torsdag den 15. januar 2009

Vreden

Engang var ordet "heksameter" kendt for én og kun én anvendelse. Vi taler altså om et gennemført marginaliseret ord, og at have spildt utallige generationer af gymnasieelevers tid med at lære hvad det betød, svarer vel ganske godt til det århusianske sociale embedsapparats hensynstagen til samfundets allersvageste. Ganske ubegribeligt, at så mange så længe tog noget så ligegyldigt ganske alvorligt. Det vil sige, det gjorde gymnasieeleverne nu næppe, for udover en enkelt lettere forstyrret tidligere bekendt mener jeg aldrig at have hørt om nogen, som efterfølgende læste de værker, hvor disse "heksametre" forekom. Det sunde element, som er tilbage i de allerfleste mennesker selv efter en længerevarende akademisk uddannelse sørgede heldigvis for, at dette intense spild af tid dog fik en ende. Det var heller ikke for tidligt.

Vi taler naturligvis om versefødderne og rytmen i de klassiske græske mesterværker "Iliaden" og "Odysseen", traditionelt tilskrevet en vis blind omvandrende sanger, som traditionelt kaldes Homer. Man ved ganske vist overhovedet ingenting om ham, ja man ved end ikke, om han overhovedet hed Homer eller om han overhovedet digtede eller overhovedet kunne synge. Måske det hele blot var ren indbildning på samme måde som den permanent lærdomsskabende effekt af at læse disse værker? Allerede som gymnasieelev var det svært at forestille sig en blind mand tosse rundt i uvejsomt klippeterræn mens han sang løs af fuld hals, men derude i ødemarken har måske været det eneste sted, hvor han kunne øve sig i dengang i oldtiden uden adgang til kommunalt støttede øvelokaler for den rytmiske digtning for rytmisk, det var det. En heksameter er jo som sikkert endnu enkelte lettere tvangsmæssigt-neurotisk kan huske det, opbygget af 6 daktyler, hvoraf den sidste er forkortet. Hvis eventuelle læsere er med endnu kommer I ikke op i det her til nogen eksamen med en mulig undtagelse hos Sankt Peter deroppe. Hvis han var klassisk-sproglig student altså og det kan han jo sagtens have været, dengang var klassikken jo næsten samtid så måske man lige skulle læse lidt op på det alligevel. I processen med at frembringe disse monumentale værker (her mest brugt i betydningen LAA::NG), har Homer (eller det kollektiv, som mere sandsynligt står bag) vel ind imellem slået et par litterære "skæverter" og så har det måske været meget godt at være alene helt derude i ud-ørkenen.

Udover at man altså ingenting aner om tilblivelsen af disse værker fatter man endnu mindre, hvem og hvordan og hvornår de er blevet skrevet ned. Braille-blindeskriften var jo endnu et par årtusinder ude i fremtiden, så det har næppe været Homer, der har gjort de selv,t og i det hele taget har det altid forekommet problematisk for denne skribent, at der tilsyneladende kun findes én eneste autoriseret og komplet udgave af hver af de her formidabelt langtrukne værker. Det er overraskende, at værkerne er ganske komplette, da ellers kun uhyre få af de langt senere værker af Aishcylos, Euripides, og Aristofanes og alle de andre af datidens hit-magere er blot tilnærmelsesvist komplette. Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende overhovedet ikke findes forskellige ordlyde og sproglige variationer bevaret fra forskellige nedskrivninger på forskellige tidspunkter forskellige steder af disse datidens litterære "super-musicals". Når man tænker på hvor forskelligt selv ellers pålidelige mennesker kan referere forskelligt fra et møde på blot 5 minutter forekommer denne eneste ene bevarede tekst noget mistænkelig. Selv ville vi mest hælde til den tro, at både "Iliaden" og "Odysseen" er værker skænket til menneskeheden af ekstra-terrestrielle skabninger i et rumskib på samme måde som L. Ron Hubbard og hans Scientology-snak. Ærgerligt jeg aldrig fik spurgt min oldævls-lærer om dette paradoks, men pigerne kom vist i vejen som de jo så ofte gør. Og forøvrigt er lige siden, helt indtil nu, helt her til morgen.

Nå, men denne hellige og akademisk kanoniserede udgave af disse uhyre kedsommelige værker antageligt skabt af uhyre kedsommelige rumvæsener sad vi altså under skarpe trusler om eksamenskarakterer og terpede løs til ingen verdens nytte til gavn for ingen. Bealtes' udødelige "Nowhere Man" kommer tilbage i tankerne. Det skulle da lige være for oversætterens efterkommere, nytten, for det har jo været svært at give penge for rettighederne til efterkommerne af Homer, der jo af naturnødvendige grunde må være mindst ligeså ukendte som den aldeles ukendte hit-mager. Oversætteren af disse værker hed Christian Wilster, og ham ved vi heller ingenting om, han er måske også et rumvæsen. Ihvertfald har det da med et andet udtryk fra den antikke oldtid været et sandt "herkulisk" arbejde at gøre Homer tilgængelig på dansk. Når man betænker, hvilket enormt og tidkrævende arbejde det er blot nogenlunde tilfredstillende og dækkende at gengive et bittelille digt på blot et par vers tilfredsstillende fra engelsk til dansk, så bliver præstationen endnu mere overmenneskelig/rumvæsenagtig. 

Det må simpelthen have taget denne Wilster med sine rumvæsen-antenner kørt ned i flyverskjul som radioantennerne i en bil en bilvask en krig at lave de her over/undersættelser. Én ting er jo overhovedet at forstå dette oldgræsk, når der nu absolut ikke indenfor mange århundreder i denne periode overhovedet findes så meget som en eneste anden forkølet skriftlig kilde. En endnu større bedrift er det så at sammensætte danske versioner af disse heksametre uden at indholdet går fuldstændigt fløjten. Om det er lykkedes har vi ingen ide om, men en umulig opgave som denne her har ikke rigtigt nogen løsning, så mon ikke bare rumvæsenet Wilster har spildt tiden nogenlunde ligeså intenst som de talløse elever i oldævlstimerne? Ifølge legenden døde Wilster i 1840 og vores gæt er, at han opbevares i nærheden af Roswell, New Mexico som det overjordiske menneske, som han var sammen med de andre ufonauter. Hele den historie stinker simpelthen ad Helvede til.

Det mest fantastiske er så, at mange sikkert alligevel på trods af al denne totalt håbløse dannelses-pædagogik vil kunne huske åbningslinierne i "Iliaden", som lyder: "Vreden, Gudinde besyng, som greb peleiden Achilleus" Ren kaudervælsk for de fleste forhåbentligt, men der er undtagelser derude. Det centrale ord her er "vreden" For ikke så længe siden blev undertegnede nemlig tiltalt af en mindre lidt trivelig mand foran Føtex. Da mødet foregik på et offentligt sted forbryder vi os vel næppe mod diskretion og eventuelle brevhemmeligheder ved at referere lidt derfra. Det foregik ellers lige ved siden af en postkasse, men det var nu også det nærmeste vi kom til breve og andre hemmeligheder i denne omgang. Offentlighedens krav om indsigt forekommer ufravigelige, så vi fortsætter.

Tiltalen skete på en syngende heksametrisk forstadsdialekt, som umiskendeligt mindede om en i forstaden Åbyhøj udbredt underdialekt af almindeligt århusiansk, og sandelig, dér lige bag mig stod selveste festugedirektør Jens Folmer Jepsen i al sin vælde og brynde-vi må vel blive i det lettere "homeriske" tonefald. Folmer forespurgte om den "vrede", som han mente han kunne læse ud af vores klummer her. Nu vidste vi naturligvis godt, at Folmer var en uhyre højtuddannet mand, men alligevel var det en behagelig overraskelse at møde de ellers ganske glemte indledningsord til "Iliaden" igen i det praktiske talesprog. Nu havde jeg åndsnærværelse nok til at spørge ham, mit gamle idol, om han da virkeligt læste denne side selv, men det tydede nu mest på, at oplysningerne var kommet frem på anden hånd. Heldigt at Folmer ikke således spilder tiden og pudsigt, at visse personer alligevel mener, at det giver nogen mening at forsøge at viderebringe egne digte om undertegnede og så endda til selveste Folmer. Nå men det endte uden achilleusk håndgemæng selv om vi nu ikke forestiller os, at vi nogensinde i den "folmerske epoke" kommer til at blive hovedleverandør til festugen.

Nå, mindre kan nu også sagtens gøre det og mon ikke vi får drukket en øl sammen en dag, mig og Folmer? Det tror vi da, for mere vrede er vi altså heller ikke. Skeptiske og en smule kritiske måske, men kronisk vrede som peleiden Achilleus, aldrig! Iøvrigt ville denne Achilleus i dag helt sikkert sikkert både være blevet diagnosticeret som ADHD/DAMP og psykosocial afviger og havde sikkert modtaget passende behandling for det. Det havde nu næppe hjulpet, han var nu nok blevet massemorderen Achilleus alligevel. Bedre er det sociale behandlingsapparat trods alt heller ikke. Ja, det er faktisk så lukket og selv-centristisk dårligt, at embedsapparatet dernede i Jægergården nu sætter navne på de medarbejdere, der protesterer mod fyringen af socialchefen Leif Gjørtz, som åbenbart var sådan en forfærdeligt socialt velmenende fyr. Tænk blot at det altså er et sjæleligt kald på linie med præste-gerningen at arbejde inden for det sociale system, hvem skulle nu have forestillet sig det. Næppe beboerne på plejehjemmet derinde med en våd ble mens personalet sidder i personalestuen og fyrer løs på smøgerne for at tage den grimme lugt. Talskvinden i dag derned i bunkeren hedder iøvrigt ligesom Brian i Monty Python-farcen "Life of Brian" Cohen til efternavn. Det er noget ildevarslende, fordi vi faktisk selv for ganske nyligt har haft berøring med en af samme navn dernede fra. Ikke blot hænger medarbejderne sammen som ærtehalm med ledelsen mod omverdenen, noget kunne osse tyde på, at de parrer sig indbyrdes. Det er da godt de laver noget! Bare de passer på kopimaskinerne, de holder jo som alle kontormaskine-mekanikere ved ikke altfor godt til belastninger af bagdele og man skal jo spare...

Nu skal det så lige siges, at vores erfaringer dengang med socialforvaltningen ikke som i oldævlstimerne gav livsvarige men. Til gengæld gav den altså en sund afsmag for forvaltningens evne eller vilje til blot på allermindste fornuftige måde til at varetage klientens højst berettigede krav og (få og små) ønsker. Der var bestemt ikke tale om magtmisbrug, udelukkende misbrug af folks tid og evner (ikke egne, naturligvis, de er givetvis passende til arbejdet). Totalt fucking spild af folks tid af medarbejdere, som simpelthen var spild af plads. Vi kan så håbe på, at et par af dem får sparket i samme ombæring som deres helt, Leif Gjørtz alias Achilleus blev fældet. Begge burde jo være have været usårlige og var det vel egentligt også. Vi kunne vældigt godt unde disse mennesker, der nu protesterer mod fyringen af deres højtelskede chef, at de blot en enkelt gang i deres liv fik tvangsmæssig berøring med folk af deres egen slags. Som man sagde i "Battler Briton": "Nu skal du smage din egen medicin, Fritz!" og så fyrede Battler ellers løs med sine 6 stk. 7.62 millimeter Browning-kanoner på forkanten af vingen på sin Hurricane-jager. 
Det ville virkeligt give anledning til en "homerisk latter" af de mere hysteriske herfra. Absolut ingen vrede, men så meget mere latter!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start