onsdag den 12. november 2008

Engelbert Dollfuss

I dag vil vi med udgangspunkt i denne antageligt forlængst forglemte person fundere lidt over, hvordan erkendelsen undertiden skrider frem og undertiden ikke gør. Det skyldes mest et indslag i gårsdagens TV2-nyheder, som var direkte skræmmende og næsten mere uhyggeligt end det nylige og her på dette sted flere gange citerede klip på Monitor.dk, som der forresten er kommet et direkte link til på detBatter-siden under "Dagens Ord". Det er nu osse i sandhed mindeværdigt. Iøvrigt har ingen hidtil vundet rødvinen, som blev udlovet i går, så nogen helt triviel opgave har vi tydeligvis ikke stillet.

Tilbage til udgangspunktet. Udover at være den fysisk mindste diktator i Europas nyere historie (og det endda med en komfortabel margin, manden var blot en forvokset dværg), var Engelbert Dollfuss Østrigs sidste diktator. Uhyre få vil vide, at Dollfuss blev dræbt i 1934 ved et aldeles amatøragtigt nazistisk kupforsøg. Forsøget var faktisk så amatøragtigt, at det ikke lykkedes på trods af, at modforanstaltningerne fra regeringen var så ufatteligt impotente, at Dollfuss døde af simpel forblødning fra et ellers ufarligt sår efter 12 timer, hvor der absolut ingenting skete. Det var virkeligt en sølle afslutning på det engang så stolte Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki. Den lille mand med åbenbart alt for lidt blod døde bare helt hjælpeløs. Det gjorde kupforsøget så osse uden at det naturligvis fik nogensomhelst konsekvenser for attentatmændene, og selv om Dollfuss´ efterfølger Kurt von Schussnigg heller ikke var nogen særligt flink mand var han dog som Dollfuss noget mere human end det, som kom i 1938. Da invaderede Nazi-Tyskland jo som bekendt det aldeles defaitistiske Østrig, og den lillebitte relativt uskyldige fascist Dollfuss var blevet erstattet med "Det Store Dyr i Åbenbaringen", Hitler selv.

Defaitismen og "de små mænd" er selvfølgelig ikke døde med Dollfuss. Det kan altid blive værre selv om det måske er alt for godt i forvejen, og hvis man ikke er særdeles opmærksom på dette, så bliver det det osse. Hvis man skulle være i tvivl kunne man jo i går følge "debatten" om tegneren Kurt Westergård og dennes nye meritter. Han har åbenbart dristet sig til at tegne nogle nye tegninger, godt nok ikke af Muhammed, men om noget helt andet. Det hjælper ham nu naturligvis ikke det allermindste, for den islamiske "fatwa" over ham kan ikke appelleres. Derfor er det naturligvis ganske ligemeget hvad han tegner, dræbes skal han alligevel. Juridisk er det interessant nok en temmeligt barbarisk videreudvikling af den ellers tidligere her i Norden strengeste straf, nemlig såkaldt "livsstraf/fredløshed", som jo kunne undgås ved simpelthen at forlade landet. Kurt hænger vist bare på den.

Direkte adspurgt af den undrende TV2-journalist (læs: den helt ubegribeligt stupide), om Westergård ikke var bange svarede han, at når man var i hans alder, så blev man lidt mindre bange og forresten var det måske lidt ligemeget, om man var særdeles efterstræbt på livet eller lidt mere efterstræbt, forskellen var mere end akademisk. Det fattede journalisten tydeligvis intet ligesom han heller ikke gjorde af nogetsomhelst andet. I denne den landsskadelige jpurnalistiks jerimiade henvendte samme skamplet på standen sig helt forudsigeligt til de åbenbart 2 eneste i sin notes-bog, nemlig den såkaldt "moderate" danske imam Abdul Wahid Petersen og den aldeles ubegribelige og usandsynlige "ekspert", religionshistorikeren Tim Jensen. Hvad der gør den ubetingede sharia-tilhænger Petersen til moderat har vi aldrig begrebet og hvorfor man interviewer Tim Jensen på TV er endnu mere ubegribeligt. Undertegnede får simpelthen myrekryb af at se denne Jensens uhyrligt vellystige "solen sig" som en forædt kvælerslange foran kameraet. Hvis vi nogensinde har mødt en person eller blot set billeder af én, som fremtræder mere afskyeligt har vi da tydeligvis fortrængt det.

Uhyre forudsigeligt grænsende til det kvalmende banale forudsagde disse såkaldt "uvildige" eksperter naturligvis, at Westergårds nye tegninger (som de godt nok ikke havde set, det var jo heller ikke relevant naturligvis) ville skade det, som de på forunderlig, næsten "orwell´sk" vis kaldte "dialogen" mellem de rabiate muslimer og det danske samfund. Det fik naturligvis i dette mageløse journalistiske platte makværk lov at stå uimodsagt til sidst, hvorefter man gik over til næste punkt på den defaitistiske dagsorden. Det drejede sig om den fortsatte føljeton om den inderlige menneskeliggørelse af den terror-dømte tuneser, som i et juridisk vakuum altså atter bor ganske tæt på sit planlagte offer, altså Westergård. Vi taler altså om en mand som allerede er dømt til udvisning. Ikke at man behøver at være dømt for noget for ikke at få opholdstilladelse men end ikke det ved disse hjernelamme journalister i deres korstog tydeligvis noget om. Virkelig en skændselsdag i de elektroniske medier!

Og hvor det så, at Dollfuss kom ind? Jo, det, der gjorde denne "lommediktator" (som det hed dengang man begyndte at bygge de tyske såkaldte "lommeslagskibe") bemærkelsesværdig for eftertiden var, at selv om han ikke var det mindste elsket i sin samtid, så viste hans efterfølgere dog alligevel, at han faktisk havde været en overordentligt anstændig mand. Westergård er heller ikke nogen hverken særligt karismatisk mand og vel ikke engang nogen særligt god tegner. Alligevel står han altså som en Dollfuss i sin samtid for noget, som alligevel fortjener al støtte og da ikke mindst imod tidens bedste bud på kollaboratører med Mørket og Mordors stenkastende sharia-horder. 

Vi venter stadigvæk på en god apologetisk forklaring fra disse Mørkets repræsentanter i Danmark på rimeligheden af steningen af en 14-årig somalisk pige. Hendes eneste synd var, at hun var blevet voldtaget af en flok mænd, men det var osse nok. Stenet ihjel blev hun med iagttagelse af det særdeles detaljerede reglement for, hvor store sten der må kastes og på hvor lang afstand. Det skulle jo nødigt gå for hurtigt og det gjorde det da bestemt heller ikke. Herligt for alle dem, der stod der og kastede løs med det sælsomme element af seksuel tilfredsstillelse, som også nazibødlerne oplevede det. De turde endda indrømme det. Men igen, mod sådan en Guds sande retfærdighed er der måske heller ingen argumenter. Ikke for de sande troende tydeligvis og heller ikke for de allermest lamme journalister, der agerer som lakejerne i det østrigske kansler-palæ i 1934, mens Dollfuss langsomt forblødte.. Når man finder seksuel tilfredsstillelse ved sådan nogle religiøse sysler er man jo på den anden side væk fra gaderne imens, så lidt lyspunkter er der da i alt mørket. De kommer desværre altid tilbage igen.

Iøvrigt underligt, at vistnok ingen hidtil har analyseret dette tydelige seksuelle aspekt i langstraktte rituelle henrettelser som stening. Det tager jo trods alt for et bredt udsnit af befolkningen en finit tid at opnå seksuel tilfredsstillelse. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start