søndag den 11. januar 2009

Hamsun

I år er det 150 siden, at den store norske forfatter Knut Hamsun blev født. Ja, han var endda så stor, at han uhyre fortjent fik Nobel-prisen i litteratur og det endda på et tidspunkt, hvor regionalt-korrekte præferencer og almindelig elitær nepotisme ikke endnu havde udvandet denne pris til det helt absurde. Han havde faktisk ganske ærligt og redeligt fortjent den, denne kantede og kompromisløse mand, der vel i sin følelsesfuldhed var noget nær så langt fra den fra alle gode westerns så flegmatiske og tunge "Swede" (som omfattede alle skandinaver), som man kunne komme. Lidt i retning af vores hjemlige Nobelpristager Johannes V. Jensen og så bare endnu mere drømmende og romantisk. Drømmene skulle føre ham vidt og alt for vidt for de fleste.

Hvorfor egentligt snakke om denne vel for de fleste aldeles forglemte forfatter i dag? Naturligvis fordi Hamsun som alle store forfattere altid vil kaste lange slagskygger også ind i den tid, som forlængst har glemt ham, det ved den bare ikke, nutiden. Hamsun blev fejret som en norsk folkehelt på samme måde som vi i Århus fejrer rituelt og efterhånden tiltagende manisk den lokale forfatter og noget mindre ånd Svend Aage Madsen. Nu er Madsen næppe kendt udenfor postnumrene 8000-8240 og det er ganske efter fortjeneste, men det var Hamsun. Nu leverede Hamsun igennem det allermeste af sit forfærdeligt lange liv værker af uafrystelig følelsesmæssig intensitet, så det var selvfølgelig ganske fortjent. Svend Aage Madsen har mere excelleret i litterære ekskursioner i det helt lillebitte format, hvor selv et rapseri af en kasse tomme flasker udenfor Brugsen bliver det dramatiske højdepunkt. Nå, det sidste har vi selv fundet på, men Madsen er altså uvedkommende og aldeles ligegyldig på trods af sin flagrende forfatterfrisure, spild af tid på den ufede måde og kedelig, kedelig KEDELIG!

Helt anderledes med Hamsun, der fra første side altid drager, der er simpelthen tale om universel litteratur i verdensklasse. Alligevel er Hamsuns tid som folkehelt for de allerfleste nordmænd forlængst forbi, ja den har faktisk været det i ret præcist halvdelen af disse 150 år, mere præcist siden foråret 1940. Dengang var Hamsun 81 år gammel, og denne noget affældige olding begik den fejl at begejstres af den nazistiske ideologi efter invasionen af Norge. Man må her huske, at invasionen af Norge var ganske blodig og kostede tyskerne over 1000 døde og osse en del nordmænd omkom i modsætning til Danmark, hvor så vidt vides slet ingen tyskere døde og kun godt en halv snes halsstarrige danskere. Det betød naturligvis, at tyskerne i Norge allerede helt fra starten blev betragtet som fjender, mens vi danskere lige klappede hesten et par år endnu for at være sikre på, hvem der nu vandt. Da det sidste efterhånden blev klart holdt vi så med dem. Danskere er tydeligvis klogere end fjeld-aberne deroppe i Norge, for mange flere nordmænd døde end danskere. Eller også var danskerne mere principløse opportunister, det sidste er vel i virkeligheden det bedste bud.

Det var så denne nazistiske kultiske dyrkelse af kraft og styrke og vitalitet, som bjergtog gamlingen Hamsun på sikkert samme måde som naboens smukke datter betog Kevin Spacey i mester-filmen "American Beauty" Ingen af delene endte videre lykkeligt, for ved krigens afslutning nægtede den aldeles senile Hamsun at afsværge sine ideologiske fejltagelser overfor et rasende norsk folk og blev kun reddet fra fængsel for landsforræderi af sin høje alder som senere Pinochet. Den første var dog senil, den sidste var bare skidegammel, det er ikke helt det samme. Derefter forsvandt Hamsun som gymnasial pligtlæsning i alle nordiske lande og blev erstattet af ånd i den mere mikroskopiske afdeling som her i landet altså Svend Aage Madsen, som nok har medvirket til som en effektiv Calmette-vaccination at beskytte mod, at gymnasieeleverne nogensinde senere læste en skønlitterær bog, som ikke var en svensk krimi. Det havde nok været anderledes med Hamsun, men han var altså forlængst blevet makuleret.

Nu burde det jo være let at forstå, at man naturligvis efter en "flirt" med nazismen eller andre voldelige og totalitære bevægelser for al tid vil være kunstnerisk og menneskeligt diskvalificeret, men så simpelt er det desværre ikke. I forløbne uge døde en anden mand, der på trods af temmeligt tilsvarende aktivititeter i denne for Hamsun så skæbnesvangre periode døde mæt af dage og respekteret for sit store retsind og sin uendelige visdom. Vi taler naturligvis om Gert Petersen, som i sin ungdom simpelthen var medlem af det danske nazistparti sammen med en masse andre begejstrede danske unge. Alle disse andre unge, som hvis de ellers overlevede Frikorps Danmarks aktiviteter på Østfronten, blev naturligvis behørigt straffet som de landsforrædere, som de var, efter krigen. Ingen af dem fik senere job udover ufaglærte landarbejdere, det kunne lære dem, kunne det! Naturligvis blev ingen politikere dømt selv om det altså var dem, der havde kommanderet de unge nazi-spirer østpå, men nu var det jo til alt held også dem, der skulle dømme. Evig skam få den danske statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl, den største landsforræder, som aldrig mistede hverken hoved eller pension.

Nu kunne man selvfølgelig forvente, at Gert Petersen som den regelrette og sandhedssøgende mand han efter nekrologerne var, ville tage sin uhyre berettigede straf, men naturligvis ikke. I de næste 40 år benægtede "den store rorgænger", som Petersen noget misvisende fik som øgennavn, nemlig enhver tilknytning til det danske nazistparti og indrømmede det først, da han ikke kunne benægte det længere. Heldigvis for Gert Petersen blev han omgående tilgivet, for det var jo blot en slags drengesterger mente den politiske korrekthed. Nu kunne måske så regne med, at alle de andre i Petersens gamle nazi-outfit fik tilsvarende pardon, men næh-nej, naturligvis ikke. For dem var intet mindre end lovens strengeste straf næsten alt for mild. 

Sommetider er de menneskelige vildveje noget vanskelige at forstå og retfærdighed er noget frygteligt flygtigt noget. Ihvertfald undslap Petersen, mens Hamsun ikke gjorde. Den ene blev en fejret folkehelt, den anden blev en norsk superskurk a la Lex Luthor fra "Superman" selv om begge burde have fået samme skæbne. Nej, man burde have bedømt Hamsun mildere, fordi han dog i det mindste stod fast på det, han troede på i forhold den kroniske super-løgner Gert Petersen, som udelukkende resten af sit altså kolporterede ren løgn. Denne flygtige vare var tilfældigvis ganske gangbar i politik og det var heldigt for Gert. Nu er han heldigvis død, det var ikke for tidligt, vi kan så håbe på, at han møder tidligere statsminister Buhl dér i den varmere del af det hinsides hvor de begge har fortjent at ende.

Nu var Hamsun altså en skurk eller rettere, den senile nazist i 1940 var helt givet ikke givet nogen rar mand og tillige holdt han altså på den forkerte hest. En anden mand, som heller ikke er spor rar og en hel del grimmere er den lokale formand for BUPL, Henning Truelsegaard. Ja, han ser faktisk så skummel ud, ham Henning, at vi da kan håbe på, at hans virke indenfor BUPL er rent organisatorisk, da blot et billede af hans skulende ansigt derude på institutionerne let ville kunne give utidig sengevædning om natten for barnlige sjæle. Det går nu nok, for når man i en organisation som BUPL en gang har nydt det pædagogiske aristokratis skyhøje lønninger, frie ferieboliger osv. osv., så er der næppe nogen, som nogensinde ønsker sig tilbage til bleerne og al bøvlet, lavstatus og lav løn og næppe heller Henning. Han er næppe så dum som han ser skummel ud og ikke engang tilnærmelsesvis. Henning er nemlig en klog mand. Ja, han er faktisk så klog og principfast, næsten en helt Gert Petersen, at man bliver helt mundlam. Eller måske snarere hjernelam. Ihvertfald hvis man skal tage det for pålydende, det han siger.

Truelsegaard og BUPL har nemlig helt officielt taget stilling i den igangværende konflikt i Gaza. Nu kunne man spagfærdigt spørge om BUPL's andre relevante udenrigspolitiske synspunkter i den stående territorialstrid mellem Danmark og Canada i sagen om Hans Ø i Ishavet eller i sagen om Bjørneøen mellem Rusland og Norge, men det har man nu ikke gjort. Til gengæld behøver man ikke ret mange gæt for at finde ud af, hvem BUPL holder med uden at det dog bliver helt klart, hvorfor en fagforening egentligt skal blande sig i udenrigspolitik. Til gengæld er Truelsegaards begrundelse uhyre interessant og så er vi ved at være tilbage ved gamle Hamsun igen og så alligevel med en "twist" På et spørgsmål om, hvorfor man i alverden dog officielt fra BUPL vælger at tage entydig stilling i en kompliceret konflikt, falder nemlig det ildevarslende svar: "Fordi vi har nogle medarbejdere, som dagligt omgås børn af disse (palæstinensiske red.) familier. En sådan situation stiller ekstra krav til personalet" (!!!!!!) Hov, vi taler da vist ikke om nogen synderlig idealisme her, blot om almindelig angst for konflikter for enhver pris. 


Det må være skønt at være pædagog under sådanne forhold, hvor man naturligvis skal tage mest hensyn til dem, der er flest og dem, der er mest voldelige. Det gør jo det hele noget simplere og burde vel også i folkeskolen gøre gårdvagter overflødige. Som i en hundeflok vil det jo naturligvis på samme demokratiske vis hurtigt blive klart, hvem der er den mest voldelige, for det er førerhunden naturligvis som altså i Hamsuns tid Hitler. Ham skal man selvfølgelig holde sig til, ellers bliver man bare ædt eller stenet, hvor svært kan det være.

.Det er en noget rudimentær form for demokrati det her, på samme måde som den åh så tolerante skoleinspektør i Odense, som advarer jødiske børn mod at komme til hans skole. Som Hamsun spiller inspektøren dog åbent ud igennem sit medlemsskab af foreningen "Boykot Israel" så lidt respekt der. Det gør BUPL og Truelsegaard nu næppe, de er vist bare mere moderne udgaver af den slags mennesker, som der har været i alle befolkninger til hver en tid, nemlig dem, der for enhver pris blot hytter deres eget skind og hvor udtalte holdninger blot er et skalkeskjul for principiel principløshed. Den slags mennesker som altså netop afdøde Gert Petersen med det passende tilnavn "Den Store Rorgænger" opkaldt efter verdenshistoriens største dokumenterede massemorder, Mao. 

Hvem skulle nu have troet, at man ligefrem kunne få en vis relativ sympati for personer så usandsynligt usympatiske som den danske nazist von Schalburg og altså den vitalitetshungrende komiske olding Hamsun, men sådan blev det altså. Man skal åbenbart blot finde nogen, som er endnu værre, så bliver selv slemt alligevel bedre. Som at stå og fryse af Helvede til. Hvis man så blot tager tøjet af og derefter på igen er det jo pludseligt blevet meget varmere end før. Varmere bliver det vel osse for de danske jøder i denne nye BUPL-form for demokratisk flertal. Vi kommer i den anledning til at tænke på, om der findes en institution primært med rocker-børn, hvor man udviser tilsvarende tolerance? Med sådan en defaitistisk holdning priser man sig da lykkelig over, at der ikke er krig i Danmark. Det var jo næppe folk som Truelsegaard, som ville ende i gaskamrene.

A propos tolerance, så fik en knivbevæbnet røver i Århus i går et par på skallen af bestyreren af en Fakta-butik. Bestyreren var erfaren kickbokser og røveren forsvandt derefter skyndsomst. Efterfølgende oplyser politiet, at han "formodentligt ikke vil blive draget strafferetsligt til ansvar" Inden der nu udbryder et ramaskrig af folkelig forargelse over politiets ringe indsats overfor røvere skal vi da lige klarificere, at det altså drejer sig om bestyreren, som altså muligvis slipper for en voldsanklage. Røveren er jo allerede sluppet. Ak ja, Århus verden er af lave, måske man alligevel skulle snuppe en roman af Svend Aage Madsen. Ah, måske det alligevel ikke er helt så galt. Vi tager squ en Hamsun, det giver mere mening.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start