Update

Nu er det noget uklart, om det er et utvetydigt tegn på begyndende senilitet at begynde at læse nekrologer og referater fra byrådsmøder, men et eller andet galt er der da i det. Når man endda selv kan se det, må det jo være rigtigt slemt. Heldigvis er der ind imellem sammenfald i disse aldersbetingede interesser og så sparer man jo en hel del tid. Lad os for eksempel i dag lige lave den måske allersidste update på det engang så højt-promoverede Lighthouse-projekt, ejet af islandske Landic Property, som efterhånden er ved at nærme sig en nekrolog. Sært, som tingene umærkeligt skrider på en sumpet bund, man skulle næsten tro, at højhuset allerede var bygget.

På gårsdagens møde i byrådet skrev man atter et af de sørgeligt overflødige slutkapitler i den langtrukne proces mod polarnattens mørke for dette projekt. Hvis en af de klassiske kult-soapserier som “Dollars” eller “Dallas” havde fortsat så længe udover al rimelighed som det her virkelighedens spil, så ville det nok have ophørt med at være kult. Nu er det heller ikke sjovt at spille “Sorte-Per”, når alle de andre spillere er gået hjem i seng, men at lade som om der stadig er en chance for at vinde for den sidste tilbageværende spiller er altså dybt godnat. 

Denne uheldige rolle har formanden for teknisk udvalg, den herostratisk berømte Keld Hvalsø fra Enhedslisten. Nu her i 17. time (her bør man konsultere det klassiske opslagsværk “Bibelen” og konstatere, hvor mange timer, der i virkeligheden er, den 17. time er temmeligt sent), har Hvalsø nemlig åbnet for forhandlinger med konsortiet bag projektet omkring de problematiske jordbundsforhold. Det gør den folkelige Keld ved at referere til, at det vist kan sammenlignes med skjulte giftgrunde eller nedgravede olietanke. Nej, Keld, det kan det ikke. Lovgivningen er nemlig ikke den samme for private huskøb ligeså lidt som købeloven er gældende for handel mellem virksomheder. Udover den ret indlysende kendsgerning, at en bygherre, der agter at bygge et tusind kilometer højt hus på en grund naturligvis ikke får den billigere end den, som vil bruge den til containerplads i ét lag. Mærkeligt, men sådan er det.

Det er også skidesvært at bygge højhuse på kviksand og almindelig sandjord, det bliver jorden bare ikke gratis af, man undlader blot typisk at bygge højhuse, og der er intet ukendt eller uventet i forbindelse med jordbundsundersøgelserne i Lighthouse-sagen, som ikke har været kendt hele tiden for alle parter. Det har da heller ikke afskrækket bygherrerne bare det allermindste og det gør det heller ikke engang nu, kun kommunen. 

Ikke desto mindre tager man altså for pålydende i dag, at der vil kunne blive tale om en erstatning (!!), et afslag i prisen eller måske at kommunen tager jorden tilbage. Da der ikke er betalt en krone forekommer brugen af ordet “erstatning” noget alternativ, sådan lidt ligesom at forlange erstatning fra alle de piger man mødte for al den fxxxe, man aldrig fik. Det sidste (det med “tilbagetagning) har for længst været en given konklusion, men ligefrem at gribe til de her pseudo-juridiske midler for at undgå at “tabe ansigt” er da nyt. Måske vi også får formand Hvalsø at se med det rituelle harakiri-sværd foran rådhuset som den japanske forfatter Yukio Mishima hvis det ikke lykkes. Der er sådan lidt reminiscens fra de gode gamle dage med det fængende slogan “Du har ikke en chance, tag den!” over den her epilog over noget, der måske kunne have været engang.

Til sidst i dag skal vi mindes en kær gammel ven gennem mere end 25 år, der døde i går. Ham kommer der næppe en nekrolog med, selv om han var langt mere værdig til en, end de allerfleste er, som får en. Han var et af de mennesker, som aldrig talte folk efter munden. Ingen, der nogensinde har mødt dette på overfladen bryske, men bag facaden enestående omsorgsfulde og kærlige menneske, vil nogensinde glemme ham. Uden at kny udstod han i de seneste mange år et smertehelvede og nu ville det ulykkelige tilfælde så, at det sluttede ganske pludseligt. Vi vil altid mindes denne lille mands gnækkende stemme, når han forsøgte at at undslippe den umådeligt tilbedende Folmer Hunds ihærdige logren med halen: “La´vær´, la´vær`” med karakteristisk københavnsk dialekt. Det skal lige med, at blandt mange tusind mennesker, som Folmer har oplevet, har den kun kastet sin kærlighed på ialt 3. Denne lille mand var en af dem, og man forstod hundens valg, den tog med sit sikre instinkt naturligvis aldrig fejl. Han var den allerkæreste lille misantrop af os allesammen og vores tanker går til hans mor i denne svære stund.
Husk at give din nærmeste et ekstra knus i dag, pludselig er det for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *