fredag den 15. august 2008

Montesquieu

I dag vil vi bevæge os lidt rundt i verden med emner fra højttalerbygning over fertilitetsbehandling til den mere abstrakte politiske teori. De har dog det til fælles, at man i alle tilfælde forholder sig noget alternativt til den verden, som eksisterer. 
Ind imellem kan det næsten være hjerteskærende at studere vores egen hifibranche på samme måde som at se et grædende barn med et skrabet blødende knæ. Der er jo ikke rigtigt meget, som man kan gøre ved det udover at trøste og det hjælper jo ikke rigtigt noget. I den statistiske politologi taler man vist om en lose/lose-situation. Ungen tuder videre og man får blot snot på tøjet og verden er alligevel den samme som før. Derfor er det heller ikke meget ved at skulle svare en fyr, som på et forum nær os efterspørger modelnumrene på forskellige højttalerenheder af mærket "TDL", fordi han har planer om at bygge et par store højttalere. 

Nettet er en forunderlig ting (man kan med en vis viden finde ud af næsten alt), og når man ikke kan finde firmaet TDL er det desværre fordi det har været gået nedenom hjem i en del mere end et årti. Lige i det her tilfælde lavede de faktisk selv deres højttalerenheder, sikkert mest fordi de ikke havde betalt deres regninger hos deres hidtidige leverandører, sådan plejer der nemlig at være. I de første mange år brugte de da som de allerfleste andre standard-enheder fra andre producenter. Der er altså med absolut statsgaranti intet at finde nogensomhelst steder og den hjerteskærende bøn om hjælp til at bygge disse teknologiske misfostre (som IMF og TDL var) svarer til kaptajnen på det synkende "S.S. Titanic", som febrilsk leder efter garantibeviset på skibet fra værftet Harland og Wolff i Belfast, hvor der vistnok står, at skibet ikke kan synke. Begge dele forekommer noget ligegyldige grænsende til det lettere grinagtige. Både skib og TDL er forlængst sunket og en eller anden behjertet sjæl burde gøre denne unge mand opmærksom på, at gravfreden bør respekteres.

Nu er det vel upassende at tale om gravfred i forbindelse med ufødte børn men måske ikke helt så galt, når barnet endnu ikke er blevet undfanget. I dagens JP er der en såkaldt "case-study" af samme hjerteskærende karakter som historien ovenfor. Det drejer sig om en ulykkelig kvinde, som åbenbart skulle få betydelige problemer med at gennemføre en fertilitetsbehandling på grund af køreafstand, når klinikken på Skejby bliver flyttet. Avisen er rigtigt skarp i dag, hold da helt op. For det første er der massevis af lokale private fertilitetsklinikker, men det glemmer man at nævne i denne tragiske sag. En behandling der koster naturligvis penge men dog trods alt ikke mere end det gør at have barnet i vuggestue et godt halv års tid. Hvis man vil noget nok burde man altså også kunne gøre det selv i alleryderste nødsfald.

Der er til gengæld den lille "twist" ved historien her, at der i samme artikel nævnes, at den forsmåede vordende mor faktisk er bærer af en "arvelig genetisk sygdom, som i værste fald kan være invaliderende", som der så tydeligt står. Ud over pleonasme/dobbeltkonfekten i den samtidige brug af arvelig og genetisk er det da vist naturens vink med en vognstang om, at hende her blot burde tage og blive den sidste i sin æt og dermed lade denne arvelige sygdom uddø. Der er vist ikke tale om nogen videre realistisk opfattelse af verden hos denne kvinde. På billederne ser hun nu heller ikke ret glad ud eller ret ung for den sags skyld for sine 32 år. Det gjorde den sidste mohikaner Chingachgook nok heller ikke (og da slet ikke glad, da den næstsidste, Uncas, døde), men han havde jo heller ikke noget valg og var også ret gammel. Det har hende her og det rigtige valg er vist at lade være. Som hun siger:"Jeg vil måske bare opgive" Ja, gør endelig det og jo før jo bedre så vi ikke behøver spilde offentlige sygehusmidler på dig, som ikke engang gider køre efter noget, som iøvrigt aldrig burde være sket. Forhåbentligt sker det så heller ikke.

I dag ser vi så også, at alle de store og grimme juridiske hajer herhjemme åbenbart efter EU-domstolens nylige politisering er gået i en veritabel juridisk "feeding frenzy" omkring strafferet i Danmark. JP bringer i dag en række danske såkaldt førende jurister (det er de også, mest fordi det altid er de samme, som man spørger) på banen i en diskussion om noget så fuldstændigt absurd, at man vel nok med noget større ret ville have kunnet inddrage specialarbejder Hansen på Danish Crown. Hans mening ville nemlig være interessant, de andres her er aldeles ligegyldige eller en del værre Det er meget underligt, at journalisten slet ikke har hørt efter i skolen om ham der Montesquieu og magtens tredeling og bare ikke det allermindste. Vores jurister i dag politiserer nemlig i en grad, så man må korse sig. Det er simpelthen fuldstændigt sygt. 

Den dømmende magts opgave er jo ellers mest afgrænset til at dømme, men hør blot hvor vi cykler af sted i dag. Hør f. eks den altid redebone professor Eva Smith: "intet tyder på, at vi får et bedre og mere trygt samfund ved at straffe hårdt. Man kan bare se på USA" Orv ja, man kan altid se på USA, godt set, Eva, og hun fortsætter med at sige, at mange af de ofre for vold, som hun taler med (underligt, hun er ellers altid i TV..) slet ikke ønsker en hård straf til gerningsmanden, blot at han ikke kommer til at gøre det igen. Hvordan man så lige undgår det ja det undgår både Smith og journalisten at forske for meget i. I det hele taget er forskningens niveau på det her område ret jammerligt og analysen af resultaterne endnu værre. Ifølge en professor i retssociologi (hm.??) ved Århus Universitet, så viser undersøgelser samtidigt, at befolkningen ønsker strengere straffe og samtidigt mener befolkningen, at man skal satse på forebyggelse frem for straf. Er der nogen modsigelse i de her resultater, nej vel? Eller at man gik ind for renere vand i hanerne..Nå, men vores sprænglærde ven mener altså, at befolkningen er rådvild. Det burde den måske også være, ikke mindst overfor den kendsgerning, at man har ansat disse mennesker i det offentlige system.

Det kunne også være på sin plads, når en anden mediedarling, juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen ruller sig ud. Ifølge ham tror mange danskere "fejlagtigt", at højere straffe er den rette vej til mindre kriminalitet, men som han siger. "..videnskaben dokumenterer det modsatte" Det modsatte af hvad kunne man måske tillade sig at spørge. Nu er det svært at sige noget meget mere åndssformørket end det her, for den nødvendige implikation må vel nødvendigvis være, at lavere straffe vil give lavere kriminalitet. Det er underligt, at ingen stillede Toftegaard Nielsen dette ellers aldeles elementære spørgsmål. Samfundsvidenskabernes niveau er p.t. i disse varianter aldeles begrædeligt og intet kan da vist være værre end det her. Det skulle da lige være at tage det alvorligt. Det gør JP og endda på forsiden, ak ja.

Og så er hele problematikken alligevel et helt andet sted. Hvad de her mennesker mener er fuldstændigt hamrende ligegyldigt og aldeles irrelevant og er af fuldstændigt samme væsentlighed, som hvilke engelske fodboldhold, som de måtte have som favorit eller andre seksuelle præferencer eller om herrerne i hemmelighed render rundt i dameundertøj. 

Det er nemlig i det danske samfund overhovedet ikke juristers opgave at blande sig i politiske beslutningsprocesser og det er det lige netop det, som de gør. Det er helt ubegribeligt, at de kan slippe af sted med det helt ustraffet Derfor må der virkeligt råbes op, når den dømmende magt gennem disse juraprofessorer kaster sig over emner, som er rent politiske. Hvad de mener privat burde rage offentligheden en høstblomst og det er jo høsttid nu. Til orientering for vores journalistven her er det IKKE den dømmende magts opgave at lovgive, ikke engang bare det allermindste. Det eneste område, hvor juristerne skal blande sig endnu mindre (endnu mindre end ingenting, altså og det er ret lidt) er at fortolke borgernes synspunkter på dit og dat. At tage sådan noget alvorligt burde næsten være strafbart i sig selv og at skrive om det burde give hjul og stejle eller kogning i olie til journalisten. Eller måske bare et spark i røven.

Vi tror dog, at Montesquieu og hans nødvendige politiske teorier i det lange løb som nevøernes flere gange omtalte helt fra "Anders And & Co", nemlig selveste Tom A Hawk, vil kunne klare disse moderne juridiske tågehorn, som jo ubetinget minder om Anders`egen helt, den navnkundige professor Våsenstrøm. Vås er det da ialtfald. Men som sagt, døm selv og lad være med at lytte til, hvad disse juridiske professorer siger med mindre det altså er i en retssal. Lige dér kan det nok betale sig, og der giver det absolut mening. Alle andre steder burde deres meninger tages med samme selvfølgelige alvor, som en teenagepige tager imod sin moders råd. Altså ikke altfor alvorligt...

Som det allersidste i dag skal vi da lige viderebringe en servicemeddelelse. Det drejer sig naturligvis om vores myreflittige venner i den sprudlende Århus Hifiklub. Næste planlagte arrangement er nemlig allerede i februar næste år, nemlig den store generalforsamling i TST i Tilst. Indtil da er der vist ellers kun i kalenderen et fra foråret allerede udsat og vist ikke helt alvorligt ment besøg i Middelfart. Vi må her i dag udtrykke vores forhåbninger til, at alle de vistnok 13 medlemmer af Århus Hifiklub nok utrætteligt arbejder "undercover" for at fremme hifiens sag, for her ovenpå Jordens overflade efterlader de vist bare nogenlunde samme spor som dræbersnegle. De er ganske ufarlige men noget i vejen, ikke mindst for noget bedre. Alt andet ville vist bare være bedre. Alt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start