fredag den 30. januar 2009

"Bolværksmatrosen"

Overskriften i dag hentyder til den danske poet Jens Memphis' absolutte musikalske mesterværk fra 1975 med traditionelle og egenkomponerede sømandssange i et sælsomt mix. Det er simpelthen umuligt at høre, hvornår den traditionelle musik bliver til inspireret nykomposition og selv om teksterne allesammen er nye forekommer de allerede fra starten århundred-gamle. Hvis de altså ikke havde været så sprogligt præcise og rammende, at man får gåsehud af at høre titelnummeret stadigvæk. Lige præcist der afslører teksterne sig som alt andet end de ellers lidt udvandede traditionelle af slagsen. Nå, men iøvrigt er dagens tema altså "bolværksmatroser", altså de, der valgte det trygge og bekvemme land med en øl i hånden i stedet for det oprørte hav. Det er der naturligvis mange, der har gjort uden at de skal bebrejdes for det, men sommetider finder vi nu alligevel eksempler på bolværksmatroser, som måske ikke ligefrem medvirker til at give betegnelsen et altfor godt ry. De er nemlig alt for unge eller også bare for søsyge, ja hvem ved. Ja, det gør vi, fortsættelse følger nedenfor.

Inden vi kommer til dagens egentlige emne skal vi lige perifert berøre et uhyre spændende tilfælde af akut "bolværksmatros-syndrom" Det er nemlig ikke altid så skidt som det bliver senere i dagens tekst. Det skete i det Caraibiske Hav på den lillebitte hollandske ø Sct Eustatius under den amerikanske frihedskrig og berørte guvernøren på øen, hollænderen Jan de Graaf. Forbeholdt de utvetydige beviser på, at øen gennem sin handel med krudt og kugler til den gryende amerikanske hær spillede en krumtap-rolle i konflikten langt hinsides neutrale landes forpligtelser, besluttede den hollandske regering sig nemlig at hjemkalde guvernøren. Hele affæren blev trukket i langdrag af de Graaf, som ganske bekvemt påberåbte sig "særlig uheldig disposition for søsyge", selv om han jo altså trods alt osse var sejlet derover. Da han endelig et godt stykke tid efter blev halet hjemefter med magt, havde den amerikanske revolution klaret sig igennem sin største krise. Akut søsyge kan sommetider spille en stor rolle i verdenshistorien. Vi skylder lige forklaringen, at de Graaf blev hængende lidt ekstra for lige at få de fantastiske indtægter ved denne "kontrabande-handel" med og han døde mange år efter astronomisk rig. Det kan sagtens betale sig at være bolværksmatros en tid inden man altså alligevel kommer ud at sejle igen. Det er nu nok undtagelsen. Nå, men da han atter krydsede Atlanten tilbage til Caraibien havde søsygen mirakuløst lagt sig. Lige i dette sjældne tilfælde var Graafs egennytte synonymt med "det større vel"

Det kan nu oftere bedre betale sig permanent at tage på såkaldt "landlov" Det har det åbenbart kunnet i mere end 3 årtier for en dengang yngre sømand oppe i Nordjylland, og nu i vi tilbage i den vanskelige og hårfine disciplin, som berører nekrologer. I dag vil vi dog ikke berøre andet end "de lange linier" i denne livshistorie, men der er altså lidt rigelig "Ole Sohn" i denne historie, som er god at blive klog af. Måske et bedre ord måske er "på vagt" for nu at blive i søulke-sproget. Den afdøde er en tidligere værktøjsmager og sejlende maskinmester, der helt tilbage i 1977 blev valgt til Folketinget for SF, et parti han iøvrigt forblev i til sin død. Alene derved er han jo en noget hæderværdig modsætning til samme partis Ole Sohn i dag, for dengang var Ole formand for SID i Horsens og en fast støtte til det folkemorderiske Sovjeunionen gennem sit ledende medlemsskab af DKP. Der forblev Sohn jo forresten som partiboss lige til Sovjets fald og den efterfølgende mangel på finansiering østfra, en rigtig hædersmand indtil pengene altså slap op. Sjovt tilfælde at ens politiske standpunkter så radikalt kan ændres af penge og da særligt mangel på samme...Vores nye nordjyske ven var anderledes principfast, han forlod aldrig SF, som måske så til gengæld forlod ham.

Helt anderledes med den vendsysselske SF-er og bolværksmatros her og så måske ikke så meget anderledes alligevel. Da han første gang blev valgt til Folketinget var det ihvertfald "nat" med hans hidtidige mere manuelle virke, som jo ellers nok må have været det, som oprindeligt fik ham valgt. Han må vel have fået smag for søde land-liv. I resten af sit liv forfulgte han ihvertfald en mere eller mindre successfuld karriere som statsrevisor, byrådsmedlem, formand for div. sociale udvalg og så lige folketingsmedlem en gang mere en tid. Nu siger vi flot "mere eller mindre" når det nu helt tydeligt er tale om "mere" hele tiden. Det gik ham tydeligvis personligt rigtigt godt og faktisk så godt, at han aldrig nogensinde i de seneste 32 år fik andet end offentlige og folkevalgte jobs. Vi mener til gengæld "mindre" (ihvertfald for de nordjyske vælgere), for med hvilken ret har denne over årtier mere og mere totalt professionaliserede politiker dog kunnet repræsentere den efterhånden mere og mere nedslidte gamle værftsby Frederikshavn når han efterhånden mere og mere blev en slags turist der? Svaret er naturligvis, at det har han heller ikke. Hvis han nogensinde har forsøgt aktivt at opsøge sine gamle fag-fæller deroppe på Ørskovs Værft eller Stena-færgerne så ville de ikke kunne genkende ham med det rene fine tøj og de små manicurerede hænder, som aldrig mere kom til at dreje en svensknøgle. Udover at de selvfølgelig heller ikke kunne længere og da slet ikke ville.

Som andre "afhoppere" kunne han selvfølgelig aldrig vende tilbage til det, som han engang var. Det har han nok næppe heller ønsket ligeså lidt som Ole Sohn sikkert har ønsket sig tilbage som en udsat ufaglært aspirant uden pensionsmulighed udover ATP i SID dengang i starten af 1970-erne. På den måde er begges liv en ubetinget succes men nok mest for dem selv. Det er til gengæld noget mere vanskeligt at forestille sig, at disse mere og mere magt-inkarnerede mennesker i deres politiske vakuum har været de bedste til at repræsentere de svage i dette samfund. De mennesker, som de altså for begges vedkommende næppe har set og endnu mindre talt de sidste mange årtier. Efterhånden har de så forresten også glemt, hvad det overhovedet er, som man taler om i arbejderkantinerne med den obligatoriske strø-dåse Knorrs Aromatkrydderi. 
Nå, det er vist bare sådan det går, når en mand går i land desværre og aldrig nogensinde ser sig tilbage undtagen for at se, om der er andre på vej forbi ham ned ad rebstigen til den ventende redningsbåd væk, væk, VÆK. Væk fra vandet, væk fra det trælsomme og snavsede arbejde, VÆK! For dem, der måske vil mene, at vi er særligt meget ude efter disse "arbejder-overløbere" fremfor alle de nye professionelle cand. polit.-politikere så er det sikkert rigtigt. Den sidste gruppe har da i det mindste stadigvæk andre valg, det har "sohnerne" ikke De dårligste til på bedste vis at varetage de svages tarv er aldrig nogensinde de politikere, der selv har allermest at miste. Ligesom altså de bolværksmatroser, som gik i land allerførst heller aldrig er de rigtige søfolk. De blev naturligvis tilbage. Desværre.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start