Minedrift

I dag på Århus Festuges første dag vil vi starte med at snakke lidt om et af de sørgeligt oversete områder af verdensøkonomien, nemlig minedrift. Vi vil sætte spot på produktionen af et metal, som både er sjældent, meget specialiseret og derudover forbandet giftigt som adskillige andre metaller i samme grundstofgruppe, som vi har at gøre med i dag. Det drejer sig om beryllium og anledningen skal vi komme til lidt senere. Indledningsvis må vi dog nok sige, at der i det følgende vil blive udstillet hjælpeløs naivitet, jammerlig godtroenhed og almindelig kritikløshed grænsende til det decideret komiske. Der kan også være tale om sproglige misforståelser eller salgsgas i det mere letmetal-agtige afdeling grænsende til det egentligt uvederhæftige. Uanset hvad er det en øjenåbner for, hvad vi kan forvente af vores branche allerede i nutiden og desværre nok ikke mindre i fremtiden. Vi skal snakke om minedrift vs. den åh så driftige og uendeligt innovativt/driftige hifi-branche.

Allerede fra oldtiden har mennesket beskæftiget sig med minedrift. I Cornwall fandtes en af verdens dengang eneste kendte kilder til tin, som allerede i bronzealderen blev brudt og eksporteret for sammen med kobber at blive legeret til, ja altså bronze. Nu er der få sikre efterretninger fra dengang, men man må vel forestille sig, at man først er begyndt at grave efter tin dengang man begyndte at efterspørge det. Det er nemlig ikke videre sjovt at grave løs efter noget, som man blot kan lægge i en bunke. Det er altid en nødvendig forudsætning for minedrift, at nogen vil betale. Startomkostningerne er ganske forrygende store og det var de også dengang. Minedrift sker altid som svar på en efterspørgsel og aldrig nogensinde før. Det burde være til at forstå, men så simpelt hænger tingene naturligvis ikke sammen for alle mennesker.

Ovre i Utah i USA findes verdens største mine for udvinding af det altså ret sjældne beryllium. Metallet har i mange år haft begrænset anvendelse i svejseelektroder og andre meget specielle maskiner. Som aluminium findes beryllium ikke frit i naturen men en relativt simpelt at isolere som oxid og derefter som ren, reaktivt metal. Den høje pris afspejler mest, at man ikke bruger det til ret meget og at kapitalomkostningerne ved at drive minen er høj. Man behøver godt nok ikke at grave, men det sviner jo altsammen. Det er nok derfor minen er i Utah sammen med megen anden amerikansk tung industri. Der er det jo en mormon-kristen pligt at arbejde. Hvilken bringer os over til vores hifi-venner Mikkel Gige igen-igen og selveste Jan Nielsen fra det danske blad “High Fidelity” De er tydeligvis ikke mormoner, for de arbejder tydeligvis ikke ret meget, hverken med stoffet eller med hovedet.

Disse 2 danske notabiliteter var fornyligt på en tur til det franske firma Focal, som de næppe selv har betalt for, sådan er verden jo så tit og det er så her, den store syntese mellem basal minedrift og hifi sker. En stor del af besøgsartiklen består nemlig i at beskrive et af det franske firmas betydeligste “selling points”, nemlig brugen af beryllium som diskant-membran. Her bliver tingene for alvor pudsige. Nu kan man naturligvis ikke længere blive overrasket over, at Gige kritikløst viderebringer fejlagtige, lettere løgnagtige og teknisk ganske absurde og halvfordøjede teorier, men at Jan Nielsen også er med i dette tvivlsomme selskab er da heldigvis en overraskelse. Det drejer sig altså om beryllium. Ifølge vores venner her blev det oplyst, af en samlet verdensproduktion på blot 25 kg. brugte Focal ikke mindre end de 14 kg. Når man så den lettere forvoksede lagerbygning, som husede fabrikken lød det ganske vist underligt, men det var vist det de sagde. Hvis det lyder helt i vejret er det naturligvis, fordi det er det, mere senere.

Nu er en stor del af branchens fascination jo at forsøge at sandsynliggøre, at man befinder sig alleryderst ude på forkanten af udviklingen. Derfor gik man virkelig i dybden med alt det kompromisløse arbejde, som Focal havde lagt i at anvende dette materiale, som skulle være “3 gange dyrere end guld” Check for sjovs skyld råvarepriserne! Nå, men Focal havde altså i et lukket rum med arbejdere i lufttætte dragter fundet en metode til at forarbejde dette skøre materiale (ikke “skør” på samme måde som vores venner her, blot skør som krystal) Denne patenterede proces var ifølge besøgsartiklen så hemmelig, at man slet ikke fortælle hvordan. Jamen hov, når man har et patent (eller her nok sandsynligere nok kun har ansøgt om det) så er det jo en proces, som man patenterer, ikke metallet. Derfor kan enhver selvfølgelig til enhver tid finde den patenterede proces udførligt beskrevet for ellers kan den jo ligesom ikke patenteres. Dummernikker!

I disse lufttætte omgivelser forarbejdede man altså metallet til membraner og man filtrerede endda luften, som der stod. Det opsamlede støv solgte man tilbage til leverandøren fordi hvert gram skulle være “en mindre formue” værd. Det er til gengæld ganske korrekt med mindre de par kroner, som det nemlig kan indbringe, er at betragte som en mindre formue. Ifølge vores hjælpeløse ven her skete denne opsamling slet ikke “for at beskytte verden udenfor” Det ville der ellers være rigelig grund til, da metallisk beryllium er ekstremt giftigt og stærkt kræftfremkaldende. Mon ikke også det lige er derfor de ikke forgifter hele byen? Når en forklaring som den her både er nødvendig og tilstrækkelig, så er den sandsynligvis også rigtig. 

Og så er ved at være ved clou´-et. Hvis man tror på, at et forvokset skur et sted i Frankrig er hovedaftager af et ganske vilkårligt produkt fra alverdens mineindustri med af aftagerandel på langt over 50%, så er man ufatteligt naiv grænsende til det egentligt behandlingskrævende. Hvis en kunde skulle finde på at ville benytte 60% af verdens samlede jernproduktion, så ville man vel nok kunne imødese prisstigninger i området X 1000. Selv en øget efterspørgsel på et par procent mangedobler prisen øjeblikkeligt og stigningen tilnærmer sig en eksponentialfunktion. Udover at det altså åbner miner overalt.

Nej, sagen er noget mere prosaisk. Årsproduktionen på verdensplan er et par hundrede tons af der her trælse materiale, og det kan enhver idiot finde ud af på få sekunder altså dog med visse undtagelser. Man har anvendt beryllium i snesevis af år til højttalermembraner men man har bare aldrig fortalt den her historie før til nogen besøgende. Det er der nok en grund til, og den er ikke, at audiojournalister er blevet klogere. Al ære og respekt til Focal, som gider at bøvle med det her lorte-metal og overhovedet ingen respekt for dem, som videregiver de her pladder-historier. Fremover skal vi nok love ikke at omtale dine excesser, Gige, men det her var vist et forsinket “skvulp fra din sjæls skidne cisterne”, som en gammel gymnasielærer udtrykte det. Sikket dog en lorte-artikel!

Hvilket bringer os over til vores festuge igen-igen, bestyret som altid af Kong Folmer den 1. Ikke helt overraskende har vi herfra overhovedet ingen ordrer fået til festugen, og det kan man vel også betragte som en slags ridder-slag af de ganske vist mindre. Ellers skal vi da opfordre folk til ikke at opsøge en musikscene, der bærer det ildevarslende navn “2011” Som en naturlig konsekvens af Folmers hjernedøde mantra om, at man agter at præsentere navne, som man overhovedet ikke vil have råd til om 3 år, satser man så denne gang på en vis Keren Ann (måske en kusine til Anders Ann?) Hun spiller ifølge den i denne sag noget lamme lokal-presse “behagelig folkpop, som dog også er præget af støjende guitarflader” Det lyder da ganske usigeligt interessant. Et andet hovednavn, som altså også først skal toppe i 2011 og endelig ikke før, er Kurt Wagner. Folmer siger ganske korrekt, at “de ikke er verdensstjerner som Madonna, til gengæld er de interessante” Ak ja, på samme måde som den fattige idrætsforening i Vestjylland, som kun har råd til en jukebox og ikke det sikre hit “Bamses Venner” men ligefrem gøre en dyd af nødvendigheden? Igen, hvem gider have sovet blot som ven sammen med verdens senere lækreste pige 3 år inden hun kom i puberteten og dermed blev verdens lækreste? Nej, Folmer, det du siger, er ganske vist overordentligt dumt, men det er ikke nær så dumt som at viderebringe det som journalist som fornuftig snak. Det er nemlig skide-åndssvagt lige meget hvor mange gange det bliver gentaget. Ligesom ROSA-formand Gunnar K. Madsen og hans “vækstlag” I søer opererer man med et såkaldt “springlag” og talent-vækst sker aldrig organisk i “vækstlag” men kun i spring. Hvornår mon dette nye begreb “springlag” mon vinder indpas? Sikkert ikke hos det gamle ikon “Rock”-Gunnar. Ups vi glemte K-et!

Ellers bør man vel studere den nye festugeplakat, for den er altså noget vild. Den består af et 4-takket lyn, altså et dobbelt-s. Hvis man skærer det over og sætter delene ved siden af hinanden har man en perfekt udgave af den det krigens tid så kendte forkortelse for “Schutz-Staffel”, bedre kendt som “SS” Det kan selvfølgelig også være, at disse blonde bestier har været festlige på deres egen morbide måde. Derudover har man som slogan i år valgt ordene “Åben by”/”Open City” og det er bestemt ikke mindre kontroversielt. Man må nemlig ikke tro, at det her begreb overhovedet på trods af orden “åben” har NOGENSOMHELST positiv betydning. kun en entydigt negativ. Helt tilbage til oldtiden har begrebet nemlig udelukkende været anvendt i forbindelse med krige og belejringer. Det har simpelthen overhovedet ingen andre betydninger.

Dette altså helt entydige begreb var simpelthen den eneste mulighed for indbyggerne i en belejret by til at undgå en total nedslagtning fra belejrerne, hvis de altså åbnede byportene og officielt erklærede “åben by” og altså slap erobrerne ind uden kamp. Hvis de i stedet valgte at gøre modstand og tabte blev alle indbyggerne uden undtagelse dræbt. Den seneste anvendelse af dette udtryk var nok i virkeligheden under 2.verdenskrig, hvor Rom blev erklæret såkaldt åben by. Det betød, at krigshandlinger i området ophørte. Det kan man selvfølgelig sige er positivt men altså på en noget billig baggrund. Begrebet “åben by” signalerer total overgivelse og absolut intet andet. Hil, Kong Folmer den 1. af Festugen, vi overgiver os. Af grin og af græmmelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *