fredag den 12. december 2008

Rankefødder

I dag vil vi med smerteligt udgangspunkt i egne erfaringer behandle et emne, der længe har ligget os meget på sinde. Vi taler naturligvis om de såkaldte "rankefødder" med den latinske betegnelse cirripedia. Nu er det næppe videre sandsynligt, at nogen overhovedet aner, hvad rankefødder er for noget, og derfor vil vi naturligvis også først afsløre det til sidst i dagens tekst, vi skal jo så nødigt miste spændingen i dagens narrativ. I stedet vil vi starte med en glemt og forlængst afdød amerikansk poet, nemlig den originale amerikanske proto-klon (mon der er noget, der hedder det?) af den mindst ligeså afdøde Dan Turell, som vel i virkeligheden mest huskes for sin omhyggeligt polerede skallepande og ikke mindre omhyggeligt kultiverede image. Den amerikanske udgave havde udover altså identisk status som stendød også skallepande af den skinnende slags.

Turell ville helt givet i dag kunnet have høstet umådelig applaus for denne totale kunstneriske koncentration på det udvendige og kunstige, for lige dér var han mesteren. Hverken hans epigoner i dag, Thomas Blachmann eller Martin Hall, som ellers brillierer som nutidens fremmeste "tomme tønder", hvor indholdet erstattes af prætentiøst pladder og ligegyldige attituder, kan altså helt være med her. Udover at de altså så heller ikke som Turell trods alt har efterladt sig det lille mesterværk, som bogen "Vangede Billeder" trods alt var. Når nu forhåbentligt ingen kan huske nogetsomhelst, som hverken Blachmann eller Hall har lavet, så tyder det måske heller ikke nødvendigvis på det ultimative kunstneriske talent og det er så ikke helt tilfældigt heller ikke ligefrem det, de to byder ind med.

Alle vil jo gerne være "Stjerne for en Aften" hvis man skal dømme efter antallet af ansøgere til diverse "auditions", så det skal man vel. Det gælder dog ikke nødvendigvis dommerne at de behøver at være store kunstnere, for Thomas Blachmann har da vist aldrig selv været det, ja vel ikke engang reelt i nærheden trods over 20 års uafbrudte forgæves forsøg. Når utallige forsøg forbliver frustrerede ophører de vel efterhånden med at være forsøg i ligmed med at forsøge at forkaste Newtons Tyngdelov ved at kaste utallige sten op i luften for det kunne jo være... Nej, det kan ej!

Helt anderledes var det med den gamle arketype på en rigtig original kronisk flipper, nemlig Shel Silverstein, som altså er dagens glemte poet. Med sådan et typisk jødisk-klingende navn ville han nu næppe heller i nutiden kunne komme på plakaterne uden straks at møde voldsom kritik fra diverse FN-organisationer for "ondsindet zionistisk propaganda mod grundfæstede islamiske menneskerettigheder" egentligt en forunderlig "newspeak"-omskrivning af en barbarisk stenalderkultur, som mest kaster med sten fremfor til at bruge dem til at bygge huse af. Nå men til alt held havde Silverstein sin bedste tid under ærkefascistiske præsident Nixon som altså alligevel ikke var så slem igen. Ellers havde Shel vel fået en sten i skallen som han helt sikkert ville havde fået, hvis han havde boet i Riyadh eller en anden moderne menneskerettigheds-metropol. Han ville jo også med sin skinnende skallepande have været uhyre nem at ramme men de fik ham altså alligevel ikke.

Dengang var det vist bare nemmere at hedde -stein til efternavn ligesom bankmanden i "Matador" som altså så til gengæld vist ikke hed Shel men det var måske inden man kunne købe Shell på tanken i Korsbæk. Dengang ved krigens udbrud var jødetampen Shel Silverstein iøvrigt blot 9 år gammel og altså ikke bare den allermindste smule død. Det gik jo så også kun indtil fascisterne og deres moderne ækvivalenter i FN med Morten Kjærum i spidsen fik magt som de havde agt. Godt for Shel og skidt for os andre. Han er nemlig død.

Shel Silverstein var forfatteren bag Janis Joplins eneste større hit, nemlig "Cover of "The Rolling Stone"" og altså osse bag Johnny Cash' megahit "A Boy Named Sue" Dette sidste handlede jo om den lille dreng, som af sin flygtige far fik et pigenavn for at hærde ungen i et hårdt samfund. Silverstein ret beset geniale morale i forbindelse med det mindeværdige slagsmål mellem far og søn til sidst i sangen er så, at det faktisk nyttede. Sønnen blev en hård banan af denne konstante modgang og verden blev et bedre sted at være.

Nu er denne opdragelse vel ikke helt i god tråd med senere rundkreds-pædagogiske teorier, men det er læsning af klassiske Anders And-blade jo heller ikke, og det var jo trods alt den fremmeste kilde til kultur, som min egen generation fik. Og så altså Silversteins opdragelsesteorier, vi må have været tilfredse med lidt.

Og det bringer os så tilbage til dagens spændende overskrift. I forbindelse med en ferie i det vestlige Irland i årets løb var vi nemlig i Galway. Der kan man åbenbart som en selvfølgelig seværdighed besøge det hus, hvor Nora Barnacle blev født og boede nogle år. Det er et lillebitte hus, som er en meget passende ramme om denne lillebitte historie om kun ganske lidt. Ingen kan nemlig nogensinde erindre, hvad denne åbenbart så berømte person nogensinde har lavet, så man kan vel nok trygt regne med, at det udover at ferm grave kartofler op næppe har været alverden. Det vil sige, et eller andet har der været ved hende, siden hun har fået dette mindesmærke og så er vi tilbage ved "rankefødderne" Det er nemlig dagens afsløring par excellence.

"Barnacle" betyder nemlig "langhals", et hermafroditisk fastsiddende krebsdyr i den ældgame orden "rankefødder", kendt hele tilbage fra Ordivicium-tiden. For geologiske analfabeter er det altså noget længe siden, det her. Alle kender sikkert som denne skribent den kedelige fornemmelse af at være skvattet ned af en sten beklædt med en anden af denne fra disse fjerne præ-kambriske oceaners tid overlevende arter, nemlig de såkaldte "rurer". Det er de små hvide vulkan-formede kræ, der sidder overalt i kystnære områder relativt trygt inde bag deres skarpe kalkskaller tilsyneladende primært med det formål at flå sagesløse uforsigtige badegæster op som skarpslebent pigtråd. Talrige er de sår på krop og sjæl, som disse infame ondsindede dyr har afsat på denne skribent. Hvilken sadistisk fader, som nogensinde har kunnet finde på at kalde sin datter for "Barnacle" er langt hinsides moderne teorier om selvfølgelige menneskerettigheder og hans mulige forsvar, nemlig at han selv allerede hed det, er næppe anvendeligt som forsvar. Der er simpelthen tale om et seriøst bud på verdens værste navn og man kan slet ikke uden gru forestille sig de ubegribelige drillerier, som lille Nora er blevt udsat for i frikvarterene i Galway Centralskole. Ikke underligt, at hun hurtigt pakkede og forsvandt.

Det vil sige, hun forsvandt ikke helt, og så er vi tilbage ved mindesmærket. Hun tog nemlig til Dublin og mødte der den senere så berømte forfatter James Joyce. Det var jo ham, der skrev den monumentale roman "Ulysses", som mange nok hævder (heriblandt undertegnede), at de har læst. Det kan sagtens passe, men alligevel er der forhåbentligt kun uhyre få, som vil driste sig til at påstå, at de har forstået nogetsomhelst af dette banebrydende værk, undertegnede bestemt ikke undtaget. Det var faktisk tale om et så totalt banebrydende værk med sim originale brug af "Stream of Consciousness", at det vel aldrig senere blev forsøgt at lave noget lignende. Derfor er ordet "banebrydende" måske heller ikke det allermest dækkende, for banen førte jo tydelighed ingen steder hen. Ja, der var vel i virkeligheden slet ikke nogen bane?

Jo, det var der, nemlig en jernbane ovre på den anden side af det Irske Hav og Den Engelske Kanal. den førte til Paris, og det var der, Joyce og Barnacle slog sig ned i resten af deres liv og det var måske på lige netop på denne bane, at de kørte. Orv, vi "consciousness-streamer" vist lidt selv i dag! Dér, langt udenfor de konstante drillerier, levede de så vidt vides lykkeligt til deres dages ende. Ordet "Barnacle" har tydeligvis ikke betydet noget særligt kompromitterende på fransk, så dér kunne de leve et helt normalt liv uden at blive drillet bare det allermindste. Måske lidt kedeligt og måske var det derfor Joyce døde ret ung. Eller også var det måske af forkølelse. Eller noget andet, dødeligt må det jo have været.

Moralen er så, at man faktisk godt kan medvirke positivt til sine børns senere success i livet ved at give dem et navn, som simpelthen er så rædselsfuldt forfærdeligt og drilleri-pådragende, at det faktisk derved bliver en velsignelse for indehaveren. Ret meget værre end at blive opkaldt efter en orden af hermafroditisk-fastsiddende skideirriterende krebsdyr kan det vil ikke blive, og lille Nora reagerede jo også forudsigeligt og flygtede fra den konstante ydmygelse, det var at hedde "Langhals" i den gamle orden "cirripedia"

Iøvrigt ligner en langhalse ret præcist negrene i "Tintin i Congo" med deres tynde stilke/ben og den tilspidset-tøndeformede krop. Det er faktisk er helt usædvanligt grimt lille kræ. Hvis man nu går ud fra, at lille Nora kropsligt udviklede sig noget i retning af denne fysiske fremtoning a la langhals, så har drillerierne jo nok kun taget yderligere til og tilskyndet til flugten fra Galway. I så fald er det til gengæld underligt, at hun kunne forføre Joyce med denne noget uheldige fysiske fremtoning men nu var Joyce muligvis selv bøsse. Det var måske derfor de tog netop til Paris, hvor jo få år før en enden stor irsk bøsse-digter, Oscar Wilde, jo var gået under i almindeligt misbrug og skørlevned. Eller også var det bare noget helt andet, det ved vi ingenting om. Udover altså at dette sidste afsnit vel viser, hvorfor "stream of consciousness" ikke blev noget større hit. Det var så hvad vi havde valgt at bringe i dag fra forskningens absolutte forkant indenfor den angel-saksiske navnetradition.

Dagens tekst viser også, at selv om man sidder ganske stille, så kan man komme vældigt vidt omkring. Nemlig som en "barnacle", som hyppigt sætter sig fast på drivtømmer og oceangående skibe. På denne måde kommer de sommetider utroligt vidt omkring og så kan det jo alligevel sagtens ende med, at de til slut strander på den selvsamme kyst, hvor de blev udklækket. Eller altså et helt andet sted. Det sidste er vel det sandsynligste.Enhver rejse foregår jo alligevel i én selv og fører ikke nødvendigvis noget bestemt sted hen og lige meget hvor meget man bevæger sig, behøver man ikke komme nogen steder hen. Eller have ben, for den sags skyld. Det viser også, at selv om man sidder i en hård kalkskal kan man alligevel sagtens være et bløddyr og det faktisk temmeligt hyppigt. Eller at man sagtens kan være hård udenpå og ganske blød indeni. Det er vel egentligt det samme?
Hov, nu er vi vist selv strandet, hjææælp! Den dér forbandede "bevidsthedsstrøm" førte os vist ligesom den bedre kendte Golf-strøm lige til ultimativ stranding og de skarpslebne rurer. Iøvrigt var der også en kaptajn i Tintin, der hed Golf Strøm, som sikkert osse er blevet drillet i skolen mindst ligeså meget som lille Nora og så blev han altså alligevel en stolt kaptajn....Hjælp, det er vist helt galt det her!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start