tirsdag den 13. januar 2009

Et forventet fald.

I dag må vi desværre af tidsnød indskrænke denne for så mange så vitale tværkulturelle aktivitet lidt. Vi må desværre ekstraordinært bruge det meste af formiddagen til at producere kabler for en større østjydsk elektronikvirksomhed, som af uransagelige grunde bruger vores ydmyge produktionsfaciliteter. Måske fordi de kan regne med, at færdigvarerne leveres til døren til den aftalte tid? Det kunne sagtens være tilfældet, da det langtfra er første gang og næppe heller sidste. Vi vil i dag lige i nødvendig kortform behandle et fald fra tinderne, som er nogenlunde ligeså forventet som den tidligere amerikanske præsident Gerry Fords fald ned af en fly-trappe. Man kunne blot sætte sig ned og vente hvornår han ville skvatte, da Ford ifølge en anden amerikansk præsident, den noget kvikkere Johnson, "ikke kunne gå i takt og tygge tyggegummi samtidigt" Intet tyder på, at Johnsons vurdering her var forkert.

En første gang er der ellers som mange vil huske fra den seksuelle debut-tid for det allermeste. Ikke alting, heldigvis, da en ikke ubetydelig delmængde af den seksuelle aktivitet i de film, vi nødtvungent i denne anledning har måttet nær-studere ser temmeligt alternativ ud for os missionærer. Der er nu osse andre ting, som vi helst var foruden selv at drømme om. For eksempel er en gammel tidligere ven gået konkurs med de lokale cafeer Ministeriet og Smagløs i samme omgang som byens ældste og tidligere mest trendy cafe Casablanca osse foldede og faldt. Nu er vi ikke selv kommet der på Kloster Torv siden november 2005 for at være helt præcis af ellers temmeligt tungtvejende grunde, som dog næppe har nogen videre almindelig interesse. Slet ingen er måske endda i overkanten, men som Arnold nok ville have udtrykt det i sine velmagtsdage, så var det "personal" lidt på samme måde som gårsdagens tekst, iøvrigt en af dem, som vi er en smule stolt af. Dengang som nu drejede og drejer det sig om at vælge de rigtige allierede i krig og kærlighed og når man så ganske omhyggeligt har gjort det, så viser det sig så sommetider efterfølgende, at man altså alligevel valgte helt forkert. Den nu detroniserede restauratør Kim Lykke traf dog en masse andre muligvis tvivlsomme valg udover sit valg af elektronikleverandør, og de var en del mere skæbnesvangre. Han er der ihvertfald ikke længere, tallenes tale var utvetydig og øksen faldt.

Oplægget var ellers det allerbedste dengang i opstarten. Med en uhyre gunstig tjenestemandsaftrædelse i baglommen startede imperiet på basis af byens dengang ubestridt mest populære og lukrative café, nemlig Smagløs. Det var måske denne privilegerede indgang til branchen, som senere skulle komme til at koste firmaet livet. Det hele var simpelthen alt for nemt til at det kunne blive ved. Det var faktisk tilsyneladende så nemt, at mange andre af byens restauratører sikkert har kikket længselsfuldt beundrende på Kim Lykke og kone, som aldrig selv var på arbejde i weekenden. Det plejer nemlig at være en regel aldeles uden undtagelser, at ejeren af en virksomhed i denne flygtige branche med "flyvende udskiftning" a la ishockey af personalet i en stadig strøm altid selv skal være til stede, når der er tryk på. Hvis en virksomhed som de ligeledes lokale "Italia" og "Mackie's Pizza" skal have "staying power" over årtierne, så kræver det (eller havde ihvertfald tidligere krævet) at ejeren stod der som simpel "indpisker" hver fredag og lørdag. Denne tidligere så indlysende naturlov afskaffede det nye bestyrerpar på Kloster Torv tilsyneladende med nogenlunde samme effektivitet som at lægge asfalt ovenpå en vulkan. Naturen tog sin selvfølgelige hævn til sidst, som den altid gør.

Samtidigt kastede det nye imperium, som snart blev udvidet med nabo-restauranten til en lokal udgave af det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki (som det jo delte skæbne med), sig over kulturen.Se, det var jo osse en del sjovere end at beskæftige sig med hverdagens trummerum, feriepenge, nye bestillinger af peanuts og andre bagateller. Tilsyneladende har man dog ikke rigtigt overvejet, om det overhovedet kunne betale sig at deltage i kulturen, men det kommer vi til. Nu skal det vel lige med, at tabet for den lokale kultur i forbindelse med lukningen er noget begrænset. Det har nemlig mest drejet sig om arrangementer i forbindelse med festugen og jazz-festivallen, som ihvertfald denne skribent skulle spændes godt fast i en stol med intravenøst øl-drop for at overleve i længere tid (minutter), men det er vist off topic. I begejstringen over alle disse uhyre elitistisk/kulturelle aktiviteter kom man til gengæld endnu længere væk fra alle trivia i hverdagen. Ja, man kom faktisk så langt væk, at man tilsyneladende aldrig rigtigt vurderede, hvordan firmaet overhovedet gik. Under alle omstændigheder vurderede man ihvertfald ikke rigtugt. Ikke før bagefter, altså nu, som Kim Lykke fortæller i Stiften.dk. Eller rigtigt og rigtigt, det er måske så meget sagt. Alle mennesker, denne skribent bestemt ikke undtaget, stræber vel efter at tilskrive egne ganske lave motiver et højere formål, hvis det overhovedet er muligt. Det koster jo ikke noget at prøve og da ikke nær så meget som det har kostet ikke at kunne regne. Af egen sviende kløende erfaring ved vi dog at den langtidsholdbare effekt er sammenlignelig med at tisse i bukserne, virkeligheden er jo stadigvæk ganske den samme.

Det, han fortæller giver nu som så meget andet i denne sag ingen mening. Lykke fortæller, at det var "for høje gebyrer" fra Århus Festuge med den ellers vidtberømte Jens Folmer i spidsen, som sammen med et andet kuldsejlet projekt med sejlskibe fik korthuset til at ramle. Han glemmer godt nok at fortælle, at han i efterhånden mange år deltog i Århus Festuge og det burde vel som andre entusiastiske debutanter have givet en vis erfaring. Man forventer vel også hos en forholdsvist seksuelt erfaren ung fyr, at han ikke hver eneste gang lige febrilsk skal famle efter den kvindelige kønsåbning, men for dette imperium blev tingene tilsyneladende ikke lettere med tiden. Måske fordi man ikke var på arbejde, det har vi naturligvis ingen idé om. Nå, men nu skal Kim Lykke altså ud og finde en alternativ beskæftigelse, og vi ønsker ham da al mulig held og lykke og husk ikke at søge noget med alt for mange ubekvemme tal i.. Ifølge stiften.dk bliver konen i køber-konsortiet, så osse fremover vil vi kunne spare en del penge ved ikke at gå derned men det er da en start alligevel.

Inden vi nu i dag måske med en vis ret bliver kritiseret for en vis skadefryd så skal det da lige med, at vi har opkaldt både egen og en mødrene hund efter hovedpersonerne i dette lokale kultur-kollaps eller hvad det nu er. Eller rettere, det har vi muligvis ikke, da Folmer allerede hed Folmer, da vi fik den fra Ålborg og Anton er vist heller ikke rigtigt familiært beslægtet med familien Lykke. Nå, det har vi så vist ikke alligevel. Vi ville nu heller ikke ellers have været alt for stolte af det, det skal siges.
Til sidst vandt naturlovene over opkomlingerne på Kloster Torv og det er da en god morale synes vi. Nemlig den, at drømme aldrig kan erstatte hårdt arbejde og så kan drømmene forresten være så flyvske de være vil og hverdagen nok så kedsommelig. Som altså at skulle lave en masse skide kabler. På med vanten, Poul!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start