Den nye “New Journalism” m. mandags-update

I dag har JP en vel-underbygget feature-artikel om sommerens inderligt forudsigelige ulykke i Tivoli-friheden, nemlig den i den dengang helt ny-installerede Cobra-rutschebane. Det er en journalistisk uhyre interessant artikel. Det er nu ikke fordi der står nogetsomhelst interessant eller blot en smule kontroversielt i den, det er vist mest måden der overhovedet ingenting står, der en den interessante vinkel. “New Journalism” var engang et spændende nybrud og det er det her vel egentligt også på sin egen forudsigelige måde. Det er nok bare tvivlsomt, om det overhovedet med noget med god gammeldags journalistik og gøre. Eller journalistik i det hele taget eller nogetsomhelst andet udover ren “Kik Ind”-ugebladsgossip.

Længe inden den ulyksalige rutschebane overhovedet havde fået sin første jomfruelige røde plet-maling dernede i Norditalien havde JP jo endnu den gamle journalist Kay Rasmussen. Det var altid ham, der omskrev den ene mere håbløse reviderede tidsplan efter den anden for den længe før starten forsinkede bane som et af de sidste eksempler efter A-pressens død på god gammeldags luder-journalistik. Ifølge Kay var der altid en grundlæggende mening i det helt meningsløse makværk, som foldede sig ud i løbet af foråret i farcen omkring Cobraen. Det var godt gået af Kay at se alt det, som vi ikke selv kunne se, enhver mening for eksempel, men det kunne Kay. Imponerende og uhyre professionelt. Heldigvis er det slut med Kay nu.

Tilsyneladende er der gået en prås op for nogen derude på Ravnsbjerg Bakke, hvor JP bor, for vi mener ikke Kay er derude længere. Det er helt bestemt et fremskridt for menneskeheden for mage til mageløst manipuleret mega-fjols skal man da heldigvis lede længe efter og nu altså tillige forgæves. Det er jo så nok det, man har gjort, for rent faktisk er JP nu kommet op med et kvindeligt makkerpar, som på deres egen måde fører kunsten videre og det næsten så langt, at man i korte øjeblikke næsten kan savne Kay. De her kan nu godt skrive.

Denne “dynamiske duo” (hed det forresten det inden Batman & Robin dengang for længe siden?) har med uhyre flid fundet en hel bunke af de personer, som var til stede den ulyksalige aften i Friheden, både direktøren, personalet, ofrene og andre tilskuere. Det er der kommet en uhyre velskrevet og uhyre lang fortælling ud af med beskrivelser af et kommende offers graviditet det foregående år, barnepigeproblemer o.s.v. Gamle Kay ville bare have rettet et par slåfejl i en pressemeddelelse, men de her piger går altså grundigt til værks. Ikke mindre grundigt end DR-journalisterne, som i går havde som hovedhistorie, hvordan en dansker tæt på en terrorhandling i Mumbai havde oplevet et skyderi i en cafe. Denne “menneskelige vinkel” var tilsyneladende mere vigtig end end en sandsynlig kommende konflikt mellem to lande bevæbnet til tænderne med atomvåben med frådende folkemængder i gaderne. Lidt underlig vinkel hvis man tænker over det, men det gør man så heldigvis ikke. Den menneskelige vinkel overskygger fuldstændigt historien.

Det samme sker så ikke uventet i denne artikel, hvor det journalistiske analyse-niveau er på blebørns-stadiet. Derfor kan direktøren i Friheden selvfølgelig også fremstå som en mand, der naturligvis ikke på nogen måde har været med til at lægge pres på den italienske producent. Jamen naturligvis ikke! Bare fordi hele markedsføringen af Friheden og det samlede anlægsbudget i flere år fremover stod og rustede dernede i Italien kunne disse honnette mennesker da ikke finde på sådan noget kapitalistisk manipuleret ondskab. Direktøren er i overskriften citeret for at sige: “Jeg var naiv” Det er muligt og sikkert endda sandsynligt, men det er en del mere naivt at tage det her for pålydende. Så naiv er vist ingen.

Tilbage til dette sprogligt uhyre velskrevne pladder. Denne “udynamiske duo” kan nemlig som en åbenbart helt ny opdagelse afsløre, at det var uuddannet og helt uerfarent personale, der på ulykkesaftenen med et godt udtryk “styrede Cobraen” Nu kunne man måske med nogen ret spørge om, hvor langvarig uddannelse man kan have, når det drejer sig om en forlystelse, som godt nok med mange tekniske problemer kun har kørt en uge. En uge er vel den teoretiske overgrænse skulle man nok mene. Og så er det hele jo alligevel fuldstændigt ligemeget, for hvad Helvede skulle såkaldt “erfaring” dog have kunnet hjælpe disse unge mennesker, hvis eneste job var at starte banen når den var fuld (den stoppede af sig selv) ved et tryk på en knap. Absolut ingenting er vist endda at runde op.

De unge mennesker, som betjente rutschebanen, havde iøvrigt fået at vide, at “bare skulle tilkalde personale, hvis der opstod problemer” Hvad det så lige skulle hjælpe, da man vel selv var en slags personale og andet personale derovre i radiobil-banen eller candy floss-boden jo nok havde nogenlunde samme afgrundsdybe kvalifikationer som de selv havde til betjening af startknapper og kasser. Det var nok osse derfor direktøren var den første, de ringede til med budskabet “Cobraen er styrtet ned” Sikke et fintmasket support-og sikkerhedssystem, man opererer med! Lidt respekt indgyder indgyder det bestemt og ikke mindst, at man kan få overbevist de her journalister om rimeligheden og tilstrækkeligheden i det.

Artiklen fortsætter i morgen i JP, men vi skal allerede i dag råde folk til at “sakse” disse artiker, som vi spår vil blive journalistiske ny-klassikere. Vi kan så håbe, de vil blive anvendt på Danmarks Journalisthøjskole som eksempler på, hvordan IKKE skal gøre, men det er nok lidt meget at håbe på desværre. Til gengæld er håbet om at finde de fysiske efterladenskaber efter hedengangne Dansk Audio Teknik gået i opfyldelse. 

Det er med rigtig jubel i stemmen at vi nu kan afsløre, at vi langt om længe har haft held til at købe vores gamle arbejdsplads. Det er faktisk en noget større præstation end man måske skulle tro, for den har nemlig tidligere slet ikke været til salg og da i endnu langt mindre grad til os. Når man i denne grad gradbøjer det allerede umulige ender vi i det overordentligt vanskelige, men det er altså på trods af alle odds lykkedes alligevel. Præstationen er i sin stålsatte mandighed vel næppe meget mindre end den senere præsident John F. Kennedy, som efter forliset af den motortorpedobåd,PT-109 (sam han var kaptajn på) svømmede ind til land med en såret kammerat efter sig i en snor, som Kennedy havde mellem tænderne. Ah, lidt mindre er præstationen måske nok alligevel. Lidt ligesom Kennedys måske også var, for hvordan i alverden kunne en klodset japansk destroyer dog komme til at vædre den vævre torpedobåd, som det skete? Dengang ville det mest oplagte vel have været at stille Kennedy for en krigsret frem for at vælge ham til præsident. Det sidste gjorde man iøvrigt nok heller ikke selv om han fik titlen i det måske snævreste præsidentvalg i USA´s historie mod den senere præsident Nixon i en affære, der lugtede ligeså meget af demokratisk valgsvindel som Nixons senere genvalg gjorde det af republikansk.

Heller ikke dengang med Kennedy gjorde man vist særligt meget for at afdække den rigtige historie. Næsten ligeså lidt som i dagens JP. Det er altid dejligt med journalister, som helt åbenlyst som Kennedys professionelle kronikører skriver med et klart formål. Blot ærgerligt, at det ikke har noget med sandheden at gøre, absolut intet!

I dag mandag er så sidste del af den grafisk beskrivende og velskrevne del af ulykkesartiklen med i JP. Ikke ganske overraskende for undertegnede fremgår det udtrykkeligt, at de 4 ofre med kvaste fødder og ben naturligvis har og får varige men. Noget mere foruroligende er det, at journalisterne overhovedet ikke berører ofrenes livs-situation i dag i forhold til forsikringer og erstatninger. I denne her dødssyge kvalmende føle-føle skildring af en af alle tiders mest forudsigelige ulykker er konklusionen vist bare, at en af de kvæstede fremover nok ikke vil køre i rutschebane mere men vist hellere vil holde familiens overtøj, når de andre gør det. Var det mon det, som ofrene fik ud af af alle lidelserne, et frikort til Cobraen? Noget kunne tyde på det.
Vi ved ikke, om Danmarks Journalisthøjskole betaler skolepengene tilbage, men vi ved, at de her damer nu nok burde forsøge for at skabe lidt præcedens, for hvis de ikke kan få pengene tilbage, så er der heller ikke andre, som behøver ansøge. Det kunne jo spare lidt tid lidt på samme måde som vi selv kan, når vi næste gang ser en artikel af Marie Nørgaard og Rikke Struck Westerø. Bvadr!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *