onsdag den 3. september 2008

Hysteriske kællinger

Overskriften i dag tillægger man sædvanligvis den tidligere socialdemokratiske minister Mogens Lykketoft, som udtalte disse bevingede ord om børsmæglere og det da i teorien vældigt berettiget. Ret meget mere værdigt et eftermæle kan man jo næsten ikke få, og det er jo få forundt som politiker at blive husket på denne måde. Åh jo, og så var det jo noget med dét der trotskistisk inspirerede fipskæg og det var så vist det positive, der var at sige om denne mands iøvrigt aldeles overflødige testamente. Nu kan man måske i virkeligheden slet ikke tale om egentligt hysteri hos de eksalterede børsmæglere, som vi jo sikkert allesammen kan huske fra storfilm som "Bossen og Bumsen" med Eddie Murphy og Dan Aykroyd og suk, Jamie Lee Curtis. Men altså, hysteri blandt børsmæglere er lidt mere tvetydigt end som så, som vi skal se. Det er der så desværre ikke alt hysteri, der er.

Mange har vel set rigtige naturfilm (her vil i dag defitionsmæssigt henregne dem, som der er rigtige dyr med i), hvor flokke af delfiner i brilliant olympisk synkronsvømnings-stil pløjer ind og ud af en sildestime i den hensigt at skabe panik. Det er jo delvist denne menneskelige panik, som den dygtige børsmægler med dog ganske vist mindre piskende hale end delfinen, forsøger at skabe, når han skal købe rigtigt, rigtigt billigt. Megen hektisk børsaktivitet er naturligvis kalkuleret for at fremprovokere større eller mindre kursændringer forud for et eventuelt køb eller salg. Selv store kursændringer kan på denne måde ske uden at der i virkeligheden sælges blot én eneste aktie blot den hysteriske forestillingkrafts hjælp. Måske Lykketofts ord om de "hysteriske kællinger" i virkeligheden lige blandt børsmæglerne var noget malplaceret, det tror vi faktisk. Som andre gør mæglerne jo faktisk bare deres arbejde selv om det udenforstående ser noget hysterisk ud.

Til gengæld kan udtrykket "hysteriske kællinger" med betydelig større ret anvendes om den samlede danske dagspresse og dens kollektive hjernedøde og lemmingeagtige reaktion på fremkomsten af de første gratisaviser. Den historie er virkelig en øjenåbner på pressens kritiske færdigheder eller snarere mangel på samme.. Her taler vi om et kollektivt massehysteri af monumentale og selvmorderiske dimensioner mindst på højde med en flok hvaler, som tilsyneladende fornuftsstridigt fra en kant går på grund på en sandstrand. Hvalerne har selvfølgelig set sandstranden, og alle forklaringer om deres ekkolods ubrugelighed ved flade kyster er selvfølgeligt pseudo-videnskabeligt pladder. Med sådan en indbygget selvmordsbombe i en arts adfærd ville arten selvfølgelig uddø over en ganske kort periode ganske ligesom en-øret flagermus. Her må vi finde andre forklaringer.

Da gratisaviserne kom, kunne enhver se, at selve ideen med at uddele gratis aviser finansieret udelukkende med annonceindtægter (som naturligvis fra starten ville blive trykket ganske betydeligt) var et helt utilstrækkeligt finansieringsgrundlag. Regnestykket er ganske simpelt ellers, som alle og enhver ved: Sæt prisen ned fra starten, og du får den aldrig nogensinde sat op igen. Når man starter med billige annoncer i håbet om senere at sætte priserne voldsomt op og tjene penge er man dummere end sine kunder og det er økonomisk beklageligt tendenrende til harakiri. Kunderne vil selvfølgeligt blot vente, til det oprindelige tilbud kommer igen, og det gør det jo hurtigt, fordi gratisavisernes økonomiske fundering var så syg, som den var. Annoncepriserne var altså inde i en længere lavpris-periode allerede fra starten og det kunne enhver sige sig selv. Når der er pris-uro shopper folk altid lidt ekstra rundt, sådan er det, og ingen betaler den oprindelige høje pris.

I starten var der kun 2 gratisaviser, som tabte penge i et omfang, som var fuldstændigt urealistisk i andet end fantasiøkonomier. Det var så til deres held en sådan fantasiøkonomisk situation, som var den fremherskende. Hjernedød panik greb store etablerede og økonomisk uhyre velpolstrede bladhuse som JP/Politiken og de kastede sig selv ud på markedet for gratisaviser med sand økonomisk dødsforagt (eller ihvertfald foragt for al fornuft). Hvis det for lægfolk forekommer tåbeligt at konkurrere med sig selv er det intet i sammenligning med, hvor tåbeligt det er at blive ved. Aldrig i dansk historie har vi set mage til vanvittige økonomiske satsninger, og hele den betændte affære omkring Roskilde Bank forkommer som et skoleeksempel på sober bankvirksomhed. I det mindste kunne Roskilde Bank da håbe på, at store skyldnere som den gamle konkurs-spekulant Kay Wilhelmsen ved en fejl kom til at betale sit lån tilbage. 

Det var ganske vist noget usandsynligt, men det var dog en hel del mere sandsynligt, end at man nogensinde kom til at tjene penge på gratisaviserne. Alle de ellers sobre chefredaktører forvandledes simpelthen over natten til en flok hysteriske kællinger ved starten af et udsalg i Salling-hiv og flå i absolut ingenting og ingenting var lige, hvad de fik. Det vil sige, noget fik de. Massive underskud i milliardklassen, som fuldstændigt over en periode på adskillige år tømte de bugnende pengekasser på den gamle danske trykte presse, og helt galt gik det da, dengang repræsentanter for den islandske bobleøkonomi kom ind på markedet. Så åbnede sluserne sig rigtigt, og selv om alle involverede parter jo burde vide, at det her aldrig gik, så fortsatte alle alligevel mod katastrofen for fuld gas. Det er vanskeligt at forestille sig sobre og kritiske redaktører se hundrevis af millioner fosse ud uden at de gjorde noget, men det var det der skete.

Børsmæglerne er ikke nødvendig dumme eller hysteriske, selv om det kan se sådan ud, men det er lederne på landets aviser til gengæld, selv om de ser helt fornuftige ud og da ikke mindst, fordi de jo spiller for deres egen penge. Børsmæglerne er dog kloge nok til også at tjene på kursfald. Alle aviser troede åbenbart helt fornuftsstridigt, at man spillede et nåkaldt "nulsum-spil" om reklamekronerne, når enhver lægmand kunne se, at den samlede sum af reklameværdien naturligvis ville styrtdykke. Det er edderbroderemig dumt! Nulsummen var selvfølgelig allerede fra starten voldsomt devalueret. 

Nu kan man jo sige, at det er ligemeget, at de fleste aviser har mistet hele deres opsparede kapital, men lige i denne sammenhæng er der alligevel en forskel. Hele den her afmagring af branchen er nemlig en virkelig katastrofe og ikke mindst for ytringsfriheden. INTET blad, som er tilstrækkeligt økonomisk presset, tør nemlig tage nogen chancer og ytringsfrihed er altså at tage chancer. Hvis man skulle være i tvivl om alvoren, kan man jo studere den helt relancerede Jyllands-Posten i tabloid-format. Den er ikke blot blevet halveret i størrelse, den er næsten også blevet halveret i indhold. Prisen er dog den samme, men det vil antallet af abonnenter selvfølgelig ikke være ret længe. En presse uden frihed er virkeligt et demokratisk problem, så gratisaviserne lavede virkelig ravage. Ikke mindst burde man opstille en skamstøtte over den danske presses mangeårige kollektive kællinge-hysteri.

Heldigvis er det ikke sådan mange analytikere ser på sagen, de har nok penge i dagspressen. En vis Kim Fonsaing fra noget, der hedder Carat, citeres i gårsdagens JP for at sige, at JP/Politiken har "konsolideret alle deres medier" Vi søulke ville nok snarere sige, at de har "rebet alle sejlene" og dermed ikke længere uden fremdriftsmidler selv kan bestemme kursen. En anden såkaldt "analytiker" fra noget, der hedder OMD mener ligefrem, at at den gamle presse bør sende en tak til den helt nyligt kuldsejlede Nyhedsavisen(!!) Han mener, "at de har sat turbo på udviklingen" og deri har han selvfølgelig ret.Han mener det nu vist som noget positivt, men det er nu noget vanskeligt at få øje på. En anden "analytiker" fra selveste Deloitte mener ellers, at man kan anskue morgenavisernes kollektive og ganske hysteriske satsning på gratisavismarkedet som noget, som vil afholde nye udenlandske spillere på det danske mediemarked. Det vil ifølge ham nemlig være for dyrt. Det er ikke meget mindre stupidt, for den økonomisk udslukte danske dagspresse vil aldrig nogensinde en anden gang kunne modstå noget som helst. Som med en fuldstændigt groggy sværvægtsbokser skal der næste gang kun en ældre dame med en håndtaske til at nedlægge ham, man har simpelthen allerede fyret med alle sparepengene eller ædt al så-sæden.

Hvor galt det allerede nu står til afsløres i JP´s erhverstillæg i reportagen om det økonomiske efterspil til kollapset af gratisavisen Nyhedsavisen. I en diskussion om avisens værdi anføres det, at "Hvis der f. eks. er 100 ansatte med en gennemsnitlig løn på 400.000,-, så løber det (opsigelsen?!?) op i en ekstraudgift på 240 mill." Måske denne journalist, Henrik Skov, tidligere har haft en fremtrædende stilling i JP´s økonomiafdeling, for ret meget mindre økonomisk sans er ganske vanskelig at forestille sig. Han kunne ligeså godt have skrevet 100 billioner trillioner fantasiliarder, for det er altså noget dumt at regne ud, at alle medarbejderne partout skal have 6 års løn ved opsigelse. Ingen kritisk sans hos journalisten, ingen korrekturlæsning og ingen kritisk presse. Meget dumt
Helt på samme måde som det var at deltage i gratisavismarkedet og fyre hele formuen af på absolut intetsomhelst. Tænk at brænde den igennem flere hundrede år akkumulerede formue af på et par år, en formue som aldrig nogensinde vil kunne genskabes i det her årtusinde. Sommetider er hysteri kostbart, rigtigt kostbart og så var det vist for langt hovedpartens vedkommende slet ikke tale om kællinger.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start