lørdag den 27. december 2008

Ny bil til Bagger? 

For de allerfleste er det vel næppe nogen overraskelse, at den nyere "bobleøkonomi" funderet ganske solidt på en blanding af tom luft og endnu tommere luft (kan man iøvrigt gradbøje vacuum?) endegyldigt i denne omgang er punkteret. Næsten ligeså endegyldigt som at et ganske tilsvarende fænomen om ikke forfærdeligt mange år naturligvis som det gamle julespil "Trold af en Æske" naturligvis vil springe frem igen, for drømme om lottomillioner og anden gigantisk gevinst uden nogensomhelst egen indsats er jo et ideelt og lokkende scenario. Det er jo trods alt under et årti siden at den ganske vist lige så knapt så omfattende "IT-boble" krakelerede med lignende gigantiske verdensøkonomiske dønninger. At noget vælter omkuld er bare ikke et argument for, at man ikke snart bygger noget ganske tilsvarende ganske samme sted, som så til sin tid uundgåeligt vil vælte. Pyramidespil er en herlig ting.

Nu er det jo svært i fiktionens verden at overgå IT-Factory affæren i ren ryggesløshed og mangel på blot den allerringeste smule finansiel fornuft. Når alle så eksplosivt lynhurtigt bliver multimillionærer på overhovedet ingenting at lave i løbet af et års tid er der ihvertfald i tidens økonomiske klima noget, der lige knapt stemmer. Nu har ganske mange banker vel i de senere år optimeret og finpudset den disciplin, der heddet "Manglende Omhu" i deres udlånspolitik. Det er ganske vist ikke lige præcist det, som de har kaldt det, men det er det, det har været. Og så er det måske endda ikke helt slut endnu. Eller også er det altså med denne forunderlige økonomiske cyklus, som altså gennemfører en fuldstændig pendulbevægelse over tid, allerede ved at ske igen. Der er nemlig en ny bil på vej fra Danmark og sikken en.

I dagens aviser omtales et projekt, som for undertegnede og sikkert de allerfleste mere sobre iagttagere får hele IT Factory-eventyret til at forekomme som sand økonomisk snusfornuft. Man vil nemlig i et af Danmarks ihvertfald indtil i dag allerbedst skjulte højteknologiske kompetence-centre lave et seriøst bud på verdens vildeste luksussportsvogn. Vi snakker om en faktisk eksotisk dansk by men nok mest i den betydning, at antageligt kun uhyre få har besøgt den. Når noget er ukendt nok antager det jo en lettere eksotisk status. 

Det drejer sig nemlig om Nykøbing Sjælland, hvor den teknologisk mest avancerede virksomhed vel må være den lokale mellemtekniske Teknisk Skole. Og teknik, det er hele sagen her. Og så optimisme, masser og masser af optimisme og vel endda så meget, at man næsten burde kunne kick-starte den skrantende verdensøkonomi med den. Om vi er for hårde? Tjah, døm selv.

Nu har det jo efter nedlæggelsen af de danske samlefabrikker for Ford og GM jo stået lidt skralt til med dansk bilproduktion. Den herostratisk berømte "Ellert" og den endnu mere fiasko-plagede Hope el-bil (som bragede ind i barrieren og væltede ved præsentationen ved et 6-dagesløb) burde jo fortælle om en ikke altfor imponerende automotiv kompetence. Som altså indtil fornylig den bankmæssige ditto. Nå, men det er heldigvis helt anderledes nu, hvor den nye danske Zenvo-supersportsvogn er født. Eller også er den ikke, det er svært at blive helt klog på. Man forventer godt nok først at producere den første til marts, men har allerede publiceret specifikationer, det er jo også en hel del nemmere at skrive brochurer. Denne superbil har nemlig ikke mindre end 1104 hk og det giver en topfart på 375 k/t. Bugatti Veyron med dine sølle 1001 hk, gå hjem og læg dig! Hvordan man så har målt det når man altså ikke har lavet nogen bil er vel blot et af de simplere spørgsmål i denne historie.

Og så er vi tilbage ved den unikke præstation, som det er at få sådan en bil til at køre. Selv VW var jo som bekendt ærlige (eller blot tyske nok) til at indrømme, at man havde infame problemer med at få akslerne til at holde til disse vanvittige motorstørrelser, problemer, som vel vel endnu ikke er løst og kun overgås i størrelse af problemerne ved at sælge bilerne. Nå, men vores venner i Nord-Sjælland har åbenbart på trods af 10% flere hk. slet ikke dette problem. Underligt, at man som blot samlevirksomhed med blot et par ansatte har kunnet købe velegnede aksler derude på markedet når nu VW ikke kunne og altså heller ikke lave dem selv. Eller en motor for den sags skyld.

Det har man så heller ikke helt kunnet, men man har til det danske projekt entreret med kritisk kriseramte GM og fået fingre i nogle Corvette-motorer på 650 hk. Nu ejer undertegnede godt nok en bil uden dog nogensinde at have haft kørekort og er bestemt ikke belemret med nogen overflødig køreteknisk indsigt (slet ingen faktisk), men der er altså et stykke vej fra 650 til 1108 hk, som ifølge de kommende fabrikanter er opnået ved simpel tuning. Ja motoren kan endda sagtens ifølge dem tunes til ikke helt bagatelagtige 1300 hk., men så ville den "blive helt ustyrlig" uden at det dog helt præciseres hvordan "helt sindssygt kraftig" skulle kunne gradbøjes så yderligt. Det lyder allerede noget vildt fra starten af (ingen Ferrarier har da været blot i nærheden og de har ellers haft en del år til at øve sig) og især fordi grundudgaven på de 650 hk. allerede er tunet en hel del, da den oprindeligt er topmodel i Corvette-motorserien. Prisen for dette mirakuløse superkøretøj, som ellers blot samles af dele fra underleverandører er kun godt 5 mill. kr. og man opnår rentabilitet ved blot 15 stk. solgt og har ifølge producenterne allerede oplevet kæmpestor interesse.

Om det så betyder, at telefonen ringer 1 gang om dagen eller 1 gang om ugen ved vi jo ikke, men som med den store Lotto-gevinst behøver den osse kun komme en enkelt gang. Optimister er de da og det er prisværdigt. Det må så håbe, at banken osse er. Man kunne naturligvis fundere over, hvordan en bunke indkøbte færdige bildele pludseligt ved et drys tryllestøv kan blive til en børnesygdomsfri superracer (de 375 km/t. er nemlig ikke topfarten, den begrænses blot elektronisk-hvor mon man har målt det, Mulsanne-strækningen på Le Mans har jo fået en chikane?) når nu Veyron var sådan et produktionmæssigt mareridt? Nå, men der er måske et svar på alle disse tekniske petitesse-spørgsmål. Det bliver nemlig meget værre.

Mest fordi markedet for superbiler af enhver art i praksis er forsvundet fuldstændigt på verdensplan. Ferrari er gået fra at sælge 600 biler om måneden til 16 stk.og Mercedes ultimative prestigeproject Maybach har i sidste jubelår blot solgt 146 stk. I år er så foreløbig 40% af deres forhandlere krakket og det fortæller vel en temmeligt entydig historie. Lexus, Honda og BMW har allesammen skrottet deres igangværende top-projekter og Aston Martin er sat til salg, hidtil uden købere. Når først de etablerede ubestridte statusmærker således hænger i tovene så kan de nye vist godt stikke piben ind, det er altid sværest at være den sidst tilkomne. Og sikkert ligeså svært som det er at anskaffe nødvendige råmaterialer når man nu ikke laver noget selv deroppe i metropolen Nykøbing Sjælland, hvor den eneste rigeligt tilgængelige råvare er afklippede gulerodstoppe fra Lammefjorden. Man kunne sige at det måske var deres styrke, men det skulle da så være den eneste skulle man synes.

Er der da slet ikke nogen grund til optimisme? Ok jo, det er der da. Når hverken dagens Århus Stiftstidende eller JP, som begge har dette nordsjællanske jule-eventyr på, ikke stiller et eneste af de ellers elementære journalistiske spørgsmål, der allesammen starter med "hv-", så går det jo. På samme måde som en dårlig pokerspiller med en dårlig hånd jo også rent principielt sidder i held indtil han altså skal vise sine kort. Det er dog et rigtigt eventyr, det her og ikke mindst den del af det, at man med et samlet BRUTTOSALGSPROVENU på blot 85 mill. kr. skulle kunne opnå økonomisk balance for en superbil, som altså er lavet på den helt dyre måde af indkøbte færdigvarer i uhyrligt små styktal. Udover altså at have blot den mest elementære forsyningssikkerhed af tusindvis af allesammen vitale og helt uundværlige dele for blot at lave en eneste skide bil for slet ikke at tale om flere.

Hele det her projekt har vist nogenlunde samme sandsynlige levetid som alle de kedsomheds/livsrealisations-projekter, som alskens overklassefruer har forsøgt sig med indenfor butikker indenfor inderligt overflødigt og endnu mere overlæsset design og tøj til andre overklasse-koner. Men igen, hvis Stein Bagger blot havde været på fri fod endnu og alle bankerne stadigvæk havde kastet penge i grams med en møgspreder til hvemsomhelst med en tilstrækkeligt vidtløftig ide, så havde dette superbil-projekt måske set ganske tilforladeligt ud. Nu ligner det mest et tab, som de involverede parter og bankforbindelser blot ikke har bogført endnu, men vi får se allerede til marts, hvor altså den første bil efter planen skulle rulle ud fra fabrikken deroppe i det dulgte nordsjællanske svar på Detroit. I Detroit laver de da vist heller ikke mange biler længere...Og så det uløste mysterium med, hvordan i alverden man kan få fremstillet enkeltstyk af en kulfiber-karosseriskal, som kræver massevis af millioner i investering i værktøjer og forme for blot at lave én eneste bil? Måske karrosseriproducenten også har en uhyre velvillig boble-bank? Risikoen er da ganske tæt ved 100% skulle man mene. Som med Bagger og det er svært at forbedre over 100% og han gjorde da ellers sit bedste.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start