onsdag den 24. september 2008

Ed Wood

Atter en dag bliver denne tekst lidt kort, fordi landevejene kalder med 40 km. obligatorisk og allerede efterhånden lettere tvangsmæssig speed-cykling. 
Af en eller anden, måske god, grund, hed Lawrence Kasdans filmklassiker "The Big Chill" jo "Gensyn med Vennerne" på dansk. Det var jo i virkeligheden også det, det var, et måske eller endda sandsynligt sidste gensyn. Et sådant bliver der også mulighed for at holde nu til november i København, hvor den seneste og antageligt sidste danske hifi-messe "Hifi og Surround" afholdes. Det betyder naturligvis ikke, at den ikke lanceres som den største hidtil, ja den er faktisk så stor, at man endnu ikke her blot en måned før udstillingen har overblik over, hvor mange der kommer, som arrangerørerne så lokkende beskriver dette veritable kommercielle tag-selv bord. Dejlig situation hvis det altså passer, og det gør det jo nok, siden de skriver det. På samme måde som Nationalbank-direktøren altid vil forsikre, at diskontoen absolut ikke vil stige eller at man overhovedet påtænker at devaluere nogensinde. Som den danske forfatter Hans Egede Schack skrev er det vist en "Sandhed med Modifikationer" Sandhed så modificeret, at det ophører med at være helt sandt.

Derfor er der naturligvis ikke endnu nogen oversigt over de utallige udstillere. Om det så skyldes, at alle lurepasser eller blot ikke kan eller vil betale for at deltage i udstillingener et uløst mysterium. Under alle omstændigheder bliver det da en god anledning til at tage til København og sige farvel til vennerne i dette døende circus, som efterhånden svarer til at dyrke linedans oppe under teltkuplen blot ved at lade som om, at der er en line. Eller et sikkerhedsnet. Eller et publikum.

Mottoet synes at være, at hvis bare man selv og publikum tror nok på, at der rent faktisk er en line, så falder man nok ikke ned, men det gør man altså alligevel, som Newtons arbejde med nedfalds-æbler jo klart viste. Efterhånden bliver historierne i meget salgsarbejde så syge, at man må bede om sine himmelblå, som en anden kendt dansk digter så rammende formulerede det.

Nu har vi tidligere omtalt vores nye kollega i København Omega Audio som nok det sidste skud på den frønnede stamme nu her lige inden efterårsstormene begynder at hærge med massivt træfald til følge. I den efterhånden obligatoriske hyldest-tråd ved pressemeddelsen om den nye butik fra (de få) (venner)ne på hifi4all optrådte dengang en vis Busk. Tråden og omtalen af den fine nye butik faldt til jorden som en plaskvåd søndags-Berlinger, men nu er der atter grøde i muddergrøften. Samme Busk (kunne man da ikke bare af kunstneriske hensyn have lavet navnet om for at dække lidt over dårskaben?) beretter nemlig så medlevende og hjerteskærende om sit helt nye super-køb hos, jamen der kan man da bare se, Omega Audio, at tårerne presser sig på, mest dem af grin ganske vist. Læs endelig hans beskrivelse på hifi4all på tråden om "Nyheder"/Omega Audio, den er god at blive klog af eller måske dum i nakken (hvis man altså tror på det). Nemlig hvordan man ikke overbeviser nogensomhelst om, at det her er rigtigt, selvfølgelig fordi det ikke er det.

Beretningen er, at omtalte Busk åbenbart pludselig uden egentlige købsmotiver pludselig har fået en ubændig lyst til at købe et ubeskriveligt stort og dyrt Marantz-forstærkersæt. For ikke-hifi-interesserede vil det svare til, at man kontakter sin lokale bilforhandler og spørger, om han ikke tilfældigvis har en spritny Pral-Ford (kendt fra Anders And) med hermelinindtræk indfarvet som kaninskind på lager. Det er der selvfølgelig absolut ingen, der har, med mindre de har lyst til at begå akut kommercielt selvmord-skramlet (ikke Pralforden) koster 100.000,- og er ligeså interessant for samlere som en rusten Austin Allegro med nogenlunde samme attraktion og statusværdi. Attraktionen som sådan er altså fra starten noget begrænset.

Jo søreme, det har Omega Audio lige sådan et Marantz-sæt, godt nok på vej til en anden kunde (!!!)-hvad mon denne iøvrigt siger til at man bruger hans isenkram) Nå, han er vel ligeglad, ikke-eksisterende som han nok er. Efter at have nydt helt frisklavet kaffe (mærket nævnes desværre ikke, heller ikke hverken formalingsgrad eller ristning) køber vor ven Busk dette herlige isenkram, åbenbart sådan helt spontant, blot overbevist af produktets usigelige kvalitet. Demonstrationen arrangeres endda på rekordtid (hvor lang tid tager det egentligt at lave kaffe?) og overgås kun af køberens lynhurtige responstid til at hive dankortet frem. Det er en sjov solstrålehistorie den her, og så skinner solen endda slet ikke. Et vist element af fiktion er vi vel vidne til for nu at sige det lidt mildt.

Realiteterne er nok lidt anderledes. Ingen, absolut ingen, har sådan et sæt på lager uden at have en særdeles realistisk kunde til det og hele historien bærer præg af den hidtil allermest hjælpeløse variation over temaet "plantet information" forklædt som salg. Indtil den næste lignende situation opstår. Hvis man tror på det her hændelsesforløb tror man helt sikkert også på, at den lokale Fiat-forhandler sådan tilfældigvis har fået en Ferrari Le Mans-racer i british racing green på lager i den sikre forvisning om, at kunderne vil flokkes og spontant ringe og spørge, om forhandleren ikke tilfældigvis skulle have sådan et skidengrønt misfoster på lager. Det vil de nok ikke og ingen ved deres fulde fem vil spontan-købe sådan et Marantz-sæt. Eller rettere, ligeså mange vil såmænd nok ganske spontant efterspørge den grønne Ferrari hos den lokale cykel-handler. Det kunne jo være...Nej det kan ej!
God udstilling! Hvis der altså bliver nogen. Som bekendt døde Hifi News`udstilling på Heathrow for adskillige år siden.

Sandsynligheden i dette plot fra vor ven Busk og den tilsyneladende ekstatiske eufori omkring "Hifi og Surrounf"-udstillingen ligner det ideelle forlæg til verdens muligvis ringeste film. Her har den amerikanske instruktør Ed Wood jo med sit mageløst mesterlige makværk "Planet 9 from Outer Space" jo hidtil hersket med sit næsten (men kun næsten) ligeså håbløse plot og tilsvarende filmiskeudførelse, men vi danskere kan altså også. Kom snart med filmen, venner, "Stjerner uden Hjerner" er snart kun Danmarks næst-ringeste film.
Hvorfor læser vi dog sådan noget? Af simpel underholdning, for sommetider er fiktionen forklædt som virkelighed simpelthen så indlysende fiktiv, at man ganske enkelt ikke fatter, at nogen ved deres fulde fem vil kunne tro på det. Dok-dok, er der nogen derude som tror på det her? Sikke dog en dejlig og fantastisk verden vi lever i fuld af endnu mere fantastiske historier og så utrolige sammenfald, at den konventionelle fiktion er ganske magtesløs. Måske en sag for serien "X-Files"´ agenter Mulder og Scully. Der er tydeligvis et eller andet derude.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start