Relikvier

I middelalderen fandtes der en blomstrende handel med alle de efterhånden mere og mere usandsynlige personlige effekter, som Jesus og derefter et naturnødvendigt voksende antal helgener havde efterladt sig. Allerede dengang var væksten en nødvendig og integreret del af økonomien. Lige i den henseende var det jo praktisk nok for den gryende kristendom og denne del af det kristendoms-industrielle kompleks, der opstod, at der kom konstante nye forsyninger af alle disse effekter, som kaldtes relikvier. Hvis der slet ikke havde været nogen korporlig forfølgelse af alle disse helgen-spirer, havde der jo ikke været nær så meget at komme efter, så set i eftertidens klare lys, var der måske en mening med den spirituelle galskab.

Nu har det aldrig været videre indlysende for denne skribent hvorfor man i alverden dog fra kirkens side både sanktionerede og efterstræbte alle disse ligegyldige efterladenskaber som splinter fra Jesu kors osv. osv. Meget held havde disse effekter jo da ihvertfald ikke bibragt deres oprindelige “ejere” på denne tid, hvor en helgengørelse næsten i praksis var uløseligt forbundet med den kommende helgen-aspirants særdeles voldsomme død. At samle på alle disse splinter fra korset (som iøvrigt lagt sammen ville kunne udgøre et kors på mindst 50 meters højde, ægte kan de næppe alle have været eller også er de måske bare som legenden om Jesus vokset efter den tilsyneladende død) var og er en underlig beskæftigelse. Altså lige indtil nu.

Det kan sikkert være derfor, at undertegnede har kastet sig over denne helliggjorte hobby, nemlig at samle personlige relikvier. Når nogen gennem så mange århundreder har været en centralt accepteret del af det kristne trossamfund, sådan en slags “kristeligt sanktioneret frimærke-samling”, så er det vel OK skulle man synes. Ihvertfald har vi for fuld skrue kastet os over indsamlingen af alle de effekter, som tidligere fandtes i den lokale højborg for professionel audio-kompetence, nemlig den nyligt hedengangne Dansk Audio Teknik Professionel. Lokalerne er jo nu blevet rømmet og tilbage bag de låste døre står som udbrændte amfibie-kampvogne på Omaha Beach i Normandiet den 6. juni 1944 kun nogen ellers ganske praktiske flytbare kasser, som denne skribent oprindelig kommissionerede.

Lige præcist dem er der ikke meget ved, for det ville jo kræve, at man så sig selv som en helgen (og det er jo trods en betydelig fantasi ganske svært), men der er til gengæld en hel masse andet. Gemt derude i byrummets umådelige køkken-mødding må der være en hel masse mere interessante efterladenskaber efter det, som man vel i mangel af bedre kunne benævne med arbejdstitlen “Klostergade-kulturen” (tak for inspiration til Ertebølle-kulturen og alle I andre) Derfor er vi altså gået på jagt efter de monumenter og symboler på datidens storhed, som udgjordes af diverse skriveborde m. m. Rent stilistisk var disse kolossalt overdimensionerede borde arkitektonisk inspireret en del af en anden kultur, som også forlængst er gået under, nemlig den såkaldte “brutalisme”, her i området promoveret af arkitektfirmaet Friis & Moltke. De er skide-grimme, men til gengæld imposante grænsende til det egentligt vulgære. Som sagt, hvis det skulle lykkes at finde disse arkitektoniske unika, skal vi da nok poste info på disse sider. 

Godt nok har de gamle ejere som alle hære på tilbagetrækning til alle tider ikke akkurat givet os mulighed for overhovedet at købe nogetsomhelst af disse uvurderlige genstande. Der går altid lidt “Den brændte jords taktik” i alle skilsmisser. Ræsonnementet har nok været, at det var bedre at brænde dem af end at sælge det til os og deri ligner nutiden vist også den skæbne, som blev Jesu kors til del. Det fyrede man så vides også med, men det forstår man nu til gengæld godt, da alternativet jo ellers ville have været tørret kreatur-lort. Det andet her giver måske knapt så meget mening, men sjældenheden øger jo som altid priserne. Hvis der altså havde været mere end en enkelt samler…

Om ikke andet, så øger det i det mindste vores egen interesse, for allerede for mange måneder siden fik vi nemlig efter utallige henvendelser at vide, at alle disse effekter forlængst var solgt. Det viste sig senere at være en noget modificeret sandhed, da så vidt vides overhovedet ingenting nærmest nogensinde blev solgt, blot givet væk eller altså måske brændt. Det var nok det de mente og det helt umisforståeligt. Det var vist mest for at vi skulle holde snitterne væk. 

At vi måske ikke ligefrem var elskede var vel ikke noget chok,(det ville da have et meget forsinket et af slagsen) men ligefrem elsket så lidt? Men som sagt, om vi så skal bruge kulstof 14-analyser og dendro-kronologi på eventuelle gnavere, så skal vi nok finde nogen af effekterne, der både er fysisk store og uhyre iøjnefaldende grænsende til egentligt “øjebæ”. Det var nemlig en rigtig stolt tid engang når man altså lige ser bort fra den sidste tid, og effekter fra den store tid er virkeligt værd at samle på. Desværre er det så altid undergangen, som eftertiden husker én for og vel heller ikke ufortjent. Ikke mindst kreditorerne ser jo næppe den rosenrøde fortid. Lige i dette tilfælde er det nu særligt trist, fordi så mange års storhed faktisk gik forud og så var det hele alligevel som titlen lød på en klassisk amerikansk film “Gone in Sixty Seconds” Ak ja, “sic transit gloria Mundi”! Eller som Robert Plant og Alison Krauss med Don og Phil Everly´s udødelige ord udtrykker det: “Gone, Gone, Gone!”

Ellers er det ved at være tid til at abonnere på denne juls absolutte kommende superhit indenfor voksen-underholdning. Nej, vi taler ikke om de sædvanlige mandlige interesseområder, men naturligvis om denne lille “åndfuldhedens oase”, som denne side jo er. Derfor udgiver vi årets absolutte guldkorn i flot indbundet udgave med personlige dedikationer til særligt legitimerede kunder. Den krævede legitimation består nu udelukkende i at kunne læse, så tøv ikke med at hoppe ombord. Om mange år vil du kunne fortælle ved den uhyre kedelige julefrokost, at du “var med”, dengang denne begivenhed fandt sted med denne betydelige udgivelse. 

I det mindste kan vi da trøste os med, at denne side er blevet læst af en hel del flere end de samlede værker selv af den nye leder af forfatterskolen i Esbjerg, som jo ellers har redigeret “Ud&Se med DSB” og det er dog noget uden at være noget særligt. I den anledning vil vi gerne bede om kommentarer til at trykke på det farvestrålende omslag fra folk, som har læst med i årets løb. Jo mere kendt du er og jo mere rosende du udtaler dig er sandsynligheden for, at din kommentarer kommer med, så spar endelig ikke på superlativerne og husk , at alle adjektiver har en superlativ-form. Det kan simpelthen slet ikke rosende nok!. Osse dem, der ikke er spor rosende desværre. Vi har endnu ikke helt besluttet om disse skal med i ytringsfrihedens navn men vi vil nok i alsidighedens interesse spørge et par tidligere notabiliteter i pro-branchen. Deres svar er nok forudsigelige som Rønn Hornbechs i går, men så er de da blevet hørt..
Inden vi afviser alle rekliviers virkning som ren fup og humbug skal vi da lige minde om, at i Frans Bengtssons klassiske roman “Røde Orm” hjælper et skrab fra det store relikvie “Jakobs Klokke” trods alt mod Harald Blåtands tandpine i den blå tand, så måske er der alligevel noget om snakken. Som sagt, vi skal nok finde noget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *