mandag den 1. september 2008

State of the Union

Overskriften i dag er jo som bekendt den amerikanske præsidents årlige tale til nationen om ja, altså nationens generelle tilstand og til allersidst i dag kommer det så til at omfatte dette firma. Gad nok vide egentligt, hvordan man tidligere fik kolporteret forskellige mere eller mindre lødige politiske budskaber ud til hele folket uden disse tekniske hjælpemidler? Nå, man har sikkert bare råbt noget højere, det gjorde man da ialtfald ved politiske møder, hvor det vel må formodes, at den største del af publikum vel i det mindste har kunnet høre noget af talerens uendelige strøm af guldkorn. Ellers var de vel gået med mindre der blev udskænket gratis drikkevarer. Det sidste var iøvrigt den anvendte fremgangsmåde hos den mafia-lignende organisation "Tammany Hall", som i næsten 100 år kontrollerede den lokale politik i New York og mange andre amerikanske storbyer med absolut udemokratisk jernhånd. Nogen rigtigt skidte knægte!

Inden vi kommer alt for langt ud i dag med egentlige mafia-anklager skal det lige med, at et rigtigere ord måske i virkeligheden ville være gangster-anklager, for så vidt som mafiaen og dens fætter camorra-en jo vel er at betragte som specifikt italienske registrerede varemærker inden for den praktisk anvendte kriminalitet. Tammany Hall var mere orienteret mod katolske/irske kredse, og ord som almindelig korruption, afpresning og særdeles reelle og hyppigt realiserede trusler om vold og død var de simple virkemidler. Som en mellemting mellem den tidligere kuldsejlede ålborgensiske bykonge Marius Andersen (ham med det ulyksalige badeværelse) og Josif Stalin huserede folk som den mangeårige borgmester Richard Daley i Chicago i et gråt mellemområde, som vel næppe med selv betydelig sproglig elasticitet kan kaldes demokratisk. For at det ikke skal være løgn, er Daleys søn, som naturligvis også i bedste romersk/imperiale stil hedder Richard, vistnok stadigvæk som en amerikansk ækvivalent til de danske Auken/Helveg-dynastier endnu borgmester i Chicago.

Hvorfor nu denne historielektion i dag? Jo, det er simpelthen fordi vores lokale borgmester Nikolaj Wammen i sidste uge tog over for at deltage i hyldningen eller måske nærmere helgenkåringen af den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama. I lighed med sikkert de allerfleste danskere har Wammen i det danske skolesystem naturligvis forstå, at ordet "demokratisk" er et rigtigt godt ord, mens "republikansk" helt sikkert ikke er, for det er der jo ikke en sjæl, som fatter meningen med. Den europæiske betydning af ordet, altså det der med ingen konger at have, er jo ikke ligefrem relevant i amerikansk kontext, da de jo ligesom aldrig har haft nogen siden den britiske kong George. Hvad republikanere så egentlig er for nogen størrelser aner følgeligt ingen. I Lucky Luke i gamle dage var de notoriske Dalton-brødre med i en kostelig valgkamp mod de såkaldt "insidiøse" Ingen forstod nogensinde, hvad det var for nogen, men demokrater var de vel med det mærkelige navn ikke. Så er det jo også nemmere at være imod.

Hvilket så lige bringer os tilbage til indledningen. Både Tammany Hall og det demokratiske autokratiske og selvsupplerende styre i Chicago og naturligvis massevis af andre steder var nemlig hverken "insidiøse" eller republikanere eller noget som helst andet. De var nemlig allesammen ligesom den vel efter moderne målestok temmeligt racistiske amerikanske sydstatssenator George Wallace DEMOKRATER. Naturligvis ikke i ordets egentlige betydning, men partipolitisk var de. Wallace nåede endda åbenbart uden at det blev bemærket i eftertiden at blive den mest afskyede amerikanske politiker udover alle de utallige andre naturligvis også afskyelige amerikanske politikere. Udover Wallace var de andre nu mest afskyelige, fordi de desværre for dem og deres omdømme i kultiverede europæiske kredse helt korrekt blev betragtet som amerikanere. Wallace var selv blandt de mange helt udemokratiske demokrater en helt usædvanligt kedelig fyr og da han blev udsat for et lammende skudattentat, var den danske pressedækning forresten så tendentiøs, at man nærmest var tilbøjelig til helt at frikende attentatmanden. At det var en uhyre populær demokrat afficerede dem tydeligvis ikke. Situationen med mordet på demokraten Kennedy var jo noget anderledes, men han havde jo også udtalt de bevingede ord "Ich bin ein Berliner". 

Det betyder godt nok noget meningsforstyrrende (men altså ikke for de troende) noget med en forkortelse for "Berlinerpfankuchen", men for de sande troende er jo intet forkert. Og så tilbage til Wammen. Dette sikkert glimrende (i betydningen typiske) produkt af det socialdemokratiske demokratiske skoleprojekt var nemlig i sidste uge ligefrem i USA på et vist endda længere ophold. Han har ifølge også bekræftede rygter opholdt sig i længere tid i USA på studieophold, men har tilsyneladende lært det helt forventelige, altså ingenting. Derfor er det altså overraskende grænsende til det lettere komiske, at han som borgmester i Århus ligefrem deltager som officiel flagbærer for vores by i kåringen af Obama. Ikke fordi vi tror, at McCain som den republikanske kandidat er spor bedre. Nej, det er udelukkende fordi Wammen atter engang blot cementerer alle de danske stereotype opfattelser af USA. Skillelinierne i USA går naturligvis som enhver idiot burde kunne se, selvfølgelig ikke mellem demokratiske og udemokratiske politiske holdninger. Man kan sagtens være (og er det givetvis også) "anti-demokratisk demokrat" på samme måde som man også for halvdelens vedkommende er "anti-republikansk demokrat" 

Hvis man som Wammen har fået så lidt ud af en tur til USA så kan han vist ligeså godt bruge resten af sin borgmestertid ude på toilettet. Når man allerede har alle holdningerne med hjemmefra kan det jo godt spare billetten, med eller uden afgifter. Eller egenbetaling overhovedet, for mon ikke det har kunnet argumenteres for, at det ville cementere Århus` globale betydning at trykke hånd med Obama, men vi kan selvfølgeligt have gættet forkert. Amerikanerne ved naturligvis godt, at alle mulige politiske skillelinier går på kryds af tværs af de 2 store partier. Meget betegnende har begge helt tilbage fra den mere analfabetiske fortid dyr som symboler. Republikanerne har en elefant og demokraterne en repræsentant fra kvæg-verdenen. Hvad er bedst? Wammen og alle danskerne ved det naturligvis godt. Det gør amerikanerne så heldigvis ikke, de plejer nemlig at stemme om det. De må godt nok være dumme.

Dumme kan man vel ikke kalde de allernyeste skud på den frønnede stamme, som hifibranchen længe har været, nemlig Flex Audio i Odense og Omega Audio i København. At starte som Flex som Flex i forsommeren er dog noget, som ligner til forveksling i betænkelig grad, og allerede nu inden sæsonen for alvor starter er der gode "demo"-tilbud at få. Når man er absolut eneforhandler er det jo noget kontroversielt og lettere devaluerende for produktet at sælge sine demoeksemplarer på en tid, hvor de knapt nok er blevet pakket ud endnu og langt mindre er blevet demo. Vi kan håbe denne strategi går længere østpå, for her i området ville det betyde, at man stod umiddelbart eller måske midt i et egentligt ophørsudsalg. For temmeligt længe siden bedrev vi herfra et ugemne om "Det eksklusive salg" Dengang skrev vi, at der for salg af rigtigt eksklusive produkter var nødvendigt at skabe en aura ef eksklusivitet. Ingen stupide hifi-tosser i butikken, tak! Det står vi stadigvæk ved selvfølgelig.

Dengang mente vi også, at der for at få fat i forholdsvist fornuftige midaldrende mennesker med masser af penge var nødvendigt på fornuftig vis at finde fornuftige midaldrende folk til butikken. Lige der tyder det ikke på, at vores nye og uventede venner ligefrem ligefrem har læst på lektien. Man kan ellers sagtens overbevise sig selv om ved at besøge butikker for designermøbler og andre status-produkter, at det eksklusive salg af dyre produkter for det første ikke kan blandes sammen med almindelige økonomi-produkter. Det kan heller ikke gennemføres af sælgere med alt for øren-ringe (hej Flex!) eller af meget unge og entusiastiske mennesker med 5 års erfaring fra en dansk mainstream-butikskæde. Lige i det sidste tilfælde er det iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt, hvor megen succes den unge fyr har i Hifi Klubben eller for den sags skyld i en Stadium-sportstøjsforretning. "This is a different ballgame, mate!"

Det, der virker der ude i mainstream-verdenen er nemlig overhovedet ikke det samme som gør forskellen dernede i den nye kælderbutik med eller uden hensigtsmæssig akustik. INGEN 40-50 årig gider altså købe hverken Hästens-senge eller nogensomhelst varige forbrugsgoder af folk i 20-erne uanset deres kvalifikationer. Selv den allerdummeste lokale tøjbutik i Lemvig forstod allerede for 50 år siden, at der skulle være en ung fyr til de unge fløse-kunder og en ældre og mere erfaren til konerne, som kom slæbende med deres modvillige mænd. Det sidste mht modvillighed skulle ændre sig, men selve mekanikken er den samme: Hvis du ikke tilstrækkeligt kan "spejle" dine kunder har du altså en helt håbløs tabersag og det eksklusive salg er tabt på gulvet ellerede længe inden kunden siger de uheldssvangre ord "Det vil jeg lige tænke over" Som alle realistiske og erfarne sælgere naturligvis ved, er dette jo synonymt med "Lad mig komme væk i en fart!" Om vi tror på de her semi-eksklusive ikke-spejlende koncepter som vejen frem? Ja, på samme måde som at vi naturligvis tror, at den danske befolkning gennem rejsereportager fra USA-fareren borgmester Wammen og det helt upartiske organ DR2 korrekt og neutralt vil rapportere om demokrati og republikanisme i USA. Håbet er altså ikke ligefrem lysegrønt. Det er der faktisk ikke rigtigt overhovedet.

Lysegrønt er håbet heller ikke længere her i firmaet, det er nemlig bare blevet rigtigt dejligt grønt. I går aftes trykkede fru Olsen nemlig på den knap, som afsluttede vores regnskab for året 2007/2008. Resultatet er ikke så ringe, som vi siger her i Jylland og ret meget højere svinger vi ellers jordbundne mennesker os jo ikke op. Det skulle da lige være for at udtrykke vores dybtfølte tak til alle jer, som har gjort det her muligt. For ikke-jyder betyder vores dæmpede jubel, at det er gået helt aldeles fremragende godt. Det er dog ikke numerisk gået helt så godt som det er gået dårligt for en tidligere lokal kollega, som så vidt vides endeligt blev tvangsopløst i den forgangne uge. Mindre kan nu også sagtens gøre og hvad skulle vi også bruge alle så mange millioner til? Ingenting er vel i virkeligheden svaret, så vi klør vist bare på.
Atter engang tak til jer alle!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start