lørdag den 20. december 2008

Kunstnerisk eller bare kunstigt

En ef denne forfatters umiddelbare forfædre var med, da det danske udvandrerskib med det ellers noget misvisende navn "S. S. Norge" forliste i 1904. Nu var han ikke kaptajn eller for den sags skyld af højere skibsofficer-rang, vi har jo altid i vores familie været ydmyge og uhyre beskedne i et omfang, som har stået i skærende kontrast til vores betydelige evner. Således også denne stolte fiskersøn Mathiasen dér på det store skib i 1904, som altså ikke styrede nogetsomhelst og det var måske lige i dette tilfælde heldigt nok. Man sagde vist engang, at selv om der på et tidspunkt omkring denne tid vistnok blot var 2 biler i staten Kansas lykkedes det dem alligevel på mirakuløs vis at køre ind i hinanden. 

Ikke meget bedre gik det med "S. S. Norge", som forliste efter et frontalsammenstød med simpelthen den eneste lillebitte klippe som overhovedet findes i hele Nordatlanten mellem Irland og USA. Til al overflod rager den et godt stykke op af vandet, den er næsten selvlysende hvid af årmillioners indtørret fuglelort fra utallige lomvier og der er altid en høj skummende brænding omkring klippeskæret fra bølger fra allerede stilnede storme fra fjerne lande. Skæret har været kendt og minutiøst kortlagt siden 1500-tallet og alle og enhver vidste altså alt, hvad der var værd at vide. Det forhindrede bare ikke kaptajnen på "S. S. Norge" i at brage det store skib ind i denne temmelig bastante basalt-klippe med det let forudsigelige resultat 1-0 til Rockall. Hele episoden på denne stille og klare sommernat den 28. juni 1904 minder mest om en planlagt selvmordsaktion, for på en lys sommernat har man simpelthen kunnet se Rockall på mindst 10 kilometers afstand. Det var så her sømand Mathiasen trådte i karakter men altså først efter, at skibet var sunket med over 500 af sine passagerer. Han kunne måske godt have reageret lidt før, men bedre sent end aldrig. I det mindste var det da en del bedre end de andre skibsofficerer. Han gjorde da noget nyttigt.

Nu må man forestille sig , at sømand Mathiasen har været optændt af indædt beslutsomhed efter at overleve forliset, for han havde faktisk ikke på daværende tidspunkt endnu udfyldt den forplantningsmæssige forpligtelse, som Forsynet havde forsynet ham med. Klædelig beskedenhed forhindrer naturligvis denne skribent i at præcisere den stordåd, som sømand Mathiasen senere skulle udføre. Nå, men dér lå han altså i en stor redningsbåd sammen med en del andre overlevende muttersalene derude næsten midt på det store stille Atlanterhav. Der har sikkert været tid til en del tanker og mon ikke denne erfarne fisker ret hurtigt har kunnet kalkulere hvor mange uger det ville tage at ro storbåden tilbage til Skotland (mange!) I det hele taget må man vel forestille sig, at sømandens liv er passeret revy derude i båden på havet og vi så blot håbe, at han allerede da havde oplevet nok til i det mindste på denne måde at slå den lange ventetid lidt ihjel. Nemlig ventetiden på at at dø af tørst derude midt i alt det udrikkelige.

Det vil sige, så galt gik det naturligvis ikke, da denne skribent jo faktisk senere ganske vist indirekte blev plantet. Sømand Mathiasen spottede nemlig nogle garn, som oceangående fiskerbåde havde sat i nærheden og ræsonnerede ganske fornuftigt på typisk mathiasensk, at de sikkert nok ville komme tilbage for at røgte dem. Han var nemlig fisker selv. Sjovt nok var han den eneste af de ellers mange erfarne søfolk derude, som fik denne ellers ganske indlysende tanke. De andre overlevede til gengæld ikke så vi ikke nogen pålidelig underretning om hvad de dog tænkte på, mend de sejlede bort. Ingenting er nok det sandsynligste.

Derfor fortøjede han redningsbåden til disse garn mens de fleste andre både altså forsvandt udover historiens og horisontens kant. Det skulle vise sig at være ganske fornuftigt, for et par dage efter blev de alle reddet af fiskerne. Hvis det lyder helt simpelt og ganske uheroisk er det naturligvis, fordi det er det, det er. Kunsten i dette forlis bestod mest i overhovedet at finde og ramme dette skær, for selv uden søkort ville sandsynligheden for at ramme det ved total sejlads i blinde være mindre end 1:1 mill. udover at man altså sagtens kunne se det. Nå, men sømand Mathiasen trak sig derefter tilbage til de indre danske farvande ud fra den snusfornuftige mathiasenske betragtning, at næste gang han sank ville han gerne selv være i stand til at ro ind til kysten igen. Den eneste gang han senere satte sin fod på dækket af et større skib var så vidt vides på Storebælts-færgen. 

Han havde opfattet denne absurde hændelse som et vink med en vognstang fra Forsynet om, at han nok hellere "måtte stikke piben ind" som man sagde på søulkesprog dengang, og det gjorde han så. Ja, han gjorde det endda så effektivt, det der med at "stikke piben ind", at vi nu kan sidde her i dag og mindes denne tapre hverdagshelt. Inden vi nu møder indvendinger om, at man ikke kan være tapper, når man blot redder sit eget og ættens skind, så skal vi lige replicere: Jo, det kan man sagtens! Husk blot på den uhyre heltemodige luftkaptajn i SAS, Stefan Rasmussen, som helt uden faldskærm og andre muligheder nødlandende det overisede fly, som han vel til en start aldrig nogensinde burde være startet med. Denne usandsynlige helt fløj vist ikke senere ligesom sømand Mathiasen heller ikke senere vovede sig på langfart. Alle husker til gengæld stadig den tapre/uduelige Rasmussen, mens ingen udover den nærmeste familie længere husker den tapre sømand Mathiasen. Den sidste var ellers mindst ligeså heltemodig som den første, nemlig overhovedet ikke. Han var blot en lille smule mere koldblodig, men en helt?-nej, naturligvis ikke, blot en Mathiasen

Sømand Mathiasen havde dog alligevel oplevet et og andet på denne og andre ture og blev en yndet og elsket fortæller ved alle familiesammenkomster. Han havde i sjælden grad ordet i sin magt og det siger en del i en så begavet familie som en hel flok Mathiasen-er jo nødvendigvis er. Det var nu ikke fordi han betragtede sig som kunstner og skrev så vidt vides absolut ingenting, selv om der ellers havde været rigeligt at skrive hjem om. Det gjorde han altså ikke, men det er til gengæld masser af andre, der gør, altså skriver og selv om de ikke skriver hjem så kan det jo alligevel godt være, at der ikke er noget at skrive hjem om. Tag for eksempel dagens modtager af Gyldendals Boglegat, den 28-årige forfatter forfatter med det meget kunstneriske navn Dy Plambeck.

På portrættet af forfatteren ser hun særdeles passende noget kunstnerisk ud med øjnene tydeligvis helt bevidst indstillet på intetsomhelst Hun har tillige tillagt sig et til lejligheden sikkert passende dybt melankolsk ansigtsudtryk, som næsten nærmer sig det egentligt tårevædede, måske hun allerede tænker på det nye køkken, som prispengene måske skal bruges til. Eller hun har nok læst at sted, at sådan skal man se ud, hvis man vil virke dyb, for dyb, det er hun. Næsten ligeså dybt som den nådesløse Nordatlant var omkring klippen Rockall. Nu tror mange vel, at vi læser lidt for mange symboler ind i dette ultrakorte portræt af dette unge forfatter-frø, som vi aldrig nogensinde hverken har hørt om eller læst et ord af og det kan naturligvis sagtens være korrekt. Og så måske alligevel ikke.

Der er nemlig et ret fundamentalt problem i hele denne talentfulde forfatters livssituation og almindelige mangel på attraktion. Hun kom nemlig på "skriveværksted" som blot 20-årig og blev senere formelt uddannet som forfatter fra den forunderligt betitlede institution Forfatterskolen. Hun er altså mere professionel end de allerfleste andre og det må være derfor, hun henrykt kvidrer de næsten henførte ord: "Jeg er enormt forelsket i sproget" Ja, man kan næsten ikke vente med at kaste sig over lignende sproglige lækkerier i forfatterskabet fra Dy Plambeck for sikke dog en en mageløs udtryksfuldhed. Hvor har hun dog lært slige sproglige raffinerede finurligheder forstår man næsten ikke.

Alligevel fornemmer man en vis rastløshed hos denne unge forfatterinde. Hun vil nemlig gerne bo "nogle måneder i New York, fordi hun er fascineret af USA", altså ikke alt for længe, man skulle jo så nødigt miste noget af sin hjemmefra medbragte kunstneriske dybde. Fortsættelsen er næsten et kunstværk i sig selv: "Jeg vil gerne prøve at skrive i udlandet for at se, om det smitter af på min skrift at befinde sig et andet sted og kikke ud af et andet vindue" Nu ved vi ikke, om hun allerede har prøvet det noget billigere alternativ at sætte en stor digital fotoramme op foran vinduet med passende skiftende storbymotiver, men hele den her tilgang til livet forekommer altså ubehjælpsom og temmeligt ynkelig. Altså hvis man skulle have til hensigt at belemre sagesløse læsere med denne forbeholdne og ligegyldende stræben efter absolut ingenting andet end resultatet af forbehold overfor alting. Hun tager tydeligvis ikke til New York efter nogetsomhelst, som hun ikke allerede mener at have i forvejen, så hvad Fanden skal hun egentligt derover efter? Svaret blæser i den samme evindelige vind, som dengang i 1904 skabte brændingen ved Rockall og som producerede denne families helt almindelige og uundgåelige helt, sømand Mathiasen. Det var godt, at han ikke havde dette interview med Dy Plambeck med derude på Atlanten, for så ville han antageligt være faldet i vandet af bar ukontrollabel krampegrin, han var nemlig en både særdeles klog og uhyre lattermild mand og derudover en ganske svær mand (svær i samme betydning som flæskesvær) af sand garderhøjde, træk der tydelivis er stærkt ned-arvelige. Nå, det havde han altså til alt held ikke og overlevede således. Et liv, som der var noget ved og noget ved at fortælle om og ikke et liv, som allerede som Plambecks tydeligvis er blevet "plomberet" allerede fra starten af. Den uendelige historie om absolut ingenting.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start