tirsdag den 23. september 2008

Synergi

Vi beklager atter i dag, at vi for tiden i nogen grad svigter den højere folkeoplysning, som denne side normalt står for. Når endemålet 20 tabte kilo er nået om knapt 2 måneder er det nemlig blevet så mørkt om morgenen alligevel, at vi atter har tid til fuldt at hellige os vores oplysnings-pligt her på siden.
Til gengæld rasler kiloerne altså af denne skribent (foreløbigt godt 5), så noget godt er der i sagen, samtidigt med at Folmer Hunds hvalpe vokser med forrygende fart. 
Adskillige af dem er allerede i færd med at anlægge sig et klædeligt fuldskæg, der sammen med store hængeører og endnu større bedrøvede øjne simpelthen redefinerer ordet "nuttet". Vi spår dem allesammen en betydelig fremtidig success på hundedating.dk allerede på nuværende tidspunkt.
Denne måned tyder forresten på at blive vores firmas allervildeste og bedste hidtil, og det siger faktisk en hel del. Det er jo et afgjort positivt problem, at vores ellers ganske rummelige Opel Omega varevogn til blot en enkelt kunde kunne lastes 5 gange til fuld kapacitet og der var endda flere..Og det var endda bare i går!
Ellers vil vedholdende rygter vide, at det lokale successeventyr og vækstlokomotiv Wavehouse er blevet solgt til norske Benum (eller hvem der nu har købt hvem) Mon ikke vi kan imødese en betydelig synergi i denne konstruktion, selv om vi måske har en smule svært ved at se, at der skulle være være de samme fordele for den ene part som for den anden (så er det vel egentligt ikke synergi længere?) 
Faktisk har vi i virkeligheden lidt svært ved at se fordelene for den ene part overhovedet, men nu er vi jo heller ikke særligt visionære forretningsmænd. Det må de andre jo være, siden de springer ud i noget, som i gamle dage ellers nærmest ville betragtes som en såkaldt "mesalliance" Et godt gammelt udtryk, som vist dækker denne aktuelle sag ganske godt.
Iøvrigt har vi jo også hund med på arbejde, og det fjerner jo også en hel del af professionalismen, mener ihvertfald den ene deltager i dette nye konsortium. I den forbindelse skal vi da lige minde om en artikel fornyligt i net-tidsskriftet Monitor.dk om dette lokale firma, Wavehouse, den ene deltager i dette nye konsotium, som ikke lader det lokale "Lighthouse" meget efter. Prøv at google begge ord samtidigt og bliv i artiklen præsenteret for et ultra-effektivt firma i fuld fart ud over stepperne som Djengis Khan på jagt efter kristne nonner. Man tør næsten ikke gætte på, hvor mange millioner det har været værd. Endnu mere mærkeligt er det så i virkeligheden at sælge ud, når det nu går så enestående godt, men sådan er der så mange ubesvarede spørgsmål i denne sag. Det er et mysterium på højde med det klassiske om manden, som gerne vil sælge ud af alle sine stensikre poker-fiduser eller tipssystemer. Hvorfor dog dele når man kan beholde det hele selv?
Det vender allesammen tilbage til det egentlige kernespørsmål, som lyder: Hvorfor i alverden gjorde I dog det? Hvis det for den ene part gik lige så godt som det blev beskrevet, var der jo ingen grund til det, og hvis det ikke gjorde, så var der jo da ihvertfald for den anden part endnu mindre grund.
Ak ja, sådan er storfinansens veje så uransagelige. Som Anders And jo engang i en berømt Carl Barks tegneserie udtale i Sonja Rindoms udødelige og uforlignelige oversættelse: "Hvem der bare havde penge, masser af penge!"
Så man kunne bruge dem på noget og nogen, som ingen havde. Det sidste gjorde Anders And nu ikke engang, og han endte alligevel alligevel op med ikke at have nogen.
I den fortsatte affære om højhus-projektet "Lighthouse" her i byen er der nyt i dagens JP. Der står nemlig, at der efter at en af de 2 medlemmer af konsortiet bag projektet har trukket sig nu er "Ny usikkerhed omkring Lighthouse-projekt".
Det er vel strengt taget ikke helt korrekt, da det i stedet vel er en større grad af sikkerhed, nemlig at det her syge projekt aldrig nogensinde bliver til noget. 
Der er jo grænser for, hvor usikkert noget kan blive uden at blive sikkert igen. Det sikre er så godt nok nu blevet, at det helt sikkert aldrig bliver til noget. Der er altså som i en cirkel grænser for usikkerheden. Efter at de 90 grader på periferien er tilbagebragt bevæger man jeg jo tilbage mod sikkerheden igen, godt nok altså den modsatte sikkerhed. Det bliver det dog ikke mindre sikkert af. Eller altså mere usikkert.
Det var så dagens filosofi-lektie. Hvilken økonomisk lektie der kan drages af den nævne økonomiske stor-fusion er straks sværere at greje, men der bliver da givetvis tale om betydelige muligheder for uventede skattefradrag. Det er vist temmeligt sikkert. Eller meget, meget usikkert. Det er altså det samme.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start