onsdag den 10. december 2008

Hvad er en "Auto-Czar"? 

Selv om vi jo på denne travle årstid i et vist omfang forsømmer vores almendannende opgave (de det jo altså stadigvæk er ret vejsomt derude for os lettere tvangs-passionerede cyklister), så skal vi da lige forklare en sammenhæng i dag. Det drejer sig om noget, som uden denne nødvendige forklaring er fuldstændigt meningsløst, nemlig den nylige udnævnelse af en regeringsvalgt koordinator for den samlede amerikanske bilindustri. Fuldstændigt paradoksalt hedder det nemlig en "auto-czar", men det er der selvfølgelig gode historiske grunde til hvis man altså lige kender dem. USA er jo et historisk uhyre bevidst samfund i modsætning til os selv her i verdnes ældste og måske til gengæld mest "uhistoriske" monarki. At ingen danske journalister undrer sig over denne ret beset fuldstændigt absurde betegnelse for en amerikansk embedsmand er vel ikke uventet. Alt andet end den mest formørkede uvidenhed ville vel heller ikke være at forvente. USA har nemlig haft en enkelt czar engang for længe siden men godt nok en lidt mærkelig en.

Det drejer sig naturligvis om den største af alle "Mr. Speaker", nemlig formanden for Kongressen i slutningen af 1800-tallet, Thomas B. Reed, som har været portrætteret i et gammelt uge-emne, forresten et af de bedre synes vi selv. Dette eminent selvbårne menneske og denne helt ubeskriveligt displinerede frie ånd dominerede i et kritisk årti fuldstændigt den amerikanske kongres og var i lange perioder den eneste grund til, at det amerikanske demokrati overhovedet overlevede. Det indbragte ham det fra starten noget tvivlsømme øgennavn "Czar Reed", fordi man endnu dengang i de gode gamle dage inden Pol Pot og Robert Mugabe simpelthen ikke havde værre bandeord og kraftudtryk overfor det, som mange så som magtmisbrug, ja ligefrem tyranni. Ak ja, det var vist en anden og dejligere tid..

I den klassiske oldtid var det beslægtede ord "tyran" jo iøvrigt heller ikke nødvendigvis noget negativt ord og da slet ikke, når den typisk nyudnævnte tyran ellers vandt krigene da det jo fra en start ved det, han var blevet tyran-kåret for at gøre.. Det var jo nemlig ligesom dengang i det amerikanske Senat, at de klassiske tyranner først blev udnævnt, når landet i sandhed "var stedt i vånde" Kunsten for disse essentielt demokratisk valgte tyranner var så at ophøre med at være tyranner inden de selv blev Mugaber, Fristelsen til at fortsætte som tyran var jo iboende af samme størrelse som fristelsen fra denne skribent til at betegne Mug-ABE som det han er, nemlig et umenneskelignende abe-udyr, men det udelader vi af udfra politisk korrekte betragtninger, der som altid ligger os umådeligt meget på sinde. Alligevel modstod de fleste klassiske tyranner (der var ganske mange!) denne umådelige fristelse.. Om det har noget med deres fysiske størrelse at gøre ved vi til gengæld ingenting om, men vi har da vores personlige kæphest-teorier desangående. Vi mener naturligvis, at tyranniske træk står i omvendt proportionalitet med kvadratet på højden, men det er en helt anden sag. Små (og tykke) mænd er altid de værste, altså når de er tyranner.

Allerede samtiden frikendte nu totalt den særdeles magtfulde Reed for alle de autokratiske "czar"-træk, men ordet blev altså i det historisk bevidste amerikanske sprog som en reminiscens om en meget hårdhændet, men aldeles nødvendig måde at gøre tingene på. Nu er det jo ikke fordi vi herfra kræver eller overhovedet forventer af danske journalister, at de er udstyret med nogen videre almenviden, men alligevel burde man måske lige i dette tilfælde have undret sig en smule over stavemåden for denne amerikanske "czar". På russisk hedder det nemlig ligesom på de fleste centraleuropæiske sprog som tysk ligesom på dansk iøvrigt "tsar". Men igen, denne amerikanske udgave af den russiske despotiske "tsar" i skikkelse af den særdeles håndfaste Reed var dog endda selv mod slutningen af sin formandstid i stand til at spøge med sit eget øgennavn. Det foregik iøvrigt på en så sprogligt/humoristisk og aldeles intellektuelt overlegen måde, at vi herfra skal opfordre alle til at læse lidt op på denne åndelige og fysiske gigant, som denne første og hidtil eneste amerikanske "czar" var. Altså indtil den nye "auto-czar"

Det er nu alligevel utroligt at tænke sig, at "czar" dengang simpelthen var det værste bandeord, man kunne finde på. Trods alt resulterede det seneste århundredes tsar-dømme i Rusland ikke i flere dødsdomme IALT end der blev uddelt på en god halv og ret stille eftermiddag i 1936 under Stalin-terrorens højdepunkt af chefen for det hemmelige politi NKVD, Jezhov med det passende tilnavn "Den Blodtørstige Dværg" Så meget for den tyranniske "czar" Det reelle omfang af ondskaben og opfattelsen af denne er tydeligvis en temmeligt plastisk størrelse for at sige det lidt mildt. Måske størrelsen alligevel betyder noget? Den 2 meter høje og kæmpebrede Reed havde vist ikke nogen særlige mindreværdskomplekser og det har denne forfatter faktisk heller ikke (udover de aldeles indlysende, som samværet med fru Olsen medfører). Jezhov på knapt 1.60 var en noget anden støbning og de(n) ganske få og ganske usædvanligt ubehagelige personer vi selv har mødt i vores branche har nu osse lignet Jezhov en hel del mere end Reed. Lidt tykkere end bittelille Jezhov på under 50 kg. godt nok! Jo, "size DOES matter!" og det er højden snarere end drøjden, der bestemmer den potentielle ondskab, i omvendt proportionalitet altså.

Ellers skal vi inden turen mod Hammel lige runde op på gårsdagens bedrifter i nær og fjern. Der er et større Protools-system på vej til både Køge Ungdomsskole og Jydske Vestkysten i Esbjerg, en bunke stativer af de tunge til en lokal udlejer, projektorisenkram atter engang til Århus Universitet og så lige en bilfuld professionelt lys til Egmonthøjskolen i Hou. Det var så hvad vi havde valgt at bringe i dagens kortforms-version af den absolutte sandhed, som vi ser den. Nå nej, som den er, naturligvis! "Tsar" Poul har talt og forlader nu bygningen, kæmpehøj som Reed, en helt rigtig mand som de alt for sjældent ses.
Den sidste karakteristik gjaldt kun Reed bemærker fru Olsen noget sardonisk...Sikke klassiske vi blev i dag.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start