lørdag den 25. oktober 2008

Og så endda helt uden skydere.

Dengang i barndommen på den lille udørk-ø var et sikkert hit blandt alle os drenge de dengang så populære cowboybøger med Texas-rangeren Walt Slade. Denne optrådte altid anonymt og havde sin sheriff-stjerne i et hemmeligt rum i sit bælte (en meget lille stjerne eller bare et meget bredt bælte?). Det virkede ganske logisk for os drenge for der var altid ganske tæt på en million hensynsløse skurke, som lige skulle "gøres kolde" (som det så rammende hed) inden stjernen kom frem.Den blev altid først taget frem til allersidst i de utallige bøger, og det skete umiddelbart inden den store finale, og ligeså uvægerligt mens vor helt var omringet af talløse skurke og andre former for mexicanere og andre sortsmudskede personer. Alligevel måtte vor helt Walt Slade altid rejse sig i sin fulde og imponerende højde umiddelbart inden skyderierne startede for alvor for med sin dybe baryton at sige de ord, som altid gav os drenge en sælsom proto-seksuel gysen: "I staten Texas´ navn, overgiv jer!" 

Det gjorde de nu underligt nok aldrig, man skulle jo ellers tro, at enkelte af disse talløse skurke selv havde læst en af Walt Slade-bøgerne som dreng, men det havde de tydeligvis ikke og betalte for det med livet, de blev nemlig aldrig såret, en afgjort statistisk mærkværdighed. Vi andre betalte kun 2.25 kr. incl. den netop da indførte "oms" (som senere skulle blive til den mere velkendte og endnu mindre populære mer-oms). Selv om det var en del penge for os drenge, var det dog en beskeden pris at betale for retfærdigheden, og for os stod ingen over eller blot ved siden af Texas-ranger Walt Slade med den tøndeformede brystkasse og den smægtende baryton, de unikke evner på guitaren og det kulsorte hår, som var så sort, at det nærmest var blåt. Altid spændende for os leverpostejshårfarvede drenge som på trods af fremstilling af smørdritler af træ på øen heller aldrig rigtigt kunne beslutte os til, hvad vej tønden sad i brystkassen. At den skulle sidde på tværs slog os aldrig som særligt logisk, det ville også have set temmeligt dumt ud og ville desuden være noget i vejen, når han skulle igennem en dør. Det burde enhver vel have kunnet se.

At en anden fast del af beskrivelsen i hver eneste bog tillige var, at Slade havde "panterslanke hofter" slog nu ikke os drenge som særskilt bøssoidt, selv om det godt nok forekom lidt underligt Det var nok mest fordi vi ikke kendte ordet bøsse som andet end en "skyder". Særligt det dér med at Slade aldrig på trods af sin utrolige charme overfor alle seriens barmfagre og tungt sukkende (i mangel af mere beskrivende ord, husk vi var blot simple drenge) kvinder alligevel aldrig udnyttede situationen var nu underligt. Måske Slade i virkeligheden var en fiktiv pendant til en mere nutidig charmør som Bent Mejding? Noget kunne tyde på det. Rigtigt meget, faktisk.

Alligevel gav disse bøger af forfatterkollektivet "Jackson Cole" os drenge en del af et "absolut heltebillede", altså hvordan en helt egentlig ser ud. I de dage var tingene ellers ret simple: Heltene i datidens cowboyfilm havde nemlig allesammen hvide hatte og red på hvide heste og langt de fleste kunne som vor fiktive helt Walt Slade spille en mere end habil guitar. De bedste af de bedste havde som den uforlignelige hvidklædte sheriff Hopalong Cassidy på sin hvide ganger en helt ubeskrivelig høj hvid hat, en model,som undertegnede først fik fingrene mange årtier derefter.

I modsætning til dem stod eller rettere måske red skurkene altid aldeles sortklædte på sorte heste og ikke en eneste af dem forsøgte nogensinde at spille andet end (dårlig og snyd-agtig) poker. Til gengæld havde de alle som én kronisk flakkende øjne og det var nok det, som i afgørende situationer hæmmede deres skydefærdighed noget. Det så ihvertfald skidedumt ud syntes vi dengang og det gør undertegnede forresten stadigvæk. Dér i vadestedet mellem sort og hvidt stod altså Walt Slade, flot og solbrændt og sorthåret og alligevel en helt på trods af det. En smule problematisk skal det vise sig.

Western-mytologien gik naturligvis videre, selv om tendensen indenfor de rigtige (amerikanske) westerns af John Ford altid var, at helten uvægerligt havde en lettere hofte-dysplasisk gangart, var en smule korpulent, aldrig var sorthåret og da slet ikke solbrændt og forresten altid lignede John Wayne på en prik, mest fordi det jo altid VAR John Wayne. I mesterværket "The Man, Who Shot Liberty Valance" skete der en spændende udvikling indenfor udviklingen af filmskurke. Godt nok var den vrængende Lee Marvin som Liberty stadigvæk delvist klædt i sort overfor den mere blegfede Wayne, men i den skarpe belysning var det mest slående ved Marvin hans aldeles skurkagtige skinnende solbrændthed. I øvrigt er det en aldeles fantastisk fremragende film og er vel i ren filmkunst først for ganske nyligt blevet antastet af det i går omtalte filmklip på Monitor.dk., nemlig interviewet af Wavehouse´s Bremer og Benums Brøchner. Det er i denne nye sammenhæng svært at undgå at tænke på scenen i Fords film mellem Wayne, der venter på sin bøf, da skurken Liberty spænder ben for tjeneren og bøffen ryger på gulvet. Den efterfølgende stiliserede duel mellem den skræmmende beslutsomme Wayne med det faste blik og Marvin som Liberty, hvis blik for første gang kommer til flakke helt hjælpeløst, er et af filmhistoriens højdepunkter: "You pick it up, Liberty!" Ingen burde kunne glemme Wayne´s uforglemmelige replik, mens han står skødesløst lænet mod et bord. "Try, Liberty, just try!" Det gør Marvin med de flakkende øjne naturligvis ikke, blegfede Wayne er jo vores helt og det var han.

Nu er det måske for meget at læse en klassisk John Fordsk tvekamp ind i dette interview, selv om rollelisten jo ellers er stærkt besat og genren sikker. Der en en næsten synlig og stærkt vibrerende nerve i dette uforlignelige nyklassiske filmklip. Som i Fords mesterværk er der både en stærkt solbrændt og senet deltager og en, som ser lidt mere Wayne-hverdagsagtig ud. Helterollen burde altså på forhånd ihvertfald i det John Fordske univers være uddelt, men så er det, at vores helt Walt Slade åbenbart åbenbart kommer på et uventet gæstebesøg. Det er alligevel den solbrændte hovedperson, som viser sig at have det faste blik og den største skyder, mens den ellers normalt sikre modpart helt mister fokus. Lige meget hvor meget man måtte holde med den lokale helt er det ikke til at komme uden om, hvem der er Wayne og hvem der er Marvin her. Heldigvis er der ikke tale om et bogstaveligt "shoot-out" som i de gamle Walt Slade-bøger, for så ville udfaldet have været trivielt.

Heldigvis gemmes det endelige opgør, som skal ende alle andre endelige opgør,som også altid hos Walt Slade i dette interview til en anden gang, pudsigt nok altid omkring side 121 i alle bøgerne. Hvornår det så er i filmens og fiktionens og forretningslivets verden ved vi naturligvis ikke, men mon ikke skyderne kommer frem en dag? Det er "bad news" for alle skurkene, når solbrændte Slade parkerer sin hest "Shadow" ved saloonen og det gør han vel en dag. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start