tirsdag den 25. november 2008

Aktiv dødshjælp eller nødhjælp

I dag vil vi atter bevæge os over i den lettere morbide afdeling uden dog forhåbentligt helt at nå tidligere tiders manglende succes i den retning. Når fru Olsen siger vi er kommet lidt for langt ud plejer det desværre at passe. Undertegnede lovede ellers sig selv ikke at ville reagere på en betydelig provokation her i weekenden, men det var altså for svært. Den var ganske vist ikke personlig, provokationen, men dens upersonlighed og det, at ingen tilsyneladende ellers reagerede, var måske den allerstørste provokation af dem alle. 

Man kan jo trods alt også kun stå fast på et givet synspunkt indtil det viser sig ganske uholdbart. Det drejer sig nemlig om aktiv dødshjælp i den allermest uhyggelige form, nemlig den, hvor pænhedens pels (helt bogstaveligt!) på hitchcocksk manér ganske overskygger gruen og uhyggen. Det bliver det naturligvis kun dobbelt så skræmmende af. Mindst.

Nu er der jo ikke nødvendigvis noget dårligt ved aktiv dødshjælp. Man kan endda som salig Oswald Spengler henrevet beskrive "Der Untergang des Abendlandes" som noget monumentalt smukt uden at undertegnede helt har kunnet forstå, hvad det præcist var, Spengler mente. Det har han nok heller ikke selv vidst men det bliver værket hverken værre eller mindre tysk af, snarere tværtom. Eller bedre for den sags skyld. Ikke desto mindre findes denne dødshjælp (på fint "eutanasi") overalt iblandt os og måske vi i det danske samfund skal se en spejling af gamle Spengler og hans lettere forskruede ideer. Ihvertfald er verden forskruet nok som en auktion i denne weekend på det lokale kunstmuseum Aros med al ønskelig tydelighed grafisk demonstrerede.

Det var en stort opsat kunstauktion under professionel ledelse af det kendte og uhyre respekterede auktionsfirma Bruun Rasmussen. Rammerne var helt perfekte og alle pladser og masser af ståpladser var besat, da den store auktion startede. Det kunne ikke gå galt, men det gjorde det og det helt galt. Det drejede sig om en velgørenheds-auktion, hvor alle involverede arbejdede gratis og alle indtægter fra auktionen skulle gå til nødhjælp i Etiopien. Til al overflod havde Halkær Vin endda doneret vin til gratis udskænkning og det var muligvis der, hele fejlen lå. Ihvertfald var der må massevis af værkerne ikke bare ét eneste bud på blot en snoldet tyver og ingen af de få solgte opnåede blot noget der lignede vurderingen. Man kan ikke undslippe den frygtelige tanke, at alle disse mange, ifølge den forresten glimrende JP-reportage, og uhyre velklædte mennesker simpelthen var kommet for at glo som køer på en bar brakmark (og tro mig, intet er så dumt som dumme køer med en mulig undtagelse af velbjergede forstadsfruer) og så altså drikke gratis vin. Som en dame i en dyr pels sagde til avisens udsendte: "Jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at række hånden op, for så kommer jeg jo bare til at købe et maleri"

Ja tænk dog blot for et mareridtsagtigt scenario, nemlig det at få andet med hjem end en lille halv og ganske gratis kæfert, som derudover er kommet i hus i flotte kommunalt betalte omgivelser i det helt pæne selskab. Den eneste reelle risiko for alle disse vin-sippende bedsteborgere var vist, hvis enkelte af dem skulle være overfølsomme overfor katte- og hundehår. En sådan overfølsomhed gælder så vidt også mink- og hermelinpelse, og dem var der en hel del af på denne skammens dag dernede på Aros så lige dér kunne det være gået rivravruskende galt. Alle var tilsyneladende aldeles skamløst kun kommet for den gode stemning i bedsteborgerligt selskab og så lige altså den gratis vin. 

Faktisk tyder en hel del på, at det samlede provenu ved auktionen til fordel for nødhjælpsarbejdet ikke blev meget større end hvis Halkær Vin blot havde solgt vinen til et discount-supermarked og simpelthen sendt pengene til Etiopien. Det havde da været en hel del nemmere.

I tilgift kunne man så også have sparet alle plastic-krusene eller alternativt opvask af alle de langstilkede-vi er lidt på glatis her og det kunne jo altsammen have givet lidt og ihvertfald en hel del mere, end det gjorde.. Vinderne ville have været den almindelige anstændighed eller rettere, den ellers usynlige del af uanstændigheden. De pæne fruer derude i forstæderne ville godt nok også uden denne auktion have været de samme, men i det mindste ville de ikke så ubarmhjertigt have udstillet denne uhyrlige morderiske grådighed. Uhyrlig, fordi ingen tilsyneladende havde anstændighed nok til overhovedet at se nogen perspektiver udover egen promille og morderisk, fordi alle de tilstedeværende på det ganske vist helt lidt lavere niveau trod alt var med til at slå en del af en etioper ihjel. Nemlig ved simpelthen uden nogen blusel at opæde den hjælp, som ellers ville være kommet afsted. Der er lidt af Hieronymus Bosch og hans religiøse dommedags-motiver i det her. Anderledes kan den her skændsel simpelthen ikke fortolkes. Som Simon Wiesenthal udtrykte det, så er "morderne iblandt os" og det er ikke kun sagesløse mindre pelsdyr, som de har slået ihjel. 

Det var dog alligevel chokerende at se, hvor mange de var og ikke mindst hvor velklædte, de var, klædt på til mord, som de jo tydeligvis var. Den slags mord, som vist kun meget dårligt kan kaldes "medlidenhedsdrab" mest fordi den eneste medlidenhed, der er tale om, er selvmedlidenhed. Nemlig den form for medlidenhed man får med sig selv, når den sidste flaske tømmes umiddelbart inden man selv skal have...Det er muligvis også noget, men ikke meget, enkelte ville måske endda sige ganske lidt.

Ellers fortsætter rygterne hårdnakket omkring det genfødte "Dansk Audio Teknik", der jo ellers ikke mindre effektivt end alle planerne om nye etiopiske skoler blev det, blev "aflivet" fornyligt. Rygtestrømmen har allerede afstedkommet betydelig interesse derude og mon der ikke er enkelte, som måske endda drømmer sig tilbage til dengang, det var før? Nemlig dengang københavnerne endnu holdt sig ovre i København og blot passede sig selv. De lavede godt nok heller ikke noget særligt dengang men som med de pelsklædte fruer fra forstæderne til weekendens auktion så var man da i det mindste fri for at blive mindet om dem når man nu ikke kunne se dem.
Verden bliver godt nok ikke bedre af det, men i det mindste bliver ubehaget mindre intenst.

A propos ubehag ved fremtiden var det da heller ikke videre betryggende at høre mediehelten Obama i aftes proklamere, at han agtede at skabe 2.5 mill. nye arbejdspladser. At han ikke nævnte hvordan og at de danske journalister ikke undrede sig er jo ikke spor underligt. Hvis det altså ikke have været fordi der er omkring 300 mill. amerikanere og så er 2.5 mill. arbejdspladser ikke alverden. Udover det mere skræmmende faktum, at det ved den sandsynlige kommende kollaps i den amerikanske bilindustri skønnes, at omtrent det samme antal vil blive direkte ramt (og det sandsynligvis endda inden Obama overhovedet tiltræder embedet), og så er det jo, man måske kunne spørge: Jamen hvad så med alle de andre kommende arbejdsløse? Tjah, politiske platnakker er vist ikke kun et europæisk fænomen, ikke underligt Obama er så populær hos de journalistiske platnakker og sikkert endda også hos alle de pelsklædte forstadsfruer.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start