Hummer

Under Kuwait-krigen dengang man troede at det var den krig, som skulle ende Saddam Hussein, hed den amerikanske øverstkommanderende Norman Schwartzkopf. Det kunne være svært helt at forstå, at denne noget kvabsede vennesæle mand havde øgenavnet “Stormin´ Norman”, men det var andre tider. Det var dengang, at en dansk seniorofficer umiddelbart foran pensionering i TV under krigsreportagerne fra Kuwait, som ellers kun sagde uhyrligt ligegyldige almindeligheder, senere med stormende applaus kunne vælges ind i folketinget. Vi ville osse selv have vores lokale helte og det fik vi så. Eller rettere, vi valgte en, for helt helt var han nu ikke rigtig. Ikke engang rigtigt en halv.

Det var også dengang, at den allermest prestigefyldte bil var helt entydig. Det drejede sig hverken om en knaldrød splinterny Ferrari eller en Duesenberg eller en Bugatti 8 eller en Rolls-Royce Silver Ghost. Nej, det allervildeste og mest statusgivende var en kæmpestor amerikansk Hummer militærlastbil, som godt nok kun kunne køre 800 meter på en liter benzin (sagde man) Det betød nu ikke noget, for hjemme i USA kunne det her monstrøse skrummel nemlig køre op mod 4 km. på en gallon, og det var jo noget bedre. Måske ikke, men det vildeste scoreredskab (det var jo inden engangsknald.dk kom i luften) var altså en Hummer. Intet over og slet intet ved siden af. Det sidste gav ligesom sig selv i de smalle århusianske gader, hvor der heller aldrig var plads til modkørende.

Det betød altsammen ingenting, alle var misundelige alligevel. Det er de så desværre ikke rigtigt nutiden, ja der er faktisk ikke rigtigt nogen, som misunder en Hummer-ejer længere. At køre rundt i sådan en nu er simpelthen i enestående grad at fejllæse “tidens tegn”, som vi funderede over i går. Der holder endda ganske hyppigt en Hummer (ganske vist en noget miniaturiseret udgave af arten) udenfor vores vindue og endda med reklamer på. Det er svært at forestille sig, at denne farvestrålende reklame på den her Hummer af nogensomhelst skulle kunne opfattes positivt. Selv vil vi da aldrig fremover røre “Danzka”-vodka, som der står på bilen. Det er nu også ret let at modstå fristelsen, da det smager af “rævepis og terpentin”, som den danske folkgruppe “De Gyldne Løver” så præcist udtrykte det. Alligevel er det svært at forestille sig, at ingen har prikket den her lettere forstyrrede “art director” på reklamebureauet på skulderen og sagt, at den her kampagne er ude af takt med tiden, for det er den helt og aldeles. Hummer-butikken er forresten til salg ovre i USA uden at der vist har været nogen købere.

Som nævnt i går er “det iøjnefaldende merforbrug” for den forudsigelige fremtid parkeret langt ude på landet i et faldefærdigt maskinhus, hvor den sidste Hummer nok som tidligere tiders Ford A burde stå til senere tider. Et symbol for noget, der var engang og sikkert kommer igen som bh-en men alligevel altid til låns. Det er her altså bare ikke lige nu, det her vanvittige statuskøb af ting, som man overhovedet ikke kan bruge til noget. Det vil det sige, det er det sommetider alligevel og i dag vil vi snakke om noget, som egentligt er temmeligt ligegyldigt, nemlig en ny højttaler. Den er nemlig helt ligegyldig på en særdeles interessant måde. For at blive i Hummer-sproget ville det svare til at lave en ekstrastor og ekstrabred udgave af den oprindelige Hummer-model i dag. Denne gang skulle den så bare have en endnu større motor, så den nu kunne køre 800 m. på en gallon og sikke status det nok ville give. Absolut taberstatus var vel givet længe inden slutsedlen var underskrevet. 

Nu kommer der næppe nogensinde en ny Hummer-model, men der er til gengæld kommet en ny udgave af det franske højttalerfirma Focals topmodel “Grande Utopia” Navnet har iøvrigt for undertegnede altid for denne vel efterhånden årtigamle model været noget vanskelig at forstå, for hvordan i alverden kan man skelne mellem en “stor utopi” og en helt “almindelig utopi”? Begrebet “utopi” er jo ligesom fastlagt som et absolut begeb, og det forekommer noget ja utopisk, at gradbøje “utopi” og så er det forresten heller ikke et adjektiv, det gør det jo heller ikke lettere. Focals bevæggrund dengang for godt 10 år siden, da man lancerede den oprindelige “Grande Utopia”-model var jo til at forstå. Dengang skulle den simpelthen være det for de allerfleste uopnåelige og derfor så meget mere attråede flagskib i en stort anlagt ny højttalerserie. Man drømte om den smukke søster i familien men giftede sig med den knapt så smukke må ræsonnementet have været. Dengang i landet for længe siden kostede de her kolo-enorme monsterhøjttalere på mere end 2 meters højde vistnok omkring 300.000,- 

Det var ganske vist dyrt, men hvis man havde råd havde man respekt, selv om de nok i almindelige lavloftede danske hjem lød ligesom dem, jeg selv hørte engang i London Heathrow: Helt ad helvede til ud i skoven dårligt. Det var nu nok næppe højttalerens skyld, for et stort opsat Naim-system lød næsten endnu værre endnu. Måske der var klumper i strømmen. Klumper andre steder i fordøjelsessystemet har de (forhåbentligt få) ejere af dette ultimative franske prestigeprodukt til gengæld nok fået få år efter introduktion af dette monster. Da kom der nemlig en helt ny og langt mere ultimativt utopi-model som erstatning for den gamle “Grande Utopia” nemlig nu med efternavnet “Be”. Man var begyndt at anvende letmetallet beryllium i diskanten, og med ét slag var alle tidligere tanker om den tidligere helt utopiske. Så vidt vides kunne man da ikke opgradere den gamle model, og mon ikke brugtpriserne på de nu helt uddaterede gamle ikke-beryllium udgaver er styrtdykket tilsvarende? Pil ikke ved den utopi, som du lige har solgt men det gjorde man alligevel.

Alligevel gad vel nok de fleste entusiaster dengang stadigvæk godt drømme om at få “the full monty”, altså sådan et mega-berylliummonster. Lidt utopi var der vel stadigvæk tilbage, og denne gang havde man da med valget af beryllium valgt et materiale, som var svært at gøre forældet. Utopien var intakt for alle undtagen for dem, der havde købt den gamle model. Det vil sige, det er den så ikke længere, for nu er der nemlig atter kommet en radikal nyfortolkning af utopien fra Focal, nemlig en “Grande Utopia Be ” EM. Det sidste står for elektro-magnet, som altså erstatter de normale permanente magneter. Ideen er vældigt god, helt ubeskrivelig gammel (det er nok derfor, den er god) og samtidigt helt håbløs. Ligesom prisen, som nu er krøbet op over millionen i Danmark. I lyset af de seneste direkte-til-dig tiltag fra den danske agent er det til gengæld ikke helt klart, om man skal betragte denne pris på en rund million som en tilbudspris, hvor man altså så nok sparer 400.000,-, men det skal man vel nok. Her i Jylland sparer man hellere end gerne 4000.000,- og så er millionen jo pludseligt blevet helt rimelig.

Nu nævnte vi ideen med elektromagneter som håbløs. Det er bestemt ikke, fordi det er en teknisk dårlig løsning. Nej, det er fordi man denne gang udover at gøre begge de tidligere generationer af “Grande Utopia” temmeligt værdiløse (for hvem gider dog have gårsdagens utopier, nej vel?) ihvertfald her i landet sandsynligvis helt fejllæser markedet. Når den almindeligt hifi-interesserede i dag med sin squeezebox og sine Dali-højttalere ser på det her pianolakerede skrummel drømmer han nemlig ikke bare ikke længere om at få sådan en højttaler. Nej, på samme måde som den latterlige Hummer i dag umuligt kan sælge ildesmagende vodka (eller velsmagende, for den sags skyld) på nogen meningsfuld måde, så giver introduktionen af den nye “Grande Utopia Be EM” garanteret heller ikke nær så stort et mersalg af de mindre modeller, som det skræmmer mulige købere af de billigere og sikkert ellers udmærkede højttalere væk for altid. Udover den selvfølgelig særdeles effektive afskrækkende virkning overfor mulige købere af denne nye utopi, som det vel må have haft at se de 2 tidligere udgaver af utopien blive henvist til utopiernes store elefant-kirkegård.

Vi er vist i denne lancering af nye ikke-kompatible og ikke-opgraderbare utopier kommet temmeligt langt væk fra traditionen med de danske klassikere indenfor møbler eller alle andre klassikere for den sags skyld. Enhver mulig køber til denne spritnye utopi med blot antydningen af fornuft i behold vil vel overveje, hvornår der sker et nyt kvantespring i kvalitet. Når de forresten ellers udmærkede højttalere ændres så radikalt så mange gange over så få år, så løber man altså en vis risiko ved at købe dem. Sådan lidt på samme måde som at gifte sig med sin førstegangs-bolleveninde fra julefrokosten om fredagen allerede om mandagen. Man ved jo heller ikke rigtigt, om hun er holdt op med at bolle udenom inden der i det mindste er gået er par weekender…Om det her bliver en success, den nye “Grande Utopia Be EM”? Lad os udtrykke det således: Vi er glade for, at vi ikke selv skal sælge dem. Næsten ligeså glade som vi er for, at vi ikke selv skal købe dem. Men som sagt, spørg ejerne af de gamle utopi-modeller og hør, hvor begejstrede de er nu utopien er væk. Og vi gider heller ikke have den Hummer nede på gaden, selv om vi så fik den gratis. Eller den nye utopi. Det minder lidt om Microsoft, måske i virkeligheden alt for meget.

Ellers skal vi da lige henvise til diskussionen om denne nye Focal-model på hifi4all. Her huserer vores gamle kritiker under pseudonymet “Tadman” med et indlæg, der i almindelig forvrøvlethed og akademisk åndshovmod er bemærkelsesværdigt. Ikke begavet, snarere temmeligt dumt, men som han til gengæld beskedent udtrykker det,”Folk, der ikke aner, hvad jeg taler om, bedes venligst ikke kommentere dette indlæg..” Vi tør dog godt stille et par spørgsmål ved Tadmans sludder og mest, fordi vi har et lille horn i siden på manden. Han har jo tidligere kritiseret denne forfatters åbenbart håbløst umoderne humanistiske uddannelse. Han skal få, skal han!

Det er nu også ganske let, for et væsentligt kritikpunkt mod denne højttaler (som han naturligvis ikke har hørt) er åbenbart, at “jeg (han) mener, at deres membran er lige lille nok i deres Be-version” Topkvalificeret snak fra denne “Tadpole” naturligvis og det fortsætter i samme videnskabelige slæbegear. Han mener nemlig i fuldt alvor, at membraner af beryllium på grund af deres store dæmpning og stivhed mangler såkaldt “fylde”, fordi de ikke “bryder op”, som del-vibrationer normalt benævnes. Tadman opfinder her det helt nye begreb “sub-harmonisk forvrængning”, (vores betegnelse) for det må vel være det, der skal til hvis de helt normale harmoniske forvrængningskomponenter ikke skal blive til ja, øvre harmoniske komponenter, som det jo ellers sker. Ret meget fylde giver normal harmonisk forvrængning ikke ligefrem.Udover at han kritiserer denne højttaler for ikke at passe særligt godt til en (forhåbentligt tænkt) rør-forstærker med en udgangsimpedans på et par ohm- de eksisterer vist forresten. Sådan en forstærker er ganske ubrugelig og burde køres på lossepladsen sammen med det her sludder. Men som sagt, læs det og bliv klogere. Det mest kloge man nok bør uddrage er velsagtens at lade være med at læse mere. Den konklusion har de fleste vist allerede draget. Trådene om denne nye FOcal er stendøde på alle fora.

Så kloge blev vi altså i dag og det var da en hel del billigere end det blev for køberne af de 2 første “Grande Utopia”-versioner. Hvad så med ATC forresten. Jo, der kan samtlige producerede modeller nogensinde naturligvis opgraderes til seneste specifikation og passive modeller kan blive aktive. Det er der til gengæld ikke meget utopi ved, sådan er det bare allerede nu, og så kan det jo ikke rigtigt være nogen utopi. Stor eller lille Hm…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *