torsdag den 8. januar 2009

Historiens vingesus

I 1506 påbegyndtes et storslået byggeri, som fik uhyre vidtgående konsekvenser for massevis af mennesker. Da byggeriet var fuldført var alle de mennesker, som havde deltaget i byggeriet eller blot iagttaget det med passende religiøs ærefrygt nemlig forlængst døde. Det var nu ikke specielt tragisk i sig selv, det var alle andre som havde levet i 1506 forøvrigt osse, fordi byggeriet først blev fuldendt i 1626. Menneskelivet er jo trods alt af finit varighed. Mere interessant var det måske, at dette byggeri endegyldigt indvarslede en epoke så morderisk, at vi skal helt frem til det 20. århundreders diktaturer af rød-og sortfascister for at finde fuldgyldige paralleller. Det må være det der med "tro", som er fællesnævneren her, for vi taler naturligvis om byggeriet af Peterskirken i Rom, den ultimative skamstøtte over en kirke i finalt forfald. Problemerne med finansieringen af dette kolossalt kostbare bygningsværk sønderrev simpelthen den allerede skrøbelige kohæsion i den kristne vesteuropæiske enhedskirke. Ikke mindst den helt vanvittige afladshandel for at finansiere byggeriet var en afgørende anstødssten som klippen Kullen senere blev det for en DFDS-færge. Den sejlede sig osse endegyldigt i sænk ved som en vildfaren hval simpelthen at påsejle selve det eurasiske kontinent med fuld knald, et kolossal landmassiv, som ellers havde ligget der i mands minde og vel i virkeligheden også en del længere. Indtil den tillige kujonagtige norske kaptajn på ulykkesskibet "Scandinavian Star" var det vist historiens absolutte lavpunkt for rettidigt omhyggeligt sømandsskab. Ingen af kaptajnerne fik senere nogen bestalling og heldigvis da. 

Et lavpunkt for troen blev bygningen af Peterskirken altså også og allerede længe inden kirken var færdigbygget havde man slagtet millioner af mennesker i religionskrige mellem de 2 nye magtfulde grupperinger katolikker og protestanter. Ingen krige mellem nationalstater her (som slet ikke var opfundet endnu), grænserne gik uvægerligt på kryds og tværs som de australske aboriginals og deres "drømmespor" 

Man kan naturligvis indvende,at katolikkerne havde været der hele tiden, men det havde de nu ikke. De kaldte sig nemlig naturligvis ikke katolikker da de jo efter bruddet med den østlige såkaldt "ortodokse" kristendom i Konstantinopel allerede i den tidligste middelalder blot var den eneste sande kristendom. Så kan man selvfølgelig være temmeligt græsk-katolsk med at kalde det andet end den rette tro. Nå, men kristenheden kom, så og begyndte at bygge for alle de penge, som de altså ikke havde og som det snart viste sig de heller ikke kunne låne (Banco Ambrosiano var ikke grundlagt endnu som svindel-bank), og katolicismen blev grundlagt.

Vi indleder i dag med denne tilsyneladende irrelevante historiske parantes, fordi vi i går aftes var på et besøg i den vestlige del af Århus. Det var en vældigt festlig tur, og alle den nye tros allerstørste bygningsværker stod strålende oplyst på rad og række derude langs Viborgvej. Værker, der fortalte en historie ikke ganske ulig bygningen af Peterskirken. En historie om tro og håb og foretagsom økonomisk aktivitet og masser af alle 3 dele. En tro som straks derefter eksploderede som vulkanen Krakatoa af nogenlunde samme naturligt indestængte grund. Fordi den naturligvis ikke kunne andet.

Turen ud af Viborgvej denne gang i tusmørket afslørede en perlerække af mindesmærker over det seneste årtis blinde tro på noget, som vel ret beset var endnu mere uforståeligt end den ganske tilsvarende manglende synssans- tro på den absurd grådige enhedskirke i 1506. Vi taler naturligvis om den danske "Køkken City" ved Bilka, hvor samtlige danske køkkenproducenter i nogenlunde samme rette tid som kirken i forbindelse med byggeriet af Peterskirken lige akkurat har nået at bygge en hel stribe tilbedelses-steder for troen på den ubegrænsede forbrugerisme. Lige akkurat i tide til at fejre klimaks. Lige inden denne tro altså endegyldigt kuldsejlede for denne gang som det jo er sket. Der er dog endnu penge til at betale nutidens svar på renæssancens vokslys for disse tomme køkken-mastodonter, så derfor bør alle troende såvel som ikke-troende på køkken-mirakler naturligvis valfarte til Viborgvej inden der skal betales moms næste gang.

Her i den mørke vinter bliver det med absolut statsgaranti sidste gang, vi får dem allesammen at se på samme måde som den sidste messe på slagskibet "Prince of Wales" i Placentia Bay ud for Newfoundland under topmødet i 1941 også var sidste gang, denne gruppe mennesker blev foreviget. Næste møde var nemlig i Evigheden.. Straks derefter dampede slagskibet jo som bekendt først om på den anden side af jorden og fandt derefter uden brug af andre fremdriftsmidler end tyngdekraften sit sidste hvilested på bunden af det Sydkinesiske Hav. Ingen mirakler her, blot japanske Val-torpedobombere eskorteret af massevis af Zero'er. Ingen tro nok så stærk hjalp dengang og det kommer det næppe heller til i dag med mindre man kan betale moms med denne tro, og det kunne selv ikke dengang den katolske kirke. Det kan nok bare slet ikke.

Ikke desto mindre er disse køkken-templer uhyre imposante grænsende til det egentligt vulgære lidt på samme måde, som hvis GM i dag ville lancere en Hummer i dobbelt størrelse med et benzinforbrug på 2 liter pr. km. Ingen ved deres fulde fem ville vel have sådan et skrummel om bilen så ellers var gratis. De vil sikkert endnu godt have et køkken, hvis DET altså var gratis men man må vel ret sikkert kunne forudsige, at kun ret få i den forudsigelige fremtid ligefrem vil eller kan betale for gevaldigt overdesignede køkkenpaladser i materialer, som tidligere tiders snedkere nok ville korse sig over for at blive i kirke-analogien. Derfor er det en enestående lejlighed til for sidste gang at se et endnu levende mindesmærke over noget, som var engang på samme måde som at udstille "Den Sidste Mohikaner" eller den allersidste tasmanske pungulv. I alle tilfældene er der fremover er der af naturlige grunde ingen mulighed for fremgang eller blot simpel overlevelse, blot død og mørke. Eller lys, det er vel lidt som man ser på det.

Er der da slet ingen forskelle denne parallelle ugudelige dyrkelse af så forskellige afguder som Peterskirkens mammon og den tilsvarende tilbedelse af Vordingborg, Invita, Kvik og alle de andre lokale helligdomme? Jo, der er der. Peterskirken var jo bl. a. så dyr, fordi den var lavet så godt, at den står endnu. Til gengæld kostede efterspillet altså utallige millioner af dødsofre. I det andet tilfælde med "køkken-dyrkelsen" kan man nok til gengæld regne med, at de eneste dødsfald der vil komme udover mandefaldet blandt producenterne vil blive de enkelte uheldige, som vil få et fragmenteret sparsomt lamineret spånpladeskab ned i skallen, når det spontant destruerer som en klump natrium i fri luft med nogenlunde samme naturlige nødvendighed. Hvis man måske skulle få det indtryk, at vi ikke er altfor triste til mode overfor den kommende bortgang af disse magtfulde køkken-profeter, som i årevis har smadret fine gamle køkkener i massiv plade med en forventet levetid i nærheden af Peterskirken til fordel for spånplader med en forventet ditto som en kiks i troperegn, så vil de naturligvis have ret. Det paradoksale er så, at man for de penge, som blot danske forbrugere i dette årtusind har brugt på nye køkkener sikkert sagtens ville kunne have bygget en ny Peterskirke ved siden af den gamle. Eller et par nye ponton-flydebroer over Kattegat på det bredeste sted af nedrevne køkkenelementer og det sidste med nogenlunde samme naturlige nødvendighed som destruktionen af alle de fine gamle køkkener.Men sikke dog de kan lyse pænt derude på tempel-vejen. 

Salget af vokslys i Peterskirken toppede symbolsk nok også da kirken nåede bunden. Sikke meget lys og sikke dog en sort fremtid! Eller lys, det er vel lidt som man ser på det...Undergangen har en særegen skønhed.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start