Ren “Mickey Mouse”

Allerede i den tidlige Middelalder i Europa fandtes der naturligvis en forfølgelse af anderledes tænkende sted indenfor den (u)kristelige kristendom. Det var den del, som senere skulle udvikle sig til den berygtede kirkelige standret, kendt som inkvisistionen. Storinkvisitoren Torquemada og hans korps af spanske sadister turde være kendte eller snarere berettiget berygtede Med bål og brand og tortur udbredte man dengang kirkens lære om nåde og kærlighed med en effektivitet, som snart derefter blev årsag til, at kirken blev splittet. Det blev det ganske vist ikke ligefrem ubetinget bedre af i den reformerte del af kirken, som heller ikke ligefrem stod allerforrest i kampen for fred og frihed for nu at udtrykke det lidt mildt, men alligevel var der sket et afgørende skred. Hvor stort dette skred egentligt var, er først gået op for denne skribent i dag. Det drejer sig om dyr og denne gang til en afveksling ikke om hundehvalpe. Man fornemmer næsten et lettelsens suk derude..

I den sidste del af storinkvisitionens rædselsregimente indførte man nemlig som en dengang absolut nyskabelse retssager mod dyr. Hvis det ikke havde været fordi det var blodig alvor for de anklagede småkræ kunne man ellers more sig kirkeligt og kosteligt over stort anlagte retssager mod både rotter og spurve, som jo åd ganske uhæmmet af ikke blot kornet på kirkens egne ejendomme. Nej, disse grådige kræ gnavede også løs af al anden plantevækst, hvor kirken jo traditionelt havde ret til tiende. Nu er efterretningerne om følgerne af disse talrige og stort anlagte offentlige retssager i katolsk-kirkeligt regi mod umælende dyr (selv om rotterne jo nok har pebet en del under ristningen) ikke ganske sikre. Det vil nok være et godt gæt, at følgerne af denne grusomme kristelige nidkærhed var til at overse. Der er da ihvertfald stadigvæk massevis af spurve og rotter og kun ganske få katolikker heromkring, så nogen entydig sejr for Gud kan dette sindssyge kirkelige vanvid jo ikke siges at have været. Så ville det jo iøvrigt heller ikke have været vanvid, hvis det havde virket altså.

I bagklogskabens klare lys er der dog alligevel et lillebitte gran af fornuft i disse vanvittige hændelser i denne heldigvis temmeligt enestående periode i kristendommens historie. Der var i det mindste tale om helt reelt eksisterende dyr, som hverken før eller siden ligefrem har gjort sig mere elskede blandt agerbrugere. Det bringer os så frem til dagens egentlige historie, nemlig om Disney´s tegneseriemus Mickey. Vores muslimske venner har nemlig planket et af den kristne kirkes mest vanvittige sidespring, nemlig de omtalte dyreprocesser, men tænk blot, de har faktisk formået at gradbøje det hele alligevel. 

En saudiarabisk såkaldt “lærd” (gad vide hvad han mon har lært/lærd?) har nemlig udstedt en dødsdom, en såkaldt “fatwa”, mod intet mindre end tegneseriefiguren Mickey Mouse. Nu kunne man måske fra den danske politisk-korrekte venstrefløj tro, at der var tale om et angreb på Mickey som symbol på den amerikansk-zionistiske verdenskonspiration, men så abstrakte behøver vi nu ikke at blive. Denne muslimske dignitar mener nemlig, at Mickey indgyder et sympatisk billede af, ja MUS! Ifølge islam er mus nemlig dyr, som bør slås ihjel overalt på samme måder som Israel bør udryddes og nu får den ellers allerede over 70-årige Mickey Mouse altså denne kirkelige grovfil at føle. Det er ikke helt fair skulle man synes at forfølge den ellers ganske anstændige Mickey på denne måde, og hvad skulle dog politimester Striks i Andeby gøre uden Mickeys inspirerende amatør-detektivarbejde. Det hele ville let ende som Gotham City i den seneste noget dystre Batman-film.

Sådan er det måske allerede endt i mange af de her formørkede muselmænds doktrinære hoveder. Torquemada ville garanteret smile billigende dernede fra Helvede hvis han ellers kunne se sine muslimske efterfølgere her på Jorden for alle svovldampene. Åndsformørkelse er tydeligvis ikke noget, som oplysningen helt har taget livet af i alle kulturer og religioner. Selv er vi vel ikke for gode, men det her er da foreløbigt det absolutte højdepunkt i absurditet. A propos oplysningstidens store forfattere med Voltaire i spidsen: De er tilsyneladende aldrig nogensinde blevet oversat til arabisk og det er der også kun ganske få procent af resten af den internationale verdenslitteratur, der er. Det er egentligt ganske underligt, men sådan er det altså.

Om det ville have hjulpet den ulykkelige Mickey Mouse ret meget er ikke til at vide, men skadet ville det vel ikke. Selv om storinkvisitor Torquemada dengang i den kristne middelalder blev betragtet som en sprænglærd mand på samme måde som denne fatwa-producent sikkert bliver. Derfor kan man alligevel åbenbart godt i Guds navn have rotter på loftet. Og altså osse mus og så endda tegneserie-mus. Det sidste er en afgjort nyhed, selv om der jo tidligere har været muslimske fundamentalistiske angreb på et andet ærke-amerikansk-symbol, nemlig Barbie-dukken. Det er nu underligt, for den langlemmede Barbie ligner nu bestemt ikke den typiske noget mere rundbugede amerikaner.

Hun blev dog tilsyneladende “ærbar” ved at få slør på, men den mulighed har Mickey ikke som mus, som altså bare skal udryddes, slør eller ej. Som Mickey nok selv ville have sagt med det gode gamle amerikanske udtryk: “Pure mickey!” For det er jo det, det er, dette rene religiøse mørkemands-vanvid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *