tirsdag den 5. august 2008

USA ud af Nordamerika!

Fornyligt døde den store gamle russisk/sovjetiske forfatter Solsjenitsyn, uendeligt gammel og svagelig, ja næsten ligeså gammel som Nelson Mandela er nu men bare meget mere gammel og fuldstændigt udslidt med sit lange Max von Sydow´ske triste hesteansigt. Man behøver ikke studere Solsjenitsyns ansigtstræk meget for at indse, at denne her mand har set en del mere end godt er, helt vildt meget mere og de få, der må have set mere, er døde forlængst og heldigt for dem.

Han havde godt nok kun været 8 år i fangelejr efter at han blev arresteret efter datidens sovjetiske "gummiparagraf", nemlig såkaldt antisovjetisk virksomhed (det var inden sharia-lovgivningen med den ganske tilsvarende paragraf om "Krænkelse af Profeten" blev indført, i dag ville det mere have været hverdag altså), men det havde knækket ham helbredsmæssigt for livet. Man kan så for litteraturen glæde sig over, at Solsjenitsyn ikke røg til de helt anderledes skrappe steder som straffekolonierne/udryddelseslejrene Kolyma og Karaganda og at man allerede i 1933 havde anlagt Hvidehavskanalen med dens tæt ved en million døde som ofre ved udgravningerne nær det daværende Leningrad. Disse steder taltes den forventede levetid hverken i årtier eller år, allerhøjst måneder. Ikke 27 år som Mandela altså gennemlevede i fineste form på det værste, som apartheidstyret kunne byde på, nemlig Robben Island. I århundredets grusomme perspektiv nok nærmest sådan lidt Ibiza-agtigt.

I dag er Solsjenitsyn og alle de andre ofre for Sovjet-galskaben naturligvis glemt, mens den altid smilende karismatiske Mandela var den, som skulle erobre verden. Ihvertfald medierne for de der magre musel-mænd uden tænder er heller ikke altfor appetitlige at se på. For sit hjemland Sydafrika kom Mandela vel aldrig til at blive meget andet end en patetisk parantes på samme måde som Tito blev det for Jugoslavien, nemlig ham, der midlertidigt udsatte den opløsning af samfundet, som havde været uundgåelig hele tiden og som blot eksploderede så meget mere voldsomt efter udsættelsen af det uundgåelige. Som Tito forsvandt Mandela til alt held inden eksplosionen. Kunsten er altid som i sagen med den lille hollandske dreng og hullet i diget at nå at blive helt og komme væk inden flodbølgen kommer og smadrer diget lige meget hvor mange fingre og andre ekstremiteter der er blevet stukket i hullerne til at stoppe vandets indtrængen. Mbeki og hans nu korruptionssigtede kumpan Jacob Zuma skal nok sørge for, at det skal ske.

Engang for længe siden i slutningen af 1950-erne og frem til starten af 1960-erne skete der et såkaldt "tøbrud" i den russiske litteratur, og lige præcist dengang blev Solsjenitsyns "En dag i Ivan Denisovitj´ liv" udgivet i et litterært tidsskrift. Den tilsyneladende lidenskabsløse opregning af en dag i en lejrfanges liv var helt utypisk for Solsjenitsyn, for den var kort og klar og alligevel skrækkelig. Måske var det allermest dens success, som umiddelbart derefter kastede Sovjetunionen tilbage til kulturelt censur og intellektuelt tusmørke og Solsjenitsyn blev udvist efter at have fået Nobel-prisen. Det var en af de (få) fortjente af slagsen i samtiden og der skulle blive færre fremover. Prøv for sjov skyld at komme i tanke om blot én Nobel-prismodtager i litteratur fra de seneste 20 år...

Det var iøvrigt en mærkelig tid dengang i starten og midten af 1970-erne, inden den politiske korrekthed og den radikale åndsformørkelse tog over. Dengang stod Solsjenitsyns værker udgivet af Gyldendals Bogklub i hundredetusindvis af danske hjem-det gør de ikke længere.

Det var for eksempel dengang, at formanden for Danmarks Forfatterforening kunne være (og var) det konservative folketingsmedlem Hans Jørgen Lembourn. Hvem kan overhovedet i dagens uendelige frisind nævne en eneste forfatter, som offentligt vil sige, at han med fornøjelse stemmer på Anders Fogh? Der var vist godt nok en enkelt, men han har da vist siden forlængst afsveget sine "fejltagelser" i bedste sovjet-stil...Nå, men allerede dengang var den store danske forfatter (det største ved ham har nu for undertegnede altid været hans ego og så hans næse) Klaus Rifbjerg ude med riven efter Solsjenitsyn. I et digt, der selv med en vanligt høj rifbjergsk standard er helt utilstedeligt forvrøvlet og forsludret får Solsjenitsyn masser af høvl allerede dengang for 35 år siden. Det var vist mest noget med, at han slap væk, som gjorde ham til en skurk (det gjorde han nu ikke, han blev blot løsladt), som Rifbjerg ikke kunne lide. Eller også var det blot en barnagtig skolegårds-reaktion fra Rifbjerg på mødet med denne litterære gigant-rent og ultra-berettiget mindreværd, og det er da til at forstå. Digtet er rent vrøvl.

I dagens JP spørges der om, hvad Rifbjerg i dag mener om digtet, og han afviser blot spørgsmålet med, at det vist var noget med, at Solsjenitsyn vist gik ind for "øje for øje/tand for tand-holdninger" som den yderst følsomme Rifbjerg åbenbart ikke kunne tåle. Det må være næsten ubærligt for en så overfølsom mand at høre om sharia-lovgivning, men det har han vist ikke skrevet så manfge digte om. Emnerne er ellers legio.

Det er nu ellers vanskeligt at læse ret meget vold ind i Solsjenitsyns sagtmodige helte, faktisk overhovedet ingen, men allerede dengang tog Rifbjerg åbenbart sin rolle som medlem af Det Intellektuelle Tankepoliti alvorligt. Det var ikke så meget det, folk mente, det var mere, hvem der mente det og der faldt Solsjenitsyn igennem. Ikke blot så han gammel ud (det var han jo altså ikke, han havde blot ikke været på statssponsoreret ferie i solen som Mandela, hvor han "kunne passe godt på sig selv"), han var også en gammel mand i sine tanker. Som en moderne udgave af en anden klassisk russisk mystiker, Leo Tolstoj, var hans tanker og ideer af en anden verden og ikke mindre ude af sync i de marxistiske og åndshovmodige 1970-ere end alle de nye religioner fra Østen med Maharashi Yogi i spidsen. 

De sidste lokkede med piger i hobetal og fik deres naturligvis deres fortjente niche, Solsjenitsyn lovede og fik ingenting og er nu død. Han brændte for en verden, der aldrig fik en chance, fordi den fuldstændigt blev overskygget af en hel masse andre som Rifbjerg, som intet mente udover det til enhver tid opportune. Solsjenitsyn blev oprindeligt fanget i den tidligere sovjetiske kulturminister Zdanovs ensrettede kultur-spind og som tidlig olding blev han atter en gang udstillet til spot af en ny tids kulturelle kommissærer. "Full Circle" for den arme gamle mand. Der er jo heller ikke nogen værre trussel mod den meningsdannende kultur-mafia uden egne ideer end en mand som Solsjenitsyn, som ikke har andet end egne idder. Ikke mærkeligt, at Rifbjerg og de andre med så meget større ildhu kæmpede for deres kulturelle liv og altid har gjort det mod denne verdens solsjenitsyn-er. Hvis ens synspunkt er aldeles håbløst og grinagtigt er det jo ubetinget nødvendigt at forfægte med så megen større vildskab. Farvel, Solsjenitsyn, du var en mærkelig mand og verden er blevet fattigere.

Til gengæld er verden jo som hver tirsdag blevet (ganske vist ikke helt tilsvarende) beriget med atter en spændende statistik fra vores ven Christian Nørgaard Larsen. Denne gang drejer det sig om et andet tankepolitisk eksperiment, nemlig hvordan indbyggerne i forskellige europæiske lande stiller sig til det kommende amerikanske valg. Prøv lige igen at overveje absurditeten i det her spørgsmål. Hvad mon det lige er, som gør europæere særskilt skikkede til at regere i andre lande og hvad er det lige vi bilder os ind? Denne selvfølgelige ret til naturligvis som dansker og europæer at vide hvad der er bedst for andre nationer er naturligvis ikke nogen reciprok størrelse. Ingen amerikaner skal naturligvis komme og os noget ind og enhver kan jo forstå, at amerikanere er fuldstændigt latterlige og uvidende, når det eneste de ved om Danmark er, at København vist er hovedstad i Skandinavien. Eller er det omvendt. At de fleste franskmænd ved endnu meget mindre om Danmark glemmer man nemt og bekvemt, det passer jo heller ikke rigtigt i vor tids rifbjergs/politiken´ske kulturradikale univers. Dér taler man nemlig gerne fransk, selv om franskmændene naturligvis aldrig kunne drømme om at tale dansk. Eller noget andet for den sags skyld.

Underligt nok har vi aldrig set tilsvarende "prøvevalg" i andre lande i Europa omkring kommende valg i andre europæiske lande eller i andre lande i verden overhovedet. USA er tydeligvis det eneste land i verden med accepteret universel stemmeret til præsidentvalget: Alle verdens borgere har tydeligvis ret til at stemme, kun kan man beklage, at vi danskeres stemmer ikke tæller i forhold til vores sublime intelligens, for så ville der ske ting og sager. For hvad viser dagens statistik? Jo, den viser naturligvis helt forventeligt, at hele 62% naturligvis støtter demokraten Barack Obama, det tomt-talende tidevandshul uden egne meninger, mens kun 10% støtter republikaneren, halv-senile John McCain. Han var iøvrigt også krigsfange i Nordvietnam et par år og blev på denne korte tid voldsomt forkrøblet. Det bliver efterhånden mærkeligere og mærkeligere med ham Mandela og hans 27 år på den værste af fangeøerne..Mystiskere og mystiskere.

Nu er der vel næppe mere end en håndfuld danskere, som ved hvad den dybereliggende forskel på de 2 store gamle amerikanske partier er, så det er noget udover det statistisk insignifikante. Til gengæld vil alle danskere og åbenbart mange andre europæere godt, hvad demokrati er, for det er nemlig noget godt, så derfor er demokrater naturligvis bedre end republikanere. Republikaner er der kun få (læs:ingen) som ved, hvad er og så må det jo være noget farligt ligesom en anden minoritet, pæderasterne, måske bare farligere. Dette sidste ord er sikkert mindst ligeså kendt og ikke mindst i katolske kredse. 

Denne statistik kunne have været lavet uden at spørge nogensomhelst i hele Europa med helt enslydende resultat over de sidste adskillige årtier. Vi kan ikke komme længere tilbage, for så kommer vi tilbage til en tid med bedre skoleuddannelse og mindre massiv fordummelse fra DR TV.

Dengang vidste folk godt, at forskellene på republikanere og demokrater går på kryds og tværs og at krige faktisk langt oftest startes af demokratiske præsidenter i USA. Krigeriskhed er ligeså lidt partipolitisk bestemt som redelighed er det. Det eneste dagens hjernedøde statistik om USA og det kommende valg viser, er vist, at vi danskere og andre europæere tydeligvis er uendeligt åndeligt overlegne over disse dumme og udemokratiske derovre langt vestpå. Æv-bæv, amerikanerne er åbenbart endda så dumme, at de ikke engang kan finde ud af at stemme på den demokratiske kandidat, og hvor dumt er det lige det er? Noget dumt vil vi da mene. Eller bare dansk, helt forfærdeligt dansk. Rifbjerg vandt og Solsjenitsyn døde, bare det da havde været omvendt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside