onsdag den 8. oktober 2008

DKP (ml)

Dengang tilbage i 1970-erne var der et begreb, der hed "arbejderforfattere". Det var jo også dengang Herdis Møllehave og Dea Trier Mørch og deres ulideligt rædsomme endnu-mere-end-i-dag-kønspolitisk/korrekte føleri var obligatorisk pligtlæsning for enhver ungersvend, som ønskede kontakt med det modsatte køn. Vi drenge ville ellers meget hellere læse Suzanne Brøggers noget bedre skrevne og en del mere saftige historier, men så let skulle det ikke være. Ikke underligt, at så mange af os fik livslange traumer på den konto, undertegnede bestemt ikke undtaget. 

Med hensyn til begrebet "saftig" ville selv en rituelt skrumpen og aldeles indtørret juleappelsin med nelliker stukket i som små skorstensrør nu have været ganske saftig i forhold til disse kvindelige dødbidere. Til alt held er deres værker i dag forhåbentligt mindst ligeså stendøde som forfatterne er det og de sidstnævnte er ellers helt usædvanligt døde. Det er heldigvis ikke altid de bedste, som dør først. Dengang var der altså også de såkaldte "arbejderforfattere", som den dag i dag forhåbentligt er mindst ligeså glemt. De var nemlig hverken arbejdere eller forfattere, det kan måske være en del af forklaringen.

Det var nu ikke fordi disse forfattere var hverken udsprunget af arbejderklassen eller særligt arbejdsomme. Næ, det var fordi de rent ideologisk havde sat sig sælsomme mål i "genopdragelsen" af den danske social-demokratiserede arbejder tilbage til en helt "rigtig" arbejder. Allerede dengang var det noget sælsomt, fordi det jo var rygtedes, at Pol Pot i Cambodia, som det hed dengang, var i gang med sit folkemord i bestræbelsen på verdenshistoriens hidtil værste eksempel på den ultimative "genopdragelse" Alt blev naturligvis benægtet af disse nye kommunistiske ypperstepræster, som kaldte sig DKP (ml) De var ikke blot almindelige kommunister som de bevidstløst Moskva-tro almindelige landsforræderiske lakejer dengang, de var de helt rigtige kommunister, og (ml) stod for marxister/leninister. Bedre kunne det simpelthen ikke blive. Eller værre.

Revolutionens avantgarde var de simpelthen, og en af de lokale koryfæer var dengang arbejderforfatteren John Max Pedersen. Nu i denne tidslomme skriver vi uden parantes, for dengang var det sandeligt alvorligt nok. Denne elskelige mand skrev aldeles ubehjælpsomme bøger. At kalde dem rædselsfulde og skematiske er sådan en sørgeligt ufuldstændig beskrivelse. I virkeligheden var de en hel del værre, bøgerne, næsten ligeså rædselsfulde, som det ville have været forfærdeligt, hvis disse åndsformørkede forstyrrede revolutionære havde fået magt som de havde agt.

Den elskelige John Max havde fra sin tidlige ungdom samlet på klassisk musik, og havde en kæmpestor samling. Desværre for ham var denne musik med et godt indarbejdet udtryk fra nazi-tiden jo fuldstændigt "entartet" i den nye revolutionære marxistisk/leninistiske situation. Alt det dér fremmedartede med skønånd og anden distraktion i kampen for revolutionen var uønsket borgerligt tankegods, og derfor var John Max Pedersen tydeligvis mod sin vilje blevet mere eller mindre "pålagt" at afføre sig denne borgerligt/kunstneriske revolutionsfjendtlige "fjederham" Han så ihvertfald ikke det allermindste glad ud, men nu var hans kone heller ikke ligefrem klassisk smuk. Ikke engang bare en lillebittesmule og ikke bare ikke klassisk. Faktisk en af de kvinder, som præsenterede sig allerbedst i en af datidens ny-traditionelle kvinde-beklædninger, over-all-en i overstørrelse med islandsk sweater. Måske ikke ubetinget ren guf siger denne heller ikke altfor heldigt designede forfatter.

Det var dengang, undertegnede mødte denne flinke svagelige mand og købte en hel del af hans plader. Dengang tjente jeg faktisk alle mine penge til studierne som havnearbejder og havde gjort det i over et årti, og samme John Max havde netop udgivet en bog med en havnearbejder som revolutionær helt. Sådan nogen havde jeg nu aldrig selv set, og prøvede derfor at spørge lidt til hans viden. Det var med tydeligt intenst ubehag, at han måtte indrømme, at hans førstehåndserfaringer i sagen mest bestod i en tur med bybussen langs de havnenære arealer. Det var tydeligvis helt uhørt at spørge kritisk til nogetsomhelst i de kredse. Det er det sikkert endnu.

Nu var John godt nok en latterligt ringe forfatter, men han var en ganske rar mand, som vist mest forrådte sig selv, men det var også farligt nok. Han døde ihvertfald ganske kort tid derefter, ret ung. Det var også dengang, jeg for første gang mødte Johns kone, som skulle komme til at holde noget længere i den fortsatte kamp for revolutionen. Desværre. Hun hed og hedder Joan Ågot Pedersen. 

Disse minder om elskelige, men revolutionært noget fejlplacerede John Max kommer tilbage i dag, fordi samme Joan i dag er faglig sekretær i fagforbundet 3F. I mellemtiden er hun steget i graderne i partiet, som stadigvæk flyver de blodrøde faner under navnet DKP(ml), og er nu blevet næstformand. Nu er det heldigvis ganske få mennesker, som ikke bliver klogere over en periode på 35 år, men Joan Ågot er tydeligvis en af dem. Egne personlige minder fra dengang tyder unægteligt heller ikke på nogen synderlig omstillings-kapacitet hos hende eller nogen andre kapaciteter i øvrigt. Som en akvariefisk eller deromkring.

Lige denne heldigvis usædvanlige cocktail af kompetencer er så åbenbart nok til alligevel at få det attråede job som "kommissær" i 3F. De kalder det godt nok for "faglig sekretær", men der eråbenbart en del mulighed for politisk "friløb" i jobbeskrivelsen.

Man kunne måske have håbet på, at en livslang tilbedelse som Joan Ågots af samtlige mulige volds-forbryderiske regimer ville have haft samme virkning som blot en enkelt afsyngning af den nazistiske "Horst Wessel"-sang. Det sidste diskvalificerer for evigt, det gør det første slet ikke, ikke engang ganske lidt. Sådan er det desværre ikke, så Joan er stadigvæk inde i det "gode" selskab. Massemord for "den gode sag" som Mao og Pol Pot og Lenin og Stalin praktiserede det er stadigvæk helt acceptabelt og det er deres tilhængere naturligvis også. Som Joan. Mærkeligt.

Joan Ågot Pedersen, (som hun stadigvæk hedder efter salig John Max) er i denne tid hovedperson i en faglig konflikt mod et lillebitte værtshus med én eneste ansat. På trods af en aftale mellem ejeren og 3F om, at en formel overenskomst måske var lige i petitesseafdelingen især fordi lønforholdene allerede var indenfor overenskomsten, har denne overvinterede furie fra gamle dage etableret blokade og strejke mod det lillebitte værtshus. Dette sker uden smålig hensyntagen til en aftale mellem ejeren og 3F

Nu kunne man måske med nogen ret undre sig over, at en stort forbund som 3F således lader typer som Joan Ågot løbe frit amok-løb i en sag, som er vanskelig at undgå at kalde en politisk skueproces. Ret meget anden mening kan det da da ikke have.

Det vil sige, lidt mening har al denne galskab vel måske alligevel. Det får da i det mindste undertegnede til at føle en dybfølt taknemmelighed over, at det ikke blev de evige politiske selvbestaltede venstrefløjskommissærer som Joan Ågot, som vandt klassekampen. Den eneste, som hun helt entydigt vandt klassekampen over, var stakkels "arbejderforfatter" John Max Pedersen, som måtte sælge alle sine højtelskede klassiske "borgerligt inficerede" LP-er. Godt for os, trist for ham. 
Denne historie bør så også lige minde om, at kampen fortsætter, nemlig kampen mod fjenderne af det åbne og demokratiske samfund, som Karl Popper med en let omskrivning udtrykte det. De er hos os endnu, fjenderne af demokratiet Ubegribeligt men altså særdeles håndgribeligt og det er ikke allesammen åndsformørkelser fra Middelalderen. Nogle af dem er også fra nyere tid, det er vist også den eneste forskel. Godt man ikke er medlem af 3F og betaler løn til Joan!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start