onsdag den 5. november 2008

Netværk m. m.

I dag vil vi fundere lidt over det underlige begreb "network", som det heller ikke særligt danske ord "netværk" vel efterhånden er blevet oversat til. Inspirationen er atter en gang kommet fra den indtil videre forsvundne ejer af det ny-fusionerede firma Wavehouse, der som en mandlig pendant til de danske afklædte skønheder Tove Maës og Birte Tove må finde sig i en evig ungdom på celluloid-strimlen. For grundlæggeren af Wavehouse er der den yderligere krølle på historien, at udover det tidligere omtalte længere filmklip på Monitor.dk af betydelig kunstnerisk kvalitet er der samme sted lidt tidligere et større interview med samme Bremer om det dengang uhyre succesfulde gazelle-firma Wavehouse. Det var nu vist desværre dengang, ligesom Tove Maës med den bare mås i "Ditte Menneskebarn" Det er tydeligvis noget helt andet i dag end dengang for altfor kort tid siden. Selv Toves mås varede dog trods alt årtier snarere end måneder.

Den omtalte mindre (i betydningen ikke særligt høj naturligvis, andet er jo ikke muligt) mand er nu ifølge rygterne stadigvæk et sted derude, mens selv filmstrimlen vel efterhånden er falmet en hel del for de danske afklædnings-pionerer. Det er nemlig bl. a. denne mand, som i vores branche har medvirket til at re-definere begrebet netværk ihvertfald for denne indrømmet heller ikke voldsomt observante skribent. Med min egen baggrund i den simple og overskuelige fisker-kultur har det nemlig altid været ganske simpelt altsammen: Enten har man fanget nogle fisk eller også har man ikke. Hvis man ikke har er der ikke noget at snakke om.

Det var en kultur, hvor man trods mange timers monotont samvær ikke sagde ret meget til hinanden, vel nok mest fordi der ikke var meget at sige. Eller skrive hjem om, for den sags skyld, og det ville også have været ganske svært, da der ude til havs var masser af fløjte-tønder men absolut ingen postkasser. Det var en tavs og stille eksistens i dybe tanker derude på vandet nok mest fordi der ikke var meget at se på udover en færge i ny og næ. Dengang blev det som datidens frygtede calmette-vaccination dybt indpodet i os unger, at man squ nok ville komme til at arbejde for sagen som voksen ligesom for at fange de skide fisk. Helt unyttigt var det vel ikke at lære livet denne vej rundt, men noget kedeligt var det nu.

Enter vores gamle kollega med den mirakuløse "networking" Allerede for næsten 25 år siden og længe inden ordet overhovedet dukkede op i Nudansk Ordbog var denne gamle kollega en absolut foregangsmand i kunsten at skabe forbindelser, en ren troldmand faktisk, en ren Karsten Reé, bare uden alle milliarderne. Som en anden stor samtidig kommunikator, Ronald Reagan (som altså "just for the record" stadigvæk er en helt for undertegnede), så erstattedes al teknisk kompetence og faktuel viden med en "feel good" uhyre hjælpsom atmosfære. Det var et virkeligt kvantespring, som salig Niels Bohr nok ville have udtrykt det. Det var en radikalt ny måde at drive business på. Og så virkede den.

I flere årtier nød denne proto-pioner en fortjent success i den danske professionelle lydbranche og var vel kendt som ingen andre. Lidt glamour er der jo også altid i at være omkring de store og hvis man ikke selv kan være det, kan man jo da i det mindste opsøge én, som har været der. Et andet begreb, som senere skulle blive kendt som "storytelling" blev også dengang en selvfølgelig del af salgsarbejdet og det gik godt, rigtigt godt og rigtigt længe. Der var bare omkostninger ved det og litterært interesserede kommer vel uvægerligt til at tænke på Oscar Wildes mesterværk "Dorian Grays Billede" Ikke alt var, som det så ud på overfladen og en del så noget værre ud, end nogen havde kunnet forestille sig.

Det viste sig nemlig og måske ikke ganske overraskende, at der tilsyneladende objektivt var et maksimum for denne "feel-good"-strategi. Når man var blevet gode venner med tilstrækkeligt mange mennesker samtidigt steg omkostningerne ved at vedligeholde dette uhyre ekspanderede netværk tilsyneladende eksponentielt. Der var simpelthen en naturlig begrænsning på det antal mennesker, som man kunne være gode venner med samtidigt uden at begynde at blive uvenner med nogen af dem igen. Hov, måske er vi på sporet af en mulig Nobel-pris her selv. Ihvertfald blev det efterhånden særdeles kostbart for de forskellige organisationer at afholde udgifterne til denne ellers i lang tid successfulde "networking". Ja, det blev faktisk så kostbart, at det kostede flere af dem deres kommercielle liv. Ja, ingen af virksomhederne eksisterer faktisk overhovedet længere. Dyrere bliver det vist ikke.

Nu kan vi naturligvis ikke sige, at noget, som i flere årtier er en ubetinget success, som endda også har forført denne skribent, kan betegnes som en fiasko, absolut ikke. En del tyder blot på, at "networking" fungerer som billedet i "Dorian Gray" Den glittede overflade kommer efterhånden i større og større konflikt med den bagvedliggende substans eller rettere det, som burde være substansen. Når det så har stået på tilstrækkeligt længe er salgsmodellen baseret udelukkende på anvendelse af "networking" ligeså passé som Toves mås 4 årtier efter sidste salgsdag.

Om det så lige præcist er dér, vi er i dag er ikke helt klart, men vi har ihvertfald været på vej længe. Som den gamle IT-boble er der en tid for alting, som allerede "The Byrds" besang i Dylans "Turn,Turn" Tiden for den engang revolutionerende "feel good"-salgsteknik er vist bare forbi og mere end en hel del tyder på, at den gamle fiskerlærdom lært derude på det iskolde og ensomme hav måske alligevel var den rigtige. Man skulle alligevel arbejde for sagen hver eneste dag. Det var også på tide nu her tæt ved 50 år efter al det her "networking"-blændværk uden nogen substans. De onde græd alligevel til sidst, mens de gode lo. Vi nøjes nu med at smile lidt.

Vi kunne dog dengang ikke helt som gamle fiskerdrenge lade være med at skule beundrende til de olympiske katemaran-både derude, den såkaldte Tornado-klasse uden nogen køl eller anden vand-forbindelse. Ingen kunne sejle så hurtigt som dem, når vinden var stik agten og ingen skibe på havet kunne kuldsejle så endegyldigt ved at brase ind i havnemolen, når vinden vendte. Lige dér klarede vi andre bidevindssejlere os bedre og vinden er tilsyneladende vendt. Kølbådene med den stabile vandforbindelse og gode ballast var måske slet ikke så dårlige endda.
Det var måske slet ikke så dumt at være fiskerdreng alligevel. Lidt klogere blev man da åbenbart.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start