lørdag den 17. januar 2009

Ole Sohn, den gamle gode "kammerat"

I dag vil vi udsende et absolut særnummer. Faste læsere af denne side vil nok vide, at undertegnede ikke akkurat tilhører den inderste kreds af Ole Sohns personlige fan-klub. Dertil har denne teflon-glatte fætter med lidt for små personlige omkostninger eller blot en smule omtanke "cruiset" sig lige lidt for let gennem livet som en sand ven af folket. At så de første par årtier skete indenfor det aldeles menneskefjendske DKP, som han først forlod, da Sovjet kollapsede, (nok mest fordi pengestrømmen dermed ophørte fra vennerne i Øst) er nådigt glemt. Han har da vist selv glemt det eller måske bare glemt at huske på det. Hvad man var engang er jo uundgåeligt en væsentlig del af det, man er i dag. Født med en tryne osv.

Det er altid en kilde til forundring, at man som Sohn kunne støtte den mest morderiske ideologi i verden siden Djengiz Khan i massevis af år uden senere personlige omkostninger. Hvis han i stedet i dansk-timerne derhjemme på Egebjerg Skole hos sin far var blevet nuppet med Sven Hazel's daværende bestseller-bog "Døden på Larvefødder" med visse nazi-sympatier indbygget, så ville han til gengæld i dag have været kronisk pedel-medhjælper, for sådan noget er jo en forbrydelse. At støtte og udbrede troen på åbenlyst morderiske regimer som den rød-fascismen i Sovjet var til gengæld ikke spor diskvalificerende, mærkeligt nok. Heldigt for Ole, uheldigt for almindelig anstændighed og især fordi der er mangel på pedel-medhjælpere. Noget mere end på glatte politikere.

Nå, men "Glatte Ole" har alligevel i dagens JP overgået sig selv og det i en grad, som burde gøre dagens avis til et samler-objekt. For det første er det ledsagende billede til Sohns sproglige genialiteter ren lir til de midaldrende tidligere småpigers soveværelser (enkelte kan vel stadigvæk huske Sohns gamle valgplakater dengang fra 1980-ernes tusmørke, hvor han lod sig tilbede med synlig begejstring af ubefæstede ungmøer-mon ikke oplevelsen dengang førte disse kvinder direkte over i lesbianismen, det tror vi). Hvis nogen skulle antyde, at undertegnede skulle være misundelig på Ole er svaret naturligvis ja. Ja, ja og ja!

På dette helt nye fantastiske billede af Ole kan enhver se, med hvilken overordentlig alvorlig humanistisk bekymring han ser på verden. Eller alternativt bare poserer. Hele den ene side af hans Jim Carrey-lignende gummiansigt er nemlig fortrukket i en så overdreven grimasse, at det ene øjenbryn simpelthen står vinkelret på det andet, blot ca. 5 cm. højere oppe. Ole "afdribler" simpelthen i sin sindssvagt asymmetriske ansigtsmimik den ellers principielt uslåelige mester, selveste "Two-Face" fra "Batman". Billedet fortæller mere end utallige ord. Hvad det lige er, billedet fortæller, kan enhver jo forestille sig. Ægte og egentligt overbevisende er det så forfærdeligt langtfra. For undertegnede svarer det mest til at tage fejl af en ægte guldklump og ren svovlkis og det er altså ikke Ole, der er guldklumpen.

Og så måske alligevel, for "Glatte Ole" er nemlig citeret for en formulering, som simpelthen burde kunne blive en episk milepæl i sproglig glathed. Hvis man kunne stoppe den på dåse ville DuPont og deres teflon-patent øjeblikkeligt være historie og deres aktier styrtdykke. DET her er nemlig ren og raffineret glathed, hør bare: "Jeg tror, at det er uklogt at starte med at sige, at der er hjørner, man på forhånd udelukker at forhandle om"

Prøv lige at læse denne guld-formulering en ekstra gang for arveprins Knud og så måske lige et par gange mere. Den nyligt afdøde lyriker Inger Christensen blev fejret og litterært adlet for langt mindre end det, som Ole præsterer her.
Det mærkeligste er så, at Ole så langt fra var den skarpeste kniv i skuffen, som vi husker ham, og det også selv om han tilfældigvis var den eneste kniv i den. Ikke det allermindste skarp altså men så meget mere glat. Mærkeligt at han så i dag lige pludselig træder ind i de store sproglige fornyeres kreds, men det gør han altså og med absolut bravour. Det her er altså genialt, intet mindre. Et politisk "credo" om absolut principløshed.

Hvis enkelte skulle blive pikerede over vores ord om Ole Sohns beviste tidligere sproglige totale amatørisme, skal vi da henvise eventuelle interesserede til at kikke lidt i en bog, som Sohn engang skrev om den danske ærkestalinist Arne Munch-Pedersen, som forsvandt i Stalins fængsler. Det sproglige niveau i denne bog afspejler glimrende forventningsniveauet til den gennemsnitlige, men noget rutineprægede præstation i folkeskolens 8. klasse over emnet "Hvad lavede du i sommerferien?", altså ikke ligefrem hysterisk højt. Alligevel er det sproglige niveau i dette pseudo-historiske makværk langt over samme bogs indhold, der udelukkende er et ikke-reflekterende menneskes penne-holderi for en åndeligt beslægtet mand, Arne Munch-Pedersen, som for Ole naturligvis er en helt. Sådan en skal alle autoritært tænkende mennesker jo altid have. 

Bogen er faktisk et så ubetinget forsvar for den uforsvarligt og aldeles ubegribeligt forstenede betonkommunist Munch-Pedersen. Man kommer virkeligt til lidt i smug at fatte sympati for Stalins bødler, som vist bare gav ham, hvad han fortjente. Man kommer bestemt til at glæde sig over, at Arne aldrig kom hjem og fik magt, som han havde agt. Til det allersidste troede Arne fanatisk på det syge system, der altså bare gav ham hans egen medicin.

Heldigt for Munch-Pedersens minde, at han havde en rigtig talentfuld digterbror, Gustaf, som døde i den spanske borgerkrig. Siden den engelske digter Lord Byron døde heltedøden af et myggestik (!!) i den græske frihedskrig har der jo stået en særlig heltemodig aura omkring disse tvivlsomme digterhelte. Man sagde jo godt nok engang, at "pennen er skarpere end sværdet" men allerskarpest var dog alligevel brodden på den myg, som fældede Byron. Den lille summende fyr burde man vel også digte lidt om, for Byron var nu mest en helt ufatteligt selviscenesættende selvglad poseur og narrrehat. Vi har dog ikke positivt på trods af omfattende slægtsstudier positivt kunnet afsløre noget slægtskab med Ole Sohn, det skal siges, vist kun i ånden, men den er jo også altid redebon.

Dengang i min gymnasietid med dyrkelsen af alskens autoritære regimer hed det forresten om Gustaf, at "han gav sit liv". Det må vel så have været for friheden, for det er jo altid det, man gør uanset hvad man kæmper for. Han døde nu vist bare af sygdom, men sådan er der så meget. Osse lidt pudsigt, at alle de "røde" myrderier i denne borgerkrig forlængst er forglemt, mens vistnok alle af de ellers i tal næppe større "sorte" myrderier huskes. Man skulle næsten tro, at Ole havde skrevet den her historie, lidt selektiv er den da for at sige det lidt mildt. Som vi vel selv er en gang imellem, men nu går misundelse typisk også kun den ene vej. Som her.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start