Electrocompagniet

I morgen er der efter planen nye opdaterede hvalpe-billeder og nu er det ved at være høje tid for at sikre sig en aflægger efter den (det?) velkendte audio-ikon Folmer Hund. Det nuttet-ubehjælpsomme er efterhånden ved at blive erstattet af voldsom udlængsel, og den fortvivlede hundemoder forsøger febrilsk at holde sammen på denne veritable lopperede af stolprende småkræ. 

Ind imellem får vi her i huset små jag af samvittighedskvaler om vi er for hårde eller unødvendigt forbeholdne overfor vores kolleger i branchen. Ja, nogen ville måske endda sige, at vi var for kritiske. Det varer sjældent særligt længe med de her kvababbelser, for blot et lille kik omkring får jo for det meste det brede skadefro grin frem igen. Således har vore gode kolleger hos Lydspecialisten gaflet sig et agentur, som vel i ganske særligt usædvanligt sjælden grad har været en “vandrepokal” i branchen, nemlig norske “Electrocompagniet” Der er desværre ikke meget positivt i at være en vandrepokal og det er endnu mindre interessant at have en. Når selv Hifi Klubben dengang opgav Electrocompagniet kan man nok trygt regne med, at der har været visse problemer. De holdt dog trods alt fast ved den nu vel nok stendøde Thule Audio til det allersidste og nok en hel del længere, end rimeligt måske var.

Electrocompagniet har jo i sin godt 30-årige eksistens opnået et ganske fortjent og aldeles berettiget unikt ry for sin kvalitetskontrol, intet over og intet ved siden af. Det er desværre i den ende af skalaen, som hedder fuldstændig mangel på samme. I mange perioder har det simpelthen været eksempelløst upålideligt. Om det så er blevet bedre i dag er ikke til at vide. Hvis blot et enkelt af de nys udpakkede varer virker er det allerede en del bedre end i mærkets dårligste tid. Det er ihvertfald et af de mærker, som afgjort ville have gavn af at flytte produktionen til Kina, for det kunne helt sikkert ikke undgå at gavne. Måske man allerede har gjort det?

Det er altså dette gamle (mis)hæderkronede produkt, som Lydspecialisten nu har gaflet og tillykke med det. Godt det ikke er os! Pressemeddelelsen på hifi4all er i samme amatøragtige hjemmegjorte udførelse som mange af vores egne her på siden. Dog vil vi personligt nok mene, at de er en smule dummere. Hør blot: “Electrocompagniets filosofi om den perfekte lyd, har været kontroversiel i de seneste 30 år, men de fortsætter ufortrødent med at forfine produkterne” Nu er det vel vanskeligt at være særligt kontroversiel i forhold til den perfekte lyd skulle man vel synes, den er jo ligesom nemlig perfekt. Mere kontroversielt er det vel så hele tiden at forfine det allerede perfekte. Eller tage sådan noget pladdersnak alvorligt.

Lydspecialisten fortsætter: “De ønsker at finde at finde ideale lyd (!!??) på ved at frembringe en lyd…” Om det drejer sig om en særligt subtil form for rumkorrektion eller en særligt avanceret form for anvendelse af støj i modfase til støjreduktion som i fly-cockpits eller bare er noget sludder ved vi ikke, og her kan enhver vist frit gætte med. Der er dog en serie, hvor “..priserne er mere lempelige” Virkelig en sproglig nyskabelse af de større. Lempelige straffe, ja tak, lempelige priser eksisterer ikke undtagen deroppe i Ålborg. Man kan dog “..komme ind og lytte til produkterne”, jamen tænk sig dog bare. Der er tillige en advarsel fra Lydspecialisten: “Der vil dog senere på året komme en demo på udstyret” De kommer til at flyve ud af butikken, de her papkasser!

Med sådan en hårdnakket og gennemført professionel markedsføringsindsats af dette desværre alt for velkendte produkt vil vi da spå en success ganske efter fortjeneste. Mindre ville vel heller ikke være at forvente og mere end den fortjente er vist også kun ganske lidt sandsynlig, dertil er produktet vist alt for fortjent berygtet. “Classic” betyder i den her sammenhæng nogenlunde det samme, som hvis man re-introducerede en af alle tiders mest håbløse biler biler, nemlig den inderligt upålidelige rustbunke Austin Allegro. Rustbunke var den fra strten, senere blev det meget værre. Det er ikke altid godt at gå tilbage til fortidens fusere, heller ikke den umiddelbare fortids.

Nu må den her kritik af det lettere lamme PR-materiale ikke opfattes som en kritik af Lydspecialisten. Vi gør det som sagt selv i hjemmegjort materiale. Vi mener bare her, at vi ser et sjældent vellykket eksempel på, at selve produktet og præsentationen af samme produkt indgår et næsten symbiotisk forhold. Det bliver det bare ikke spor bedre af desværre.
Iøvrigt glemmer man måske bekvemt at nævne, at grundlæggeren og dynamoen bag Electrocompagniet igennem næsten alle godt 30 år, Per Abrahamsen, vist ikke længere er i firmaet. Nu er samme Abrahamsen ganske vist en noget kontroversiel fyr (læs: et temmeligt ubehageligt bekendtskab) men det var dog ham der var Electrocompagniet. Til gengæld kan man så nu købe Abrahamsen Audios produkter hos Elgiganten, men mon ikke vores lærde venner hos Lydspecialisten loyalt vil oplyse dette. Det vil vi da tro, de er vel professionelle fagfolk.
Derovre i varehuset er de osse en hel del billigere. Det husker de sikkert også at nævne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *