lørdag den 13. december 2008

Når optimismen bliver til fundamentalisme.

Allerførst skal vi takke for udvist overbærenhed med gårsdagens tekst, Der var ikke tale om akut præsenil demens hos denne skribent selv om om det måske kunne ligne lidt, men litterære eksperimenter har altid en pris. Denne gang blev prisen så altså betalt af vores talrige sagesløse læsere, men der var da enkelte elementer i teksten, som var mere vellykkede end andre. Det omvendte må vel så også have været tilfældet. I det hele taget forekommer det sommetider noget tilfældigt, om noget opfattes positivt eller negativt, og det vil inden dagens absolutte "clou" til allersidst behandle lidt i dag. Vi vil nemlig diskutere den danske pladebranche og lige der kommer disse tilfældigheder særligt stærkt til udtryk. Der skal man virkeligt have de selektive briller på for at se nogen videre glorværdig fremtid. Heldigvis for branchen har man så lige tilfældigvis sådan nogle briller..Ellers ville tingene osse se lidt småsorte ud.

Nå, situationen i den danske pladebranche er alvorlig for nu at sige det lidt mildt. Tilbagegangen i salget af musik har simpelthen været så enorm, at man skal helt ud til kioskerne på Jyllands vestkyst på denne årstid for at finde en tilsvarende tilbagegang i salget af flødeis i forhold til den varme sommer. Fy for Helvede, hvor det dog blæser en halv pelikan derude vestfra! Det gør det så osse i pladebranchen, der har måttet notere en halvering af salget siden årtusindskiftet, altså indenfor den tid, hvor selv den moderne ganske amputerede historieundervisning vel stadigvæk opererer med "historisk tid". Det er så sket i en periode med ellers uafbrudt hysterisk og temmelig hjernedød højkonjunktur, hvor de allerfleste blot købte løs af hvadsomhelst men altså ikke præcist musik. Tilbagegangen er endda nådigt nok ikke engang korrigeret for et årtis inflation men det ville jo også blot yderligere medvirke til at udstille branchens allerede betydelige bedrøvelighed. Når noget i dén grad har en så ekstrem tilbagegang på trods af mere og mere målrettede TV-kampagner er det altid ekstra interessant at kikke på baggrunden. Der må nemlig være en grund, og det er der naturligvis også.

En indlysende grund kunne naturligvis være den manglende kvalitet af det tilbudte produkt, nemlig musikken, og det kan næppe helt afvises. At den branche satser hele butikken og årets resultat på de gamle udslidte malkekøer som Kim Larsen, DAD, Anne Linnet, Hanne Boel og Gnags tyder vel ikke ligefrem på nogen videre visioner. En satsning af denne art minder jo om kornhøsten i den tidligere Sovjetunionen, der jo altid var "gennemsnitlig": Lidt værre end sidste år, men til gengæld en hel del bedre end næste år. Det er jo ikke akkurat på et sådant grundfjeld af gedigen kvalitet, man skal bygge nogetsomhelst. "Lune" Larsen er jo ikke helt så lun som førhen og går vel også "helt kold" en dag og hans band "Kjukken" med unge musikalske arbejdsmænd understreger kun yderligere denne tiltagende tristesse lidt på samme måde som den halvgamle fede mand med sin unge thai-kone med barn derhjemme i bjergene. Ingen af delene ser særligt lykkelige ud, nok fordi de ikke er det, grimasser og påtagne smil gør det ikke helt.

Anne Linnet toppede vel osse dengang med pisk og lak og læder og lesbianisme tilbage i 1980-erne nogenlunde samtidigt med Gnags. Det er noget tåkrummende patetisk at se den mere end halvgamle Peter A. G. te sig som total tosse på en scene, storsvedende som et svin på en grill. Lugten må man forestille sig men den er næppe bedre end musikken. Derfor er det jo ikke svært at forstå, at kun uhyre få mennesker efterhånden ønsker at udstille sig selv ved at have plader fra de her gamle udbrændte nisser liggende fremme og ikke engang her op til, hvor nisseriet ellers er passende. Hvornår har du sidst set en plade med disse kunstnere nogen steder, nej vel? Hvis man skulle være i tvivl om, at disse kunstnere forlængst har passeret "Sidste Salgsdag" kan man jo prøve at sælge sine komplette pladesamlinger i mint-condition med disse solister i en brugtplade-butik. Der gider man ikke modtage dem gratis og det burde vel være mere end et almindeligt vink med en vognstang om, at sidste salgsdag forlængst er overskredet.

Branchens tilsyneladende forventning om, at Hanne Boel med det slidte hesteansigt og ditto tænder skulle kunne løfte branchen til profit forekommer heller ikke som det allermest velbegrundede, selv om hendes pladeselskab Universal Music jo ellers siger, at albummet "har været udstillet i TV-reklameblokken-kilde.JP) Måske man ligefrem kan forklare Boels manglende success med denne "udstilling", for ligefrem klassisk attraktiv er hun jo ikke ligefrem, ja faktisk forekommer den ellers ikke vældigt pæne Paul Potts ganske nydelig i sammenligning og han er ellers ikke spor pæn. Flink, måske men overhovedet ikke spor pæn. Nogle kunstnere burde man nok bare ikke udstille offentligt og hun er vist en af dem eller rettere, det er hun. Hvis den fra Anders And så kendte "Klavs Krikke" skulle udgive en plade ville hans portræt på coveret vel heller ikke sælge ret meget. At andre som Peter A. G. så alligevel udstiller sig selv som usvækket manisk halv-gamling styrker jo så heller ikke ligefrem salget, nok snarere vandringen ned på Forbrændingen med de gamle Gnags-plader ude fra garagen. Ud med det gamle lort!

I hele denne bedrøvelige periode har den danske pladebranchen paraply-organisation været ledet af Jesper Bay, tidligere leder af Gnags' gamle pladeselskab, man er vel lidt i familie. Bay har ellers i dagspressen mest gjort sig bemærket i sit forhold til opad-kommende kvindelige stjerner en del yngre end ham selv (læs: rigtigt meget!), og det medfører naturligvis fjendtlighed herfra, lidt misundelig er man vel altid. Ellers har han blot i mange år bestyret en branche i tydelig terminal krise, og tilbagegangen i CD-salget siden sidste år er på hele 20%. Lige her umiddelbart inden lukketid spiller samme Jesper Bay så sin ultimative trumf. Ifølge dagens JP vurderer man nemlig i den danske pladebranche, at "i 2010 (vil) det digitale pladesalg mindst kompensere for det fald, der vil være ved det fysiske salg" Det er da optimisme der vil noget og branchens overlevelse skulle således være ganske sikker.

Tjah, hvis det altså ikke havde været fordi den digitale del af salget i 2008 allerede er på 85% af den totale omsætning. Det samlede salg af CD-skiver er altså blot 90 mill. kr., altså noget mindre end en eneste tilbuds-CD pr. dansker. Derfor skal man altså virkelig ikke være bogholder for at se, at dette fysiske salg, som i 2010 vil være yderlige amputeret til måske det halve af i dag, jo nok næppe vil give den helt store jackpot. Læs lige Bay igen: Tilbagegangen i fysisk salg ( fra næsten 0 til den tid red.) vil blive kompenseret af det digitale salg (som altså også styrtdykker så hvordan kan det dog det?) Se, det er virkelig alternativ logik at kunne se fremgangen i tilbagegangen: Den relative tilbagegang i det digitale salg vil ikke ske i helt samme takt som den reelle tilbagegang i det fysiske salg af CD-er. Hurra-hurra, branchen er reddet, skuden er atter stabiliseret. Desværre er det så nogenlunde sket på samme måde som på den synkende "Titanic" Et lille hul i skroget er blevet mindsket af en fastsidende isklump, så vandets relative indtrængen er formindsket hurra hurra.., vi synker altså langsommere Det var så den gode nyhed. Den dårlige var så, at alle de andre huller alligevel er der stadigvæk og det er de selvfølgelig også i branchen. 

Man kunne ligeså godt have fremhævet stigningen i salget af LP-plader som en mulig redningsplanke, ja hvis CD-salget som forventet styrtdykker nok kan man måske ligefrem opleve den paradoksale situation, at begge medier måske mødes i en samlet omsætning på måske 10 mill. kr. Til den tid kan Bay så glædestrålende berette, at det stigende salg af LP-plader måske endda kan kompensere for det til den tid godt nok næppe eksisterende salg af CD-plader. Selv i denne søde juletid med alternative økonomiske "mirakler" er vi vist ude på den tynde is her. Og så lige til sidst den absolutte hitliste, stimuleret af massive TV-reklamekampagner: Nr. 1 er Nik og Jay med 56.000 solgte skiver efterfulgt af Sys Bjerre med 53.000. Til sammenligning solgte TV-2 og Kim Larsen i staren af 1980-erne omkring 300.000 skiver og det gjorde den dengang knapt så ufrivilligt komiske Peter A. G. næsten også. Vi korrigerer lige: Han var ikke bedre dengang, blot yngre. Skabagtigheden var dengang blot mere i pagt med tid og alder, ellers var det vist bare det samme. Nå, det var vist et sidespring men ham Peter springer jo altså helt vildt rundt.

Det største problem med kostbare reklamekampagner er jo desværre, at i takt med at det samlede provenu for branchen falder kraftigt, så stiger reklamebudgettet tilsvarende pr. solgt enhed , en kedelig økonomisk spiral. Man kan naturligvis håbe på fra pladebranchen at få en rabat fra reklamebureauerne, som modsvarer den manglende salgssuccess, men det er nok en smule optimistisk, sådan lidt ligesom at basere sin privatøkonomi på en snarligt afdød fiktiv "rig onkel i Amerika". Det sidste betragtes sædvanligvist som meget dumt og det første er næppe meget klogere.

Er der da slet ingen lyspunkter for branchen i denne søde juletid? Jo, det er der. Vi mener nemlig slet ikke at have set nogen TV-reklamer for nogen plader med den lokale kropdue og sanglærke Jette torp, nok mest kendt efterhånden fra "Vild med Dans" Da den slags såkaldt "musik" jo ikke akkurat sælger sig selv (heldigvis da) kan vi nok trygt regne med, at der nok ingen plader er ude med fruen. Heldigt! Publikum og dommere dengang i "Vild med Dans" var jo ikke ligefrem ellevilde med det lokale kroniske stjernefrø så hun røg jo nådigt ud som måske den første? Nå, det ved vi ikke, for at opretholde den med alderen naturligt faldende potens ser undertegnede nemlig ikke den slags programmer, da så meget velhængt/hængende kvindekød kan virke ret skræmmende og mere potens-nedsættende end selv den efterhånden opligatoriske viagra kan mod-kompensere. Og så endte vi i samme vi alligevel i selvsamme problematik som i pladebranchen: Det relative fald i potensen er mindre end det absolutte fald ville have været, hvis man ikke havde ædt Viagra. Potens og pladesalg falder ganske vist stadigvæk. Det eneste positive er så, at begge dele kun kan falde til en vis grad når det allerede er så langt nede. Derefter kan det jo heldigvis kun gå fremad! Nå, det er vist ikke rigtigt nogen trøst, men sådan er det. Der er vist kun troen tilbage og vi får se, om den rækker. Det er jo da lørdag, den traditionelle "Store Konedag", gys!

Dagens vits hat vi sakset i et spændende annoncetillæg i JP i dag, med optimal dårlig økonomisk timing kaldet "Feinschecker" Der kan man se en flot opsætning af de statusprodukter, som vel må være de allerførste ofre for tidens krise. Enkelte af disse ideer kunne måske ligefrem fortjene en sådan skæbne. Lad os for eksempel berøre det spændende emne "skydedøre"

Som skitseret i reklamen kan man nemlig ved hjælp af disse skydedøre ligefrem skabe "nye rum i boligen", skidesmart! Nu man man vel gå ud fra, at denne revolutionerende rumdeler-funktion kun er effektiv, når skydedøren er lukket og al lys udelukket i de nye små og lettere klaustrofobiske rum. Men smart er det da og hvem har dog ikke drømt om den 12-værelses lejlighed, som nu lige pludseligt er blevet inden for økonomisk rækkevidde for alle. Vi spår naturligvis dette forrygende produkt en helt fortjent success. Om ikke andet ser det da ud til at man kan fyre med det i sin designer-pejs.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start