tirsdag den 14. oktober 2008

En nekrolog

Fedtets forgæves retræte-dødskamp derude på landevejene til fordel for en genskabt muskuløs (omend noget tyndbenet) Adonis fortsætter ufortrødent. Faktisk er endemålet, nemlig de 20 kg. kommet forbløffende tæt på og er faktisk meget realistisk opnåeligt indenfor blot et par uger. Dette er naturligvis godt nyt for de mange faste læsere af denne spalte og tilsvarende dårligt nyt for alle de skurvede hoveder derude, som nok får lidt for meget fred i denne tid. Det er vi selvfølgelig ikke altfor stolte af, men som i enhver anden kamp bliver sandheden altid det allerførste offer og naturligvis også i kampen mod flæsket.

I vores omtale af vores branche har vi undertiden nok mere end strejfet det egentligt morbide (det er også svært at undgå, det skal siges) og derfor har vi også været lidt i syv sind om vi skulle skrive det følgende. Det drejer sig nemlig om at gengive en rigtig nekrolog.

Vi har dog valgt at gøre det, nu mest for at undgå, at nogen skal skrive sådan en af den her kaliber når undertegnede engang punkterer på Funder Bakke i fuld fart. Den her nekrolog giver simpelthen ordet "bjørnetjeneste" en helt ny mening og det drejer sig jo ikke, som de allerfleste ellers tror, om en meget stor tjeneste. Nej, der er tale om en meget uvelkommen en i denne nekrolog. 

Som midaldrende fanger det sommetider ens blik, når den afdøde er præcist på ens egen alder som altså her. Tilbage til den afdøde, som altså var cand. polit. og åbenbart en spændende en af slagsen. Gys.

Som der står: "Det meste af hendes studietid foregik således i de revolutionære og samfundskritiske 70-ere.." hvor hun blev medlem af Lesbisk Bevægelse. Som der følgende står: "..hun lagde aldrig afstand til det, hun havde været engang" Sikke dog noget epokegørende sludder, for hvordan skulle hun dog kunne gøre det, når hun havde opereret i fuld offentlighed og da slet ikke når karrieren bliver taget i betragtning. Hvis det altså var en karriere. Hun blev nemlig "kvindeforsker", et helt nyt begreb dengang som også mandeforsker, som kort florerede. Sidstnævnte "studium" døde dog barmhjertigt hurtigt igen. Det gjorde det første af uforklarlige grunde bare aldrig.

Det var det åbenbart, en karriere altså, for " Feminismen er i det hele taget gået som en rød tråd gennem hendes karriere" og "I de senere år har hun bl. a. været optaget af kvindelige forskeres karriereveje i den danske universitetsverden" Det lyder rigtigt sprængfarligt og spændende, det her og man kan næsten ikke vente på filmatiseringen af denne thriller-tilværelse på den alleryderste kant af det danske samfund. Til slut blev hun endda ansat på Dansk Center for Foskningsanalyse hvad det mon så er, de laver der, for hvad er det lige de mulige fællestræk mellem fysisk og filosofisk såkaldt "metode" er? Eller anden systematisk universel forskningsmetode. Ingenting naturligvis, absolut nul og niks. Snak, snak og endnu mere snak.

Til gengæld var afdøde "midt i sin samfundskritiske tilgang rundet af solide højborgerlige værdier" og man kunne være sikker på, at "..middagen ville blive serveret på en rullet stofdug, på fint porcelæn og med god vin i ordentlige krystalglas (!!!)"

Tjah, det er jo en oldgammel tradition i nekrologer at præsentere det bedste og udelade det værste. Hvis det her er redigeret efter disse hævdvundne principper, så er undertegnede i det mindste mere end begejstret for, at mine egne og afdødes veje på trods af betydeligt studiesammenfald både med hensyn til tid og sted vist aldrig krydsedes. Helt vildt begejstret og man vel heller ikke afvise, at afdøde måske heller ikke ville have været alt for begejstret for at møde denne forfatter.

Hvilket bringer tiden tilbage eller frem eller hvordan vi nu ser på det. Nekrologen skildrer et livs arbejde med kvinder, åbenbart med betydelige dybtgående amatør-gynækologiske felt-øvelser suppleret med en livslang indsats på at studere kvindelige forskere fuldstændigt og præcist som én selv. Hvor festligt og udfordrende kan det hele næsten blive og hvor blev alle de ubekvemme spørgsmål dog af i al denne korrekte pænhed. Samme sted som de "strøgne duge" og de "ordentlige krystalglas" Hvis det her skulle være det, som en forfatter engang beskrev som "Livet genoplevet i Erindringen", så er det vist sammenligneligt med et racerløb i busbanen. Med masser af busser overalt og absolut ingen muligheder for overhaling. 

Rigtigt nogen steder førte det her da tilsyneladende ikke. Det var åbenbart i selve denne totale ikke-spænding og ikke-udvikling hele afdødes liv lå. Andre ville måske mere kynisk kalde det kronisk navlepilleri men det var altså alligevel mere end nok til at give hende en livslang karriere som kvinde. Hvil i fred!
Hvis nogen mener det her alligevel var for morbidt så kan det jo også ses som et eksempel på smålig misundelse fra denne skribent overfor akademisk mere succesfulde kolleger blandt gamle medstuderende. Det tror vi nu ikke, men muligheden foreligger da bestemt. 

Sikke dog et liv og sikke dog en nekrolog! Det gode er så, at hun åbenbart hverken har forrådt revolutionen eller det borgerlige vellevned, for revolutionen var ren spilfægteri og blot legitimation for livslangt akademisk narcissisme. Det eneste revolutionerende i Beder-Malling eller det pæne Hjortshøj eller hvor hun nu boede var nok den sandsynlige ridehest. Det ord starter jo da med et "r"... Som "revolution" jo gør, selv om der altså ikke var nogen. Ikke bare en lillebitte en.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start