fredag den 9. januar 2009

Xebeche

En af hovedpersonerne i Jim Jarmusch' sort/hvide westernpastiche-mesterværk "Dead Man" er indianeren Xebeche. Nu ligner den lettere kvabsede og korpulente og noget bløddyrs-agtige Gary Farmer, der spiller rollen, nu på trods af en imponerende fjerpragt ikke ligefrem nogen prototype på en indianer. Det geniale i filmen er så, at det er han heller ikke for så vidt som han er udstødt af sin stamme og af den har fået tilnavnet Xebeche, som betyder "He who talks loud, saying nothing". Farmer er genialt "castet" i rollen med sin virilt sælsomt råbende og alligevel rytmiske replikkunst, som får selv en velspillende Johnny Depp til at blegne. Nu bliver Johnny Depp jo også som hovedpersonen William Blake dødeligt såret allerede i starten af filmen og dør derefter langsomt videre gennem filmen, så derfor kan hans lidt blege fremtoning vel godt forsvares ud fra hans filmiske syge-historie. Mindeværdig er dog scenen, hvor den altså mere end trekvartdøde bogholder Blake rejser sig og svarer på et par forfølgende Pinkerton-detektivers spørgsmål, om han er William Blake: "Yes, have you read my poetry?" Derefter pløkker den sagtmodige bogholder de 2 detektiver ned med den største selvfølgelighed uden overhovedet at vente på svaret. Man må vel regne med, at det havde de ikke og straffen faldt altså prompte. Sig så ikke digtekunsten er uden bid. Det gælder dog ikke nødvendigvis nyligt afdøde Inger Christensen. Hende var der nu ikke meget skud i.

Vi kommer til at tænke på denne konstant vildt gestikulerende og råbende Xebeche, fordi vi jo lige her midt i Århus i virkeligheden har en pendant. I modsætning til Gary Farmer er hun dog ikke rundbuget selv med den mest yderlige fortolkning af ordet. Næh, hun er tynd som en pind og den blivende værdi af hendes ytringer svarer nogenlunde til brændværdien af sådan en optændingspind, altså ikke rigtigt nogenting. Et lille hvæs og så er den væk som ekkoet af hendes høje stemme, hvor tilsyneladende energi erstatter ethvert indhold. Vi taler naturligvis om det på forunderlig vis som entertainer benævnte hestehale-ikon Lotte Heise. Nu ser Lotte Heise som Depp i "Dead Man" i virkeligheden ikke altfor sund ud og en del ældre end sin biologiske alder, men det er nu tydeligvis ikke fordi denne alderens visdom ligefrem har slået sin dybe pælerod ned i hende og det hverken i den ene eller den anden alder. Deri adskiller hun sig muligvis ikke fra denne skribent, men det sidste er naturligvis aldeles irrelevant. Heldigvis er Photoshop et aldeles glimrende program til at retouchere rynker væk så på samme måde som Oscar Wildes Dorian Gray heller ikke lignede sit spejlbillede, så ligner plakaternes Heise naturligvis heller ikke virkelighedens. Heldigvis.

Nå, men anledningne til denne til tider uhyre dybsindige indledning i dag er den åbenabrt bemærkelsesværdigt ulykkelige, at byens allerførste cafe i den så udbredte trand, nemlig Cafe Casablanca er lukket. I det seneste regnskabsår, det sidste jubeloptimist-år forhåbentligt i denne omgang, nemlig 2007, havde cafeen et underskud på 122.000,- og en egenkapital på ikke altfor imponerende 8000,-, og mon ikke 2008 har været noget værre? Det kunne en del tyde på, de er der ihvertfald ikke mere. Nu kunne man naturligvis fundere over, hvilken langtidsholdbarhed der overhovedet er eller på nogen måde kan være i en trend på samme måde som man kan studere, hvordan det gik med Levi' s. Da trenden havde varet så længe, at mødrene begyndte at gå i dem holdt deres døtre naturligvis op med det aldeles omgående og valgte Diesel mm. Naturligvis, hvor svært er det at forstå? Ikke særligt siden vi kan. Andre ville måske baseret på dette sidste faktum sige overordentligt let.

Det er naturligvis ikke anderledes med cafeer, hvor en successfuld begyndelse som trendsetter uvægerligt står i omvendt proportionalitet til dens forventede levetid. At den overhovedet varede så længe er faktisk en af naturens "freaks" som den osse afdøde irske kæmpehjort, hvis gevaldige gevir hang fast i alle træerne. Dette "hængen fast" har også været en betydelig del af Cafe Casablancas problemer og måske i virkeligheden den allerstørste. Problemet er jo i sin skrigende enkelhed, at hvis de oprindelige kunder og "kendisser" ikke forsvinder i en glidende strøm for at give plads til den nye opadstræbende generation ja så ender man som en afdeling af oldtidsmuseet på Hjerl Hede eller Frilandsmuseet. Man kommer simpelthen til at virke som en komisk parodi på samme måde som Lotte Heise heller ikke længere kan bruge sit favorit-ansigtsudtryk med en rynket pande. Det vil rent formelt sige, at det kan hun faktisk godt, hun kan nemlig slet ikke længere lade være. Det er bare alligevel ikke det samme.

Man kan vel sige at "kendisser" har det ligesom min barndoms mest attråede slik, kandis (eller for sags skyld bandet med det samme navn og sangeren med det samme forlorne smil): Man bliver skidetræt af det, når man fået det med den samme sødlige smag et par gange og vil have noget andet. Således også med Cafe Casablancas publikum, der som den ulykkelige uddøde hjort også har nægtet at forsvinde og blot er blevet hængende længe efter deres sidste salgsdag var nået i stedet for at drage den nødvendige konsekvens og give plads til de nye, som kunne have sikret cafeens fortsatte attraktion. Vi skal dog nævne en enkelt, som havde pli nok til det, nemlig kronprins Frederik, som huserede dernede under sin "studietid" i Århus. Studierne omfattede dengang de kendte og elskede far "storbrystologi" og "langbeneri" (og allerhelst en heldig kombination) udover de mere formelle aktiviteter på Statskundskab. Heldigvis kunne de akademiske studier i nogen grad klares pr. stedfortræder, mens cafe-aktiviterne mere end krævede sin "mand" og her brillierede han på en måde, som nok endnu ifølge rygter giver visse udgifter til uddeling af "apanage" stadigvæk til de mange, som tro tjente uden at mny (de klynkede højst en smule) under kongen (og det særdeles bogstaveligt) De mest interessante af disse studier fandt altså sted på Casablanca men selv hvis den kommende konge havde fortsat sine dengang så ivrige opsøgende aktiviteter indenfor kvindelige vådområder ville selv han i dag jo være blevet en gammel og inderligt patetisk gris. Nå, men han er der som sagt heller ikke længere.

Det er der så til gengæld en hel masse andre, der er, og JP i dag har interviewet nogle af de fremmeste. Det er forresten interessant, hvordan journalisten har fundet frem til disse folk, fordi cafeen har været lukket siden jul, og man kan vel næppe forestille sig, at han har stået og ventet udenfor, indtil nogle "kendte" kom forbi og spontant brast i gråd. Nå, men han har altså fundet nok gamle kunder til at lave denne 2-siders nekrolog over Casablanca og så er vi tilbage ved Lotte Heise. Hun har åbenbart været stamkunde altid og er altså en af dem, som tydeligvis ikke som Frederik i tide er forsvundet. Den danske filosof Søren Kirkegaard betitlede engang et værk "Filosofiske Smuler" uden at det passede, det var nemlig vældigt dybt. Heise filosoferer til gengæld tilsyneladende højt på et ganske overordentligt lavt niveau. Hendes bedste bud på årsagen til cafeens undergang er nemlig ifølge hende, at "..i weekenden kom der alt for mange midaldrende skilsmissemænd i cowboybukser" Ja tænk bare hvor simpel verden er, hvorefter hun mønstrer alle sine rynker for at se tænksom ud. Aj ja, det er næppe en Lotte Heise i sit attraktive livs absolutte efterår disse mænd har efterstræbt. De skulle nok hellere være gået på "Social Club" eller "Broen", hvor alle de noget mere interessante teenagepiger hænger ud og det er de så nok også.

En anden af de mere afblomstrede kulturelle kendisser er filminstruktøren Nils Malmroos. Han siger de bevingede ord om den cafe, hvor han efter eget sigende tit har fået en "hurtig kop kaffe" (Manner sikke en gevinst for omsætningen) : "Stedet har da ændret sig meget, siden det åbnede først i 1980-erne" Ja, det er godt med dig, Malmros. det har da tydeligvis ikke ændret sig nok til, at du ikke kommer der længere, og så er det ganske på samme måde som et gammelt traditionelt værtshus dødsdømt, hvis alle de gamle kunder blot bliver hængende, mere og mere alkoholiserede. Nå, men vi kan jo glæde os over det lommefilosofiske niveau fra en så dybsindig filminstruktør, der ikke kan indse, at over et span på 30 år sker der forhåbentligvis en vis udvikling. Eller altså en efterfølgende afvikling. Om ikke andet, så burde der da ske en udvikling med Malmros selv, men det indgår tydeligvis ikke i mandens manglende reflektionsniveau. Vi kan så glæde os til mandens næste film og de penge man vil kunne spare ved ikke at se den. Sikke mange penge man vil kunne spare, hvis man havde tænkt sig at filmen flere gange ligesom mange altså allerede har sparet masser af penge ved altså IKKE at gå på Casablanca og se den evindeligt kaffedrikkende kendis Malmros.

En anden gammel storkunde er den navnkundige lokale stjernearkitekt Henrik Bønnelycke. Han mener, at "..Casablanca tidligere var en enkel og letforståelig cafe", "..hvor man f. eks måtte acceptere..at det friske brød, som bageren havde leveret om morgenen slap op på et tidspunkt..." Det var vist bare en anden og langt bedre tid i de gode gamle simple dage, hvor mangelfuld logistik ligefrem var en positiv salgsparameter. Billederne af de noget mellemfornøjede gamle "kendisser" i dagens avis er vanskelige at fortolke som andet end moderat livstræthed og man forstår selvfølgelig godt,at når alle de "unge høst-sild" ( det ER der altså noget, der hedder for os fiske-ulke!) forsvinder andetsteds hen efter synet af en tvangsmæssigt skræppende Lotte Heise, så forsvinder alle de mandlige "makreller" (som jo udelukkende lever af sild) naturligvis også skyndsomst i deres slipstrøm. Tilbage er altså udelukkende en tidslomme med Cafe Casablanca i sin egen "tids-osteklokke" 

At det så for disse lokale notabiliteter er synonymt med ungdommens vidunderlige attraktion forhindrer bare ikke, at "osten" inde i "tids-osteklokken" alligevel rådner på et tidspunkt, og det er den altså nu. Uden ændring af en cafes stampublikum og tilsyneladende en endnu mindre ændring (end ingenting, altså!) af disse stamkunders selvforståelse, så er der en tid for alting. Den tid er så meget forsinket kommet nu. Vi siger forsinket, fordi undertegnede faktisk engang i 1980-erne har været på Cafe Casablanca i embeds medfør. Det gav en kronisk afsmag for disse templer for almindelig spejlende selvsmageri og det gav en kvalme, som har varet siden ligesom da Obelix faldt i gryden. Det kan selvfølgelig også bare være, at jeg følte mig som en paria, fordi jeg ikke var kendt. Sikkert, ihvertfald vil jeg savne Cafe Casablanca med nogenlunde samme intensitet som jeg vil savne min allerførste fodvorte, altså ikke alverden.
Det var en ellers en fin lille fyr, den fodvorte og blev en mangeårig tilbagevendende ven og en af alt for få. Dengang for alt længe siden, hvor Lotte Heise blot havde én eneste rynke, som endda var på højkant og så kalder man det ikke engang en rynke (til gengæld har den utallige andre betegnelser). Det må være længe siden, og det er det.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start