fredag den 16. januar 2009

Social komik på allerhøjeste plan.

Nu er Århus-historier vel knapt så udbredte, som de var engang, men det er der tilsyneladende folk, som har tænkt sig at gøre noget ved, derom senere. Nu er der jo strengt taget ikke noget specifikt århusiansk eller dansk eller blot europæisk over den slags historier, der kendes fra alle kulturer til alle tider overalt i verden. Intet er jo som bekendt mere velbehageligt end at sole sig i sin egen selvfedme på baggrund af fjolser, som er endnu større end én selv. Som i Danmark skal man ganske vist undertiden helt ud på landet for at finde dem, men det gør man vel gerne. Måske vi i virkeligheden er helt nede ved det faste grundfjeld for denne klumme. Her skal vi da vist selv træde lidt forsigtigt..
Nå, men under alle omstændigheder findes der overalt i verden historier om regional enfold. Danmark havde i mange århundreder de såkaldte "Molbo-historier", i USA er der en tilsvarende tradition for lignende fortællinger fra det indavlede Kentucky og i England drejer det sig om East Anglia osv. osv. Alle steder historier solidt baseret på det hånlige grin og "Hold da kæft, hvor er de dog dumme". Der er udelukkende tale om det helt billige grin og mon ikke den nyeste danske revy-tradition med de flittige men kronisk umorsomme evindelige tekstleverandører Vase-Fuglsang har lært en del? Næppe, for de bedste molbo-og Århus-historier er vældigt skægge, det er Vase-Fuglsangs tekster ikke. Måske det i virkeligheden er deres varemærke, for hvis man hører en revy-tekst, der hverken er sjov, spor relevant eller blot det mindste kontroversiel, så har disse tekst-snedkere for det meste forfattet den. Til gengæld er det ganske omvendt med den tandløse politiske korrekthed. Sjovt egentligt, og måske i virkeligheden det eneste sjove ved disse ligegyldige nutidige platte revytekster. Selv ikke en Dirch Passer ville kunne gøre noget ved dem, og han skabte ellers mirakler ud af ingenting. 

Dengang disse Århus-historier for alvor satte deres strålende sprogblomster overalt i det danske dagligsprog var det bl. a. den senere som finans-jonglør og næsten kvartmilliardær så kendte Finn Nørbygaard, som sammen med den helt anderledes sjove Jacob Haugaard fremførte herligt politisk ukorrekte tekster. En del morsommere var nu de forlængst glemte John Nørgård og livsstykket H. C. Vartenberg, men de begik tilsyneladende kommercielt selvmord ved ikke som Finn efterfølgende at tage på promotion-turné med en krop-due a la Jette Torp. Ihvertfald blev de ganske glemt, og det var helt ufortjent, de var nemlig de allerbedste.

Det vil sige, indtil nu, for endeligt langt om længe, har den ufrivillige komik overhalet selv den allerbedste af den klassiske professionelle humor, og atter en gang er Århus i førersædet. Man har endda fra det nye "humorist-kollektiv", som man vel må benævne denne strengt taget noget løse gruppering af begrænsede talenter, begivet sig ind på de gamle mestres hjemmebane, nemlig den klassiske Århus-historie. De allerbedste af de gamle Århus- og molbohistorier er jo aldeles tidløse, og mon ikke denne nyeste fortolkning i eftertiden opnår nogenlunde samme ikoniske status? Det tror vi faktisk på, selv om ensemblets replikkunst er begrænset. Aldrig tidligere har vi dog set mage og vil i mangel af mere dækkende udtryk udtryk døbe gårsdagens kunst-happening på Århus Rådhus for "paradoksal-kunst" i sin mest outrerede og finale form.

Det drejer sig om noget, som er så uforståeligt og selvmodsigende, at ingen bør kunne tage det alvorligt, ingen udover dem, altså, som fremfører det. Utroligt godt gået af disse kunstnere, som fremførte deres stykke uden hverken selv at komme til at grine eller tænke sig det mindste om. En ny Århus-historie er født og den, der vil ende alle de andre, som man engang sagde det i Hollywood. Hold på hat og briller!

Efter fyringen af socialchef Leif Gjørtz så vi nemlig godt 50 af hans gamle medarbejdere dernede fra "Førerbunkeren" Jægergården udtrykke deres støtte til den allerede lands-eksilerede chef. Gjørtz er nemlig forlængst forsvundet med sin fritstillings-løn på knapt 900.000,- og sin efterfølgende livsvarige tjenestemandspension til Tyskland, en skæbne så trist og ynkværdig, at enhver socialt bevidst person bør klemme en tåre eller to og mon ikke det også blandt alle byens sociale klienter er en sand sorgens dag. Føreren er da ialtfald faldet og mest tilsyneladende for egen hånd. Hvad klienterne mener ved vi ikke og kommer selvfølgeligt heller aldrig til det, da de sande udstødte jo alligevel aldrig har overskud til at ytre sig om nogetsomhelst. Det er så dette kor af alle de fangne i det sociale netværk, som den ulykkelige Leif Gjørtz nu i sin totale sociale deroute nu er havnet i. Godt nok på absolut luksus-klasse, men trist alligevel. Eller måske godt. Nok mest det sidste.

Støtte var der dog masser af fra alle de fremmødte fra det regerende sociale behandlingsapparat, der i en noget alternativ form for anvendt demokrati totalt afspærrede indgangen til Århus Rådhus indenfor dørene endda i en aktionsform, som helt sikkert aldrig nogensinde ville være blevet tilladt nogensomhelst politiske eller andre ikke-kommunale organisationer. Da politikerne efterhånden kom dryssende enkeltvis, skulle de simpelthen løbe spidsrod mellem demonstranterne for at slippe ind. Fuldstændigt uhørt. Demonstranterne var heldigvis fra deres arbejde ikke vant til konventionelle våben som bomber og knive, så alle politikerne slap helskindet ind. I stedet havde demonstranterne bevæbnet sig med med det, som i deres daglige virke kan betyde liv og død og afgøre mange skæbner, nemlig ORD, ORD ORD. Helt vildt sjove ord skulle det vise sig.

Dernede i "Førerbunkeren", hvor et afslag kan afgøre klienters skæbne, har ord naturligvis enevældig magt. I sin magtfuldkommenhed dernede har man så åbenbart regnet med, at det ville det nok også have oppe på Rådhuset og nu bliver det for alvor skægt. Dernede i "Den Sociale Osteklokke" har man tydeligvis ikke haft unødvendig berøring med den aktuelle omverden de seneste par århundreder, men klienter er jo som andre plejekrævende patienter jo også typisk uvaskede og lugter grimt og ser lidt sølle ud så hvorfor ikke blot lukke de monumentale glasdøre til omverdenen?. I dette åndelige vakuum lancerede Gjørtz' gamle medarbejdere derfor i deres støtte-demonstration massevis af håndmalede skilte med endeløse variationer over temaet "fejl" Alle skiltene havde tekster som "Jeg begår fejl", "Jeg begår mange fejl", "Du begår fejl" (hvordan Fanden ved i (plantet fejl obs!) om det dernede i "Osteklokken"?),osv. osv. En enkelt havde endda lavet et skilt med en lille sproglig "twist", da der med en sikkert med vilje indbygget sproglig fejl stod "Jeg begår rigtig mange fejl". En flot sproglig finurlighed af denne kommunale lingvistiske ekvilibrist, hvis det ellers er med vilje, og det må det vel være. De har ihvertfald haft god til til at forberede demonstrationen og er næppe blevet trukket i løn, selv om de sikkert i deres vrede nok ingenting har lavet, og klienterne har givetvis ikke mærket noget. Det ville de jo givetvis heller ikke selv om alle medarbejderne holdt fri et par år eller for altid.

Det burde de måske også gøre, holde lidt fortjent fri altså, og nok gerne endnu længere, for det kommer muligvis som et chok for dem dernede i "Bunkeren", men ude i det rigtige samfund fyrer man faktisk helt rutinemæssigt folk, hvis de begår "rigtig(t) mange fejl". Ja, man fyrer faktisk folk også for ret få fejl, hvis de er ret grove og for den sags skyld for blot én eneste, hvis den er grov nok. Mage til hjerne-lam aktionsform har vi da aldrig set, hvor man gør en klokkeklar fyringsgrund til en kommunal dyd. Vi taler trods alt om konstaterede klare svigt i det kommunale system i sager om livstruende vold og håbløst forkludrede tvangsfjernelser, bestemt ikke noget at grine af. Hele denne støtteaktion må vist betragtes som en aldeles impotent organisations mindst ligeså impotente svar på ganske berettiget kritik. Hvis nogen tidligere skulle have været i tvivl om, om nu Leif Gjørtz blot var den udvalgte syndebuk for et mere systematisk svigt kan man da vist kun dårligt længere være i tvivl. Det hele har da vist bare været gennemsyret af den samme ånd og det er så denne særegne ånd, som har givet os denne åndfulde plakatkunst. Ak ja, vi kan kun gentage gårsdagens lønlige håb om, at det times alle disse trofaste medarbejdere at møde folk som de selv var engang, når de efter en kommunal fejekost har fejet dem væk vender tilbage som sociale klienter. Nå, mon ikke der kommer til at ske en ændring eller to dernede, det kunne man vel håbe på.

Hele denne historie er trist, men det er udelukkende for klienterne. Den kunstneriske udførelse fra disse komiske dilettanters side er simpelthen en ren 6-stjernet kommende klassiker, for aldrig tidligere har da vist en så meningsløs støtte-aktion for noget endnu mere meningsløst haft et så mageløst udtryk: Lige præcist det, som den fortjener, ren "Monty Python" Det var så den ny Århus-historie, som altså ender alle de gamle historier og ufrivillig komik på et rent kosmisk plan. Vi må dog ikke i dette komiske ocean glemme den egentlige helt i hele denne affære, nemlig den kvindelige jurist, som efter at have oplevet disse konstaterede tvivlsomme blanding af kommunal vilkårlighed og almindelige ulovligheder, sagde sit job og gik til pressen. Hun fik høvl men vandt altså alligevel til sidst. Retfærdigheden sker heldigvis undertiden fyldest.


En anden historie, som til gengæld heldigvis synes uden ende, er den fortsatte historie om lykken med den kommende fru Olsen. Netop i dag er det præcist 4 år siden, denne blonde bombe trådte ind i mit og Folmer Hunds liv, så vi vil fejre dagen med passende festivitas med affyring af thermonukleare missiler og andre forvoksede nytårsraketter. Også lidt meget arbejde desværre, der er lidt rigeligt at se til for tiden, men det er vel egentligt meget godt. Ja, det er! Uendelig kærlighed og uendelig komik, hvad kan man dog ønske mere? Måske lidt mere hensynstagen til klienterne fremfor personalet men ellers vist ingenting.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start