onsdag den 31. december 2008

Disney's juleshow.

Nu er denne årstid jo traditionelt en tid for særlig eftertænksomhed, men det gælder nu ikke for denne skribent. Vi tænker os nemlig osse om resten af året (selv om denne side muligvis ikke altid bærer større præg af det), så derfor er denne tid nærmere en slags forlænget frikvarter, hvor tankerne snarere kommer til at flyve lidt friere. Om gamle og nye venner for eksempel.

Som den 117. genudsendelse af Disneys gamle politisk små-ukorrekte juleshow (hvem husker ikke Jesper Fårekylling gribe efter sin pincenez for at få bedre udsyn til de afklædte parisiske yndigheder i "Pinocchio?) viser, presser gamle minder sig dog på. Ikke mindst er der jo altid elementet af "gensyn med vennerne", når man i juleferien i hjembyen mødte de gamle skolekammerater og udvekslede dyrekøbte livserfaringer. Disse erfaringer havde da været dyre i den forstand, at de jo uvægerligt havde kostet alle de penge, som man havde plus typisk dem, man kunne låne, og meget dyrere kan det vel ikke rigtigt blive.

Det dyrekøbte bestod ganske også i, at de allerfleste tilsyneladende havde realiseret deres livspotentiale til fulde. Hvis de således i skolen havde været lettere indskrænkede og noget indesneede i deres horisont og almindeligt udsyn, var de naturligvis kun flyttet et par parcelhusgrundes-vej væk fra det fædrene (mødrene?) hjem. Når man så genså disse gamle kammerater i disse uendeligt trøstesløse omgivelser, som altså engang havde været ens eget lykkelige barndomsmiljø, kom man altid til at tænke på, at der altså er en grund til, at der stadigvæk bor mennesker i det røvsyge og pissekolde Østgrønland. Logisk, selv om det jo også er ganske uforståeligt.

De ved givetvis godt, at der derovre på sydvestkysten af Grønland både er meget varmere og isfrit hele året, men alligevel pakker de sig alligevel sammen deroppe midt i al pakisen. De må altså kunne lide det, og på min fødeø Endelave er flugten til fastlandet ellers enestående let og kræver ikke engang en dyr billet til "Grønlandsfly". Fastboende øboere betaler nemlig ikke for færgen. Alligevel bliver de der altså. Måske kan man leve under uhyre primitive forhold, ja måske endda endda trives helt fint? En del kunne tyde på det. Når man møder disse gamle venner i denne tid ser de ihvertfald glade nok ud som sikkert også de indfødte på Tahiti gjorde, da de så kaptajn Cook første gang, men det sidste er noget lettere at forstå. Der er jo ganske usædvanligt rart på Tahiti og en del varmere end på Endelave. Og så pigerne..

Nej, i dag skal der lyde en særlig tak til de gamle venner, der blev tilbage. Uden jer ville man nemlig ganske umuligt kunne være sikker på, hvad det lige præcist var, som man altså ikke gik glip af ved at flygte. Hvis den foregående forekommer tåget betyder den vist mest, at der kun sjældent er nogen grund til at opsøge den fortabte ungdomstid. Det skulle selvfølgelig lige være for at studere, hvordan det gik hende den stangsmarte, som man forgæves bagte på i hele skoletiden og som man endda en enkelt gang så Disney's juleshow sammen med. Livet bliver på denne måde til en slags gammeldags Hollywood-western, hvor skuespillerne sidder stille på en hest i forgrunden, mens verden galopperer forbi i forrygende let hoppende fart på et rullelærred i baggrunden. Hvem der bevæger sig bliver således mest et definitionsspørgsmål. Ak ja, al den filosofi og så bare fordi man har set juleshow.

Det allerbedste ved denne tid er dog alle de pudsige, smukke, ømme, hjertelige og helt uventede hilsner fra tudsegamle og spritnye (og alt det midt imellem) venner og kunder og andre dejlige mennesker i en forrygende pærevælling. Ja, 2008 blev endda året for et hyggeligt gensyn med en gammel ven fra den gode tid i Dansk Audio Teknik, der ellers i lang tid har været ligeså fjern som de traditionelle "drømmespor" blandt Australiens indfødte "aboriginals". Man kom efterhånden næsten til at tvivle på, om det her overhovedet var sket på samme måde som det var svært at forstå, hvordan der lige pludseligt kom farver på Disney's juleshow men det gjorde der altså og det vist endda fra det ene år til det andet

Nå, det er vel ikke usædvanligt at se sin omverden lidt i sort/hvid som ung, det var ihvertfald de farver, der blev brugt da jeg var dreng dengang i datidens TV med Ingvald Lieberkind og Jørgen Clevin og Ingrid og Lillebror og vel også i de største dele af barndommens erindringsverden. Denne farveløshed burde vel være en etableret kendsgerning. 

Dansk Audio Teknik var altså alligevel noget helt andet og meget mere end den noget ynkelige og jammerlige afslutning ja, der var endda helt rigtige og vellignende farver på dengang, men det er jo heller ikke så frygteligt mange juleshows tid siden det startede i 1991. Det er jo ikke meget set i den uendelige målestok, som afstanden til ens egen barndomsverden er. Det er naturligvis også derfor vi nu genopliver navnet, så tak, Niels! Det var engang en dejlig tid, og det kan det blive igen, ja det er det faktisk allerede. Mest fordi altså det gamle ramlede sammen.

I morgen vil vi så afsløre et par nytårsforsætter, men allerede nu kan vi da afsløre, at dagen i dag med forhåbentlig velvilje fra mulige højere magter gerne skulle være den allersidste dag i noget år, hvor denne skribent ikke endnu er blevet viet til den underskønne fru Olsen. Det bliver en stor dag, hvor man endelig, endelig vil kunne kalde sig Poul Olsen! Jeg glæder mig allerede til næste års mindeværdige juleshow. Ligeså uendeligt mindeværdigt som alle de andre.
Godt nytår allesammen!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start