lørdag den 3. januar 2009

Laser-formørkning

I 1890 udkom der et epokegørende fotojournalistisk værk. Der var ikke tale om nogen egentlig kunstnerisk eller på nogen måde søgt og kunstig manifestation. Nej, værket havde den ikke videre prætentiøse titel "How the Other Half Lives" og det var lige præcist det, den handlede om. Der var tale om en tilnærmet fotodokumentarisk beskrivelse (så vidt det overhovdet er muligt at lave sådan en) af de uendeligt usle kår, som de allerfattigste i det amerikanske samfund levede under. Den var lavet af den danske emigrant Jacob Riis og fik stor betydning som øjenåbner for mange. Der kom simpelthen straks derefter en veritabel bølge af social-reformatoriske tiltag.

Nu var der bestemt ikke noget særligt amerikansk ved denne udbredte elendighed, og bogen kunne såmænd sagtens have været lavet langt bedre (læs:værre) i England, Irland, Italien eller Østeuropa, hvor de seneste og dermed de mest marginaliserede og dermed fattigste ny-amerikanere i denne periode kom fra. Der var jo trods alt en grund til, at de var emigreret til USA til at starte med og at senere deres familier altid fulgte med. Der var ikke tale om nogen speciel amerikansk tragedie, snarere tværtimod, men den blev tydelig, fordi der kom billeder på. Det gjorde den amerikansk.

Riis' værk fremkaldte betydelige reformer og dermed kom der naturligvis blot endnu flere emigranter fra Europa og det var vel det bedste bevis for success. Riis' fotografier må endelig ikke sammenlignes med den senere socialpornografiske Jacob Holdt og hans demagogiske evigheds-foredragsserie, som vist af vanskeligt forståelige grunde stædigvæk kører som den nu afdøde gøgler-præst Harald Søbye. Den sidste kunne man kun grine af, Holdt har man desværre end ikke kunnet trække på skuldrene af. Mystisk som uendelig selvbestaltet frelsthed falder ind i så politisk korrekte mønstre.

Nu var dette pioner-værk fra Riis ikke kunst overhovedet og det bringer os så videre til noget, som heller ikke er det. Det sidste kalder sig dog kunst, og initiativtageren er den århusianske multikunstner Jan Morell. Nu man vel regne med, at både ordet "kunstner" og den naturlige overbygning, det nok endnu bedre "multikunstner" er ret frie stillingsbetegnelser. Derfor kan det nok være svært at modstå fristelsen for denne Morell til ikke også at kalde sig for "universalkunstner", for det må vel logisk være det allerstørste og bedste men der er galskaben alligevel stoppet. Det er der til gengæld andet, der ikke er.

Det synes vi nemlig ikke helt den er ved det foreslåede værk, som vi straks vil omtale i al sin sørgelighed. Jo, de kunstneriske ambitioner er noget sølle, men til gengæld er værket på en gang tomt postulerende og prætentiøst udover at det så heller ikke er bare det allermindste originalt. Ikke at det originale var spor bedre, det var vist bare mere originalt. Kan det være så slemt? Ja, og det kan enddda være meget værre. Bare rolig, vi kommer til dette makværk i passende tid.

Det drejer sig for denne lokale multikunstner Morell med de klædeligt kunstneriske briller skubbet langt op i håret (så ser man åbenbart maksimalt kunstnerisk og tænksom ud, måske man selv skulle prøve?) om at etablere noget så ikke-sensationelt som en laserstråle mellem Århus' mest belastede forstad Gellerup og den rigeste, som er Risskov. Det kunne ellers have været en bedre "happening" symbolsk at forbinde det dyreste hus i Århus med den mest usle uhygiejniske og overbefolkede bolig med flest sociale problemer, men Århus' dyreste hus ligger vistnok slet ikke i Risskov. Nå, så konkret er kunst nu også sjældent, snarere søgt politisk korrekt og helt ukonkret og dermed aldeles menings- og tandløs. De allerfleste vil vel endnu kunne huske det laserstråle-projekt, som en anden dansk kunstner (husk igen den uendeligt frie stillingsbetegnelse), nemlig Elle Mie Ejdrup Hansen stod for langs den jyske vestkyst i forbindelse med 50-året for afslutningen af 2. verdenskrig. Mens USA holder grinagtige verdensmesterskaber i udelukkende amerikanske sportsgrene kan verdenskrige åbenbart sagtens i fuld alvor være afsluttet, når de blot holder op i Danmark. Selv om krigen altså fortsatte andre steder. Ak ja, sådan kan kunsten skelne så uendeligt kunstigt eller kunstlet.

Dengang gav en lysstråle langs en kyst, der ikke havde været omfattet af nogensomhelst krigshandlinger absolut ingen mening som fredssymbol og retningen forekom dengang mere tilfældig end gennemtænkt. Det var vist mest bare "tænkt" i meningen "FOR-tænkt", fuldstændigt ligegyldigt udover den uendeligt forkludrede afvikling. Den kom nemlig aldrig til et virke. Ikke at det naturligvis havde gjort nogen forskel.

Nå, Morell regner åbenbart med, at man atter engang kan slå lidt laser-plat, og teknologien har jo udviklet sig siden, så Morell foreslår endda i sit multi-kunstneriske projekt, at strålen lige tager en tur rundt omkring Århus Rådhus på vejen til Gellerup. Ihvertfald forventer Morell, nok mest for at skaffe skejser til sig og sine (et bestemt værdigt formål, vi gør det undertiden selv), at "" Den Grønne Tråd (altså laserlyset. red.)) skal være med til at rejse en etisk og moralsk debat, som vil sætte en positiv udvikling i gang" Om ikke andet kan det vel medvirke til en indsats på fysisk geografi-undervisningen, da der næppe er nogen direkte sigtelinier for laserlyset.

Tjah, håbet er vel stadigvæk lysegrønt som den udvalgte ( wow!!!) farve til laserlyset og måske det vil lykkes. Nu nok næppe. Mage til tam kunstnerisk manifestation og ambition under almindelig kælderhøjde skal man da lede længe efter. I stedet burde lokale kunstnere nok sætte problemet "parallelsamfund" en smule mere på dagsordenen og omfanget kan næppe overvurderes. Lige her kan laserteknogien måske ligefrem bruges. Næppe nogen i Gellerup vil overhovedet bemærke den grønne laserstråle altså med mindre den kommer til at forstyrre modtagelsen fra de satellitkanaler fra deres egentlige åndelige fædreland, som parabolerne på alle altanerne derude jo demonstrerer med al tydelighed. Her kunne man virkelig lave kunst, nemlig "interferens-kunst" Man kunne nemlig forsøge at forstyrre folks parabolmodtagelse med lidt laser-ståhej.

Se, DET ville være rigtig kunst i den betydning, at den ville være en provokation af den helt rigtige slags ligesom Solvognen dengang i Magasin ved uddeling af gratis julegaver stillede såre berettigede spørgsmål ved forbruger-ræset. Eller man kunne samle penge ind til fattige beboere i Gellerup, hvis parabol-hoveder ikke længere kan tage alle de nyeste TV-kanaler fra Hamas-TV og andre kilder til objektiv oplysning. Den sidste ide er hermed frit kastet i grams fra denne skribent. Den er ganske vist ikke super-god, men dog alligevel en del mere kunstnerisk legitimeret end Morells forslag skulle vi mene. Fru Olsens spontane forslag var at erstatte lysstrålen med en lunte, nok faktisk en del bedre endnu.

Det ville da være en værdig sag, men det er Morells noget åndeligt forarmede og totalt udvandet/ligegyldige projekt altså ikke og det ikke engang ganske lidt. Hvis vi nogensinde har været vidende om noget endnu mere ligegyldigt initiativ, har ham der Alzheimer eller hvad han nu hedder da ædt det. Normalt er lys jo ellers synonymt med glæde, forår og i heldigste fald en smule åndelig oplysning, da man jo kan læse ved dets hjælp, men her er der vist blot tale om almindelig åndsformørkelse. Hvem skulle nu have troet, at lys også kunne bruges til det, men det kan det altså-forhåbentligt ikke! Heldigvis er de nødvendige økonomiske midler ikke kommet i hus endnu og vi kan så blot håbe, at finanskrisen så vil klare resten. Se, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I det mindste kan man da håbe på, at eventuelle sponsorer ser lyset og lader læderet blive i lommen, men mon ikke det går? Iøvrigt har ganske mange danskere jo netop støttet en hel række af monumentale lysskulpturer. Vi taler naturligvis om alle de kraftige projektører, som i de foregående uger på kunsterisk vis har illumineret og symboliseret mange udsalgssteder for nytårsfyrværkeri. Der har den kaotisk svingende lysstråle helt sikkert også symboliseret samfundsudviklingen. Eller måske den vej, som alle pengene til fyrværkeri er gået, nemlig lige op i luften. Eller noget helt andet, ihvertfald noget meget kunstnerisk vigtigt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start