onsdag den 14. januar 2009

Reductio ad Absurdum

Overskriften i dag betegner traditionelt uden at vi dog skal gå ind i den dybere kapitallogik, at en påstand i sig selv indeholder et element, som i sig selv går påstanden meningsløs. Som at man naturligvis af simpel egennytte selvfølgelig alen af den grund gør det bedst muligt for alle andre. Nu bliver vi jo allerede selv en smule "absurde", fordi kapitallogik jo absolut ingenting har at gøre med almindelig logik. Eller noget som helst andet, for den sags skyld. Kapitallogikken var blot en besynderlig forrykt og farlig abstraktion engang i 1970-erne, hvor marxismen stak sit hæslige fjæs frem overalt på alle de danske uddannelsesinstitutioner. Jeg ved det kun alt for godt, for jeg var der selv uden dog at blive smittet særligt. Det vil sige, lidt blev jeg, jeg stemte nemlig gentagne gange på Svend Auken, ikke akkurat et af mine stoltere øjeblikke kan jeg vel godt indrømme nu.

En anden, som stortrivedes dengang i kapitallogikkens proletariske diktatur i alle akademiske kredse som en fed ål i solvarm mudder var en vis Leif Gjørtz Christensen, som blev cand psych. i 1977 med en fremragende karakter. Lige på dette tidspunkt var en god akademisk karakter nu mest synonymt med en ganske svag personlig karakter, for vi tvivler herfra på, at der i det akademiske pensum dengang har været indeholdt ret mange smuler af det, som man ganske få år inden og efter forstod ved egentlig psykologi. Dengang bestod ens akademiske karrieremuligheder udelukkende i at hyle højest blandt de ligesindede ulve for at undgå helt bogstaveligt at blive ædt og mon ikke Leif har lært at hyle rigtigt igennem? Det tror vi, selv om jeg selv aldrig lærte det, men nu har jeg heller aldrig været videre lærenem. Ikke desto mindre kunne det nu være underholdende at genlæse Leif Gjørtz Christensens højtpræmierede universitetsspeciale fra dengang og ikke fordi det på nogen måde er relevant i dag. Som monument over en spildt tid i Danmarks historie er det til gengæld interessant at se disse fremragende bedømte specialer. Jo mere korrekt kapitallogiske de var, jo mere latterlige var de og blev naturligvis derfor bedømt fremragende. Logik på højeste akademiske niveau altså, men det skal blive værre i dag.

Nå, men Leif Gjørtz blev senere lektor på Den Sociale Højskole, hvor jeg mange mødte denne affable mand og var samtidigt politiker i Århus Byråd for det daværende elitære ventrefløjssværmer-parti Venstresocialisterne, som skulle udklække talrige hard-core magtmennesker. Man skal blot tænke på Anne-Grethe Holmsgaard vores nuværende socialminister Karen Jespersen, så får man vel en sund afsmag for denne "holdningsfabrik", som VS dengang var. Holdninger uden hold i naturligvis, kun dem, der tilfældigvis passede i ens eget kram. Nå, men Gjørtz gjorde karriere på ikke ganske uventet vis indenfor Århus Kommune godt nok på en lidt pioner-agtig måde. Han var nemlig en af de få professionelle toppolitikere, som fik en stilling som topembedsmand. Få år derefter skulle det jo blive næsten normen, at embedsmænd og politikere havde studeret sammen på universitetet og dermed eroderet enhver demokratisk nødvendig diversitet og andre forskelligheder ud af det kommunale system, men vores cand. psych. tog altså turen den anden vej ind i bureaukrati-junglen. En modig mand!

I årene derefter trivedes vores "ål" i dag ikke uventet uhyre godt i det "kommunale mudder" og blev efterhånden noget pluskæbet ligesom en anden kendt "pluskæbe", nemlig uden sammenligning iøvrigt, Mussolini. Eller den fra Disney så kendte og glemte "Knortekæbe", skidegodt navn iøvrigt, tak atter engang til salig Sonja Rindom! Med sine mangeårige erfaringer fra det politiske arbejde, hvor det jo for enhver pris gælder om at vinde, avancerede Leif Gjørtz til stillingen som socialchef og så brast det hele alligevel til allersidst for kvikke Gjørtz. Han tog nemlig fejl af embedsværk og politik, og det har nu givet ham en fyreseddel og et spark. Anledningen er den senere tids noget uheldige håndtering af særdeles offentliggjorte sager om kommunale svigt i sager om tvangsfjernelse. Det drejer sig om sager så håbløst håndteret, at enhver politiker straks burde have vejret faren uanset om han var blevet kommunal topchef som Leif Gjørtz, men Leif havde vist bare været der for længe. Alt, alt for længe. Han var vist blevet Kong Leif.

Som om han stadigvæk sad i sit lille elitære parti nægtede Leif Gjørtz nemlig på trods af sønderlemmende kritik fra flere undersøgelsesrapporter, at nogetsomhelst var blevet håndteret forkert og det på trods af, at selv det urgamle newzealandske firben tuataraen med blot sit ekstra hud-dækkede øje i panden (sådan et har den nemlig!) alene kunne se , at der var noget helt galt. Man sidder uvægerligt i denne tragiske sag og glæder sig over, at Leif Gjørtz trods alt ikke fik magt dengang i sin aktive politiske karriere, som han tydeligvis havde agt. Så galt gik det heldigvis ikke for alle, kun for de få, som fik den kommunale kærlighed at føle. Eller rettere, mangel på samme fra Gjørtz og hans "crew", som slet ingen fejl begik, heller ikke de allermest indlysende. Det er simpelthen det allermest giftige.

Nå, men nu har en enig magistrat altså fyret Leif Gjørtz på temmeligt gråt papir, i sig selv en enestående sag nærmest helt uden fortilfælde. Intetsomhelst tyder på, at han vil blive savnet og da slet ikke af de klienter, som hans afdeling med den allerstørste selvfølgelighed "ofrede" på ufejlbarlighedens alter. Alligevel er der kommet støtteerklæringer til Leif og det er ret beset bemærkelsesværdigt og kunne måske tyde på, at en egentlig kommunal kulegravning måske ville være på sin plads. Støtteerklæringerne kommer selvfølgelig ikke fra sociale klienter, som er blevet behandlet særligt godt. De er nok næppe heller særligt talrige. 

Nej, de kommer naturligvis fra Gjørtz' gamle "crew" dernede i byens værste "øjebæ", den sociale magtbunker Jægergården. Derfra roses Gjørtz for et "stort socialt engagement" som de fleste vel alligevel har kunnet se ikke har rakt til de allersvageste og når de ikke er dækket ind giver vi altså herfra en skid for sådan noget pseudo-pis. Enten tager man mest hensyn til de svageste eller også er man selv et svin.

Støtteerklæringen fortsætter og så kommer vi endeligt tilbage til overskriften. Gjørtz var nemlig blandt kollegerne "kendt for altid at sætte brugerne i centrum"(!!!) Rent orwell'sk "newspeak" for os, det her, for vi tror næppe, at ret mange, som nogensinde har haft berøring med den nu detroniserede Gjørtz og hans organisation har haft egentligt positive oplevelser. Mon ikke der stadigvæk derude findes folk som håber på, at en vildfaren megastor glasplade fra fra skandale-byggeriet dernede som tidligere skulle skvatte ned i hovedet på netop, deres sagsbehandler? Det tror vi. Og jo, vi har selv herfra fornyligt stiftet bekendtskab med den med nogenlunde samme nedslående resultat. Man sidder trygt og godt dernede i bunkeren som feltmarskal Paulus i Stalingrads sidste dage som administatorer til alle tider har gjort og "brugerne" kunne for sådan en organisation ligeså bo på Mars eller på Månen som i Mårslet. I mindre kommuner er sagerne noget mere påtrængende for medarbejderne (min søster er socialrådgiver med samme speciale) men alt er mere fjernt i en storkommune og endnu langt fjernere med Gjørtz ved roret. Foruden at man altså også er ufejlbarlig. Ikke underligt at han allerede ved sin fratræden er så savnet. Trist blot at det kun er af de gamle medarbejdere. Eller godt.

Når en organisation således legitimerer et synspunkt om en uretfærdighed udelukkende gennem sine ulykkelige klienter, så kan man vist ganske trygt gå ud fra, at det ikke er hele sandheden. Andre ville måske kalde det en egentlig løgn. Dernede i bunkeren er det primære og vigtigste succeskriterium, at man redder sit eget skind, men det kan man naturligvis ikke sige højt. Som en amerikansk Sherman-tank med sin høje og lige opbygning lykkedes det ikke for Gjørtz at "afbøje" det skæbnesvangre skandale-projektil, som kom farende imod ham og han røg. Det var underligt, fordi projektilet for Gjørtz kom både langsomt og uhyre forudsigeligt i en snorlige bane imod ham. Han skulle faktisk blot træde til side men så ville projektilet selvfølgelig nødvendigvis have ramt andre i organisationen, som ikke var så politisk adrætte. 

Måske var Gjørtz på denne måde at betragte som en helt, fordi han altså så aktivt tiltrak skylden for det u-undskyldelige fra sin sikkert mindst ligeså skyldige organisation. Sikke dog en helt og sikke dog en absurd organisation, som forsvarer sådanne helte! Det sidste projektil er da forhåbentligt ikke affyret endnu. Nå, det bedste er stadigvæk, at VS aldrig fik regeringsmagten. De støttede bare Bader-Meinhof og Brigatte Rossi og Pol Pot og alle de andre demokratiske bevægelser. På samme måde altså som Mellemfolkeligt Samvirke med Trine Pertou Mach i spidsen selvfølgeligt støtter Hamas og palæstinenserne helt ubetinget. Prøv iøvrigt lige at nærstudere denne Trine Pertou Mach og hendes kropssprog, når der er chance til det. Og husk derefter at give alle pengene til Kirkens Korshær i stedet for Mellemfolkeligt Samvirke. Det giver nu nok sig selv efter blot et kort visuelt bekendtskab med Mach, men kik lige selv efter. Nok er Gjørtz væk, men for dem der faldt, er der ny overalt, som den gamle sang berettede. Desværre!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start