fredag den 24. oktober 2008

"Scener Ur Ett Äktenskap" da. "Scener Fra Et Fornuftsægteskab"

For omkring 25 år siden gik denne føljeton jo som bekendt i dansk TV for fulde huse og tomme gader under den ret bogstavelige danske oversættelse "Scener fra et Ægteskab". Der var tale om et drama af den allerede dengang forlængst skiftevist elskede og forkætrede Ingmar Bergman med brilliante Erland Josephson og knapt så brilliante (men til gengæld en del mere pluskæbede) Liv Ullmann. Alligevel forelskede mange af os forvoksede pubertetsdrenge os tilsyneladende fornuftsstridigt meget i den overordentligt ferske Ullmann, så derfor fik denne serie om borgerskabets uudsagte hemmeligheder og glæder en betydelig gennemslagskraft. Ikke helt som TV-filmatiseringen af Panduros "Kan De Li` Østers?" med Brydesen i dybfryseren, men det kom nu alligevel tæt på, og så var Bergmans serie osse i farve. Det talte altsammen. Det var jo dengang som det altid er eller ihvertfald bliver..

Plottet var der nu ellers ikke meget ved som en kendt dansk kulturpersonlighed engang udtalte efter at have set en pornofilm. Til gengæld spillede de altså rigtigt godt i Bergmans serie (som samme kulturpersonlighed iøvrigt også udtalte om samme pornofilm-han var vist en rigtigt munter fyr!) Hvis man ikke fulgte intenst med i dette filmatiserede kammerspil kunne man nemt dysses i søvn af alt det uudsagte, der lå som en kvælende og altopslugende dyne af "smog" over det tilsyneladende hverdagsagtige.. Handling var der ikke meget af og filmiske og andre teatralske overraskelser var der vel endnu færre af. Så vidt vides er serien heller ikke blevet genudsendt, så måske var denne uhyre stillestående og temmeligt søvndyssende føljeton mest et tidstypisk dokument om en stillestående og søvndyssende tid. 

Noget kunne tyde på det, for en anden af tidens landeplager var en også tilsyneladende ganske uendeligt lang TV-serie efter Vilhelm Mobergs noget gumpetunge romaner om "Udvandrerne" og "Nybyggerne", en saga om svenske emigranter i USA. Her spillede Liv Ullmann også en hovedrolle, men denne gang havde hun mistet attraktionen hos os bumsedrenge. Om det så var fordi vi havde fået sundere interesser eller om hovedpersonen i serien Kristina (Ullmann) og hendes konstante graviditeter med Karl Oskar trods alt var for ødipalt-hverdagsagtige er uvist, men ret spændende var Jan Troells tilsyneladende endeløse lang-gaber med Max von Sydow med det lange hesteansigt altså ikke. På trods af flotte landskabsbilleder var handlingen endnu mere dødssyg end en anden af datidens referencer for absolut kedsomhed, nemlig "Det Lille Hus på Prærien". Det var en slem tid og forresten var Anker Jørgensen også statsminister, en anden ganske kedelig føljeton. Den blev jo også forlænget udover enhver rimelighed.

Alligevel kommer man til at tænke på Bergman og de andre svenske psykologiserende filmskabere i disse dage, hvor vi er blevet gjort opmærksomme på, at denne ellers uddøde genre måske alligevel har fået en sensationel genopblomstring. Det er jo ellers ikke fordi énmandsbetjente studier overhovedet er sjældne, som mange nyhedsudsendelser jo demonstrerer. Totalt stillestående kameraer en hel del mere udbredte end dengang i Bergmans tid. Det bliver det dog normalt hverken særligt intimt eller ligefrem egentligt spændende af, vel snarere tværtimod. Og så alligevel.. På det danske netsted for den professionelle lyd-og billedbranche, Monitor.dk, kan man nemlig i disse dage se et video-interview, som er næsten bergmansk i sin tons-tunge, næsten overlæssede symbolik. Eller også er det blot noget, vi selv læser ind i det, men det er vel også af mindre betydning. Den store kunst består jo som dengang i Bergmans serie i at fremkalde billeder hos iagttageren, som går ud over billederne på skærmen. Eller hos Hitchcock, hvor det mest uhyggelige naturligvis var det, man aldrig så eller forstod. Vi skal advare mod dette klip for svage og andre ubefæstede sjæle, og ingen voksenledsagelse (PG-"parental guidance") vil hjælpe det mindste. De allermest uhyggelige billeder skabes nemlig slet ikke på skærmen, men i hovedet på iagttageren som al rigtigt god suspense.

Dette nye filmiske mesterværk er et interview med to af de nye sværvægtere i den professionelle danske audiobranche, Jens Brøchner fra Benum og den her på siden flere gange omtalte lokale Kenneth Bremer fra Wavehouse. Den tekniske kvalitet er ganske vist lidt "Blair Witch Project"- tilsyneladende -amatøragtig, men det er dette højspændte kammerspil mellem de to hoverpersoner til gengæld ikke, det er simpelthen ren Oscar-materiale. Man får et hidtil uset krystalklart, næsten smerteligt indblik i beslutningsprocesserne bag det, der i denne virkelighedens ubarmhjertige drejebog kaldes et "fornuftsægteskab" Nu var ægteskabet hos Bergman dengang jo ikke særligt lykkeligt, selv om det altså var et rigtigt kærligheds-ægteskab. Det endte vist nærmest med, at Marianne (Ullmann) flyttede ud, men sådan går det vel tit også med kærlighed altså.

Om skilsmissestatistikken så er bedre for fornuftsægteskaber ved vi ikke, statistikken er ikke helt klar. Til gengæld er det virkeligt et studium i overlegen formåen i begrebet "mikro-mimik" at se disse to hovedpersoner i dette interview udfolde hele deres ubegribeligt store kunstneriske palet. Efter at have set dette mesterligt koreograferede og tilsyneladende helt improviserede værk over et par simple ellers aftalte replikker sidder man lamslået tilbage. Der er virkeligt drama på drengen i denne tilsyneladende helt handlingsløse film-sekvens. Bergman, gå hjem og vug hvis det altså ikke havde været fordi du var død!

Den er ikke engang udelukkende forbeholdt den mere elitære del af det traditionelle (u)kritiske filmpublikum. Enhver kan se med og ud fra alle forudsætninger få en unik oplevelse. Især kan man vel med fordel studere hovedpersonernes øjenbevægelser og aktuelle fokus. Det er kunst og vi tøver ikke med at udnævne det til årets foreløbige kunstneriske højdepunkt indenfor alle genrer. "Scener fra et Fornuftsægteskab" er simpelthen en født filmklassiker.

Vi kan så kun glæde os til, at denne dynamiske duo og deres still-kamera engang filmatiserer en anden klassiker, som undertegnede altid, indtil videre ganske forgæves, har ventet på. Det drejer sig om den danske humorist Storm P. og dennes kostelige parodi på den danske Vilhelm Moberg-klon, nemlig den ligeså ulidelige Sigurd Elkjær. Hos Storm P. blev det til "Sigurd Mumlegøg" og dennes værk hed meget betegnende "I Muld til opover Livet" Her skal der altså også suverænt skuespil til for at løfte handlingen op over jordhøjde, men mon ikke det går? 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start