mandag den 5. januar 2009

"Divine" Brown og Hugh Grant

Enkelte vil nok endnu kunne erindre denne version af en ældgammel udveksling af tjenesteydelser mellem mennesker af oftest forskelligt køn, som fandt sted på førersædet af en Mercedes convertible. Køberen i dette tilfælde var den kendte skuespiller Hugh Grant og beviset for, at ydelsen blev ydet netop på førersædet ved vi naturligvis fordi det var Grants spjættende bevægelser på bremsepedalen med deraf følgende lysshow, der hidkaldte politiet og startede den efterfølgende skandale. Den slags må man nemlig ikke i en åben bil midt på gaden i det bornerte USA ligeså lidt som man må i det uhyre frisindede Danmark. Vi ved ikke, om den spejderdrengs-lignende Grant ligefrem morsede efter hjælp men det kunne han måske godt have haft brug for overfor den særdeles erfarne langbenede prostituerede med den store malede mund og det forjættende tilnavn "Divine" Brown. Masser af hjælp.

Nu var Grant en uhyre kendt skuespiller i den lettere genre, hvor hans skuespillertalent rækkende fra det lettere fjumrede til det egentligt fjollede (en enestående lille palet skulle man mene). Præcist hvor hjælpeæøst ringe han er som skuespiller kunne man overbevise sig ved at gense "Bridget Jones' Dagbog" her i weekenden, hvor selv en hysterisk overspillende og aldeles utroværdig Reneé Zellweger og en lad og ligeglad Colin Firth måtte se sig overhalet af fjummergøjen Grant. Grant var rig som et svin og altså i det hele taget et svin sikkert på nogenlunde samme subtile måde som de fleste mænd nok ville være hvis de fik chancen men det er noget off-topic. Grants karriere tog dog et gevaldigt permanent dyk efter episoden, tilsyneladende havde hans fans svært ved at se ham uden samtidigt at de et indre billede af "Divine" Brown med en stor rødmalet mund. Grants mandlige fans var antageligt ligeglade eller måske ligefrem anerkendende, men dem var der næppe nogen af, da Grants seksuelle udstråling var mere en almindeligt ambivalent-bøssoid grænsende til det aldeles utålelige. 

Nå, det var altså ikke en rigtig vinder-situation for Grant, men det var det til gængæld for den gade-prostituerede Brown. Nu vil sproglige og andre krakilere vel med rette kunne indvende, at tilnavnet "Divine" måske var mere end almindeligt relativt, for som bekendt er de rigtigt smarte prostituererede i den langt højere betalte og mere komfortable escort-service og det vistnok ganske uden undtagelse. Ligesom Tom Jones hellere ville være milliardær-sanger med fri adgang til kvindelige underbenklæder i uoverkommelige mængder end beskidt minearbejder i Wales og det forstår man vel egentligt godt. Hvis billederne af denne "guddommelige" "Divine" Brown på nogen måde yder hende retfærdighed (og det gør nok enkelte, da der er vældigt mange billeder) er der nu ikke rigtigt noget at skrive hjem om. Udover den store mund altså og de pink stiletter og så den iøvrigt ganske korrekte forbrugeroplysende navne-betegnelse "Brown". Ikke desto mindre startede Brown sin stejle opstigen mod stjernetinderne nogenlunde synkront med Grants nedstigen fra samme, så der var næppe nogen tvivl om, hvem der dengang gjorde den bedste handel. Grant kunne dengang have kandideret med absolut favoritværdighed som kandidat til "Årets Nytårstorsk"

Noget anderledes og en del mere speget har det ved nærmere eftertanke været at kåre denne ærefulde titel i år. De tilsyneladende dilemmaer er de samme som ved den ovenfor beskrevne transaktion og står noget i vejen for en fyldestgørende logisk analyse. Faste læsere vil nok vide, at vi taler om den tidligere fusion af et af de største lokale vækst-og success-lokomotiver (som vi naturligvis har fulgt nøje med beundrende og misundelige blikke) indenfor den lokale audiobranche med en større og langt mere kendt kollega. Nu opererer vi selvfølgelig på det helt abstrakte økonomiske makro-niveau og vil her naturligvis udelukkende se transaktionerne ud fra mulige "win-win" scenarier. I Grants tilfælde er det jo noget svært at forestille sig, at man behøver ligge på knæ på gulvet af en Mercedes Convertible uden tag midt i solen og uden knæbeskyttere (som vel virker af-seksualiserende for selv de allerfleste akut sex-hungrende mænd) hvis man fra starten af er rigtigt guddommeligt smuk. Man kan nok gå ud fra, at det var hun ikke og man ville naturligvis have ret. Den ene part i denne urmenneskelige transaktion havde tydeligvis en del mere at vinde end den anden udover almindelig halsbrand forstås.

Den anden økonomiske audio-transaktion bærer lidt samme aftryk, mest fordi firmaet i egen forståelse i årets løb flere gange i artikler og interviews blev fremstillet som et betydeligt erhvervseventyr. Ordet "Divine" blev godt nok ikke brugt men det gik tilsyneladende rigtigt godt. Så godt så at sælge det lød som den rene galskab ganske som at sælge en produktionsklar pengetræs-plantage, men det skete altså alligevel. De offentliggjorde regnskaber fortæller som så ofte før en noget anden historie end den mundtlige mere glorificerende fremstilling om en knapt så guddommelig forretning (forsåvidt som røde tal ikke er så sjove som sorte) og så er vi tilbage ved handelen igen. Det er jo nemlig ikke blot det allermindste dumt at sælge en vare for mere end den er værd, det er vist blot det, som man plejer at benævne "godt købmandsskab" Som altså også "Divine" Brown gjorde selv om hun ikke var nær så "guddommelig" som hun var "Brown". Til gengæld er det nytårs-toskedumt at købe noget, som man sagtens kan få ganske gratis eller sikkert endda i Grants tilfælde ligefrem få penge for at tage fra utallige villige midaldrende kvinder. Det er paradoksalt at insistere på at betale for noget som man frit kan få.

Ihvertfald viste finansbarometret straks efter denne audio-fusion "Kraftig Orkan" og hvis man da fra den angivelige køber har givet penge for firmaet er der næppe tvivl om, at man sikkert allerede måneden efter havde kunnet få det til egentlig "hug-pris" eller mindre. Om man har gjort en god handel ved vi naturligvis ikke men mon ikke det kan sammenlignes noget med alle de huskøbere, som på højeste bølgetop af den allerede som den ideelle gigantiske begyndende økonomiske surf-bølge i brydning investerede alle deres penge i drømme om fremtiden. Det var vel heller ikke det allerklogeste, men de vidste selvfølgelig ikke bedre, huskøberne. 

Det burde de andre her nu nok have gjort, belært af overoptimistiske ytringer på et solidt fundament af knaldrøde tal akkumuleret over en længere periode. Man har dog nok valgt at foruddiskontere fremtiden lidt rigeligt. En fremtid, der aldrig kom eller næppe nogensinde kommer i historisk tid ihvertfald ikke for køberen som den heller ikke gjorde for Grant.
Nej, det er ikke spor dumt at sælge et sandt "guddommeligt" firma eller en tjenesteydelse for mere end det er værd, naturligvis ikke. Ikke nær så tvivlsomt som det er at købe samme hvis man altså kunne have fået den gratis eller endnu billigere. 
Grant blev jo iøvrigt idømt samfundstjeneste for forseelsen og angrede vistnok senere, men det er naturligvis en ganske anden sag. Til gengæld blev "Divine" Brown millionær. Hun var sandelig heldig, for tænk blot, hvis hun ikke var blevet arresteret med Grant, men med aldeles anonyme bogholder Smith. Hun var heldig, Grant var blot dum. Moralen er vist bare, at det samme kan have mange priser og sommetider kan de være torske-dumt høje. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start