Dags dato

Allerede senere i dag vil vi med med (en eller anden, ligegyldigt hvilken!) Guds hjælp forhåbentligt kunne afsløre resultaterne af vores nye relikvie-jagt. Inden vi forhåbentligt snart publicerer resultaterne af vores amatør-arkæologiske studier vil vi dog naturligvis iagttage god videnskabelig praksis og sikre os, at der ikke er tale om forfalskninger. Heldigvis er der ikke rigtigt noget der ligner disse brutalistiske misfostre andre steder i den danske møbelindustri, så vi forventer et hurtigt resultat af de tekniske undersøgelser. Hvis de blot ligner skal det såmænd nok være dem, altså de helt rigtige. Vi kan næsten ikke vente selv!

Ellers er fru Olsens julegløgg ved at være klar. Det vil sige, den er strengt taget noget uklar grænsende til det egentligt grumsede, men det kan jo være det, der gør den god. Vi har forresten masser af det og håber på hjælp til bortskaffe det på ansvarlig vis. Ellers fortsætter denne forfatter lettere tvangsmæssigt med at fræse rundt på cykel hver morgen. Om det er på grund af denne nyfundne energi, at vores firma i den senere tid har haft yderligere fremgang er uklart, men skadet har det vel ikke. Blandt de mere bemærkelsesværdige ting i den seneste tid er en større installation i en teatersal på Århus Universitet med tilhørende lydstudie, en leverance til Udenrigsministeriet, op til flere sæt store ATC til biografsale, en ordre i megaklassen til en sydjysk uddannelsesinstitution, et større lydanlæg med teleslynge til et plejecenter i Ebeltoft projektorer til et andet fakultet på ÅU, nyt lydanlæg til Odder Højskole og nylevering til en skole i Frederiksværk. Tak, Palle og alle I andre, for mange års godt samarbejde. Det her blot til oplysning for de sikkert mange, som med en vis ret undrer sig over, om vi overhovedet laver noget. Ja, det gør vi!

Faktisk tror vi på, at når folk har færre penge ønsker de større sikkerhed for, at de får reel kvalitet for ellers er det vanskeligt at se nogen forklaring på vores travlhed, som desværre også gør, at vi sommetider kan svære at fange, og det beklager vi naturligvis. Vores elektriker arbejder for fuld fart og denne skribent monterer multikabler til den store guldmedalje og nu altså måske også snart på selve det bord, hvor så mange tidligere salgs-eventyr blev grundlagt.

Måske vi som med cirklen simpelthen vender tilbage til det oprindelige punkt på cirkelbuen og ender op med ligefrem at kunne købe vores gamle arbejdsplads. Det ville jo være stort, ville det! Men nu må vi jo hellere gå lidt stille med det, for ellers kan priserne jo hurtigt “jobbes” op.
Iøvrigt tyder sikre forlydender nu på, at Fugl Føniks alias Dansk Audio Teknik atter er genopstået. Vi ønsker dem al mulig held og lykke. Det falder os nu heller ikke særligt svært. Det er nemlig os selv og i al beskedenhed mener vi, at vi og absolut ingen andre fortjener det. Uden undertegnede havde der aldrig nogensinde været nogen Dansk Audio Teknik Professionel og da samarbejdet ophørte efter 14 år var finalen en ren formssag.

Nå, men det er altsammen ligegyldig historie nu. Landevejen venter og det gør fremtiden osse, lige derude i den tidlige tusmørke-agtige dæmring. Herfra hvor vi står ser det rigtigt lyst ud, men det gør det nu næppe for alle. Som Churchill engang skrev om mødet med den amerikanske præsident Roosevelt på det engelske slagskib “Prince of Wales” i 1941, så var det den sidste jul for langt over halvdelen af besætningen. Som beskrevet i et gammelt ugeemne blev slagskibet snart derefter sænket af japanerne.i en af nyere tids mest forkludrede flådeoperationer. Mon ikke også de kommende julefrokoster bliver et af sidste møder for en del gamle kolleger, også dem i nye jobs? Det tror vi men kan da i anledning sikkert glæde os over, at verden næppe bliver dårligere af det, nok snarere tværtimod. Det var noget anderledes dengang under den sidste gudstjenste dengang på “Prince of Wales” ud for Newfoundland for alle dem, som ikke vidste, at de snart skulle gå under. Sagen dengang var da ihvertfald noget mere værdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *