varer, der primært er produceret i England. Her må vi vist søge professionel bistand, så kom frit frem, alle I merkonomer derude! Og husk lige at nærlæse JP-lederne når I nu er ved det! De kan være sjove nok. Ikke at blive kloge af, måske nærmere lidt smådumme-som altså os her! Vi har nemlig læst en hel del af dem men dog aldrig lige sådan én her.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start