mandag den 22. december 2008

George W. Bush

Engang sagde en kendt statsmand, at man ikke kunne snyde alle mennesker hele tiden men nok allesammen i det mindste et stykke tid. Nu blev denne amerikanske præsident, som iøvrigt har produceret den største visdomspulje af dem allesammen (det siger faktisk en del) jo som bekendt skudt i et teater. Han hed forøvrigt Abraham Lincoln og er vel et seriøst bud på den mest fremragende præsident, USA nogensinde har haft. Selv om han altså var så eminent havde han nu nok alligevel ikke kunnet forestille sig, at fremtiden så ubønhørligt skulle gennemhulle hans tro på sine medmenneskers kollektive intelligens. Man må jo huske på, at Lincoln var fra en tid, hvor man troede på, at oplysning skabte bedre mennesker. 

Det er også muligt, at det er sådan, men i så fald er oplysningen altså en temmeligt tvetydig størrelse. Tag nu for eksempel den nylige episode med præsident Bush og skokasteren i Bagdad, som er ganske god at blive klog af. De allerfleste har vel set TV-klippet med den ophidsede iraker, der i fin stil og i god overensstemmelse med sit lands stolte juridiske traditioner for stenkast mod små voldtagne piger gravet ned i jorden kastede sin sko efter præsident Bush. Sympatien burde være ret utvetydig ville Lincoln nok mene. Man kan vel nok trygt regne med, at denne lokale forsvarer for demokratiet kun har anvendt skoen af mangel på mere dødbringende våben som et andet godt gammelt traditionelt arabisk våben, vejsidebomben. Tænk hvor lang tid der ville være gået for den mellemøstlige ikke voldsomt ekspansive teleindustri at opfinde en effektiv fjernstyring for disse bomber selv...Man siger undertiden med betydelig ret, at denne del af verden normalt ikke bidrager med større nyskabelser, men den igangværende konflikt er altså en nyhed i denne henseende. Ikke særligt glorværdigt godt nok, nok snarere det modsatte.

Nå, denne mester i sten/skokast blev naturligvis den store helt i den arabiske verden og da de fleste normalt holder med hjemmeholdet er det til at forstå. Noget vanskeligere er det at forstå, at også de fleste politisk korrekte danskere ser episoden med de samme øjne. Især fordi hele episoden viser noget helt andet og det lige ud i fjæserne på alle, der gider åbne øjnene. Nu er præsident Bush' eneste fællestræk med Lincoln nok, at de begge har været præsidenter og Bush vil bestemt ikke gå ind i helte-galleriet sammen med Washington, Jefferson, Lincoln, Reagan og de andre store. En placering nede omkring præsident McKinley vil nok være noget sandsynlig, han var nemlig også en nullitet. Alligevel kræver det vel et akut fordomsfuldt tunnelsyn for ikke at kunne se, at Bush i den grad er en helt i situationen. Han behersker simpelthen den her helt uventede hændelse til perfektion. Hvis man mangler et nyligt eksempel på en noget mere ynkelig statsmands-attitude kan man jo tænke tilbage på statsminister Foghs reaktion på angrebet på ham med maling. Dengang var reaktionen faktisk en smule sølle grænsende til det egentligt ynkelige. Næsten som en angst undskyldning dengang hos Fogh, helt anderledes med Bush. Bush' efterfølgende bemærkning om, at det var en "size 10"-sko er simpelthen et vidnesbyrd om, at nok har USA haft en ikke ret god præsident, men de har haft en modig og uhyre koldblodig en og den helt rigtige karakter for en med fingeren poå knappen.

Helt anderledes end Fogh altså med Bush, som med smil i øjet kvikt undviger først den ene sko og straks derefter den anden med sikre og adrætte bevægelser og klar fokus og øjenkontakt. Ingen angst her overfor denne irakiske forkæmper for det store verdensomspændende demokrati. Nu er der jo absolut intet, som en republikansk præsident kan gøre, som vil kunne vinde nogen accept i Danmark og endnu mindre kan en dårlig præsident som Bush gøre det. Nå nej, det er jo altsammen republikansk og lige dårligt, også det gode. Udover selvfølgeligt det tvivlsomme i, om nogen danskere overhovedet kan skelne mellem alle disse grå-toner af amerikansk elendighed, som de danske medier fremstiller i det republikanske USA. Nå, det bliver jo principielt bedre med Obama og muligvis også for amerikanerne selv. Det sidste er måske mere tvivlsomt.

Denne episode med skokasteren er også kommet til Århus og det endda til en café, der bærer et navn efter en kendt kosmopolitisk og kultiveret komponist, nemlig Café Mozart. Det er et noget misvisende navn.Dér kan man nemlig kaste med en helt autentisk størrelse 44-sko kaste til måls efter et billede af Bush. Indehaveren har endda gennem forskellige kanaler kunnet skaffe en sko af ganske samme slags som den/de, der blev brugt i Bagdad. Han har nok fået dem fra sin fætter med eller uden moms, for Cafe Mozart er nemlig ikke ejet af nogen særlig etnisk dansker og traditionelt er der mange fætre i de familier. Det kunne jo have været ligemeget og er det naturligvis også, men altså ikke lige i dette tilfælde. Lige akkurat her er undertegnede en lille smule overfølsom overfor denne lokale "demokrati-happening" dernede på Cafe Mozart. Vi danskere har muligvis ikke det endegyldige svar i enhver demokrati-diskussion men denne måde at kæmpe for demokrati på er altså ikke særligt demokratisk og så er det da vist udtrykt lidt mildt. Ordet "hjernedødt" presser sig unægteligt på. Som eksempel på det høje åndelige udviklingstrin dernede i Bagdad er det til et gengæld en glimrende manifestation. Nu er sko jo iøvrigt et tidligere anvendt middel i debatter. Den daværende sovjetiske leder Krustjov bankede jo ifølge traditionen også engang ved et topmøde med sin sko i bordet. Dengang medvirkede det til hans fald, fordi chefer ikke formodes hverken at tabe hovedet eller gøre sig selv til grin. Forskellen til sagen er Bagdad er så mest, at medier og andre viljeløse medløbere denne gang så selv er dem, som bliver til grin. 

Demokratiet har mange fremtrædelsesformer. Dog er hverken episoden i Bagdad eller dem i Café Mozart nogen af dem. Måske er det bare sådan man gør dernede. Enkelte vil vel kunne huske den jødiske David og hans pletskud mod den filistriske kæmpe Goliath. David ramte som bekendt og blev iøvrigt en magtliderlig og også på anden måde jo som bekendt en noget liderlig konge. Bush er tydeligvis på en ikke mindre udpræget Urias-post end den Urias, som kong David fik ram på overfor de kritikløse danske medier, men derfor var han nu god nok på sin egen måde. Han var nemlig kold, da det gjaldt og lige netop i den henseende og vel ingen andre kommer han på højde i koldblodighed med den spanske konge Juan Carlos under skyderierne i forbindelse med et kupforsøg i parlamentet, hvor han også som den eneste bevarede fatningen og stolt stod mens kuglerne fløj. Bush' drillende "Kom bare an!"-blik vil måske engang blive anerkendt som hans stolteste stund. Ikke meget måske, men dog mere respekt end kasteren og hans støtter på Cafe Mozart fortjenert.

Ellers taler mange jo om krise, men som vi har været inde på i årets løb, gælder det bestemt ikke den danske vinylplade-branche. Lige der oplever man eksplosiv fremgang næsten som en hel vejsidefuld klyngebomber. Det indtryk får man ialtfald i forbindelse med en flersiders-artikel i søndagens JP. Det går simpelthen så skidegodt, at selv Fona på Strøget i København har fået en specialafdeling for LP-er. Der rykker det simpelthen for vildt og som den unge disponent udtrykker det, så har dagens omsætning af LP-er været "meget tilfredsstillende" Da han så samtidigt remser antallet op kan man forstå hans begejstring. Der er nemlig solgt ialt 9 stk.og da både produktionspris og håndteringsomkostninger for LP-er jo ligger en del over tilsvarende CD-er kan vi vel højst regne med en nettoindtjening på en 20-er pr. stk. Fraregnet moms vil denne salgssucces altså yde det fyrstelige beløb af 144,- i bruttoindtjening. Man skal vist være arveligt belastet med svær mongolisme eller som Stein Bagger have fusket sig til en akademisk grad for at se det her som "meget tilfredsstillende" Det er simpelthen en mega-fiasko og aldeles spild af plads i en strøgforretning, hvor hver eneste kvadratmeter skal give mange tusind kroner i kassen for simpelt overlevelse.

Den danske vinylbranches success er altså en relativt relativ størrelse. For at beskrive den må vi bevæge os over i en anden blomstrende erhvervssuccess, nemlig markedet for isvafler. Hvis vi antager, at enhver dansker i løbet af sommeren indtager blot en enkelt vaffel til 25,-, så svarer det ret præcist til hvor mange penge den samme dansker gennemsnitligt vil komme til at bruge på vinylplader. Desværre for pladebranchen er der ikke tale om 25,- pr. dansker pr. år, nej, vaflens pris udgør desværre ganske præcist branchens samlede omsætning de næste 100 ÅR i dagens kroner på vinylplader. Hver dansker bruger nemlig i dette jubelår mindre end 25 øre på LP-er og da da 25-øren jo er afskaffet kan man vel godt runde det ned til absolut ingenting, for det er jo det, det er. Hvis det her skal betegnes som en success så fri os da for omtale af branchens fiaskoer. Dem er der vel også enkelte af, uha da, de må være slemme.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start